Var der noget, vi lærte af nazismen i trediverne og fyrrerne, så var det, hvad racisme og nationalisme kan føre til. Vi lærte, at det er både farligt og forkasteligt at udbrede negative myter og fordomme om en etnisk minoritet, fordi det kan føre til, at den normale medmenneskelige respekt og forståelse mellem mennesker nedbrydes. Når mennesker af en bestemt race, religion eller nationalitet generelt tillægges negative og truende egenskaber, så bliver det mere acceptabelt, at de ikke skal gives de samme rettigheder som andre i samfundet, og at det er legitimt med diskrimination og repressalier over for dem. De katastrofale resultater af nazismens gerninger over for jøderne førte til stor opmærksomhed over for racismens konsekvenser, og til at der blev indført en lovgivning i Danmark om indskrænkning af ytringsfriheden, som forbyder racistiske ytringer. Når man har fulgt den politiske udvikling her i landet i de senere år, så virker det, som om denne lærdom om racisme er ved at gå tabt. Der er stadig en rygmarvsrefleks i forhold til, at antisemitisme er illegitimt, men jøderne har en særstilling. Der er ikke den samme tilbageholdenhed, når det gælder andre grupper i samfundet med en anden etnisk baggrund end dansk, og specielt ikke, når det gælder muslimer.
Man kan således ikke forestille sig, at Jyllands-Posten ville lade fremstille en række satiriske tegninger over nazisternes tema ’Den evige jøde’, men tegninger af profeten Muhammed med en bombe i turbanen, der dybest set gør alle muslimer til terrorister, bliver ikke set som en racistisk ytring, og er af nogle endog hyldet som en kamp for ytringsfrihed. I foråret erklærede Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, at islam er at sammenligne med nazisme, uden at nogen kaldte det for racisme. Havde han i stedet f.eks. sagt, at jødedommen er fascistisk, ville han være blevet mødt af en nådesløs kritik fra medier og andre politikere. Hvordan er det kommet så vidt, at racistiske holdninger og ytringer ikke betragtes som sådanne, men tværtimod som en kamp for ytringsfrihed? En af årsagerne er, at det er lykkedes Dansk Folkeparti og højrefløjen at ændre normerne for, hvad man kan tillade sig at sige om andre racer, nationer og religioner. Højrefløjens såkaldte ’værdikamp’ er dybest set en kamp for at gøre nationalistiske og racistiske holdninger mere accepterede i samfundet, som de var tilbage til trediverne. Når højrefløjen tordner mod ‘kulturradikalismen’, er det i virkeligheden imod de antinationalistiske og antiracistiske holdninger, som blev normen i Danmark efter krigen. De har mødt meget lidt modstand, og det er bemærkelsesværdigt, at ordet racisme næsten aldrig bruges i den danske debat. For et par år siden var der en gruppe mennesker, der indrykkede en stor annonce i dagbladene, hvor de beklagede sig over ’tonen i debatten’. Det, de dybest set måtte mene, var den racistiske tone i debatten, men det følte de nok var for stærkt et ord. Ordet racisme har været tabubelagt. Det skyldes måske netop, at det har været så associeret med nazisme og holocaust, og det er vi jo heldigvis meget meget langt fra i dagens Danmark. Men racisme er det eneste ord, vi har for det fænomen, at der generelt udbredes negative myter og fordomme om bestemte grupper. I racismens univers er mennesker ikke selvstændige individer, men et produkt af deres gruppe og religion, og det ligger i luften, at alle i gruppen har ens værdier og normer. Når en fra gruppen gør noget forkert, dømmes alle i gruppen. Mennesker bedømmes og fordømmes alene ud fra deres race, tro eller nationalitet. I modsætning hertil er en ikke-racistisk holdning, at hvert enkelt menneske har ret til kun at blive bedømt og dømt på sine helt egne ord og holdninger. 'Den indpakkede racisme' Racisme er nogle gange kommet åbent til udtryk som i eksemplet med Søren Espersen. Et andet eksempel er Mogens Camres udtalelse på DF’s landsmøde i 2008: »Islam kan ikke integreres. Islam vil dominere Europa. Og islam er uforenelig med vores værdier. Derfor skal islam sendes ud af Europa«. Et tredje er Søren Krarups udtalelse til B.T. i 2002; »Det er fuldstændig rigtigt, at man godt kan sammenligne islam med kommunismens og nazismens pest. Islam er en ny totalitær pest over Europa«. Men Dansk folkeparti har gjort en stor indsats for at begrænse alt for åbenlyst racistiske udtalelser fra partiets politikere, der kan skade deres image som ’stuerent’ parti. Partiet har i stedet anvendt en metode til konsekvent at fremme et negativt billede af indvandrere – og især muslimer – der kan kaldes ’den indpakkede racisme’. Taktikken er, at man, hver gang der er et selv nok så lille problem med en person eller gruppe blandt indvandrerne, sørger for, at det kommer i mediernes søgelys ved at gå ud med stærk generel kritik eller ved at fremsætte særlige lovforslag. Det antydes derefter, at den aktuelle sag er et stort og meget generelt problem for alle indvandrere og specielt muslimer, som kan henføres til deres kultur og religion. Et af de første eksempler på denne metode, jeg kan huske, var for ca. ti år siden, da der havde været to tilfælde, hvor grupper af unge indvandrere voldtog unge piger. Pia Kjærsgård stillede sig dengang op foran tv-kameraerne ved Den Lille Havfrue på Langelinie og sagde noget i retning af: »Danskerne er imod mere indvandring. De er trætte af gruppevoldtægter«. Det klare signal til seerne var, at indvandrerne er voldtægtsmænd. Da der senere samme år var to eksempler på danske unge, der lavede gruppevoldtægt, hørte vi ikke noget fra Dansk Folkeparti. Et andet eksempel var lovforslaget om forbud mod, at dommere bærer tørklæde. Der findes ikke én dommer i Danmark, som bærer tørklæde, men det lykkedes DF at få både medier og de fleste af de øvrige partier med på den tankegang, at det vil være et meget stort problem at acceptere en ung gudfrygtig muslimsk kvinde med slør som dommer. Nu er det sådan, at domstolene i praksis selv undersøger, om en dommer kan være inhabil i de retssager, der dømmes i, så hvis der overhovedet skulle være nogen problemer, ville det blive løst af sig selv.
