0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

100 glemte år i Congo

Kolonimagter vedstår deres ansvar for tidligere kolonier. Hvad med lande som Danmark, hvis borgere villigt deltog i erobring, plyndring og kolonisering i Centralafrika?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I sommeren 1879 landede to unge danskere i byen Banana ved Congoflodens munding. Beskyttet bag en smal krum sandtange lå byens lille samling lave pak- og beboelseshuse lige bag Atlanterhavet, ideel til formålet som udskibningshavn for Centralafrikas produkter. Det var dem, de var kommet efter.

Albert Christophersen og Martin Mortensen anede imidlertid ikke, hvad deres opgave var. De to sømænd havde nogle måneder tidligere hygget sig på en havneknejpe i Antwerpen, da 'en fin herre' spurgte dem, om de havde lyst til »at føre nogle skibe op ad nogle floder i Afrika«. Det hele var en lille smule mystisk, men da han tilbød dobbelt løn og gav et klækkeligt forskud, var de med på vognen.

Det blev startskuddet til en udvikling, hvor flere tusinde skandinaver omkring slutningen af 1900-tallet rejste til Centralafrika for at deltage i den blodigste kolonisering, Afrika har undergået. Mange hundrede danskere deltog, især sømænd og soldater.

Den belgiske kong Leopold II havde i årevis ønsket sig en koloni. Men midt i det stadigt voldsommere kapløb mellem Europas stormagter om at eje eller kontrollere de sidste 'ukendte' dele af jordkloden, havde lille Belgien ikke store chancer. Han var desuden stækket, fordi Belgiens regering ikke ville skyde penge i kolonieventyr.

Kongen var imidlertid en af Europas rigeste mænd, og han satte sig ganske enkelt for at skaffe sig selv en koloni. Albert og Martins opgave var derfor ganske rigtigt »at føre nogle dampere op ad nogle floder i Afrika«. Formelt var formålet at hjælpe fremtidige opdagelsesrejser ved at anlægge en stribe 'stationer' fra Congoflodens munding tværs over kontinentet. Stationerne skulle angiveligt være til gavn for videnskabelige ekspeditioner; et sted, hvor de kunne få bærere, fødevarer og andre forsyninger. Reelt var hensigten imidlertid at skabe 'facts on the ground' - det vil sige give Leopold II gode kort på hånden, når han senere skulle forhandle om retten til landområder i Afrika.

Mens danskerne ventede i Banana på de øvrige deltagere, kunne de studere omfanget af handlen ved flodmundingen. Den var voldsom. Ned ad floden strømmede tonsvis af varer, hvoraf nogle havde rejst helt inde fra midten af kontinentet. I 1872 blev der fra Congoflodens munding eksporteret mere end 12.000 ton - baobabfiber, jordnødder, kaffe, sesamfrø, gummi, palmenødder til margarineindustrien og 185 ton af kontinentets fineste elfenben.

Det var denne handel, Leopold II havde sit sigte på: Jo højere oppe ad floden han kunne få varerne, des bedre ville prisen være. Det var derfor, han skulle bruge sømænd: Tre fjerdedel af Congo er dækket af tæt regnskov, så floderne var fuldstændig afgørende for, at Leopold kunne udforske, erobre og udnytte det kolossale område.

I de følgende år, da ekspeditionen under ledelse af Henry Morton Stanley arbejdede sig dybere ind i skoven, købte Stanley over 400 traktater med lokale høvdinge, hvori de solgte suveræniteten over deres jord, floder og folk til Leopold II. Og da kongen i tiden op til Berlinkonferencen i 1884-1885 kunne præsentere de europæiske stormagter og USA for disse facts, lykkedes det ham at få opbakning til at tage hele området som sit eget, med det udtrykkelige formål at skabe frihandel for alle, frihed for slaveri for afrikanerne og fri forkyndelse af det kristne budskab.

Fristaten Congo var Leopolds personlige ejendom - og dermed også hans personlige økonomiske investering. I de følgende år måtte han betale stadig større summer til både infrastruktur og erobring, og snart blev hans behov for indtægter desperat. Frihandel fik de andre lande aldrig noget af, og hurtigt knuste han afrikanernes handel for at opnå sit eget monopol. Da denne svindel gik op for afrikanerne - der var blevet lovet nye indtægter i handelen med de hvide - og da kolonistyret begyndte at tvinge indbyggerne til at høste kostbar naturgummi fra skovens lianer, gjorde de modstand. Snart var der krig i Congo.

