For et halvt års tid siden, i midten af april, døde Günter Grass, forfatteren til romaner som ’Bliktrommen’, ’Hundeår’ og ’I krebsegang’, et af de suverænt største navne i det tyvende århundredes tyske litteratur og dertil en både særdeles aktiv og særdeles omstridt samfundsdebattør.
Hans død gav anledning til store overskrifter i såvel national som international presse, tyske radio- og tv-udsendelser blev afbrudt for at bringe nyheden, der var mindeord af kolleger, kritikere, læsere, klummeskrivere og andre meningsdannere, der var respektfulde udtalelser fra ledende tyske politikere, og dét fra såvel politiske meningsfæller som det modsatte.
NEKROLOG OM GÜNTER GRASS
Nekrolog: Storm og stilleDet gjaldt tidligere forbundskansler Gerhard Schröder, der er socialdemokrat ligesom Grass og var en af hans nære venner; men det gjaldt også den nuværende forbundskansler, Angela Merkel, som jo er CDU’er og dermed en indædt politisk modstander, hvis politik Grass gennem tiden ikke har forsømt nogen lejlighed til at ytre sig kritisk og yderst afstandtagende om; det gjaldt forbundspræsidenten, Joachim Gauck, og det gjaldt såvel borgmesteren og andre ledende politikere fra Grass’ hjemby, Lübeck, som ministerpræsidenten i Slesvig-Holsten.
Nogle uger efter begravelsen, der fandt sted i dybeste stilhed, blev der afholdt en stor mindehøjtidelighed i teatret i Lübeck, foranstaltet og arrangeret af bystyret, her var såvel forbundspræsidenten som vicekansleren og kulturministeren til stede, og blandt talerne var der også her adskillige repræsentanter for det officielle Tyskland.
En halv snes dage, før Grass, var Klaus Rifbjerg død. Rifbjerg var et af de suverænt største navne i det tyvende århundredes danske litteratur. Hans død trak også store overskrifter i de landsdækkende danske aviser, i hvert fald i dem, der udkom påskedag.
Der var mindeord af kolleger, kritikere, læsere, klummeskrivere og andre meningsdannere; der var mindeudsendelser i radio og tv, der var mindearrangementer, bl.a. på Gyldendal og Louisiana og i Politikens Hus. Der var absolut ingen mangel på dækning og deltagelse, men der var én påfaldende forskel på reaktionerne i Tyskland og i Danmark: Hyldesten til Rifbjerg kom langt overvejende fra litterære og publicistiske kredse.
Og mest påfaldende: Bortset fra et par tilkendegivelser på de sociale medier og et interview med kulturminister Marianne Jelved i Berlingske forelå der ingen udtalelser fra politikere, hverken fra ministre eller folketingsmedlemmer, hverken fra regering eller opposition, hverken fra nationale eller regionale politikere, der var kort sagt så godt som ingen markeringer fra det officielle Danmark.
»Rifbjerg holdt den kulturradikale fane højt - men han kunne godt have holdt den højere«Nu havde Grass jo i årtier været en god socialdemokrat og trofast tjent SPD. Han havde bl.a. ført valgkamp side om side med Willy Brandt, og han havde i det hele taget haft et nært forhold til partiet; men hyldesten til ham var som nævnt ikke begrænset til at komme fra hans politiske meningsfæller, også hans modstandere udtalte sig anerkendende og respektfuldt om ham og hans indsats for Tyskland.
Klaus Rifbjerg havde ikke på samme måde meldt sig under et bestemt partis faner og lovet det troskab og huldskab; men ingen kan sige andet, end at han gennem godt og vel et halvt århundrede havde været en distinkt og yderst markant stemme hertillands.
Det havde han selvfølgelig først og fremmest været i kraft af den monumentale litterære produktion, hvormed han har skrevet sig ind i første række i den danske litteraturs historie. Han har gjort sig gældende i stort set alle litterære genrer, og hans uforlignelige greb om det danske sprog fik det til at synge og spinde og knurre og blev lige til det sidste ved med at fejre triumfer; men også hans indspark i den politiske og samfundsmæssige debat havde bidraget til hans position.
Man kunne være enig eller uenig med Rifbjerg i hans synspunkter, jeg var langtfra den eneste, der oftest var det sidste; men ingen kunne være i tvivl om, at han skrev ud fra et ægte, dybfølt engagement i både sit land og hele den verden, han levede i, også på dette område gjorde hans sproglige mesterskab ham altid værd at læse.
Han opfattede sig selv som både forfatter og samfundsborger, han brugte sin platform som forfatter til også at tage del i samfundsdebatten, han gik ikke stille med dørene, han tirrede og provokerede, og han var indtil det uhyggelige præcis i sin lokalisering af svage sider og ømme tæer, han var indtil det gemene præcis i sin evne til at træde på dem, og han kunne være godt og vel indtil irritation selvbevidst, selvsikker og arrogant i sin argumentation.
Rifbjerg gik aldrig af vejen for et godt verbalt slagsmål, han stortrivedes, hver gang han var ude at krydse klinger, og jeg tror aldrig, han nogensinde har deltaget i en diskussion eller en fejde uden at være overbevist om, at han gik sejrrigt ud af den.
Døde kulturradikalismen med Rifbjerg?Kort sagt: Man kan mene meget om boniteten af Rifbjergs meninger og anskuelser, og det er der mange, der gør; men ingen kan komme uden om hans format, uden om hans betydning for dansk litteratur, uden om hans engagement i samfundsudviklingen, uden om hans position i den danske debat, som idol for somme, som rød klud for andre.
Alligevel forholdt det officielle Danmark sig tavst, da han døde. Fra det officielle Danmark kom der ingen tilkendegivelser, ingen tak, ingen anerkendelse.
»Hvoraf kommer det, at Danmark ikke agter sine digtere«, spurgte Tove Ditlevsen Thorkild Bjørnvig, da han en dag besøgte hende, mens hun endnu en gang var indlagt på Rigshospitalets psykiatriske afdeling.
Det udsagn har jeg egentlig altid syntes var lige i overkanten, lidt vel selvmedlidende. Men den manglende officielle reaktion på Rifbjergs død kunne tyde på, at der måske alligevel er noget om snakken, og hvis man ser Ditlevsens hjertesuk i en lidt videre sammenhæng, giver det i hvert fald mening.
Hvorfor er det sådan? Hvad er forklaringen på, at litteraturen tilsyneladende står så isoleret hertillands, især i forhold til den politiske verden?
Ser vi for eksempel tilbage på den netop overståede valgkamp, kan vi roligt sige, at den ikke på noget tidspunkt var tynget af diskussion om kunst og kultur. Kulturpolitikken var så godt som fraværende i den. Det kan vi beklage; men det er ikke så mærkeligt, og vi skal ikke komme for godt i gang; vi skal ikke føle os hellige: at det forholder sig sådan, at der altså ikke bliver diskuteret kulturpolitik i valgkampen, er der én og kun én god forklaring på: den, at der ikke er stemmer i den.
Det kan man kun ærgre sig over, og det kan man bl.a., fordi man ikke kan lade være med at tænke på, hvor meget viden og indsigt der går til spilde på den konto. For hvis politikerne – og for den sags skyld også det utal af spindoktorer og kommentatorer, der beskæftiger sig med politik og ernærer sig ved at udlægge den for os alle sammen – hvis alle de læste flere romaner og noveller og digte og dermed var mere fortrolige med, hvad der står i dem, ja, så ville de være klogere.
Det handler om kulturpolitikFor at være helt konkret: Havde de været mere inde i deres samtids danske litteratur, ja, så ville de have været meget bedre forberedt og rustet til valgresultatet; havde de læst dansk samtidslitteratur, ville det med garanti ikke være kommet nær så meget bag på dem, som det gjorde.
Man kunne sagtens ønske sig, at forfatterne beskæftigede sig endnu mere med samfundsforhold og den udvikling, Danmark er inde i i disse år, og det er der flere, der gør; men der foreligger allerede en særdeles grundig og solid litterær kortlægning af det danske land.
Den danske provins har gennem de seneste århundreder nydt det privilegium at være genstand for vore forfatteres massive interesse; og ikke mindst den udvikling, der er sket ude i det danske land i løbet af de seneste årtier, mentalt og socialt, er nøje og detaljeret beskrevet i den danske litteratur.
Det meste af alt det, der kom så forfærdelig meget bag på den danske offentlighed ved det seneste valg, er der rig lejlighed til at stifte bekendtskab med i litteraturens verden. Det er der i bøger af forfattere som Lisbeth Brun, Suzanne Brøgger, Vibeke Grønfeldt, Helle Helle, Erling Jepsen, Ida Jessen, Hans Otto Jørgensen, Ove Korsgaard, Hans Edvard Nørregård-Nielsen, Jens Smærup Sørensen, Knud Sørensen, Bent Vinn Nielsen for at nævne nogle stykker.
Et kendskab til, hvad disse forfattere har helliget år af deres liv til at skrive om, ville have kunnet forberede politikerne og alle os andre på, hvad der i lange tider har været i gære ude i landet, det gælder ikke mindst fornemmelsen af at være hægtet af og sat uden for indflydelse, af at befinde sig i en zone, som magthaverne i virkeligheden ikke mener er værd at tage sig af, af at blive talt ned til, af at føle sig som almue, overgivet til beslutningstagere, der sidder langt, langt væk og træffer abstrakte beslutninger om, hvad der skal ske med dem og deres omgivelser, langt, langt væk, inde bag deres skriveborde, uden føling med virkeligheden langt fra København.
