Mobning er et meget alvorligt problem, som har menneskelige konsekvenser for både offeret og mobberen. Nogle forskere tillægger familiebaggrund og personlighed stor betydning i det at blive mobber eller offer. Andre forskere derimod ser mobningen ud fra selve situationen og ud fra magtforholdet imellem parterne, og mobning opstår, hvor der er en ujævn magtbalance. Går man dybere ind i disse teorier, vil de sandsynligvis supplere hinanden. Man kan sandsynligvis ikke bare se mobningen fra den ene eller den anden vinkel. De få undersøgelser, der er lavet om mobningens konsekvenser, viser, at ofrene har en øget tendens til depression, og at kontakten til andre mennesker bliver et problem, da den sociale kompetence er ødelagt. Det betyder, at man får svært ved at begå sig i samfundet, for det at kunne samarbejde med andre er jo også en vigtig del af arbejdslivet. Samtidig er relationerne mellem mennesker ikke længere bestemt af slægtsbånd eller lokalsamfundet, men hvert menneske må selv etablere et forhold til andre mennesker. I vort hurtige samfund har indadvendte mennesker det også svært. Vi har svært ved at udtrykke os i både større og mindre grupper. Samfundet forlanger, at vi er initiativrige, udadvendte, hurtige, overfladiske, og at vi kan multitaske. Er vi derimod eftertænksomme, fordybende og stille, hvor vi først siger noget, når vi virkelig har noget på hjerte, bliver man hurtigt mistænkeliggjort og misforstået. Allerede i skolen ser man, at det er vigtigt at kunne tale med alle, i det mindste om ingenting. Jeg har ikke set undersøgelser på det; men jeg tror, at mange mobbeofre er stille og indadvendte børn. Nogle bliver fuldstændig overset, og andre bliver mobbet. Undersøgelser og forskning skal hjælpe til med at løse de problemer, der er forårsaget af mobning i skolen. Lige så vigtigt er det at forhindre, at mobning overhovedet opstår. Følgende lille case fortæller lidt om mobning set fra offerets synspunkt og om de efterfølgende konsekvenser. Året er 1969, og jeg gik i 5. klasse, da jeg startede på den nye landsbyskole. En sensommerdag i august stod jeg lidt afsides og kiggede på de andre børn. Fem-seks jævnaldrende drenge gik over imod mig. De gik rundt om mig, skubbede, og i løbet af kort tid haglede slagene ned over mig, og slimede spytklatter dekorerede mit hår og tøj. Til sidst hoppede de rundt om mig som i en indianerdans og råbte grinende: Nu vander han høns, nu vander han høns. Det blev en daglig rutine at føre mig ned bagest i skolegården, hvor siddepladserne under halvtaget blev brugt som pinebænk. I det lange frikvarter blev jeg ofte ført om på sportspladsen, hvor der var tid til en ordentlig gang prygl, og hvor det var helt legalt at tage kvælertag. Ud over at være et yndet spyttemål blev jeg enkelte gange smidt i pisserenden, eller bødlerne pressede mit hoved ned i toilettet og skyllede ud. Ondskaben var en del af den idylliske landsbyskole, der var omgivet af marker og skov. De elever, som tog føringen, havde en lang række medløbere. Disse var aldrig onde eller aggressive, når de var alene. Men når de var sammen i flok, udførte de handlinger, som de ellers ikke ville have foretaget. De afskrev deres egen identitet og hylede fuldstændig som de ulve, de var blandt, og efterlignede anføreren i gruppen. Medløberne fik på den måde de andres accept og bifald. Ingen følte noget ansvar for deres handlinger, fordi de var mange om det, og den enkelte følte ingen skyld bagefter. Den daglige skolegang tappede al min energi, og jeg mistede efterhånden evnen til indlæring. Senere lejede jeg et værelse og tjente til livets ophold som skovarbejder. Når jeg var på arbejde, var jeg alene i naturen og oplevede en slags fred, og jeg nød at være skovarbejder. I den nye by formåede jeg bare ikke at skabe kontakter til andre mennesker og fik derfor hverken venner eller kærester der. Skulle en gæst alligevel en sjælden gang finde på at besøge mig på mit værelse, blev jeg forlegen og forvirret. Samtalen kom aldrig i gang, heller ikke hvis den besøgende havde let til spøg og levende samtale, alt blev uhjælpeligt ødelagt, når jeg fik besøg. Gæsten