For nylig blev den kinesiske kunstner Ai Weiwei løsladt fra næsten tre måneders fængsling uden retshandling. Myndighederne stillede ved løsladelsen den betingelse, at han ikke må udtale sig offentligt, mundtligt eller skriftligt. Det har udløst protester, ligesom også hans fængsling medførte massiv international kritik af Kina. Men hvad er det ved hans virksomhed, der gør ham så farlig, at regimet føler sig nødsaget til at behandle ham på den måde på trods af det negative omdømme, det giver? Det er især hans blogskriveri og tweets, som skræmmer. Det skyldes uden tvivl de folkelige protestbevægelser, den slags kan være med til at udløse og videreformidle, som vi har set det i den arabiske verden hen over foråret. Ai Weiwei har haft en formidabel evne til at forstå og udnytte de muligheder, der er i de nye netbaserede kommunikationsformer, som eksempelvis Twitter. Det er som forum for meddelelser på nettet kun få år gammelt, men det er eksplosivt voksende og kan sprede meddelelser og nyheder så hastigt og ukontrollabelt, at selv det mest autoritære regime ikke kan styre det. Søger man på 'Ai Weiwei' på Twitter, står der blot: 'There are no ...' - og den afbrudte sætning er ledsaget af et nærbillede af kunstnerens mund, tæt sammenlukket. Før fængslingen har Ai Weiwei selv fortalt, at han brugte mange timer dagligt på at sende beskeder ud i verden via Twitter. Forud for forbuddet mod at tweete ligger myndighedernes lukning af hans blog for et par år siden, efter at han var gået aktivt og kritisk ind i en afdækning af jordskælvskatastrofen i Sichuan (2008). Det giver imidlertid ikke mening at forsøge at skelne mellem hans politiske aktivisme i ord og skrift og hans konventionelle kunstneriske virksomhed. Det er hidtil kun ordene, den bogstavelige samfundskritik, det kinesiske regime har forsøgt at bremse. Men i grunden er de kunstværker, han udstiller rundt omkring på verdens store og prestigiøse museer, mindst lige så radikale i den protest, de indeholder i overført, billedlig form. Det drejer sig om en kamp mod ideologibaserede 'sandheder', magtmisbrug og den udslettelse af enhver historisk bevidsthed, som Kinas aktuelle, heftige jagt på økonomisk vækst afstedkommer. Målet er at bidrage til udviklingen af et samfund, hvor der er rum for en kritisk, oplyst, offentlig debat. LÆS OGSÅKinesisk systemkritiker skal undervise i Berlin Et sådant rum har aldrig eksisteret i Kina, og det store spørgsmål er selvfølgelig, om det er muligt at udvikle det i det enorme land, og om dets økonomiske vækst mere eller mindre automatisk vil føre til demokratiske tilstande. I Danmark har vi en tendens til at tage dette offentlige rum for givet, ligesom den kritiske, oplyste diskussion (og den frie presse) er så indarbejdet et vilkår, at vi glemmer, at det er historisk betinget.
Meget af vores lokale, selverklærede politiske kunst kan det være svært at tage alvorligt, fordi den ikke anerkender, at dette trods alt er et grundvilkår i vores samfund, ligesom den kunst, der meget demonstrativt forsøger at omhandle ytringsfrihed, kan virke ligegyldig og forkælet. Desværre kan vores magelige liv få os til at forveksle ytringsfrihed med retten til at sige hvad som helst om hvem som helst. I omkring 100 år har den ene kunstneriske strømning efter den anden i den vestlige verden forsøgt at ophæve skellet mellem kunst og liv. Paradoksalt nok har det ofte ført til meget konceptuel og vanskeligt tilgængelig kunst uden æstetisk eller billedmæssig tiltrækningskraft, og dermed kunst, som de mennesker, altså 'folket', som kunstnerne har orienteret sig mod, har følt sig totalt fremmedgjort over for. I modsætning til denne demonstrativt politiske kunst er det bemærkelsesværdige ved Ai Weiweis praksis, at den meningsfuldt hænger sammen med og intensiverer hans politiske aktivisme. Her er skellet mellem liv og værk ophævet. Det er tragisk for det kinesiske samfund og for Ai Weiwei selv, at det sker med livet som indsats. Ai Weiwei er formentlig den kinesiske kunstner, der er bedst kendt i den vestlige verden. Hans internationale gennembrud fandt sted med formgivningen (sammen med arkitekterne Herzog & De Meuron) af det smukke, fuglerede-lignende stadion til de Olympiske Lege i Beijing i 2008. Men Ai Weiwei vendte hurtigt den opmærksomhed, bygningsværket skaffede ham, mod det kinesiske regime, idet han offentligt meldte sig ud af hele foretagendet i protest mod den politiske udnyttelse af legene. Sideløbende med de mange store udstillinger, han efterfølgende har haft rundt omkring i verden, har han vedvarende forholdt sig kritisk og overraskende åbenmundet til Kinas kommunistpartis forvaltning af magten. I Danmark er han blandt andet kendt for sin installation på Langelinie sidste år, da der var EXPO i Shanghai. Mens Den Lille Havfrue var lånt ud til den danske pavillon, lod Ai Weiwei den transmittere 'live' til en stor skærm placeret på de sten i havnen, hvor Havfruen normalt sidder. LÆS OGSÅLøsladt kinesisk kunstner får millionbøde For Ai Weiwei var det afgørende ved værket, at der her blev transmitteret direkte fra Kina ud i verden, efter sigende for første gang overhovedet uden den lille forsinkelse, der normalt er lagt ind, for at censuren kan nå at slå til og bremse en udsendelse, hvis dens indhold viser sig at være politisk kompromitterende. I den periode, verdensudstillingen i Shanghai fandt sted, havde Ai Weiwei en skærm stående tændt døgnet rundt i sit værksted i Beijing, så han kunne sikre sig, at transmissionen kørte uafbrudt. Et andet eksempel på sammenhængen mellem Ai Weiweis verbale aktivisme og hans mere konventionelle kunstneriske virksomhed er hans engagement i jordskælvskatastrofen i Sichuanprovinsen i 2008. Efter katastrofen blev Ai Weiwei og andre opmærksomme på, at tusindvis af egnens skolebygninger var styrtet sammen under den meget voldsomme jordrystelse. Mange steder stod almindeligt byggeri intakt tilbage, mens netop skolerne var smuldret og gav mistanke om lokale myndigheders korruption og byggesjusk.
