Øjenhøjde, klar tale, tydelige forventninger, ydmyghed, hånd om fejl, professionalisme, sammenhæng, udvikling og ressourcer med omtanke. Det er regeringen, KL’s og Danske Regioners ni principper for god offentlig service, udg. 2007. Der eksisterer på Christiansborg, i de kommunale og regionale landskaber en grundlæggende velfærdspolitisk konsensus. Alle vil velfærd. Mere og bedre, bakket op af befolkningens temmelig entydige prioritering heraf. Men kun få vil sikre uddannelse og forskning til velfærd. Velfærdsuddannelserne til sygeplejerske, lærer, pædagog, socialrådgiver, fysioterapeut, ergoterapeut etc. er hengemt stof i den offentlige debat. Undtagen når en sygeplejerske eller to kommer til at læse Foucault (hvad fanden skal de med det), når små uddannelsessteder må lukke i nærheden af valgkredsen, eller når vi i festtalerne er ude på de store vidder og taler om uddannelse i verdensklasse. Det er egentlig besynderligt. Enhver ved nemlig, at skolelærerens kompetence er afgørende for, om ungerne lærer noget, at pædagogens professionalisme har afgørende betydning i børnehaven, at sygeplejersken skal beherske sit fag i øjenhøjde med patienten. Ja, enhver ved, at kvaliteten skabes i mødet mellem borger, patient, studerende, barn og professionel, og snart sagt enhver har en holdning til lærere, pædagoger og sygeplejersker. Det er med andre ord uddannelser, hvor en løbende samfundspolitisk interesse for kvalitet og indhold burde være dagligdag. Men ikke desto mindre mangler disse professionsuddannelser politisk og offentlig opmærksomhed og debat lige bortset fra den rutinemæssige skepsis over for læreruddannelsen. Og det er ikke, fordi området henligger i passivitet. I 2008 trådte en af de største reformer på Undervisningsministeriets område i 50 år i kraft. Professionshøjskolerne blev skabt som samling af disse mange uddannelser plus en lang række tekniske og merkantile videregående uddannelser. Der er i dag syv professionshøjskoler, som uddanner lige så mange mennesker som universiteterne, og som udgør den vigtigste kanal for medarbejdere til velfærdssamfundets frontlinje. For ti år siden var de samme uddannelser organiseret på knap 200 institutioner. Det er jo ikke just en reform i småtingsafdelingen. Alligevel har sektoren ikke været nævnt af statsministeren en eneste gang. Og alligevel handler det meste af velfærdsdiskussionen om nye bygninger, nye strukturer, kontraktpolitiske garantier og styring for slet ikke at nævne en kakofoni af enkeltsager, som udstilles i medierne. Og alligevel synes der kun meget få drøftelser endsige overvejelser over forholdet mellem på den ene side politiske investeringer i uddannelse og på den anden side effekten heraf ude på skoler, sygehuse, forvaltninger og private virksomheder. Høje forventninger til velfærden Det kan undre, at der foregår så få overordnede diskussioner af de rammer, vi giver f.eks. professionshøjskolerne, der uden sammenligning er den institutionstype, der uddanner flest ansatte i den offentlige sektor. Fordi der eksisterer i høj grad forventninger til den offentlige sektors velfærdsinstitutioner – at skadestuen er åben, når vi har brug for det, at de ældre kan modtage hjemmehjælp, når det bliver nødvendigt, at folkeskolerne til hver en tid har plads – i dobbelt forstand – til vores unger, at vi får genoptræning, når det behøves, at fødestuerne er åbne døgnet rundt, at børnehaverne er åbne året rundt osv. Tilsvarende eksisterer der forventninger til de videregående uddannelser om, at de ikke bare uddanner, men danner til et demokratisk samfundsliv, og at de bidrager til at mindske ulighed i uddannelse.
I disse forventninger ligger også, at vi – naturligvis – forventer, at de fagprofessionelle har kompetence af såvel faglig ’teknisk’ art, og at de er lydhøre over for borgernes, patienternes, klienternes særlige behov og egenart. Ydermere at de velfærdsstatslige institutioner løbende ikke blot følger med i nationale og internationale forskningsresultater, men også selv forsker i og udvikler deres vidensgrundlag. Den offentlige sektor er med andre ord meget mere end at uddanne den enkelte studerende, at behandle den enkelte patient eller at give pædagogiske tilbud til det enkelte barn. Det er også at sikre udviklingen af indholdet i disse ydelser for fremtidige brugere samt at sikre tryghed, fairness, solidaritet i vores samfund. Og at gøre dette inden for politiske krav og organisatoriske og økonomiske rammer. Vi forventer med andre ord, at velfærden er sikret for os alle og fremover. Dertil kommer, at forskningen efterhånden temmelig entydigt peger på, at velfungerende velfærdsinstitutioner er en afgørende forudsætning for vores nuværende velstand og konkurrenceevne: den offentlige og private sektor som hinandens forudsætninger. Så vidt så godt. Det er uddannelsesinstitutionerne, der er grundlaget for, at varen kan leveres: at de fagprofessionelle har de rette kompetencer til at løse opgaverne. Men kan de det? Eller hvad skal der til for, at de kan? Individuelt tilpasset behandling For det første skal der en fælles forståelse til om, hvilke kompetencer der i bred forstand er brug for. Der eksisterer en opfattelse i offentligheden og blandt mange politikere af, at der ikke kræves megen kompetence for at kunne yde sygepleje, passe børn m.m. Her lægges vægt på de praktiske hænder, og alle politikere elsker derfor nærmest entydigt uddannelsernes praktik og gyser ved ethvert praksischok, som den nyuddannede måtte opleve. Hermed forfladiges og undervurderes kompetenceniveauet. Men det forholder sig snarere omvendt. Der er brug for en professionalisering ved at styrke det vidensgrundlag, hvorpå lærere, sygeplejersker, socialrådgivere og andre opererer og fornyer sig selv. Nye og mere avancerede teknologier, videnseksplosion, politiske reformer, større dokumentations- og afrapporteringskrav m.m. rokker ved hidtidige måder at arbejde på og stiller krav til nye kompetencer og samarbejde. Forskningsresultaterne fløjter om ørene på lærere, socialrådgivere og andre og kan brolægge vejen til behandlingen af børnesager med (ofte ulæste) kataloger over best practice og forskningsrapporter fra SFI; sygeplejerskerne skal indgå i stadig mere komplekse funktioner i samarbejde med et mere og mere specialiseret lægefag, hvor forskningen og den teknologiske udvikling sprøjter nye behandlingsformer og medicin ud.