fandt en undskyldning for at slippe væk og satte aldrig sine fødder hos mig igen. Den daglige dosis smerte var efterhånden så uudholdelig, at jeg måtte gøre noget ved min frygt for andre mennesker. Det lykkedes mig at blive optaget på byens hf-kursus. Nu så jeg mennesker hver dag, men ensomheden var taget med mig, og tilværelsen var såmænd ikke så meget anderledes end tidligere. I frikvartererne satte jeg mig alene, tit ved et lidt afsides bord. Hvis jeg sad sammen med de andre, sagde jeg sjældent noget. Nogle lærere og elever lagde mærke til mig, for jeg løste alle mine opgaver med nidkærhed og akkuratesse. I starten troede de, jeg var lidt dum. Senere sagde de: Han er jo en klog og stille fyr. De grinede lidt og trak på skuldrene. Jeg flyttede til hovedstaden for at læse videre. Arbejdede næsten altid for mig selv, da mindreværdet var taget med mig. I den nye by boede jeg på et gammelt og hyggeligt kollegium. Der var mange fester og lystige middage på gangene eller i den flotte festsal. Ved sådanne lejligheder ramte ensomheden mig altid som en syl, og den blev siddende som en smertende torn i hjertet. På kollegiet blottede man ikke sin smerte og afmagt. Jeg forsøgte derfor at skjule ensomheden, for der klæbede noget taberagtigt ved den. Efter endt uddannelse gik jeg arbejdsløs i nogle år, og i den forbindelse meldte jeg mig på et tidspunkt til en længerevarende efteruddannelse, hvor der blev lagt meget vægt på projektarbejde og EU. Kurset var absolut ikke noget at råbe hurra for; men i løbet af kurset blev vi alle testet af en autoriseret psykolog for at finde ud af, hvordan vi kunne indgå i samarbejde med andre mennesker. Da jeg var færdig, kunne jeg læse, at jeg var dybt introvert, altså meget indadvendt. Samtidig var jeg rigtig god til fordybelse og eftertænksomhed. Psykologen rådede mig så til, at jeg fik et arbejde, hvor jeg kunne fordybe mig i enkelte områder, hvis jeg skulle arbejde som akademiker. Han sagde også, at i vor verden er det et problem at være indadvendt, hvor det i andre verdener har været eller er en dyd. Jeg skulle arbejde med ’problemet’, men ikke gøre vold på mig selv, for vi er alle forskellige. Psykologen var meget opmærksom på, at indadvendte ikke lever op til kulturens krav om udadvendthed. Mange indadvendte personer udmatter sig selv, da de ikke anerkender deres egen natur. Samtidig misforstås de ofte som værende generte, asociale eller endda dumme. Stort set alle arbejdspladser diskriminerer da også indadvendte mennesker, for i alle jobannoncer står der jo, at man skal være udadvendt og omstillingsparat, og selviscenesættelsen stiger år for år. Jeg fulgte hans råd og fik arbejde i Københavns Amt inden for miljøområdet, hvor jeg kunne fordybe mig og skrive rapporter om forskellige områder, herefter blev jeg privatansat og har indtil nu arbejdet med miljø i mere end ti år. Man ved nu, at indadvendthed er neurologisk forankret, da indadvendte er meget følsomme over for neurotransmitteren dopamin, hvilket betyder, at hjernen meget hurtigere bliver overstimuleret hos indadvendte end hos udadvendte; derfor undgår indadvendte mange udadvendte aktiviteter. Vi skal blot nogle få årtier tilbage for at finde et samfund, hvor indadvendte i højere grad kunne opbygge et liv, som passede ind i samfundet. I dag skal man i højere grad tilpasse samfundet til en selv, hvilket kræver initiativ, udadvendthed og aktivitet, hvilket ofte udmatter det indadvendte menneske. Det er nu mange år siden, jeg forlod folkeskolen. Mange års følelse af, at livets mulighed gik tabt, sætter sine spor. Jeg foretrak at forblive følelsesmæssigt uigennemtrængelig med et tomt blik i et trøstesløst selskab. Jeg forventede altid at blive afvist, og ensomheden var som en stille omklamring, som ingen menneskelig samtale kunne overvinde. Når jeg var i selskaber eller bare gik på gaden, var jeg på vagt over for alle andre mennesker. Jeg var her for mig selv. Ingen andre var her for mig. Jeg ventede på min tid, og dagene blot fløj forbi. Efterhånden blev jeg dog bedre til at udtrykke mig selv. Jeg føler nu, at jeg som menneske har fået en værdi i mig