Uanset hvem der har regeringsmagten i Danmark, er der bred enighed om, at socialforsorg er en offentlig opgave.

Sådan har det efterhånden været i mange år. Striden står om, hvilken politisk konstellation der kan skaffe den bedste velfærd i Danmark. Den strid skal jeg på ingen måde blande mig i. Det er hævet over enhver tvivl, at den danske socialpolitik – uanset hvem der fører den – på mange måder er værd at efterligne. Det, der derimod er mærkeligt, er, at den ikke hviler på et sæt af moderne sociale grund- eller menneskerettigheder. Det spørgsmål vil jeg meget gerne blande mig i. Den danske grundlov er ikke blot ældgammel og på mange måder utidssvarende. Den er også meget fattig på sociale grund- eller menneskerettigheder. På dette punkt efterlever den Napoleons anbefaling om, at »en forfatning skal være kort og uklar«. Grundloven indeholder en meget vag bestemmelse om retten til arbejde, som det næppe kan anbefales nogen arbejdsløs at tage med på arbejdsformidlingen. Hertil kommer en bestemmelse om retten til offentlig forsørgelse, som danske domstole ikke hidtil har taget megen notits af. Og endelig rummer den en bestemmelse om retten og pligten til undervisning på folkeskoleniveau. Det er det hele. De internationale konventioner giver derimod en langt bedre og mere omfattende beskyttelse af socioøkonomiske menneskerettigheder, end grundloven gør. Danmark har da også ratificeret – det vil sige tilsluttet sig – FN-Konventionen om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder fra 1966 og Europarådskonventionen Den Europæiske Socialpagt fra 1961. Disse konventioner stiller en lang række mere eller mindre detaljerede krav til den danske social- og arbejdsmarkedslovgivning. Det har imidlertid aldrig været på tale at inkorporere nogen af disse konventioner i dansk ret, det vil sige gøre dem til en bestanddel af den nationale ret, sådan som det f.eks. er sket i Norge og Finland. På denne baggrund er det ikke så mærkeligt, at konventionerne stort set aldrig påberåbes ved domstolene og de administrative myndigheder. Endvidere er den kritik af forholdene i Danmark, der er kommet fra konventionernes kontrolorganer, prellet helt og aldeles af på såvel socialdemokratiske som liberale regeringer. Konventionerne indgår stort set aldrig i det lovforberedende arbejde. Det er undtagelsen snarere end reglen, at der i bemærkningerne til sociale lovforslag redegøres for forholdet til konventionerne om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder; det sker end ikke i de tilfælde, hvor kontrolkomiteerne eksplicit har kritiseret den danske lovgivning, og hvor det derfor ville være særlig relevant at inddrage konventionerne i det lovforberedende arbejde. Folketingets medlemmer har således flere gange måttet forholde sig til lovforslag på et ufuldstændigt grundlag. Der er tale om relativt gamle konventioner, som på nogle punkter trænger til fornyelse og supplering. Danmark har imidlertid ikke vist nogen som helst interesse i at bidrage hertil. I FN-systemet har det f.eks. gennem en længere årrække været diskuteret, om enkeltpersoner skal have mulighed for at klage til den ekspertkomite, der kontrollerer staternes overholdelse af Konventionen om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder. For snart fire år siden blev der nedsat en særlig arbejdsgruppe under FN, som fik til opgave at arbejde videre med dette spørgsmål. Norge, Sverige og Finland har noget forskellige opfattelser af spørgsmålet om individuel klageadgang, men repræsentanter fra alle tre landes regeringer deltager aktivt i arbejdsgruppens diskussion. Det gør Danmark derimod ikke. I den periode, jeg har fulgt og deltaget aktivt i debatten i arbejdsgruppen som repræsentant for Institut for Menneskerettigheder, har den danske regering i bedste fald været repræsenteret ved en praktikant uden taleret. Det nye Menneskerettighedsråd i FN har for nylig givet arbejdsgruppen mandat til at udarbejde et udkast til en protokol, som kan omfatte individuel klageadgang. Som det ser ud nu, kører processen således videre uden Danmarks aktive deltagelse. Europarådet har for længst moderniseret sit sociale regelsystem. I 1996 blev Den Reviderede Socialpagt vedtaget, og en lang række stater – blandt andre Norge, Sverige og Finland – har for længst ratificeret denne pagt. Den Reviderede Socialpagt