Hvornår føler en mand, at han er mest mand, en kvinde, at hun er mest kvinde? Dagens kronikør forsøger at svare. I hvert fald på den sidste del af spørgsmålet. Leyla Tamer udgav tidligere på året den erotiske novellesamling 'Bloksbjerg'. Da jeg som ung teenager først begyndte at lytte til punkrock sammen med min veninde, varede det ikke længe, før vores tøjstil også ændrede sig i takt til de nye aggressive toner, der dundrede ud af højtalerne. Vi klippede vores cowboybukser og T-shirts i stykker og satte dem sammen igen med de obligatoriske sikkerhedsnåle, og selv om det var alt, hvad vi umiddelbart behøvede for at få det rette punklook, følte vi, at vi stadig manglede noget uundværligt og helt bestemt tilbehør, før det kunne blive 'the real thing'. Læderjakker og Doc Marten's-støvler var ifølge vores opfattelse en vigtig del af det samlede punkimage, og ligeledes var smykker som nittehals- og armbånd. Vores eneste problem var, at det var umuligt at anskaffe disse ting i firsernes Istanbul, hvor jeg levede på det tidspunkt. Man kan derfor forestille sig vores begejstring, da det lykkedes os at bestille et nittehalsbånd hjem med en veninde, som skulle på ferie i Frankrig. Hun kom tilbage med et billigt stykke læder med nogle nitter, som hele tiden faldt af, og som vi selv kunne have stykket sammen meget bedre, hvis vi havde tænkt over det. Ikke desto mindre fandt vi halsbåndet helt igennem fantastisk, nærmest helligt. At tage det på var imidlertid en helt anden sag. Det var allerede blevet lidt af en prøvelse at gå rundt i Istanbul, hvor folk ganske vist er vant til at se lidt af hvert, men hvor min mærkelige frisure og mit tøj alligevel vakte en hel del opmærksomhed, uanset hvor jeg kom. Og nittehalsbåndet gjorde det bare meget værre. Ikke fordi det fik folk til at stirre mere, end de gjorde i forvejen, for det tror jeg simpelthen ikke var muligt, men der var noget, der adskilte halsbåndet fra alt mit øvrige udstyr. Det virkede utvetydigt seksuelt på en måde, som jeg dengang hverken forstod eller brød mig om. Jeg kunne holde ud at blive begloet på grund af min tøjstil, men pludselig føle, at jeg udsendte stærke seksuelle signaler, var en helt anden sag. Derfor gav jeg det til min veninde og savnede det ikke igen. Dengang var jeg selvfølgelig meget ung, men jeg har dog oplevet lignende situationer siden. Jeg tror, de fleste kvinder har prøvet at stå med en beklædningsgenstand, som de fandt ekstremt tiltrækkende, men samtidig også frastødende. Afhængigt af hvem man er, kan det sikkert være alt fra et par sorte læderhandsker til noget mere dristigt som en rød laknederdel; tøj, der i det øjeblik, man tager det på, hensætter én i en sindstilstand, som man måske ikke umiddelbart ved, hvordan man skal forholde sig til. Det er noget mere og dybere end bare at synes, at noget ikke klæder én eller det stik modsatte, hvilket naturligvis også i høj grad kan påvirke éns humør. Men det er måske snarere, som om tøjet bliver en slags spejl, der gengiver nogle helt uudforskede lag i en selv. Noget tøj kan gøre dette i en så ekstrem grad, at man sågar kan synes, at man åbenbarer sine dyrebareste og mest intime hemmeligheder, bare fordi man har taget en bestemt kjole på. Det var i hvert fald, hvad nittehalsbåndet gjorde for mig, dengang jeg var fjorten. Da jeg for nogle år siden igen fik smag for lædervarer i alle afskygninger, var det af helt andre årsager. Jeg genopdagede halsbåndet, denne gang i en bredere version uden nitter, men med en D-ring på den ene side, hvilket ledte tankerne hen på et decideret hundehalsbånd. Nu kunne jeg hengive mig til de seksuelt betonede følelser, det fremkaldte hos mig, uden at blive bange eller skamfuld, og det føltes endda så godt, at jeg beholdt