Man vinder som bekendt ikke et slag ved at sætte kikkerten for det blinde øje.
Hvis vi stirrer helt enøjet på skolen for at finde løsninger på læsekrisen, opfører vi os som for flere hundrede år siden, hvor kirken og skolen var skriftlige enklaver i et ellers rent mundtligt almuesamfund. For menigmand var læsning og skrivning dengang mystiske gøremål, der var forbeholdt kirke, konge og adel. Som da storbondens søn Arn, i tv-middelalderserien af samme navn, vender hjem efter flere års ophold i et kloster, og farens første spørgsmål til ham er, om han har lært at læse. Det havde han. Og ikke bare læse, men læse latin. I 1300-tallet var der en mur imellem folket og dem, der kunne læse og skrive. Først da kongen efter reformationen ønskede at opdrage folket i den lutherske tro, kom der for alvor gang i tankerne om skoler og undervisning af den brede befolkning. Og så måtte børnene selvfølgelig blive undervist af nogen, der kunne læse og skrive, og det var så degne og skolelærere. Men i dag er det en ren anakronisme kun at se skolen som indgangen til skriftsproget. Overalt, hvor vi vender blikket hen, springer tekster i øjnene på os. Omfanget af tekstsprogsaktiviteter i hverdagen er vokset kolossalt, og efter den informationsteknologiske revolution er en person, der ikke kan læse og skrive, direkte sprogløs og socialt handikappet. Manuelt arbejde er blevet computerstyret og mundtlige instrukser afløst af skærmtekster. Skriftsproget er et allestedsnærværende, visuelt sprog, der er uundværligt for os som praksissprog, udtryksmiddel og oplevelsessprog.
