En nøgle har to formål: Man kan enten bruge den til at åbne en dør eller til at låse den med. Det gælder også i overført betydning – at en nøgle kan være et middel, der bruges enten til at åbne op med eller lukke inde. I det lys ser jeg idrætten og idrætsforeningernes fællesskab som en nøgle, der kan bruges aktivt for at få integrationen til at lykkes bedre i Danmark. Den første udfordring er at få integrationen til at lykkes i idrætsforeningerne – den anden er at bruge idrætten som en nøgle til det danske samfund for de mange med en anden etnisk baggrund end dansk. Det førstnævnte er en udfordring i skrivende stund – 3,6 procent af medlemmerne i idrætsforeningerne under DGI er således af anden etnisk baggrund end dansk. Det skal sammenlignes med de knap 10 procent, som denne gruppe udgør af den samlede befolkning. I DGI vil vi meget gerne have en højere andel af to grunde. Vi tror, at det vil være godt for Foreningerne, fordi der her er potentielle medlemmer og ledere. Og det vil være godt for borgere med anden etnisk baggrund end dansk, fordi foreningslivet er en vigtig nøgle til det danske samfund. I foreningslivet gør man erfaringer og får et netværk, som åbner døre til det liv, man gerne vil leve. Det har rigtig mange erfaret gennem årene. Integration er en fælles udfordring i hele Europa, men problemstillingen farves af landenes historie og kultur. Den stærke folkelige historie i Danmark med højskoler og foreningsliv, folkekirke og folkeskoler og en befolkning, hvor en meget stor del havde relation til landbruget, som skabte det, man har kaldt en national enhedskultur. I vores selvforståelse er vi et lille hyggeligt land med stor opbakning til demokrati, gud, konge og fædreland, uden dog at være for respektfuldt over for nogen af delene. Man kan diskutere, om tv-serien ’Matador’ var et præcist billede af Danmark, men det var i hvert fald et ret præcist billede af vores kulturelle selvforståelse. Matador viser fint, hvilket væld af indforståede normer og uudtalte forventninger vi har til hinanden i det danske Lidenlund, og hvordan disse indforståetheder skaber konflikter, når de udfordres af forandringens vinde. Idrætsforeningerne i Danmark er i høj grad præget af denne stærke folkelige kultur, og det kan være meget vanskeligt at aflæse normer og forventninger, hvis man kommer fra en anden kulturkreds. Sportsklubber for dem, der er særligt interesserede i sport og konkurrence, kender man i hele verden. Men vores mere bredt anlagte koncept for en idrætsforening er et nordeuropæisk fænomen, og bare ordet idræt kender man ikke uden for Norden.
Det er da også de mere rendyrkede sportsklubber inden for fodbold, boksning og kampsport, som alt andet lige har været de bedste til at integrere mennesker, der kommer med en helt anden kulturbaggrund end vores traditionelle. Men integration i idrætten skal ikke kun handle om unge mænd og konkurrenceidræt, hvis vi gerne vil, at idrætsdeltagelsen skal afspejle befolkningens sammensætning. Drenge og unge mænd med anden etnisk baggrund er næsten lige så idrætsaktive som danske, men dog i mindre grad i foreningssammenhænge. Piger og kvinder er derimod langt mindre aktive end danske piger og kvinder. I de voksne aldersgrupper er deltagelsen også væsentligt lavere. Men mennesker med anden etnisk baggrund har jo det samme behov for motion og idræt i hverdagen. De har samme behov for netværk og fællesskab, og vi har behov for, at de bærer på samfundet i lige så høj grad, som vi gør. Derfor vil DGI nu endnu mere på banen med integration i vores foreninger. Vi vil finde ud af, hvordan vi får medlemssammensætningen til at afspejle befolkningssammensætningen – og det gælder også for de frivillige ledere og trænere. Her har kun 1,6 procent en anden etnisk baggrund end dansk, så her er der endnu længere til målet. Hvilke forhindringer kan der så være? Fælles for alle danskere uanset etnisk baggrund er, at jo længere uddannelse og jo højere indkomst folk har, des mere idrætsaktive er de. Der er også sociale forhindringer for at indgå i idrætslivet – og hertil kommer så også de kulturelle barrierer. Vi ved, at der er en større andel af danskere med anden etnisk baggrund med en lav indkomst, og at mange af dem oplever, at der også er kulturelle barrierer. Men derudover er der også andre udfordringer, når det handler om at få integreret danskere med anden etnisk baggrund i idrætsforeningerne. For eksempel er der forskel på integrationsudfordringerne i udsatte boligområder og i resten af landet. Ud over at beboerne her har kortere uddannelser og lavere indkomst, så er der også væsentlig færre foreninger. I Gellerup i Århus er der fire til fem idrætstilbud at vælge imellem for børn – i Risskov er der cirka 20. Der er altså færre valgmuligheder. Foreningerne i de udsatte områder er dertil pressede, fordi det er svært at få forældre til at være frivillige, og nogle børn og deres familier kræver mere opmærksomhed og kontakt, end frivillige har tid, lyst og forudsætninger for. Derfor er det vigtigt, at disse foreninger får flere ressourcer at gøre godt med, så de opgaver, der ligger ud over, hvad man almindeligvis forventer, at frivillige kan og vil, bliver løftet på anden vis. Erfaringerne viser også, at man skal lave projekter i foreningerne og ikke ved siden af foreningerne, for så udkonkurrerer de foreningerne, som lukker, og når der så ikke er flere projektpenge, stopper projektmedarbejderne, og så er der slet ingenting tilbage. Men nøglen til en vellykket integration er ikke kun ghettopolitik, og det handler ikke kun om folk fra Mellemøsten. Det er et anliggende i hele Danmark. Uanset hvor mange der måtte ønske det, så kan vi ikke rulle udviklingen tilbage til Matadors billede af Danmark. Integration kræver vilje og muligheder. Man skal ville integreres i det danske samfund, og man skal kunne se nogle muligheder for det. Og det omgivende samfund skal ville integrere og give muligheder for det.