Når fattige skandinaver i disse udvandringsår kiggede udover kloden efter udveje af deres hjemlandes ørkesløse udsigt, så nogle af dem muligheden i Fristaten Congo. Det gjaldt især sømænd og officerer fra hæren.

Allerede i 1882 havde kong Leopold II rekrutteret de første svenske officerer til sin kolonihær, og snart fulgte danske og norske. Hans hær skulle overvinde to stærke lokale grupper for at få kontrol over området, landets indbyggere samt den såkaldt 'arabiske' kolonimagt, der fra sit hovedsæde i Zanzibar kontrollerede hele den østlige del af territoriet og stadig ekspanderede længere mod vest. Leopold II havde brug for en stærk, velorganiseret og velbevæbnet hær.

Koloniseringen havde allerede fra første dag været akkompagneret af overvældende europæisk ildkraft. Da Stanley ankom til Banana i august 1879, medbragte han hundrede lejesoldater fra Zanzibar, bevæbnet med moderne baglade- og maskingeværer. Fire år senere sendte Leopold yderligere et dusin præcisionskanoner fra Krupps fabrikker, ligesom hvervningen af afrikanske lejesoldater fortsatte i Vestafrika. Efterhånden som kolonihæren fik kontrol over kystområdet og de vigtigste strækninger langs floden, turde Leopold rekruttere congolesere til hæren - de var billigere end importerede lejesoldater.

Alle officerer var hvide frivillige; de første blev rekrutteret i Belgien og enkelte i Storbritannien, senere fulgte også italienere og schweizere. Skandinaverne udgjorde dog den største gruppe. Allerede dengang spillede angsten for 'bodybags' en rolle i statslederes krigsførelse: Den danske løjtnant A.E.A. Lindegaard fortæller i sin erindringsbog, 'Soldaterliv i Congo', at han på sin lille, øde udpost i det vestlige Congo i 1897 fik brev fra distriktskommissæren, »som meddelte, at der fra Guvernøren var udsendt en Rundskrivelse til samtlige Distrikter, der havde Skandinaviske Officerer, med Ordre til at forespørge disse, om de frivilligt vilde melde sig til Deltagelse i Expeditionen til Bekæmpelse af det store Soldateroprør ved Nilen. Sagen var nemlig, at der hjemme i Belgien var opstaaet en Del Misfornøjelse over at saa mange Belgiere havde mistet Livet ved dette Oprør, og saa mente man vel, at det vilde gaa mere roligt af, naar det blev Skandinaver, der kom paa Tapetet i Stedet«. I flere af de værste krigszoner udgjorde skandinaverne en tredjedel af officerskorpset.

Da kolonimagten i slutningen af 1880'erne forbød alle afrikanske købmænd at handle med elfenben og naturgummi, forsøgte congoleserne at stoppe denne underminering af deres livsgrundlag. Koloniens svar var en nådesløs og overvældende voldsanvendelse, der skulle tvinge congoleserne til fuld underkastelse. Forholdene blev tilspidset i 1889, da den danske skibskaptajn Victor Freiesleben blev skudt under et skænderi i den store handelsby Tshumbiri. Han var den første hvide, der blev dræbt af congolesere, og ivrige efter at statuere et eksempel sendte kolonistyret en straffeekspedition op ad floden. »De ødelagde samtlige landsbyer mellem udmundingen af Kasai og byen Bolobo«, skrev en ansat i et handelskompagni. Dermed var de vigtigste afrikanske handelsbyer udryddet.

Straffekorpsets to skibe blev ført af de danske kaptajner Hans Madsen og Siegfried Duhst. Sidstnævnte fortæller om overfaldet på Tshumbiri: »Vi kunne se Byen brænde på flere Steder, flere Kanoer med Døde og Sårede kom padlende op til os langs Stranden«. Herefter fortsatte styrken myrderierne 300 kilometer længere oppe ad floden og standsede først, da også byen Irebu var raseret. »Vores sto