det på. Det blev en naturlig del af min daglige beklædning, et smykke om man vil, og at gå med det fik mig til at føle mig meget feminin i den dybeste betydning af ordet. Efter en lang, stresset dag, hvor jeg var helt udkørt og helst flygtede fra mit eget spejlbillede, længtes jeg efter at få halsbåndet på, fordi det nærmest med det samme fik mig til at føle mig hel, det samlede mine tanker og mindede mig om, at jeg er et seksuelt væsen, hvilket er et af de vigtigste aspekter af min kvindelighed. Uden den går alting i stå. Det er måske i virkeligheden et absurd spørgsmål, da den slags næppe er noget, man kan måle, men hvornår føler en mand, at han er mest mand, en kvinde, at hun er mest kvinde, en bøsse, at han er mest bøsse, for slet ikke at komme ind på hvornår en transvestit føler sig som kvinde eller mand? Svarene ville utvivlsomt være lige så mangfoldige som menneskeheden. For mange kvinder kunne det f.eks. være, når de ammer deres barn og for nogen mænd, når de redder en hel skolebus fuld af skrigende børn fra at vælte ud over en afgrund. Men jeg vil alligevel vove den påstand, at en stor procentdel også ville svare, at de føler sig mest som deres køn, når de befinder sig i en seksuel situation. Lige fra den uskyldigste flirt til den hedeste elskov. Det skal i hvert fald ikke være nogen hemmelighed, at det forholder sig sådan for undertegnede. Det er nok også derfor, at jeg jævnligt tager mit halsbånd på til hverdag, hvormed min seksualitet, min kvindelighed får større indflydelse på mit arbejde, mine tanker og alt, hvad jeg foretager mig. Det skal imidlertid ikke forstås sådan, at jeg dermed går rundt og tænker konstant på sex, for jeg er såmænd også bare en almindelig dødelig, der går på indkøb, passer børn og får hovedpine. Men forhåbentlig betyder det, at jeg er mere mig selv, mere hel, når jeg skriver en historie, kysser min mand eller bare laver aftensmaden. Det kan selvfølgelig ikke negligeres, at halsbåndet ikke kun påvirker indadtil, men at det i høj grad også har en virkning udadtil. Folk lægger mærke til det og har svært ved at abstrahere fra det, selv om de prøver. Jeg bliver mere seksuel også i deres øjne, og følgelig altså mere kvinde. Det er min erfaring, at mange mennesker har svært ved at håndtere dette, og før eller siden er der en, der kommer med en eller anden stupid bemærkning for at få det hele til at falde til jorden. De fleste af os kan nemlig tolerere og elsker sexede kvinder, det er imidlertid mere intimiderende, pinligt og moralsk stødende, når der er tale om seksuelle kvinder: kvinder, der kender dybderne af deres seksualitet og femininitet og hævder deres ret til at definere den, uafhængigt af damebladene, trendsætterne og de fremherskende normer; uden skam eller frygt. Sjovt nok kom halsbånd af alle slags - ligesom punkstilen i øvrigt - pludselig på mode for nogen tid siden. Purunge piger begyndte at gå rundt med dem, og selv om de tilsyneladende ikke var helt klar over, hvor kraftfuldt og seksuelt et smykke halsbåndet er, så de selvfølgelig skønne ud. En enkelt tætsiddende lædersnor om en blød kvindehals er nok til at gøre hende sexet. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvem der mon bandt den om hendes hals, hvem der eventuelt kan være hendes ejer, og hvor langt hun er tilladt at gå. Nuvel, jeg er sikker på, at disse piger ville synes, at jeg var en pervers kone, hvis de kunne læse mine tanker. Halsbåndet vil imidlertid som alt andet i modeverdenen en dag blive kasseret til fordel for noget andet, hvis det ikke allerede er sket. Moden er som bekendt overfladisk af natur, eftersom en 'stil' hurtigt skal kunne skiftes ud med en ny, mens en klædning, som påvirker vores sjælsdybder, hver gang vi tager den på, aldrig