Vandvejen. Små færger sikrer forbindelse mellem fastlandet og småøer over hele landet. Her ses færgen imellem Havnsø og Nekselø.
Foto: Torben Åndahl

Vandvejen. Små færger sikrer forbindelse mellem fastlandet og småøer over hele landet. Her ses færgen imellem Havnsø og Nekselø.

Kroniken

Dette er en Kronik. Kroniken er udtryk for skribentens holdning. Du kan indsende Kronik-forslag her.


Danmark, et ørige uden øer?

Den fremvoksende øforskning stiller nye spørgsmål til vores selvforståelse og mulige rolle i globaliseringen.

Kroniken
FOR ABONNENTER

Hvad skal vi dog stille op med de danske småøer? Svaret på dette ret ejendommelige spørgsmål kan vise sig på én gang at være enkelt såvel som åbne op for noget temmelig komplekst.

Den nuværende globaliseringsproces viser tydelige tegn på, at det grundlæggende forhold mellem samfundsmæssige centre og periferier utvivlsomt vil forskyde sig i fremtiden, så omkring to tredjedele af Jordens landarealer langsomt vil tabe terræn til de voksende metropoler og vil miste status og betydning i de overordnede samfundsmæssige og kulturelle valg.

Dette forhold sætter et afgørende fokus på, hvilke værdier der sandsynligvis vil forsvinde i denne transformation: Vil de eksorbitante og selvtilstrækkelige storbyer kunne tilgodese økologi og bæredygtighed midt i deres overflod, desorientering og selvforførelser?

Ja, til dels, men næppe uden eksistensen af og påvirkningen fra basalt andre livsformers bud på andre veje ud af de fundamentale ubalancer, som den globale produktion og forbrug geråder i.

For godt 20 år siden begyndte man at arbejde videnskabeligt med øer og øsamfund gennem en ny tværfaglig tilgang på øernes egne betingelser, som snart skulle få navnet nesologi (nesos = ø, på græsk). Det indebar en forskydning til forestillingen om en verden af øer i stedet for det gængse udtryk verdens øer. Denne tilsyneladende lille forskel er af stor betydning: Det nye udtryk henter sin tyngde på øerne selv, mens det konventionelle syn ser øer som pletter ude på havet langt herfra.

I et nesologisk perspektiv arbejder man direkte på at løsrive synet på øer, som de i reglen opfattes fra fastlandet: små, utilgængelige og afsides territorier, og det vil også sige: mindreværdige og sårbare. Og ofte så anderledes, at de kan fremstå som eksotiske og uregerlige.

Heroverfor gælder det om at omvurdere øer og øsamfund, så de kan danne deres egen betydning og erkendes i et ligeværdigt samspil med fastlandet.

Hvorfor stoppe her? En gennemført nesologisk tænkning kan for så vidt opdage øfænomener alle vegne, hvor et område kan vise sig at danne en kraftigt virkende kontrast til sine omgivelser.

Der findes et væld af øer inde på land: sproglige øer (dialekter), kulturelle øer (livsformer) og økonomiske øer (ghettoer) m.m. For nesologien er det afgørende at undersøge rum og grænser og analysere de forskellige former for betydning, som øskabet danner i en bestemt sammenhæng.

Øer som særlige steder fremtræder først og fremmest som et tredje rum mellem hav og fastland. De har op gennem historien været genstand for den menneskelige interesse på mindst fem områder: som 1) laboratorier for mangfoldige biologiske livsformer, 2) hjemsteder for sociale ideer og nyskabelser, 3) koncentrerede rammer for en kulturs udbredelse, 4) steder for fordybelse eller selvransagelse og 5) overskuelige verdener, som tilfredsstiller ønsket om at være et hjem.

På et dybere menneskeligt plan synes nutidens øsamfund at kunne fungere som steder, der tilskynder til en form for moderne dannelse, i og med deres eksistens som en klar og tydelig fysisk rammes helhed midt i en umådelig større helhed (øen-i-havet). Og parallelt hermed som mulige erkendelser af sig selv som socialt væsen i et afgrænset og endeligt socialt rum.

Det bliver derfor allerede her essentielt at forstå øer som områder for en personlig og fælles identitetsdannelse med en særlig synlighed eller gennemskuelighed. Netop fordi det kulturelle liv på øerne foregår og forankres nu og her, til forskel fra en uoverskuelig storby og dens massive flygtighed og mobilitet.

Øsamfund tilskynder til anderledes rum, hvor værdier som langsomhed, overskuelighed og stilhed kan skabe anderledes betingelser for menneskelig sundhed og velfærd.

