»Der er jo noget særligt ved sandheden«, sagde vi til hinanden tilbage i halvfjerdserne.
Det vi mente var, at vi ku elske meget mere, hvis vi bare ku få lov. At vi gemmer en ømhed, som en blomst, der vokser under sne. At vi fik lov til at bruge alt for lidt af det, vi sammen kunne. Og ikke mindst: At andre går og høster frugten af vores lange dage.