vil blive smidt til genbrug, bare fordi en dekadent franskmand dikterer det fra sin højborg i Paris. Personligt synes jeg, at kvinder, der bærer seksuelt ladede smykker eller tøj, ikke som modetilbehør, men som en del af deres egen kvindelighed, udsender et vigtigt signal: Jeg er en kvinde, jeg er smuk og jeg er seksuel!, samtidig med at man som kvinde har fuld kontrol over sin krop og altid selv vælger sine elskere. Men det er imidlertid ikke så let at udtrykke en stærk seksualitet, som man definerer ud fra sin egen psykologi og biologi, samtidig med at man forlanger fuld respekt og kan afvise en uønsket tilnærmelse uden at blive svinet til, slået på eller i værste fald voldtaget. I virkeligheden er det ikke ualmindeligt, at skylden i sådanne situationer ofte bliver lagt over på kvinden, for hun beder jo selv om det, når hun går rundt med et hundehalsbånd. Desværre bliver sexede/seksuelle kvinder stadig betragtet som mindre intelligente end deres mere konservative kønsfæller, for hvis de var intelligente, ville de slet ikke have brug for sex, eller hvad? Denne tankegang, som er mere almindelig, end man skulle tro, hvor absurd den end er, viser blot, at den kvindelige seksualitet, eller måske seksualiteten i det hele taget, stadig er et meget misforstået område. På den anden side må jeg dog indrømme, at jeg også en gang imellem har følt, at det måske var det bedste at lade være med at snakke om og skilte så meget med disse ting. Bare droppe det og holde mine tanker om lyst og seksualitet for mig selv, for hvad skulle det alligevel nytte? Som kvindelig forfatter, der (blandt andet) skriver om erotik, har jeg ofte haft lyst til at gemme mig især fra visse journalister, der stillede meget nærgående spørgsmål. Journalister, der måske ikke var så satans interesserede i, hvad jeg skrev, men bare fandt det ophidsende, at jeg var en ung kvinde med tyrkisk baggrund, som talte åbenhjertigt om kvindens lyst. Men at man er stolt af sin seksualitet, taler om dens vigtighed og sågar viser den frem ved at bære seksuelle smykker, betyder ikke, at man vil betro gud og hvermand sine mest personlige oplevelser og hemmeligheder, eller at man har lyst til at gå i seng med den første den bedste. Det betyder ganske enkelt, at man nægter at skjule sig bare for at føje normerne og den fremherskende ide om, hvordan en kvinde skal opføre sig; at man nægter at lægge bånd på hele sit væsen, fordi der findes visse debile individer, der tror, at kvinder er kællinger, man kan behandle, som man vil. Personligt er jeg så fandens stædig og sikkert håbløst romantisk, at jeg har besluttet mig for aldrig at skjule mig. Jeg insisterer på at være kvinde, 100 procent og altid. Det er naturligvis ikke altid problemfrit, heller ikke i dagens postpatriarkalske samfund, hvor kvinden stadig må kæmpe for sin ret, sit ligeværd og den respekt, som hun i århundreder er blevet nægtet. Det er et tungt hjul at vende, og det sker næppe fra den ene dag til den anden, men vendes, det skal det jo. For en kvinde kan ikke blive en hel kvinde, så længe hendes seksualitet ikke bliver agtet på lige fod med hendes moderskab og intellektuelle formåen, som i øvrigt heller ikke får den respekt, de fortjener. Indtil da kan vi ikke tale om reel kvindefrigørelse, fordi vi stadig bagatelliserer, forklejner og foragter en af de vigtigste sider af det at være kvinde. Det er dog min overbevisning, at halsbåndet såvel som andre seksuelt ladede beklædningsgenstande kan føre os et skridt i den rigtige retning, hvis vi bærer dem af personlige grunde, fordi de først og fremmest gør os hengivne ikke til en ideologi, et system eller sågar til en elsker, men udelukkende til vores egen lyst, så vi kan finde skønhed, styrke og værdighed deri.