0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Orgasme til kvinderne!

Ligestilling og lige ret til orgasme er kun aktuelt, hvis vi som kvinder selv styrer den og tager ansvaret.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Fotocollage: Anna Aagaard og Marie Gerdsdatter Lund fra Kvinde kend din krop.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

De seneste årtiers kvindekamplige budskab og kampråd forstummer hurtigere end en kvindes seksualitet i et trivielt følelsestomt rum.

Alt imens de gamle feministiske frontkæmpere forpupper sig i rødvin og selvtilfreds selvretfærdighed. En selvtilfredshed, der udløser manglende mål og retning i kvindekampen. Det eneste kluk, man hører fra stedet, hvor der tidligere lød kampråb og opråb, er »bork – bork – bork«. Gårsdagens krav om ligeløn og lige rettigheder for kvinder er afløst af en jovial kaglen i hønsegården og en desperat løben omkring for at finde et overset og begravet frø, der indeholder kimen og løsningen til, hvor kvindekampens fronter nu skal stå. Det efterlader et stort tomt rum, hvor der burde være en skueplads for vores egen internationale kampdag.

I 1910 holdt vi kvindernes internationale kampdag i Arbejdernes Forsamlingsbygning, som dengang lå i hjertet af København. Vi fik vores første kampdag! Vi fik diskuteret og lagt de frø, som senere gav os almindelig valgret på lige fod med mændene.

Vi kvinder kunne på dette tidspunkt kun stemme til det, der svarer til kommunalvalg. Men vi tilkæmpede os valgretten til Rigsdagen. Det var de danske socialdemokratiske frontkvinder som bl.a. Henriette Crone og Nina Bang i samarbejde med Clara Zetkin, der allerede var et kendt navn i kvindebevægelsen. Clara Zetkin kom med et forslag om, at der skulle indstiftes en årlig kampdag, hvor »socialistiske kvinder i alle lande« skulle agitere for kvindelig valgret. Forslaget blev vedtaget med stort flertal på konferencen i 1910. Og allerede fra 1911 blev der agiteret for kvinders valgret på en bestemt dag.

Vores kampdag blev indstiftet i Folkets Hus på Jagtvej 69 på Nørrebro i midten af København. Samme adresse som var hjemsted for Ungdomshuset. Men mens støvet fra murbrokkerne og larmen fra bulldozerne er forstummet, skal vi kvinder passe på, at vi og vores kamp ikke forsvinder i ruinerne af en kampscene fra en svunden tid. Vi vil og skal kæmpe videre. I 1910 kæmpede vi for datidens krav for os kvinder. Det var almindelig valgret, bedre forhold for arbejderkvinderne i industrien, kvinders lige adgang til uddannelserne og for reel ligeløn og medindflydelse i samfundslivet på alle niveauer. Et krav, vi har fået indfriet nu – i hvert fald i vores vesteuropæiske kulturforståelse.

Men et naturligt spørgsmål ville derfor være: Er kvindekampen da død? Lader vi det gammeldags kristne kvindesyn – kvinden som ophøjet useksuelt væsen uden kønsdrift – vinde igen? Svaret er et hult og forkølet »ja« efterfulgt af lidt kagleri, hvis man ser de seneste års kampråb og engagement i kvindekampen.

Jo, vi kvinder har sejret os selv ihjel. Vi har sejret ad helvede til. Men de mange sejre og laurbær har trukket os ned i en magelig sofa med kaffekopper og bodumkande efterfulgt af kedelig pligtsex onsdag og lørdag. Hvor er de knivskarpe argumenter, kamp og engagement? Vi foretrækker wellness, spabadet og Gucci-tasker med overfladiskhed, ’laden som om’-udseenderæs – med at være ensartet ’rigtige’ for at passe ind i kvindegruppens accept garneret med stresscoaching, strikketøj og rygestop. Ja, de klassiske dyder har vi fået på plads i magelighedens tempel.

Men hvad ville de gamle kvindesagskvinder kæmpe for i dag? Ja, hvis vi kunne spørge Henriette Crone, Nina Bang eller Clara Zetkin, kunne de påpege kravet om kvinders ret til deres egen krop. Ret til at bestemme over deres egen krop. Nej til indbyrdes formynderi. Ret til seksuel forskellighed. Ret til at bestemme over deres egen seksualitet. Ret til onani og gode orgasmer. Fundamentale elementer, som er lige så vigtige som kravet om ligeløn og valgret. Elementer, som er lige så universelle som mad og søvn.

Men gider vi kvinder da overhovedet kæmpe for noget i dag? Ja, gu’ gør vi det, og budskabet er ganske klart: Vi vil have god sex, bedre orgasmer og ret til onani.

