21. maj fremsatte Kommunernes Landsforening et udspil til ’Nysyn på folkeskolen’, der vakte berettiget opsigt ved at bryde med den traditionelle skemastruktur og for de ældste klasser foreslå en individuelt sammensat kombination af klasseundervisning, kursusundervisning, forelæsninger, gruppearbejde, projekter mv. samt en ugentlig evalueringssamtale med klasselæreren. Forslaget blev slået stort op på Politikens forside og dagen efter fulgt til dørs med en opbakkende leder. Der var også stærke udtryk for begejstring fra andre sider. »Vi vil sætte fokus på den enkelte elev ... så alle elever udnytter deres evner bedst muligt«, sagde KL’s formand, Jan Trøjborg. »Jeg er meget begejstret for den tankegang, der ligger bag«, sagde undervisningsminister Tina Nedergaard. Og fra Troels Boldt Rømer, formand for Danske Skoleelever, var kommentaren, at »Forslaget lyder hamrende godt«. Interessen for forslaget er helt rimelig, fordi det virkelig bryder med nogle af skolens mest fasttømrede og utidssvarende traditioner. Om der er tale om nytænkning, kan man nok sætte spørgsmålstegn ved. Strukturen er i princippet den samme, som var indeholdt i det første forslag til ’Det frie gymnasium’, som jeg var med til at fremsætte i 1969. Men i dag er tiden en anden, og det er langt mere tvivlsomt, om det er en øget individualisering, der er brug for i skolen. I moderne sociologi er netop individualisering nøgleordet til at forstå, hvad der kaldes det ’senmoderne’ samfund. Det kan man finde diskuteret grundigt hos en række af tidens førende sociologer som f.eks. Anthony Giddens, Zygmunt Bauman, Richard Sennett og ikke mindst tyskerne Ulrich Beck og Elisabeth Beck-Gernsheim.

Herhjemme er individualiseringen bl.a. blevet endevendt i relation til skolen og de unge af den nuværende leder af Center for Ungdomsforskning, Noemi Katznelson, i en ph.d.-afhandling fra 2004 med titlen ’Udsatte unge, aktivering og uddannelse – dømt til individualisering’, og i 2009 har hun og jeg og tre andre ungdomsforskere sat individualiseringen i centrum for en bredt dækkende og tidssvarende forståelse af de unges situation i bogen ’Ungdomsliv – mellem individualisering og standardisering’, der giver følgende introduktion til emnet (s. 39):