Jeg har snart befundet mig i mere end hundrede klasselokaler fra 4. til 9. klasse på diverse grundskoler. Først som lærer gennem ti år og nu som læringsrumsanalytiker. Og hver gang jeg træder ind i denne type undervisningslokale, særligt på mellemtrinnet og i udskolingen, er mit indtryk i bedste fald ’kedeligt’, men i værste fald ’tarveligt’. Klasselokaler ser i deres grunddesign fuldstændig ens ud: oplyst af otte identiske lyskilder i loftet, der udjævner enhver forskel mellem lys og skygge og ikke kan tilpasses forskellige arbejdssituationer, men bader rummet i et ensartet, monotont lys. 24 identiske og uæstetiske institutionsborde og stole, der kun gør det muligt at indtage én kropsposition. Lyse, blanke laminatoverflader og grå metalunderstel overalt. Og så ellers det evindelige gråmelerede linoleumsgulv og de hvidmalede vægge. Måske iblandet et par pangfarver, hvis skolen lige har haft en indretningsarkitekt eller en pædagogisk konsulent forbi. Kun på sygehuse og i fængsler kan jeg komme i tanke om at være stødt på et lignende rumdesign. Det er i det hele taget svært at se, at klasselokalerne befinder sig i Norden, hvor vi har en af verdens fineste traditioner for rum, møbel- og lysdesign. Vi taler om, at en del af elevernes dannelse blandt andet handler om at øge deres bevidsthed om nordisk kulturarv og kulturtraditioner. Men det er bestemt ikke ved vores klasselokalers indretning og design, at denne dannelse finder sted. Og der er ikke megen hjælp at hente hos danske producenter af skoleinventar, selvom disse netop skilter med, at deres møbler er bygget på nordiske designtraditioner. Men jeg mødes også af en gedigen mængde visuel støj. Et sammensurium af fødselsdagslister, ugeskemaer, idolplakater, adfærdsregulerende manifester, dukseordningstabeller, elevrådslister etc. Alt sammen objekter, der intet har med fagene at gøre. Og så er der reolerne af glatlakeret, lysegult ’institutionstræ’, hvor eleverne har deres kasser med personlige papirer. En regulær øjebæ, når alle 24 kasser er pakket til randen, og halvdelen af papirerne vælter ud over kanterne. På den vægplads, der så måtte være tilbage, er opklistret nogle dårligt designede elevproducerede plancher, lavet på farvet karton, som et fysisk produkt fra et af de op til otte fag, der har til huse i klasselokalet. Plancher, der ikke inviterer til at blive inddraget i den videre undervisning, men forbliver et statisk objekt, som ingen læser – et sørgeligt vidnesbyrd om en lærers halvhjertede forsøg på at ’skabe’ noget, tilfældigt hængt op og halvvejs på vej ned af væggen, når ’abesnottet’ løsner sig, og ingen tilsyneladende ulejliger sig med at sætte den fast igen.
Æstetisk og letaflæseligt design styrker elevernes metakognition – men denne viden synes ikke at være nået ud til klasselokalerne endnu. Inden jeg forlader klasselokalet igen, noterer jeg mig lige lugten af leverpostejmadder og vådt fodtøj, og mit blik strejfer kort de grimme loftsplader med pletter fra fodboldspil og flyvende tomatmadder.
