Er det ikke utroligt, når du går på gaden, kan du blive ved med at møde mennesker, du aldrig har set før i dit liv og sikkert heller ikke kommer til at se igen? At det forholder sig sådan i New York, Paris og London er til at forstå. Men København. Helt ærligt. Og det efter du har boet i byen i snart fyrre år. Det er, som Poul Henningsen engang skrev om storbyen i 'Byens Lys': »Hvad trækker folk til disse steder? Fra dette flammebål mod skyen? Derude var marker, gader og ro. Alligevel elsker vi byen. Hvad vil du vel på denne stentomt? Der er du tabt og anonym. Du møder kun vrimlende ensomhed her. Kom ind, du forsvinder i byen«. Selvfølgelig er der mennesker og ansigter, der går igen. Folk, du bestemt synes, du har set før. Du kan bare ikke huske hvor. Folk, du kender ansigterne på, men som du aldrig har vekslet ord med. Folk, du af og til handler ind samtidig med i Netto eller Irma. Bekendtskaber fra tennisklubben eller svømmehallen. Ind imellem på min færden gennem byen løber jeg også på gamle venner og mennesker, jeg tilbage i 1980'erne havde et endog meget nært forhold til. Et tilfældigt møde, som ingen af os ønsker. Alle sammen mennesker som ikke er mine venner længere.
Når jeg møder gamle venner på gader og stræder skete omtrent følgende. Selvfølgelig med små variationer: Allerede på lang afstand registrerer vi hinanden, idet vi ser den anden nærme sig. Så prøver vi, om vi kunne undslippe ved at smutte ned ad en sidegade. Det sker, at vi må se i øjnene og acceptere, at et møde er uundgåeligt. Så lader ingen af os sig mærke med den andens tilstedeværelse. Ikke så meget som et venligt nik eller antydningen af et smil. Vi fryser vores ansigter til en ubevægelig maske. Hvis vi er heldige den dag at have solbriller på, er vores øjne beskyttede, så man ikke i vores øjne har mulighed for at se følelser eller sindsbevægelser. Endelig indtræffer det øjeblik, hvor vi hurtigt passerer forbi hinanden. Hurtigt med blikket rettet stift fremad. Det fysiske ubehag, pinagtigheden, idet vi går forbi hinanden med få meters afstand, kulminerer i løbet af disse få sekunder. Jeg tænker, at det er sådan, samfundet fungerer. Lige netop sådan er det, at samfundet skiller sig af med dets uønskede medlemmer. Samfundet (det vil sige os alle sammen) gør de fremmede, de gamle, de grimme, de utilpassede, de anderledes, de kriminelle usynlige. Samfundet behøver sådan set ikke engang gøre noget aktivt for at skille sig af med dets fremmedelementer, nej, blot ved at gøre de uønskede til ikke-eksisterende sociale væsener, og hver gang man støder ind i dem endnu en gang fastslå, at de ikke findes, er problemet sådan set løst. LÆS OGSÅKampmanns datter skriver ujævn kærlighedserklæring til sin far Udskilningen er en realitet. Og marginaliseringen er effektiv. De mennesker, der er udsat for den, vil i stadig stigende grad miste kontakten til det omgivende samfund. Der skal virkelig mirakler til, for at man igen kan blive lukket ind i varmen og få kontakt til det, vi kalder samfundet, og som flertallet af befolkningen gud ske lov i dagligdagen kan tage for givet.
