»Du vil da ikke være sådan en skide teknokrat!«, udbrød han harmdirrende. Det var sommeren 1992, og jeg havde netop meddelt min højtelskede dansklærer, Olaf, at jeg agtede at søge ind på lægestudiet. Årsagen? Noget med at bruge mit liv på noget meningsfyldt, hjælpe syge mennesker. Og oven i købet opnå almen anerkendelse og respekt, for slet ikke at tale om den fyrstelige gage hvervet indebærer. Jeg har nu været læge i 10 år. Jeg har arbejdet på provinssygehuse, i almen praksis, i Sverige, i Grønland, på højt specialiserede storkøbenhavnske universitetsafdelinger, jeg har været medicinsk direktør i et privat forskningsfirma og er aktuelt i gang med at blive speciallæge inden for infektionssygdomme. Lad mig starte med at slå fast: Jeg er glad for mit job. Jeg elsker patienter, beundrer og respekterer mine fantastiske kolleger og er vild med sygeplejersker, sekretærer og sosu-assistenter. Også portørerne, rengøringspersonalet og teknisk afdeling har en stor plads i mit hjerte. Det er meningsfyldt at være læge; der er fortsat stor respekt, og lønnen er, om ikke fyrstelig, så dog i den bedre ende for en offentligt ansat Det er systemet, jeg ikke bryder mig om. Jeg har set lidt af hvert i de 10 år. Jeg har set, hvad der er sket med systemet i den periode. Nu er det på tide at sige fra. Jeg kan ikke længere stå inde for det system, der er blevet skabt.
Lad mig kort skitsere udviklingen ved hjælp af de seneste centrale nøgletal fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Siden 2001 er der sket en voldsom stigning i aktiviteten på de offentlige sygehuse. Eksempelvis var der 40 procent flere operationer og 34 procent flere ambulante besøg i 2009 i forhold til 2001. I samme periode er der ansat 12,5 procent (fra 63.937 til 71.900) flere sundhedsfaglige personer (læger, sygeplejersker og andet sundhedsfagligt personale). Samtidig er stigningen i ikkesundhedsfagligt personale på 15,5 procent (fra 26.275 til 30.348). Udviklingen er de sidste par år ved at løbe helt af sporet: I 2007-2009 er det administrative personale vokset med 16 procent i snit og næsten 20 procent i enkelte regioner. Til sammenligning er det kliniske personale kun vokset med 7 procent i samme periode. Ud over at vi altså laver næsten 40 procent mere, end vi gjorde for 10 år siden, er der i samme periode indført et væld af bureaukratiske procedurer og systemer. En stadig større del af vores tid går med dokumentation, afkrydsning af tjeklister, kompetenceskemaer, uddannelsesplaner, obligatoriske kurser, DRG takster, it-problemer og indberetninger af alt fra utilsigtede hændelser, lægemiddelbivirkninger og blanketter til forskellige registre og forskningsdatabaser. Derudover skal vi jævnlig bruge tid på såkaldte audits, inspektorbesøg og patienttilfredshedsundersøgelser, der alle er en del af den evigt omsiggribende kvalitetskontrol. Senest har jeg skullet tage et elektronisk kursus i håndhygiejne bestående af 36 (!) obligatoriske spørgsmål. Kursets sidste spørgsmål afkræver én et løfte om, at man vil korrekse sine kolleger, hvis man skulle observere mangelfuld hygiejne. Man kan kun få sit akkrediteringscertifikat, hvis man svarer rigtigt på alle spørgsmål og naturligvis artigt ja til det sidste. Jeg forstår godt den gode intention, men ærligt talt: 36 detailspørgsmål om korrekt håndvask? Hvordan har vi dog fået tid til at operere 40 procent flere patienter? Svaret er indlysende enkelt: Vi har taget den fra patienterne. Vi bruger langt mindre tid sammen med den enkelte patient i dag end for 10 år siden. Det er selve kerneydelsen, vi har udhulet. Som tidligere medicinsk direktør i et privat forskningsfirma, der udførte lægemiddelforsøg for store danske og udenlandske biotek- og farmaselskaber, har jeg stor erfaring med et system, der er så gennemsyret af kontrol og kvalitetssikring, at det langt overgår det offentlige systems bestræbelser i den retning. Der er dog afgørende forskelle mellem det offentlige og det private. Raske personer, der melder sig til medicinske forsøg, har, ligesom patienter, krav på den størst mulige sikkerhed og kvalitet. Når der er tale om medicinske forsøg, er der skærpede krav til sikkerhed, kvalitet og kontrol. Myndigheder såvel som firmaer forlanger maksimal sikkerhed for forsøgspersoner samt præcision og rigoristisk kontrol af de data, der indsamles. Dette kræver mange veluddannede laboranter, sygeplejersker og læger, men også en stor og veludbygget kvalitetssikringsorganisation. At firmaerne er villige til at betale for en nærmest hysterisk kontrol og kvalitetssikring, skyldes naturligvis, at omkostninger og potentielle gevinster ved udvikling af ny medicin er enorme, og ikke mindst, at det amerikanske retssystem giver mulighed for massesøgsmål med potentielt astronomiske erstatningskrav mod medicinalfirmaer til følge.
