De sidste mange måneder er historier om kritisable forhold og grove menneskerettighedskrænkelser i Kina landet på avisernes sider. Senest har urolighederne i Tibet og den kinesiske ledelses håndtering af dem givet ny næring til debat i Danmark og andre steder i Europa og opfordring til boykot af åbningsceremonien for OL i Beijing til august. Der er også andre historier om Kina, som fortjener spalteplads. Historier, som nuancerer billedet og sætter det kinesiske samfund, vi ser i dag, ind i en større sammenhæng. I forhold til det officielle Danmarks deltagelse i OL høres ofte, at Kina ikke har fortjent at være vært for OL, fordi der ikke er sket forbedringer i menneskerettighedssituationen. Men faktisk har Kina gennemført mange reformer, som bare ikke fanger de danske mediers overskrifter. Vi, som skriver denne Kronik, har alle en baggrund inden for menneskerettighedsjura eller som Kina-forskere og har fulgt udviklingen i Kina i mere end ti år. Vi deler bekymringerne over problemerne i Kina. Vi mener samtidig, at de fremskridt, der har fundet sted i samme periode, fortjener større opmærksomhed. Hvis medier og opinion i Vesten kun fokuserer på krænkelser og ikke anerkender forbedringer, kan resultatet ende med at skade klimaet for fortsatte fremskridt for menneskerettigheder i Kina og den åbenhed over for omverdenen, som de seneste år har været med til at inspirere til reformer. Denne Kronik bygger på to betragtninger: Dels at der i dag foregår systematiske krænkelser af menneskerettighederne i verdens folkerigeste land, og at disse overtrædelser af den internationale menneskeret i højere grad skyldes systemer og traditioner, som udspringer af den særlige blanding af kejserdømme og kommunisme, som er Folkerepublikkens historiske arv, end de skyldes den kinesiske ledelses ondskab. Dels på en overbevisning om, at menneskerettighederne i Kina er langt bedre beskyttet i dag, end de var for 25 år siden; at den kinesiske ledelse forsøger at løse de menneskeretlige problemer i landet; og at der faktisk er skabt større spillerum for det enkelte individ og organiserede grupper, som afslører krænkelser og øver indflydelse på lovgivere og administratorer. Den verserende debat og mediedækning om Kina cementerer en anden opfattelse, nemlig at retsbeskyttelsen bliver konstant dårligere, og at styret er et brutalt diktatur, der ikke tillader debat om problemer eller på nogen måde er åbent for folkelig deltagelse. Denne dækning ignorerer de mange reformer, som er indført alene siden Kina i 2001 fik tildelt OL 2008. Der er bl.a. indført lovgivning med procedurer mod magtmisbrug og korruption. Den private ejendomsret er blevet anerkendt, og der er indført reformer for at forbedre bøndernes retsstilling ved inddragelse af landbrugsjord.

Retssikkerhed ved domme om dødsstraf er søgt forbedret ved krav om højesterets godkendelse. I januar i år trådte en ny lov om ansættelseskontrakter i kraft, som inspireret af europæisk arbejdsmarkedslovgivning skal forbedre retsstillingen for migrantarbejdere og andre ansatte. Den giver bl.a. flere klagemuligheder og kontrolinstanser, hvis arbejdsgiveren ikke overholder lovens krav. Visse overgreb optræder igen og igen i debatten: Vi hører, at Kina henretter langt flere mennesker end noget andet land; at migrantarbejdere har usle og farlige forhold og hverken får løn eller erstatning ved arbejdsskader; at retsvæsnet er korrupt og ikke uafhængigt, og at tortur af anholdte forekommer jævnligt. Disse overgreb finder ganske rigtig sted; disse kritisable forhold eksisterer. Fra vores synspunkt er det godt, at vi hører så meget om dem. Det er godt, fordi det skaber opmærksomhed, også i Kina, og fordi viden om de kritisable forhold er nødvendig, hvis vi skal forstå baggrunden for dem og dermed kunne støtte forbedringer. Både i den kinesiske ledelse og i befolkningen er der personer, der forstår problemerne og prøver at gøre noget ved dem. De nordiske menneskerettighedsmiljøer har gennem ti år samarbejdet med kinesiske institutioner og enkeltpersoner om at forbedre menneskerettighedssituationen i Kina. I Danmark har Institut for Menneskerettigheder og i Sverige Raoul Wallenberg Instituttet deltaget i samarbejdet og ved, at det faktisk lader sig gøre. Det gælder både samarbejde og forbedringer! Forskere fra danske og svenske juridiske og sinologiske miljøer har i en del år fulgt udviklingen i Kina både indefra og udefra og kan bevidne vigtige forbedringer de senere år og en udvikling, der i praksis har stor betydning for beskyttelsen og opfyldelsen af den almindelige kinesers menneskerettigheder. Dødsstraffen er ét eksempel, hvor jurister fra hele Kina gennem de sidste fem år har arbejdet hårdt for at nedbringe antallet af henrettelser, og nogle anbefaler endog at afskaffe dødsstraffen. Siden begyndelsen af dette årti har diskussioner for og imod dødsstraf bølget frem og tilbage på internettet og i mødelokaler og klasseværelser på de kinesiske universiteter. Der har været lagt forskellige strategier for først at få nedbragt antallet af henrettelser, for derefter helt at få afskaffet dødsstraffen. Akademikere og aktivister arbejdede som et første skridt på vejen hen imod en administrativ ændring, så alle dødsdomme skulle stadfæstes i højesteret, inden de kunne eksekveres. Man mente, det ville nedbringe antallet af henrettelser markant. Efter systematisk påvirkning af beslutningstagerne blev denne ændring gennemført den 1. januar 2007. Antallet af henrettelser er ikke offentligt, så det er umuligt at dokumentere, men myndighederne antyder, og de berørte kinesiske jurister hævder, at dette fald i antallet af henrettelser er sket, og det menes endog at være større, end man havde turdet håbe på. Denne udvikling er sket igennem de sidste seks-syv år. Omkring årtusindskiftet var dødsstraf ikke et emne, der var åbent for debat. For at forbedre situationen for migrantarbejdere er der fra Kinas øverste ledelse udstedt en række direktiver, der understreger, at tilflyttere fra landområderne har samme rettigheder som byboere med hensyn til arbejderbeskyttelse. De lokale myndigheder vil blive holdt ansvarlige i tilfælde af manglende lønudbetalinger, utilstrækkelig erstatning, osv. Den ny lov om arbejdskontrakter, som trådte i kraft i år, yder en sådan grad af beskyttelse af løsarbejdere, at store amerikanske firmaer og sågar det europæiske handelskammer truede den kinesiske regering med at flytte deres investeringer andre steder hen, hvis den blev vedtaget. Migrantarbejderes børns adgang til at gå i skole har været livligt belyst i de kinesiske medier og på internettet. Et kinesisk advokatfirma arbejdede for nogle år siden gratis i en sag, hvor en skole for migrantbørn i Beijing sagsøgte de lokale myndigheder for ikke at ville registrere skolen på normal vis. Sagen vakte stor opsigt i medierne. De øverste politiske ledere besøgte skolen og anerkendte problemet og dets omfang. Efter at manglende skoleadgang for migrantarbejderes børn i byområder er blevet anerkendt politisk som et væsentligt problem, er der gennemført forskellige tiltag for at skabe bedre forhold. Migrantbørn er nu blevet langt bedre stillet og mange er i stand til at komme i skole på lige fod med byboernes børn. Et retshjælpssystem, etableret af de lokale juridiske forvaltninger, er under udvikling. Desuden er der i mange af de store byer på Østkysten (Beijing, Shanghai og Guangzhou) opstået omfattende netværk af organisationer, som yder retshjælp og rådgivning til de, oftest unge, migranter, der lever og arbejder under særdeles vanskelige forhold. Disse organisationer eller centre er ofte organiseret af unge arbejdere og studerende fra lokale læreanstalter og de støttes af uddannede akademikere med centrale positioner i det politiske system, som bruger deres ekspertise på socialt arbejde. I retsvæsnet blev der for syv år siden indført landsdækkende eksamener for dommere, anklagere og advokater. Disse skal nu have bestået en juridisk embedseksamen og skal derefter bestå en bestallingseksamen for at få lov til at praktisere deres erhverv. Dette er en betydningsfuld ændring i forhold til tidligere, hvor dommere ofte var pensionerede militærfolk uden juridiske kundskaber og hvor advokaters juridiske uddannelse kunne være ret begrænset. En ny advokatlov, som netop er vedtaget, giver advokater langt bedre muligheder for at føre et forsvar, end de havde før. De har fået ret til at mødes med deres klienter i enrum, samt få adgang til alt anklagerens materiale og føre deres egne vidner. Disse rettigheder skal skrives ind i den reviderede retsplejelov, som skal vedtages inden for det næste år. Beslutningen om at revidere retsplejeloven har også rejst en række spørgsmål om ungdomskriminalitet, vidnebeskyttelse, særlige procedurer i dødsstrafsager og bevisførelse. Disse er blot nogle få eksempler på emner, som har afgørende betydning for en forbedret retsbeskyttelse, og som indgår i den kinesiske debat. Nye regler anbefaler brugen af videoovervågning af forhørssituationer. Det mindsker muligheden for at mishandle en anklaget person og forbedrer derved retssikkerheden i straffesager. Befolkningen har fået adgang til at deltage i lovgivningsprocessen gennem høringer. Der er indført adgang til at klage over myndighedernes afgørelser og magtanvendelse både gennem sagsanlæg mod myndigheder og domstolskontrol. Beskyttelsen af særligt udsatte grupper, blandt andet kvinder og børn, er forbedret. Det samme gælder ansatte og fagforeningens rolle som