Planloven lever i disse år en omtumlet tilværelse med hyppige skarpe politiske udsagn om, at loven hæmmer udvikling og vækst. Loven får også skyld for meget, der intet har med loven at gøre. Folketinget følger op med kortsigtede lovændringer i lind strøm – senest i december med den landsskadelige åbning for mere bebyggelse langs kysterne. Der nedsættes udvalg, afholdes konferencer og lignende, og der er livlig debat i fagkredse. Det er brydningstid.
Selvfølgelig gælder det med planloven som med al anden lovgivning, at reglerne ikke må være i disharmoni med samfundsudviklingen. Planlovgivningen kan utvivlsomt blive bedre, men man må håbe, at politikerne besinder sig. Der er nemlig først og fremmest behov for et bredt og grundigt kommissionsarbejde. Flere af de 40 år gamle styringsprincipperne i planloven fremstår i dag unødigt rigoristiske, men den grundlæggende planlægningsfilosofi må ikke svækkes.