Ny kulturminister vil »age adstadig rundt i landet som en veteranbil«Hvad angår areal, er Danmark et lille land, sølle godt og vel 43.000 km2, men der er langt fra København til både det sydligste, det nordligste og det vestligste Danmark, meget længere, end man skulle tro, og på trods af flere og flere broer og motorveje, bedre og bedre mobildækning og alverdens forbedrede kommunikationsmidler i øvrigt synes afstandene paradoksalt nok at blive større og større, og det gælder begge veje.
Dertil kommer, og det bliver det hele kun værre af, at borgerne udviser en påfaldende mangel på interesse i at sætte sig ind i forholdene, herunder de mentale, hos hinanden, og den mangel på interesse er vel at mærke gensidig, det gælder både øst og vest for Valby Bakke.
Skal man tro, hvad der står at læse i hovedstadspressen, er vi godt på vej til at blive en selfie-nation, mere og mere narcissistiske og selvcentrerede, mere og mere selvmedlidende, mere og mere optaget af os selv, af at definere os selv.
Det sker ikke ved at lokalisere og identificere ligheder med andre og dermed søge efter eller definere nye fællesskaber, nej, det sker ved at fokusere på forskelle, ved at indkredse og definere egen særegenhed og deraf følgende overlegne status. Det sker ved at afgrænse sig selv og nidkært holde udkik efter fornærmende og krænkende adfærd, bevidst som ubevidst, fra omverdenens side, helst på en måde, der lægger op til, at det er synd for én, til, at verden bør have ondt af én.
Der synes at være ved at opstå en forestilling om, at det er en menneskeret at gå gennem livet uantastet, uden knubs, uden en skramme, uden at møde modstand eller modgang. Fra den opfattelse er der ikke langt til at formulere krav og forventninger til omverdenen, der først og fremmest tager sigte på at lægge afstand til den. Alt sammen selvfølgelig med det resultat, at det bliver sværere og sværere at opfatte og genkende sine medmennesker og se sig selv andre steder end i én selv. Dermed bliver det selvfølgelig også sværere og sværere at se det fælles, sværere og sværere at etablere fællesskaber.
Og her er det så, man føler trang til at råbe det fra tagene, råbe det, så det gjalder: Læs bøger!
Bøger åbner verdener. Der er ingen, der så overbevisende som vore forfattere har gjort opmærksom på det fælles, på, at der findes universelle menneskelige vilkår, der skaber fællesskaber på trods af alle store og tilsyneladende uoverstigelige forskelle menneskene imellem.
Litteraturredaktøren: Tysklands store moralist kunne også tage fejlJeg siger ikke, at litteraturen kan gøre os til bedre mennesker; men jeg er overbevist om, at den kan give os indblik i og gøre os fortrolige med så forfærdelig meget, der ligger os uendelig fjernt, herunder sind og temperamenter, vi aldrig ville have troet, vi havde noget til fælles med. Ja, man kan måske gå så vidt som til at sige, at noget af det, der karakteriserer al stor kunst, netop er evnen til at gøre dette klart. Og hvem ved, måske kan det danske samfunds nuværende tilbøjelighed til at gå op i sømmene, til at gå fra hinanden indefra, have at gøre med den yderst sparsomme interesse for, hvad der kommer af signaler fra kunstnerne.
Klaus Rifbjerg var en af disse kunstnere. Han var aldrig i tvivl om sine meninger og deres overlegenhed, og han havde måske ikke altid helt så meget ret, som han selv troede; men han havde sin helt særlige sensibilitet over for verden og dens aktuelle tilstand og de mennesker, der lever i den, han havde sine meninger om verdens forfatning, han havde modet til at fremsætte dem, og angsten for at træde ved siden af afholdt ham aldrig fra at tage til orde.
Nu er han tavs for altid; men hans forfatterskab står tilbage, og der er en hærskare af forfattere, filmmagere, malere og andre kunstnere, der kender vores land og dem, der bor i det, og beskriver dem og således bærer faklen videre.
Vi behøver ikke at være enige med dem i, hvad de siger og skriver, vi kan tage rygende afstand fra det; men det ville være dumt, det ville være en stor skam, om vi – og her taler jeg vel at mærke ikke kun om politikere og spindoktorer og kommentatorer – ikke hørte efter og tænkte efter og måske endda benyttede lejligheden til at gøre noget.
Johannes Riis er litterær direktør for Gyldendal. Kroniken er baseret på hans tale til Gyldendals efterårsreception i torsdags
fortsæt med at læse