selv. De mørke og truende farver hang over mig i mere end et par årtier. Langsomt blev de dog fortrængt af flere og flere lyse og livsglade farver. En dag mødte jeg kvinden, som siden fødte vores søn. For altid forandret, for evigt forundret. Jeg lever, tak, jeg lever. Denne fortælling og den tilgængelige forskning viser, at mobning er et samspil mellem forskellige faktorer. Personlige faktorer såsom usikkerhed, indadvendthed og passivitet i modsætning til fysisk som psykisk styrke har indflydelse på mobningssituationen. Sociale faktorer som familiebaggrund og det sociale miljø i klassen har stor betydning for, om mobningen finder sted. Vores samfund satser efterhånden så meget på individualisme, at både børn og teenagere går til coach, og nogle snakker om at introducere coaching som skolefag med det for øje, at vi alle skal passe ind i det strømlinjede samfund, hvor der ikke er plads til skæve og indadvendte eksistenser. Derfor kan jeg kun se, at coaching af børn yderligere vil medvirke til, at mobningen øges. Børn og unge bombarderes som aldrig før, og i den forbindelse mener fortalere for coaching, at det vil være en god ide at få det på skoleskemaet, fordi coaching kan have en positiv effekt på indlæringen. Ja, managementteorier overføres til familielivet og skolen. Det er ikke længere kun pædagoger og psykologer, der udtaler sig om opdragelse. Det gør erhvervsfolk og sportstrænere også. Det er et mål at blive bedre til det, man er god til, og det er vigtigt at styrke sine svage sider; men vi skal ikke glemme, at vi alle er forskellige. Nogle er meget udadvendte, andre er meget indadvendte, og en stor del ligger forskellige steder derimellem. Helt ned i barnealderen snakker man om at bruge coach for at kunne leve op til kravene om stadig og vedvarende optimering af personlige kompetencer. På arbejdspladsen er coaching en måde at kommunikere på; men under den populære fernis er magtrelationen den samme som altid. Medarbejderne ensrettes og styres til at passe ind i de rammer, som virksomheden har udstukket. Det er de samme disciplineringseffekter, som nu er på spil i børneopdragelsen og i den selvevaluerende skolekultur, som for tiden vokser frem. Forældre og lærere (oftere og oftere via en coach) forsøger at installere en autonomi i barnet på en måde, hvor barnet eller det unge menneske selv tager pisken og pisker sig selv. Nyere psykologiske undersøgelser viser nu, at denne psykologiske kontrol blot fører til flere psykiske problemer blandt børn, end handlingskontrol gør det. Coaching blandt børn fører heller ikke til mere autonomi. Bliver coaching en del af hverdagen for børn, vil man opleve, at flere og flere børn og unge gør vold mod sig selv for at kunne leve op til samfundets krav. Nogle børn og unge vil blive usikre og miste deres selvværd, og mobningen får bedre kår. Konsekvenserne af mobning i skolegården rækker langt ind i voksenlivet. I flæng kan nævnes et lavt selvværd, en følelse af at være helt anderledes på en negativ måde, et ønske om gruppetilhørsforhold, ensomhed, årvågenhed over for andres adfærd, et ønske om at være vellidt og en manglende social kompetence. Mobbeofre udvikler ofte en sårbar personlighed. Mobberne derimod har en øget risiko for at komme ind i en kriminel bane. De vedvarende konsekvenser for mobning gør det klart, hvor vigtigt forebyggelse mod mobningen er, og at en hurtig indgriben i situationen er nødvendig. Lærernes og forældrenes holdning, rutiner og adfærd har en afgørende rolle for at reducere mobning og styre adfærden i acceptable sociale baner. I skolen skal man arbejde på at udvikle børnenes sociale kompetencer, deres dannelse og give dem redskaber til konfliktløsning. På det personlige plan er det vigtigt, at hjemmet og skolen i samarbejde styrker selvværdet og handlekompetence hos de børn, som er indadvendte, usikre, generte, og som er mere eller mindre selvudslettende. Folkeskolen er skolen for livet, og livet skal ikke ødelægges her. Skolen skal være livets skole i positiv forstand. Skolerne har pædagoger, lærere og tilknyttede psykologer; men jeg har svært ved at se, hvad en coach skal der.