talerør for medlemmerne. Efter kinesisk arbejdsret gælder i øvrigt en kortere arbejdsuge og en højere mindstealder, end FN's arbejdstagerorganisation ILO's konventioner kræver. Disse historier tegner et anderledes billede af situationen i Kina end det, som vi især har mødt i medierne og debatten de seneste måneder. De er ikke mindre sande end de andre historier, som vi har set mange af på det sidste. Udviklingen i retsreformer, siden Kina fik tildelt OL i 2001, forstås bedst i et lidt længere perspektiv. Med et befolkningstal og areal omkring 230 gange Danmarks står det kinesiske system over for en betydelig udfordring, når Mao-tidens retsnihilisme, hvor der stort set ikke blev uddannet jurister eller gennemført love i egentlig forstand, skal rettes op. I 1980, hvor de igangværende reformer blev sat i gang, fandtes i Kina kun nogle få hundrede advokater. De var ansat i staten. Der var ingen offentlig tilgængelig straffelov, hvor man kunne se, hvad der egentlig var en forbrydelse. Der var ingen retsplejelov, hvor man kunne læse, hvilke rettigheder der beskyttede én i tilfælde af, at man blev tilbageholdt af myndighederne. Dødsdømte blev kørt i parade til offentlig beskuelse. Et adresseregistreringssystem gjorde det praktisk talt umuligt at rejse fra land til by på kortere ture, for slet ikke at tale om at slå sig ned et andet sted, end man var født. Beboerkomiteer i boligområderne kontrollerede ens post, observerede hvem man fik besøg af, holdt øje med om man var hjemme og registrerede hvilket tøj man havde på. Det var umuligt at diskutere problemer med forbindelse til arbejdsløshed eller skilsmisse, og den slags emner ville aldrig blive berørt i offentlige medier. Det var også umuligt at købe en burger hos McDonald's eller gå til koncert med en rebelsk islandsk sangerinde. I dag er alt dette forandret. Kina har siden 1989 på centralt niveau gennemført over 450 nye love og lovgivningslignende beslutninger. Forfatningen blev i 1999 ændret til at indeholde en henvisning til, at landet skal regeres ved lov (i modsætning til Mao-tidens enkeltmandsstyre). I 2004 blev den private ejendomsret og menneskerettigheder anerkendt i forfatningen. Men selv på de områder, hvor reformer er gennemført, er lovgivning ikke nok. Manglende eller ineffektiv gennemførelse af de mange nye love er anerkendt både politisk og blandt forskere i Kina som en af de store udfordringer. I retspleje og fængsler er det ikke blot årtiers, men århundreders skikke og holdninger, der skal ændres. Kinas regering anerkender og arbejder på, at retsreformer følges op af oplysning til borgerne om nye rettigheder, af uddannelse af myndigheder og deres personale om deres pligter, og af initiativer for at overvåge, at myndighederne faktisk overholder de ny regler. I forhold til tiden efter kulturrevolutionen og Maos død for godt 30 år siden har Kinas menneskerettighedssituation forbedret sig på væsentlige områder inden for sociale, økonomiske, kulturelle og civile rettigheder. Det største efterslæb er fortsat blandt politiske rettigheder, men også her er sket forbedringer. Der foregår bl.a. en demokratisering af fagbevægelsen, selv om den stadig er knyttet til det regerende kommunistparti, og kritiske medier spiller en vis rolle. Slavearbejdet på teglværker, der kom frem i juni sidste år, blev afdækket af kinesiske medier, som påpegede svigt hos lokale myndigheder. De seneste ti år har Kina oplevet forbedringer i menneskerettighedsbeskyttelsen og opfyldelsen af rettigheder på de indre linjer, som er endnu stærkere end i årene forud. Vi mener, at det er afgørende, at vi i Vesten også ser og støtter de kinesere, der arbejder på at forbedre situationen indefra og har glæde af kontakten med andre lande. Deres arbejde vil lide under en boykot eller anden form for afbrydelse af forbindelserne til Kina. Mange kinesere vil have svært ved at forstå det, og nogle kunne bevæge sig i en mere nationalistisk og fremmedfjendsk retning. Reaktioner i Kina på det, som opfattes som vestlige mediers ensidigt negative dækning af menneskerettighedssituationen i Kina og af Kinas håndtering af situationen i Tibet har allerede vist tegn på sådan en udvikling. Det vil være problematisk, hvis Vesten i misforstået eller måske snarere misinformeret bekymring om menneskerettighederne i Kina puster til dette ved kun at fokusere på det negative i Kina år 2008. Når regnskabet skal gøres op, må fremskridt såvel som tilbageskridt nødvendigvis tælle. Ingen tvivl om de alvorlige problemer, som bliver beskrevet i pressen. Netop derfor er det vigtigt at støtte op om og bidrage til de interne bestræbelser på at løse dem. Uden en balanceret holdning vil der aldrig være fremskridt på længere sigt, hverken i Kina eller i andre lande.