Øsamfund tilskynder til anderledes rum, hvor værdier som langsomhed, overskuelighed og stilhed kan skabe anderledes betingelser for menneskelig sundhed og velfærd

Hvad betyder øforskningen for et Danmark, som har glemt sine muligheder som ørige? I årene efter Napoleonskrigene påbegyndte man nølende dannelsen af det moderne Danmark. Senere i 1800-tallet fik Danmark status af såkaldt småstat og udkrystalliserede efterhånden også en form for tavs selvforståelse af et land, hvor splittelsen mellem land og hav gradvis har forårsaget et tab af havet som betydningsfuldt kulturelt rum.

I takt med at det økonomiske system blev afhængigt af en accelererende hastighed over land, forfaldt øerne gradvis som alment selvforsynende samfund til lokaliteter, som reelt må sejle deres egen sø, hvilket bekræfter fastlandets bemeldte forestilling om verdens øer ved at placere synsvinklen inde fra kysten.

Det har betydet en tiltagende marginalisering op gennem det 20. århundrede, og det har især betydet en nærmest umærkelig mental og sproglig opfattelse af et Danmark, som kun kan hænge sammen vha. broforbindelser og en centrum-periferi-tankegang, som opretholder et ganske særligt forhold til grænser; udadtil og især indadtil.

Overordnet omgærdes vi af havets diskrete grænser og deres bevægelige måder at være til på. Men også af den langt kortere (ca. 70 km) og tillige langt mere spændingsladede landegrænse mod syd, som paradoksalt nok midt i sin fasthed har været temmelig bevægelig op gennem den nyere historie.

Vores kulturelle grænser indadtil lever fortsat deres eget bemærkelsesværdige liv. På vores temmelig overskuelige territorium virker det til stadighed gåde- og modsætningsfuldt, hvordan afstande fungerer; hvordan en færd ud af store byer hurtigt kan bringe én til landsbyer, som kan ligge nærmest øde hen og på randen af kulturel død.

En styrkelse af forestillingen om en verden af øer kunne modsat sikre en optik, for hvilken ingen ø, intet areal principielt er for småt, så længe det har (haft) eller kan danne betydning fremover. Ud over de muligheder, der ligger i at genopdage havets kulturelle betydning, handler det om havets og øernes fælles værdi i form af sansen for det flydende, det tætte og det omskiftelige på en almen og dog særegen, horisontal måde.

I den nuværende situation burde en af de traditionelle højskolesange derfor omdøbes til ’Venner, ser på Danmarks broer’, da det ligger implicit i hverdagsnationens højhastighedsnorm, at en ø ikke rigtig er en del af det store fællesskab uden velsignelsen i en brofast forbindelse.

Måske en af sagens kerner befinder sig heromkring: Såfremt vi ikke tager øriget på os som en mulig rigdom, har vi pålagt os selv en grundlæggende ambivalens mellem det at ville bevare samtlige øer som uforpligtende fritidsterritorier, samtidig med at de skal kunne nås via en bro uden at skulle sænke farten.

I den forstand hedder vores største ø Bornholm, som sammen med de fire andre større øer (Læsø, Samsø, Ærø og Fanø) på hver sin måde viser vej frem mod en ny selvforståelse i fordelene ved deres afgrænsede territorium.

I en nesologisk optik vil øer som Sjælland, Fyn og Lolland-Falster derimod højst kunne karakteriseres som gennemfartssteder eller ligefrem endestationer. Deres relative øsomhed dræner øen for dens essentielle kulturelle fortætning.

I en nesologisk optik vil øer som Sjælland, Fyn og Lolland-Falster derimod højst kunne karakteriseres som gennemfartssteder eller ligefrem endestationer

Foreløbig må øriget betegnes som svækket i sine værdipolitiske satsninger, der ikke for alvor satser på velfungerende, selvbevidste og dannede øsamfund med bæredygtighed året rundt. Og her dukker endnu større spørgsmål og temaer op på den mentalt-politiske dagsorden: Hvilket Danmark ønsker vi egentlig? Hvor langt rækker den nationale sans for et differentieret syn på områder og deres muligheder? Evner den at sætte sig ud over en nærmest økonomistisk dagsorden, som i sine autistiske træk oftest ikke formår at inddrage andre værdier end kortsigtede nytteværdier?

Man kunne ty til økologernes helhedsforståelser, hvor det er en væsentlig værdinorm at kunne forbinde det største med det mindste.

