For mig er det en helt naturlig ting at gå på jagt. I 47 år har jeg jaget næsten alle vildtarter og stort set kun mødt forståelse og positiv interesse fra ikke-jægere. Det kan selvfølgelig også skyldes, at jeg bor på landet, hvor folk gennemgående har en mere direkte og naturlig kontakt til dyr og natur og forståelse for, hvor mad kommer fra. Jeg husker klart de første stykker vildt. Glæden ved at tage fuglen op, studere dens fjerdragt og på indianervis gemme nogle fjer som trofæ var essentielt. Det er stadig en vigtig del af vores jagtudøvelse, at man ærer det skudte vildt, behandler det pænt og sørger for, at kødet bliver behandlet rigtigt, så der bliver en god middag ud af det. For jægeren er der ikke nogen modsætning mellem at holde af vildtet i levende live og skyde det. Netop det, er måske det sværeste at forstå for ikke-jægeren. Men tænk på det som indianernes og andre naturfolks forhold til vildtet. Vi er genetisk ikke ret forskellige fra stenaldermanden, men selvfølgelig kulturelt. Jagtinstinktet er intakt, men kan vise sig på mange måder. Når ornitologer jager nye hits, altså fugle, de ikke har set, er det jo også en slags jagt. Selv om undersøgelser viser en meget bred forståelse for jagt i Danmark møder man en vis modstand. F.eks. fra ornitologer, eller senest i Annette Illum Rosenmunthes (AIR) Kronik 7. januar samt hendes deltagelse i radioprogrammet: Formiddag med Poul Friis.
LÆS KRONIKJagtens ulyksaligheder Det er meget vigtigt at føre en dialog med andre naturbrugere med det formål at skabe respekt og forståelse for andres synspunkter. Det er lidt af en udfordring at forklare/forsvare jagten over for mine jagtskeptiske medborgere. Det larmer jo, når vi skyder vildtet. Måske møder man jægerne, når man er på vej ud i den stille natur for at nyde det. Et jagtselskab kan godt se lidt voldsomt ud med grøn eller kamouflagefarvet tøj, orange hattebånd, hunde, biler osv. Måske har man hørt om anskydninger. Endelig synes mange vel, at det er synd at skyde dyr. Der er nok at tage fat på, og det vil jeg så gøre. Jeg opfatter jagtmodstanden som et udtryk for intolerance eller især mangel på viden. Endelig spiller det, nogle har kaldt disneyficering, ind. Put and take-jagt Alle finder det fint at tage sine børn med ud for at fiske. Det er helt i orden at trække en krog op gennem ganen på en fisk og med fryd mærke, hvordan den kæmper for bagefter med begejstring at blive foreviget af de stolte forældre. Gerne i en put and take-sø med fisk, der fodres og kun er anbragt i den sø for at blive fanget og spist. For en ordens skyld skal det slås fast, at jeg synes, det er helt i orden. Derimod er mange modstandere af det, man kunne kalde put and take-jagt på udsatte fasaner, selv om de allerfleste af dem dræbes uden lidelse. Disse godsjagter drives meget professionelt med trænede apportører til straks at hente evt. anskudte fugle.
