For ni måneder siden var jeg vidne til et groft overfald.
Jeg står på en villavej kl. 1.30 og venter på at blive hentet efter en fest, da jeg ser fire unge mænd nærme sig. De er ca. 50 meter fra mig – jeg har senere målt afstanden. De er højrøstede, fulde og kommer fra et nærliggende bowlingcenter, kan jeg høre. De går midt på vejen, så da en bil langsomt nærmer sig, mener de, at de er ved at blive kørt ned, og at de derfor har ret til at slå aggressivt på vognen. Føreren – en ung ingeniør – stopper og stiger ud for at se, om der er sket noget med bilen, som han har lånt af sine forældre. Her mener de fire, at bilisten tydeligvis har et problem, der gør, at han fortjener bank. Så de begynder at slå ham med knytnæver. Han forsøger at løbe fra dem, men de kaster en flaske efter ham og indhenter ham, og nu er de fem kun 25 meter fra mig. Jeg har også målt den afstand. De fire skubber ham ind i en hæk, og flokken havner i en villahave, hvor overfaldet fortsætter. På det tidspunkt har jeg for længst ringet 112, og mens jeg bliver stillet om fra den landsdækkende alarmcentral til stationen tættest på mig, hører jeg offeret jamre højlydt inde fra haven. Jeg har allermest lyst til at løbe hen og hjælpe ham, men jeg er hverken særlig høj, stor eller skræmmende, så jeg skynder mig i stedet for ind i det hus, hvor min fest stadig er i gang. Der forsøger jeg at få et par af mændene til at komme ud og hjælpe, men da de ser de fire voldsmænd, som nu står på vejen igen, skal de ikke nyde noget, siger de og går ind. Jeg er igen alene. I dag kan jeg næsten ikke forstå, at jeg turde blive stående, men jeg husker, at jeg tænkte, at hvis jeg blev på vejen, så kunne jeg på grund af gadebelysningen bedre se, hvordan de så ud, når de kom endnu tættere på. De fire går da også forbi mig minutter senere, og jeg studerer deres ansigter og tøj, mens de ikke ser ud til at bemærke mig. Endelig kommer politiet, men da er de fire væk. Offeret, derimod, har rejst sig fra plænen og har banket på døren til villaen for at sige tak til beboeren derinde, der var vågnet på grund af larmen og havde råbt ud i haven: »Nu ringer jeg efter politiet«. Han gjorde det nu ikke, men det fik de fire til at forsvinde. Efter at have givet offeret et slag i nakken med en flaske, ser villaejeren. Jeg fortæller politiet, hvad jeg har set og hørt. Bilisten møder jeg ikke. Efter afhøring i haven køres han til skadestuen, hvor flængen i nakken sys med flere sting, hører jeg senere. Ved et tilfælde, kan man sige, for politiet er kommet til at smide mit mobilnummer væk. Derfor går dagene, og jeg tænker, at voldsofferet ikke ville melde overfaldet. Men efter to uger har politiet opsporet mig, og jeg kontaktes af en efterforsker. Hun læser mit vidneudsagn fra gerningsstedet op. Det mangler flere væsentlige pointer og indeholder flere fejl, så jeg afhøres igen i telefonen. Ud over at være dårlige til at tage noter viser det sig også, at betjentene glemte at opsamle flasken, som offeret blev slået med, fra villahaven, så den sikrede villaejeren lige så forsigtigt og overdrog til politiet bagefter, fortalte han mig senere.