Lad os således et øjeblik rykke til et af klodens andre betydningsfulde øriger for at blive inspireret: På japansk har man det rammende begreb shima, som ikke alene betyder noget, som er omringet af vand, men tillige betegner et fortættet kulturelt område. I denne orientalske samtænkning af natur og kultur får vi skænket en forståelse af, hvordan øsamfund af alle størrelser fremstår som en helhed over for omverdenen. Og at de kan udgøre en oplagt og naturlig del af den nationale helhed.

Man har i forlængelse af dette nesologiske perspektiv endda spurgt, om vi ikke skal begynde at bruge ordet ø som et verbum? Som et navneord virker det sårbart og udsat for ydre, vældige kræfter. Hvis vi derimod vender øens energier udad, kan vi lykkes med at øe verden ( to island the world). Kontinenterne findes ikke , men der er en verden af øer at se frem til.

I modsætning til denne vision om det mindstes værdi er det værd at nævne en vision om det størstes, som kunne have påført Danmark et veritabelt øtab i sine landvindingsscenarier: Professor i geografi J. Humlum udviklede i 1966 nogle overvejelser om at forøge Danmarks areal med 25 procent, ud fra den betragtning at jord efterhånden ville blive en mangelvare. Forbilledet fandt han i Holland, som havde indvundet store landområder for at skaffe plads til en hastigt voksende befolknings behov.

Planerne gik ud på at inddæmme Vadehavet, Det Sydfynske Øhav, Smålandshavet, væsentlige dele af Limfjorden, Isefjorden og Roskilde Fjord m.m. Alt sammen for at skabe plads.

Men Humlum undlod at tage højde for de nok så alvorlige kulturelle konsekvenser: Øer blev i dette perspektiv undtagelser fra en fastlandsregel om, at landfaste øer nu engang er de bedste. Humlums dystopiske idé om Danmark vidner om datidens vækstiver, som i dette tilfælde afstedkom en drastisk vigende sans for kyst- og havkultur.

En virkeliggørelse af øriget baserer sig selvsagt på interesse for komplekse forbundetheder af en karakter, som tænker længere end faste forbindelser, og som tager afsæt i, hvordan øerne kan blive levedygtige på egne betingelser ud fra ovennævnte omvurdering af fastlandets stigmatiserende vækstnormer; at øer for det første kan være små, er altid et spørgsmål om skala. Deres lidenhed rummer nemlig nogle væsentlige muligheder i at forstå sig selv som overskuelige.

At øer for det andet kan være utilgængelige, er igen set i forhold til fastlandets drømme om uhindret adgang. Deres fraværende tilgængelighed kan fungere som en måde at beskytte sig selv på imod at blive opslugt udefra. Og at øer kan være afsidesbeliggende, ja ligefrem isolerede, rummer en form for insisterende tilstedeværelse på kloden uafhængigt af afstandene til kontinenternes historisk betingede normalitet.

Der findes andre måder at opfatte den nationale helhed på end at tænke i og tale om udkanter og lignende sproglige vildfarelser, der mest af alt vidner om begrænsningerne i den talendes udsyn

Arbejdet med at formulere, hvordan danske småøer skal gøre Danmark mere vitalt med sine øvindinger, må tage udgangspunkt i, hvordan man politisk og kulturelt kan inddrage øer af alle størrelser i fornyede vækststrategier, som bl.a. tænker i overskuelige, beskyttede og insisterende steder.

Her spiller det desuden en betydelig rolle, at øtilværelsen også byder på en basal økologisk indsigt i begrænsede ressourcer og komplekse systemers værdi. Og i samme åndedræt skitserer, hvordan vi kan bidrage til konstruktive kulturelle processer i globaliseringen med vores kulturelle tradition og nytænkning ud fra det tætte, nært forbundne og omskiftelige, som vores geografi og historie er så fuld af.

Vores traditionsrige hovedstad, København, har geografisk ikke befundet sig i rigets midte siden engang i 1200-tallet. Hvad er det da i vores overordnede geografisk-økonomiske organisering, som fortsat betragter hovedstaden som en magtfuldkommen instans?

Der findes andre måder at opfatte den nationale helhed på end at tænke i og tale om udkanter og lignende sproglige vildfarelser, der mest af alt vidner om begrænsningerne i den talendes udsyn. Her fristes man ligefrem til at spørge, om København reelt er Danmarks største ø, der kan have endda meget svært ved at overkomme andet end sig selv?

Et Danmark, som i langt højere grad tager sit ørige på sig, kunne spille en frugtbar rolle i globaliseringen.

Ikke mindst hvis der er politisk vilje og især politisk fantasi til stede, som kan genopdage samtlige danske øer som mulige hjemsteder for menneskelig vækst og samfundsmæssig udvikling.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce