Min kone, Hanne, og jeg er blevet oldeforældre.
Vi er heldige og lykkelige mennesker med fire børn, otte børnebørn og nu dette vidunderlige oldebarn, Esther, med lange, elegante fingre og en lille, sød mund som en blomst. Oldeforældre! Men så må vi jo være gamle. Vi er nået ind i det livsafsnit, alderdommen, hvis byrder efter sigende er de tungeste af alle. Er det rigtigt? Lad mig til en begyndelse bringe en banalitet på bane, nemlig dén, at mennesker i alle samfund og historiske perioder møder alderdommen med vidt forskellige forudsætninger. Jeg er imidlertid hverken historiker eller sociolog, ej heller vil jeg betragte aldring i et juridisk perspektiv, og dna-mekanismernes indflydelse på den biologiske aldringsproces vil jeg overlade til videnskabsfolk inden for gerontologien at beskrive. Mit udgangspunkt vil være mit eget liv, som begyndte før Anden Verdenskrigs udbrud, og som indtil nu er endt med at være en oldefars. Da vi var unge, skrev Hanne og jeg et digt, som hed ’Når vi bliver gamle’. Det var ret langt og kaotisk, og et sted hedder det:
