Det er en gammel nyhed, at folk fra Trykkefrihedsselskabet og Dansk Folkeparti står i kø for at overbyde hinanden i groteske generaliseringer om muslimer og islam. Det er også velkendt, at blandt de mest nidkære kritikere finder man desuden nogle af de mest nidkære kristne i Danmark. Det er næppe tilfældigt. Spørgsmålet er imidlertid, om de kristelige korsfarere burde være dem, der kastede de første sten, for nu at tale bibelsk. Specielt i betragtning af, for igen at tale bibelsk, at det er et hæderkronet princip at fjerne bjælken i eget øje, før man kaster sig over splinten i andres øjne. Når man ser på kirken, dens fundament og historie, er der faktisk gode grunde til at øve selvkritik, ja, måske endog foretage et vidtrækkende selvopgør. Et bemærkelsesværdigt tilløb til et sådant fandt sted sidste år. Med et forslag om at tage afsked med Abrahams ofring af sin egen søn Isak som en del af kristendommens kanon åbnede prodekan, dr.theol. Troels Nørager fra Det Teologiske Fakultet i Århus op for en væsentlig diskussion såvel som en rødglødende debat.
Ikke blot i Kristeligt Dagblad, men også i andre medier. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at han havde åbnet for Pandoras æske, og det har han måske også. Hvor mange imidlertid syntes at mene, at den teologiske doktor gik (alt) for vidt, er spørgsmålet nok snarere, om han gik vidt nok. Sagen er nemlig, at Bibelen rummer adskillige elementer, der ikke blot står i modsætning til moderne demokrati, menneskerettigheder og etik, men også fundamental medmenneskelighed. Ikke desto mindre vil de færreste teologer tilsyneladende give afkald på så meget som et enkelt kapitel af Bøgernes Bog. Lad os tage nogle eksempler. I Anden Mosebog kap. 32 iværksætter Moses på vegne af Herren nedslagtningen af 3.000 israelitiske landsmænd, fordi de har dyrket deres Gud i skikkelse af en guldkalv.
