Handikap og seksualitet er hinandens modsætninger.
Mennesker, der har et handikap, er værdiløse når det kommer til at have sex. De tænker ikke på sex, og de er i hvert fald på ingen måde aktivt udøvende seksuelle individer. Hverken ved at tilfredsstille sig selv eller ved at dyrke sex med en partner. Og skulle der forekomme sex, kan det ikke være god sex. Mennesker med handikap er simpelthen seksuelt invalide. Ovenstående påstand er naturligvis noget vrøvl. Mindst 10 procent af befolkningen lever med en form for handikap, og de færreste vil formentlig nikke genkendende til eller sågar hævde, at hvert tiende voksne menneske skulle leve uden seksualdrift. Der er for eksempel næppe mange af denne kroniks læsere, der ved nærmere eftertanke mener, at handikap og sex nødvendigvis udelukker hinanden. Men det er ikke desto mindre en fordom, som mennesker med handikap alt for ofte møder. Problemet er, at jeg som person med handikap bliver afseksualiseret, allerede inden folk begynder at reflektere. Underbevidst er mennesker med handikap i seksuel forstand inaktive, hæmmede og uduelige. Selv hos de mest seksuelt frisindede, kulturradikale og oplyste mennesker, vil jeg påstå, at det forholder sig sådan. Jeg har muskelsvind og er selv et eksempel på, at et handikap ikke udelukker en almindelig seksualitet. Jeg er ikke bare en kønsløs invalid. Jeg er et aktivt udøvende seksuelt væsen, der tilfredsstiller mig selv, ligesom andre mænd gør det. Jeg har et stærkt ønske om at udleve og udtrykke min seksualitet, og jeg vil ses, opleves og værdsættes som en seksuel person. Jeg tænker på, drømmer om og har behov for sex med kvinder – og jeg har seksuel værdi. At det skulle forholde sig anderledes, er en kulturel fejlslutning. Uforeneligheden af handikap og seksualitet er ikke et naturligt faktum. Det er en dybt forankret myte, der bygger på fejlagtige forestillinger og fordomme i vores kultur. På manglende viden og en udpræget mangel på diskussion om emnet. Og den manglende diskussion fastholder mennesker med handikap uden for den seksuelle sfære. Endnu værre er det, hvis mennesker med handikap ikke opfatter sig selv som seksuelle væsener. Når mennesker med handikap tager fordommene til sig og selv fornægter eller i hvert fald nedtoner deres seksuelle sider. For hvis de, der har et handikap, selv afviser deres seksualitet og optræder kønsløst, bekræfter de blot kulturens forestillinger. Og så bliver myten om seksuel invaliditet en selvopfyldende profeti – en sandhed i det sociale rum, der sikrer den seksuelle apartheid mellem mennesker med og uden handikap.
