Staten har i mange årtier været voksende. Det er godt, fordi kun staten kan hjælpe os alle med at få det bedre. Jo større staten er, des større tryghed og jo mere velfærd er der til os alle. Almenvellet er målet. Der er jo ingen dansker, der er bedre og mere værd end andre danskere. »Vi kan jo alle sammen noget«, som Helle Thorning sagde i valgkampen. Derfor fortjener vi danskere også verdens største stat. Vækning af vores børn vil heldigvis også snart være et offentligt tilbud til de mange familier, som ikke selv har overskud og evner til at sætte vækkeuret, inden de går i seng. Men de kan helt sikkert en masse andet. Hvor er det rart, at staten i den grad forstår, hvad der skal til for at holde familierne sammen og holde dem funktionelle. Staten lader sin velmenende overflod af velfærd skylle ind over os og sikrer os tryghed og lykke - og der er mere, hvor det kommer fra! Danskerne kan leve i tryg forvisning om, at vores folkevalgte vil lade staten sørge for os med uindskrænkede løfter om evig velfærd, lighed og tryghed. Løfter, som de naturligvis altid vil være villige til at bakke op omkring - der er jo stemmer i budskabet. Hvis de alligevel ikke kan levere som lovet, så er det blot, fordi vi som vælgere ikke har forstået at give dem stemmer nok. Stemmerne er nemlig lige præcis det, der sikrer velfærden. Man kan nemlig stemme sig til velfærd. LÆS OGSÅDen ultimative fattigdom findes i Danmark Politikerne vil os det bedste, de sørger for, at vi ikke har råd til usund mad, usunde cigaretter, farlig forurening, og nu vil de også hjælpe os med at få vores børn op om morgenen. Det er vidunderligt og trygt at leve i et land, hvor der er nogen til at passe på os. Folkevalgte, som med deres løfter giver os tryghed ved tanken om, at intet kan gå galt. Et liv uden ansvar. Et lykkeligt liv. Og med alle løfterne kommer trygheden og væksten. Intet kan gå galt - i hvert fald ikke i Danmark. Vi er et land, efter sigende verdens lykkeligste, med cirka 5,5 millioner indbyggere, som alle har det trygt og godt, på nær de fattige, som der desværre bliver flere og flere af. I Danmark er vi så godt stillet, at kun cirka 2,7 millioner behøver at have et arbejde, og heraf er cirka 800.000 ansat i den offentlige sektor. Det er jo rigtig godt, at der er så mange ansat i den offentlige sektor, procentvis flere end i noget andet land på jorden, for det er dem, der leverer velfærden og dermed trygheden. Det tror jeg, vi alle oplever løbende, når vi modtager ’borgerservice’ fra alle de venlige og servicemindede offentlige instanser, som i den grad gør vores liv nemmere ved at sprede effektivitet og upartisk service. Desværre er folk i den offentlige sektor meget ofte stressede og syge, fordi det er enormt hårdt at knokle i 37 timer om ugen for at sørge for, at alle danskerne har det trygt og godt. Det er et stort ansvar at administrere danskernes velfærd og tryghed. Derfor vil politikerne også gerne have flere offentligt ansatte og dermed mere og bedre velfærd. I Danmark er vi rige, så rige, at 2 millioner af vores indbyggere udelukkende lever af overførselsindkomst. Resten af befolkningen - ud over de 1,9 millioner, som arbejder i det private, og de 800.000, som arbejder i det offentlige - er børn, som jo endnu ikke er blevet store nok til at arbejde, ej heller er de endnu store nok til at påbegynde et liv på overførselsindkomst.

Folk på overførselsindkomst har meget ringe vilkår. Nogle gange har de ligeså ringe vilkår som de, der går på arbejde og har et lavtlønnet job. Derfor er det også helt uansvarligt, at erhvervslivet slipper af sted med at udnytte de svage. De bør få mere i løn, og overførselsindkomsterne bør naturligvis hæves. Vi lever altså i et lille og - for det meste - lykkeligt kongerige, hvor cirka 1,9 millioner mennesker arbejder i det private erhvervsliv. En del af dem er rige, og de skal naturligvis sikre, at vores folkevalgte kan indfri deres valgløfter om tryghed og velfærd til den brede danske befolkning. Det er nok også derfor, at flertallet af vores nye regering (dog ikke flertallet af Folketinget) helst så, at disse ’rige’ betalte lidt mere til vores fælles kasse og dermed bidrog til trygheden. Der er heller ikke så mange af de ’rige’ mennesker, så det er kun en naturlig konsekvens af vores demokrati, at dette lille og ofte meget egoistiske mindretal yder bare lidt mere til flertallets ve og vel. Ærgerligt er det på sin vis, at der ikke er flere rige i Danmark. Det ville jo unægtelig gøre tingene nemmere og skabe flere skatteindtægter og dermed endnu mere velfærd. Omvendt, så skulle alle jo så helst være rige, ellers stiger uligheden, og ulighed er og bliver af det onde! Det at være rig gør, at man per definition bør føle et helt særligt samfundshensyn, da det jo ikke bekommer alle at have et godt job, tjene penge og være produktiv. Ej heller forstår de rige, hvad det er for en forarmelse, der hastigt breder sig i Danmark som følge af de utallige, store og ganske ufinansierede skattelettelser, som den tidligere regering så asocialt har uddelt til dem med det mindste behov. Vi har godt nok verdens højeste skattetryk i Danmark og er verdens mest ’lige land’ – men det er stadig ikke godt nok! Det kan godt være, at mange af de egoistiske, rige mennesker og virksomheder allerede er flyttet til udlandet. Men det går nok, for hvis de virkelig er så egoistiske - at de ikke vil være med til at betale for fællesskabet - så lever vi meget gerne foruden dem. Vi kan jo også høre fra en af verdens absolut rigeste, Warren Buffet, at han skam gerne betaler mere i skat til fællesskabet. Han kan nemlig ikke forstå, at hans medarbejdere procentvis skal betale mere i skat end han selv. Han betalte selv 17,4 procent i skat sidste år, som var procentvis mindre end det, alle øvrige ansatte betalte på hans kontor. Det er jo også fuldstændig oplagt, at skatterne, som jo betales af de rige - altså folk, der har skabt vækst - vil skabe endnu mere vækst, såfremt disse penge i stedet administreres af politikerne. Det kan man tydeligt se på SAS, DSB og Dong med flere. Her taler vi jo i den grad om professionelle virksomheder, som konkurrerer på pris, produkt og service og dermed skaber tryghed, gode produkter, høj effektivitet, god rentabilitet og velfærd til danskerne. Vigtigst af alt er, de viser ’samfundshensyn’ ved at tilbyde gode rammer for deres ansatte. Regeringens parlamentariske grundlag mener derfor også, at man for at sikre almenvellet bør nationalisere virksomheder som Lego og Mærsk. Derfor er det vel også mere end rimeligt, som nogen af de danske folkevalgte mener, at de danske rige - om end de ikke er rigtig rige og langt fra så rige som i udlandet - også skal betale mere end de cirka 64 procent, som staten allerede modtager, til at støtte det fælles bedste. De rigeste 1 procent i Danmark betaler også kun 8,4 procent af de samlede skatter i Danmark, de rigeste 20 procent betaler halvdelen af alle danske personskatter.