er en moderniseret udgave af den oprindelige socialpagt fra 1961, og den giver på mange punkter en langt bedre og mere tidssvarende social menneskeretsbeskyttelse. Danmark har imidlertid ikke tilsluttet sig Den Reviderede Socialpagt. Derfor rettede Institut for Menneskerettigheder i september 1998 for første gang henvendelse til Socialministeriet og bad om oplysning om, hvorvidt og i givet fald hvornår Danmark havde tænkt sig at følge trop med Norge, Sverige og Finland. Igennem otte år har instituttet tålmodigt fulgt op på denne første henvendelse, men har først i april 2006 fået det svar fra Socialministeriet, at den danske regering ikke har til hensigt at ratificere Den Reviderede Socialpagt. Ministeriet skriver som følger: »Regeringen har ved vurderingen især været opmærksom på, at visse elementer i pagten vil være i mulig konflikt med forskellige lovområder og aftalemodellen på det danske arbejdsmarked. Desuden forekommer diskriminationsbestemmelsen ganske vidtgående«. Det er nok rigtigt, at »visse elementer i pagten vil være i ... konflikt med forskellige lovområder«. Men set med menneskeretlige briller er formuleringen mildest talt ejendommelig. Det må da være de forskellige lovområder, der er i konflikt med Den Reviderede Socialpagt som det grundlæggende regelsæt, og ikke omvendt, som ministeriet skriver. Derfor kan man undre sig over, at regeringen tilsyneladende slet ikke har overvejet at stille forslag om at ændre den danske lovgivning på de punkter, hvor den er i er modstrid med pagten. Det forekommer heller ikke overbevisende, at Den Reviderede Socialpagt ikke skulle kunne forenes med den danske aftalemodel. Ratificering af internationale aftaler om løn og arbejdsforhold er kun uforenelige med det kollektive aftalesystem, hvis arbejdsmarkedets parter skulle finde på at aftale sig til rette om løn- og arbejdsvilkår, som strider mod de mindstekrav, som følger af konventionerne. Det vil de næppe gøre. Der er således i Den Reviderede Socialpagt indbygget en vis valgfrihed med hensyn til måden, hvorpå rettighederne sikres. Man kan formentlig udtrykke det sådan, at staterne kan vælge at overlade reguleringen til arbejdsmarkedets parter, så længe deres aftaler enten opfylder eller overopfylder socialpagtens krav. I øvrigt hører det med til historien, at socialpagtens juridiske ekspertkomite flere gange har kritiseret Danmark for ikke at respektere retten til at strejke og retten til kollektive forhandlinger. F.eks. har komiteen kritiseret, at Danmark ved flere lejligheder ved lov har forlænget kollektive aftaler eller ophøjet (forkastede) mæglingsforslag til lov for på den måde at forhindre strejker. Her er det altså socialpagtens kontrolorgan og ikke den danske regering, som holder fast i, at reguleringsmagten bør tilkomme arbejdsmarkedets parter og ikke lovgivningsmagten. Tilsvarende har Danmark været genstand for kritik, fordi loven om dansk internationalt skibsregister foreskriver, at »kollektive overenskomster ... der er indgået af en dansk faglig organisation kun (kan) omfatte personer som anses for at have bopæl i Danmark«. Den danske lovgivningsmagt er altså ikke bleg for at intervenere i aftaleindgåelsen, og igen er det socialpagten, der beskytter den danske aftalemodel og de udenlandske søfolks interesser. På denne baggrund er Socialministeriets begrundelse for ikke at ville ratificere Den Reviderede Socialpagt uforståelig. At diskriminationsforbuddet i Den Reviderede Socialpagt skulle være vidtgående er heller ikke overbevisende, al den stund Danmark allerede er forpligtet af et mindst lige så vidtgående diskriminationsforbud. FN-Konventionen om Borgerlige og Politiske Rettigheder indeholder nemlig et generelt diskriminationsforbud, der også dækker hele det sociale reguleringsområde. Og endelig er der mulighed for at tage forbehold for en eller flere bestemmelser i Den Reviderede Socialpagt, ligesom Danmark i sin tid tog forbehold for en del bestemmelser i den gamle pagt fra 1961. Med andre ord: Regeringens begrundelse for ikke at ville ratificere Den Reviderede Socialpagt er meget langt fra overbevisende, og vores nordiske nabolande har som nævnt ikke haft tilsvarende betænkeligheder. Der er megen velfærd i Danmark, og på langt de fleste områder må man nok sige, at Danmark opfylder kravene både i den oprindelige socialpagt og i den