En udbredt opfattelse er, at politikerne er blevet idéløse. Og det er sandt, at der er en påfaldende mangel på systematisk tænkning: Hvornår har en kronik eller en debatbog skrevet af en politiker sidst sat dagsordenen?
Mange mennesker har desuden en oplevelse af, at der i ’gamle dage’ var en anden ægthed i politik, og for mange er det fristende at beskrive de sidste tyve år som én lang djøficering, hvor regnearkene har taget utopiernes plads. Er det sandt? Over for den kritik står et lakonisk svar: At demokratiet aldrig har været så livligt, fordomsfrit og inkluderende, som romantikerne påstår.




























