Jeg sidder på et fly på vej hjem fra Lesbos. Eller det gjorde jeg for snart en uge siden, men lige siden hjemrejsen har jeg haft en følelse af kun lige at være i gang med at forlade øen. Jeg farer rundt ved forskellige check-in-skranker, mens jeg prøver at skjule min nervøsitet for, at min bagage vejer for meget.
Så letter flyet, og jeg sidder og ser ned på den græske ø, mens den forsvinder fra mig og erstattes af hvide skyer. Jeg forsøger at berolige mig selv med, at det er helt normalt, at man i det ene øjeblik køber kaffe til overpris af en ung fyr, der er ansat for sit ydre i Joe and the Juice, for dernæst at tage imod bådflygtninge i et af Europas grænseområder. Men jeg kan ikke finde ro. Måske er det mig, der er for sart, eller også er den her verden simpelthen blevet lidt skørere, siden sidst vi tjekkede efter.