reviderede. Det skal der ikke herske tvivl om, men der er nogle områder, hvor vi kunne tage ved lære, og det vil vi ikke. Vi vil gerne være gode, men det er os, der bestemmer, hvad der er godt. Ingen skal lære os noget, og slet ikke de internationale kontrolorganer. Tankegangen fremgår tydeligt af Socialministeriets høringssvar af 28. februar 2002 til Justitsministeriet om ’Danmarks eventuelle ratifikation af Tillægsprotokol nr. 12 til Den Europæiske Menneskeretskonvention’. Protokollen – som Danmark heller ikke har ratificeret – indeholder et generelt diskriminationsforbud, og Socialministeriet skriver blandt andet som følger: »Problemet er imidlertid, at det i sidste ende er Menneskerettighedsdomstolen og ikke de nationale myndigheder, der afgør, hvorvidt lovgivningen er i strid med artikel 1 (det generelle diskriminationsforbud, min tilføjelse). Erfaringerne fra Den Europæiske Socialpagt er, at man ikke kan være sikker på, at et internationalt juridisk kontrolorgan vil have forståelse for den manglende ligebehandling af udenlandske statsborgere i den danske lovgivning«. Nej, de internationale kontrolorganer har ikke forståelse for, at udenlandske statsborgere ikke behandles lige i Danmark. Og det skal de heller ikke have. Forbuddet mod diskrimination er centralt i alle menneskerettighedskonventioner, og der er da også flere eksempler på, at Danmark har været genstand for kritik. Den meget omdiskuterede ’starthjælp’ har f.eks. været kritiseret fra flere sider på grund af sine diskriminerende virkninger, og Den Europæiske Socialpagts ekspertkomite har tillige udtalt, at starthjælpen for nogle af de berørte grupper ligger under EU’s fattigdomsgrænse. Men herhjemme vil vi ikke have en officiel fattigdomsgrænse, hvor nyttigt det end kunne være. Samme komite – som i parentes bemærket består af højt kvalificerede social- og arbejdsmarkedseksperter – har i øvrigt i en længere årrække kritiseret, at Danmark hjemsender personer fra europarådslandene, hvis de får behov for vedvarende hjælp fra det offentlige. Komiteen har således fundet, at det er i strid med socialpagtens bestemmelser om ligebehandling. Det fandt den danske regering ingen anledning til at fortælle Folketinget, da hjemsendelsesreglerne for nogle år siden blev skærpet. Der var således ingen henvisninger i lovens forarbejder til komiteens kritik. Når kritikken fra de internationale kontrolkomiteer i det store og hele er blevet negligeret af skiftende danske regeringer af forskellig politisk observans, hænger det naturligvis sammen med, at kontrolkomiteernes konklusioner ikke er bindende. Der er forskel på at blive dømt ved Den Europæiske Menneskeretsdomstol og at blive kritiseret af en social komite. Ikke desto mindre bidrager negligeringen til at svække kontrolsystemernes autoritet, og det er på mange måder nedslående, at Danmark ikke bidrager til at højne respekten for konventionerne ved at vise lydhørhed over for kritikken. I øvrigt hører Danmark til i det ganske lille mindretal af europarådsstater, som ikke vil anerkende den europæiske sociale komites enekompetence til at foretage den juridiske fortolkning af Den Europæiske Socialpagt. Også det er nedslående. Opfattelsen er tilsyneladende den, at det er de internationale sociale kontrolkomiteer, som skal rette ind efter Danmark, og ikke omvendt. Det er en noget særegen forståelse af menneskerettighedernes funktion som skranke og rettesnor for lovgivningsmagten og de retsanvendende organer. Efter Socialministeriets opfattelse er det Danmarks forståelse, der er den rigtige, og de internationale kontrolkomiteer, der tager fejl. Dermed bringes hele ideen om menneskerettighederne i fare. »What shall we do about Denmark?«, som mine europæiske forskerkolleger siger til mig, når vi mødes i vores netværk omkring socialpagten. Jeg har ikke svaret på dette spørgsmål, men bekymrer mig for Danmarks gode ry og rygte i det internationale menneskeretsmiljø og selvfølgelig først og fremmest for de grupper i det danske samfund, som helt konkret bliver berørt af den danske selvforståelse: ’Ingen skal lære os noget’. Trods de mange gode ting, der kan siges om den danske velfærdsmodel, er der knaster hist og her, og det ville klæde Danmark at føre en lidt mere offensiv politik på dette område. Det er ikke nok at være (selv)god. Der er faktisk noget at lære.