Kvindekampen skal rettes indad mod os selv. Fra kvinder, der omskærer kvinder, til at seksualiteten ikke må gå ud over en trang skabelon. Vi vil have retten over vores egen krop. Vi skal kæmpe mod de mange års fordømmelse og fornægtelse af vores egen krop og vores seksualitet. Men er det ikke blot nogle ønsker og krav, som vi kvinder har i dag, kunne man spørge sig selv? Jo, men den samfundsmæssige og religiøse byrde har lagt et skammens tæppe over vores seksualitet. Åget med kristen skamfølelse og figenbladsmentalitet og blufærdighed trætter vores lyst og glæde til vores egen seksualitet.

Sex, orgasmer og onani er en gave, som vi endnu ikke har åbnet i det offentlige rum. Vi skal frigøre os fra de gamle snævre forestillinger og kræve vores ret til vores kvindelige seksualitet og gode orgasmer. Gennem tiden er kvinder med en fri seksualitet blevet hånet, torteret eller i værste fald brændt på bålet. I dag brænder vi ikke kvinder på bålet. Men vi brænder kvinders frihed til at være seksuelle kvinder på bålet.

Vores kønsdrift er ikke kun rettet mod forplantning og reproduktion. Vi har alle ret til god sex, bedre orgasmer og ret til onani. Ikke af nød eller hensyn til arternes overlevelse – men ret, fordi sex er vigtigt for os kvinder – og vi har ret til at have en god og spændende seksualitet.

Vi har fået tildelt retten til at være karikeret i medierne til at være lidt for tykke, uden sminke, med appelsinhud på lårene og med dybe rynker og lange strækmærker. Foruden som pæne, nonseksuelle frigide væsner – pæne piger godt i kontrol – med tjekket udseende! Her har mændene stor forståelse, idet de også selv kan diske op med ølmave, hængerøv, optræde usoigneret, ubarberet, med dårlig ånde, for tidlig sædafgang og svingende rejsningsfasthed.

Jep, her runger det af solidaritet fra alle sider. Her sidder vi kvinder side om side med mændene i en robåd uden årer! Mænd lider også under de gængse ’krav’ til, hvordan man skal se ud – og kvinder og mænd har de samme problemer eller muligheder ved ikke at leve op til kravene. Men er det her i samme robåd, at kampen skal stå? NEJ!

Vi skal kæmpe for vores seksualitet. For forhold, hvor vi ikke bliver værdsat på samme måde som mændene. Her skal vi kæmpe for vores sag – for vores egen seksualitet – og vores krav om god onani og gode orgasmer. Onani og gode orgasmer er en gave til os selv som kvinder. Onani og orgasme er ikke kun en ting, vi pakker ud i bruseren eller under dynen, når partneren er ude en gang hver tredje måned, efterfulgt af skam og skyldfølelse. Nej, så går vi glip af for meget god nydelse. En ganske almindelig sund kvinde kan reelt set fra puberteten og frem til sin død af alderdom have orgasmer og være seksuelt tændt i op til 20 timer i døgnet. Kun afbrudt af lidt søvn og lidt spisning. Det er ikke vores krop og energisystem, der siger nej tak. Men hvem er det så, der kommer med det højtrungende nej?

Vi skal lægge fortidens snævre og undertrykkende åg og komme ind i kampen. Vi skal arbejde med at kæmpe for retten til onani og bedre orgasmer. Orgasmer og onani til folket! Vi stiller krav om selvudvikling. Krav om at lære at få bedre orgasmer. Opleve sober, seriøs og konkret undervisning og oplæring i orgasmens ’self-loving’. Vi skal lægge vægt på at lege og have det sjovt. Seriøst sjovt.

En kraftfuld reaktion bliver sat i gang, når vi har kontakt med vores følelser i vores krop og mærker orgasmerne rulle. Først derved bliver vi klar over, at mange af vores seksuelle problemer som kvinder ikke er personlige problemer. Men kun betinget af sociale og kulturelle grunde. Det er værd at kæmpe for at komme fri af! Sige stop til den psykologiske verbalomskæring af det kvindelige underliv. Sige nej til det kristne formynderi og til tvangsmonogamiets ensretning. Være tro mod os selv – ikke mod konventionerne! Tage vores frie valg til os. Designe vores sexliv, som vi selv ønsker, det skal være – med alle de præference-forandringer, der sker i takt med vores vækst og udvikling.

Vi skal kæmpe for, at gammel skam bliver helet, og skæve blufærdigheder damper af. Det er her, vi skal finde solidariteten som kvinde.

Når kvinder udveksler deres tanker og inderste følelser med andre kvinder, opstår en atmosfære af tillid, hvor hver en kvinde kan opdage sit eget seksuelle potentiale – og gøre sig fri. Ved at bruge vores egen krop som kilden til kraft, energi og nydelse genvinder vi troen og evnen til at lave vores eget liv og skabe den frihed, der genvinder vores evne til at leve vores eget liv og friheden til at nyde seksualiteten på en ny og fri måde. Dermed kan vi kvinder finde den person, som vi har søgt efte