Denne kronik blev bragt første gang i 2016.
...
8. Marts 2006
Jeg går i 9. klasse, og jeg har længe vidst, at min verden snart vil gå i stykker. De færreste er klar over, hvornår deres verden vil gå i stykker, men jeg ved, at det er et spørgsmål om nogle måneder. Derefter vil intet være det samme igen, og alt vil være opløst. Jeg burde føle en masse, men jeg er tømt for følelser. For han har banket alle følelserne ud af mig. Jeg ved bare, at jeg ikke kan vente med at komme væk og få lov at føle noget glæde igen, som ethvert menneske er berettiget til i dette land.
Han er min storebror og den, der udsætter mig for kvælende social kontrol, så snart sygdommen ALS kvæler vores far. Da vores far dør, giver min bror mig dagligt fysiske og psykiske mærker i tre år for at minde mig om, at vores far ikke er her længere. Mærkerne er hans måde at vise mig på, at han er mit overhoved.
Intet er for småt til at vække hans vrede. Jeg bliver slået og spyttet på ugentligt, mens jeg dagligt går i stykker som menneske, når han slår mig med ord.
Flere gange tænker jeg, at det hele kan være lige meget. Jeg tænker på den sidste omgang tæsk og på at gøre en ende på det hele ved give mig selv det sidste slag. Men jeg holder fast i sengen og rejser mig op, hver gang han slår mig i gulvet, fordi jeg vælger at tro på, at livet må byde på noget mere end smagen af blod i munden.
Kære minoritetskvinde, du skal ikke tro, at du har ret til nogetSkoleåret er omsider ved vejs ende. Jeg skal fremlægge den store opgave i 9. klasse foran årgangens klasselærere. Den handler om rødstrømpebevægelsen, men jeg har mest lyst til at sige ’Fuck jer alle sammen!’.
Hvor fanden var alle de skide feminister 8. marts 2006 og resten af det år, da jeg blev anbragt på et krisecenter?
Hvor blev deres tydelige markering af – ikke kun i lukkede klubber, men hele vejen til ghettoen. Enhver kvinde i Danmark har ret til et liv uden social kontrol og æresrelateret vold.
Kun 6 måneder inden var den danskpakistanske pige Ghazala Khan blevet skudt og dræbt for øjnene af os alle sammen. Hvorfor lød der ikke et enstemmigt kor, der sagde ’Aldrig mere’?
For fremtidens skyld. For min skyld.
8. Marts 2014
Jeg brager snart igennem denne avis’ debatspalter med et bombastisk og entydigt budskab: Nydanske kvinder er morgendagens elite, og samfundet skal stoppe med at ynke os.
Vi, de nydanske kvinder, sparkede røv, og det skulle anerkendes af samfundet, i stedet for at politikerne tog æren for det ved at kalde det effekten af 24-års-reglen. Ingen skulle tage æren for, at jeg kom levende igennem helvede!
Men jeg skulle erfare, at karma altid bider en i røven. For mit bombastiske budskab var ikke kun en hån mod alle de mange danske kvinder med minoritetsbaggrund, der dagligt oplever at få krænket deres frihedsrettigheder. Det var også et kæmpe svigt af den unge pige, jeg engang selv var. Hende, der måtte kæmpe for sin plads i verden, mens samfundet bekvemt kiggede den anden vej. Et uddannelsesbevis kan ikke frigøre mig fra undertrykkende og kønsdiskriminerende religiøse og kulturelle normer.
Hvis man ønsker kalifatet, så må man bo i et land, hvor man hylder kalifatetSkæbnen ville, at salonfeministerne bekvemt tog mit budskab til sig og glorificerede det, fordi det dulmede deres dårlige samvittighed. Denne gang skal det være anderledes. Med denne Kronik vil jeg knuse glansbilledet af ’Politikens præmieperker-pige’ (PPP).
For jeg er vitterlig ikke så heldig at kunne nyde det samme privilegium som andre PPP’er, som for eksempel Politikens blogger Nazila Kivi.
Jeg kan ikke tillade mig at intellektualisere minoritetskvinders kvindekamp ved at holde mig inden for sikre teoretiske rammer, der mestendels har til formål at bekræfte et postkolonialistisk synspunkt.
Nej, jeg risikerer både ridser i glansbilledet og modstand, når jeg viser offentligheden mine smertende ar. Måske kan jeg endda nå at spørge enhver, der aspirer til at springe ud som den næste PPP, om, hvordan det hænger sammen, at danske kvinder med minoritetsbaggrund skulle være frigjorte som følge af fine uddannelsesbeviser, når de endnu skal leve op til et puritansk kvindeideal.
Modsat Nazila Kivi, der bruger sine overstregede lærebøger, når hun skal diskutere ligestilling med en brunchspisende dansker i lukkede cirkler, bruger jeg mine blå mærker, når jeg skal bryde tabuer i offentligheden.
Men gid vi kunne bytte for en dag, således at Kivi og veninderne får lidt respekt for kvinder, der tager bladet fra munden, mens jeg omsider kunne få spist en brunch i ro og mag.
Vel vidende at benægtelsen næppe bliver rykket markant hos salonfeminister, der i anledningen af dagen i dag vil gejle hinanden op på Vega, håber jeg, at myten om den universelle kvindekamp endelig bliver lagt i graven.
For der findes endnu kvinder herhjemme, der ikke engang er klar over, hvad fanden 8. marts betyder.
For to år siden tilsluttede jeg mig alle de korrekte holdninger, som salonfeministerne abonnerer på: Ligestillingen herhjemme er kommet langt, men der er stadig lang vej igen, før græsset er lige grønt på begge sider. Jeg var feminist i en robust osteklokke. Men en vigtigere opgave ventede mig forude.
Frihedsrettigheder gælder også for muslimerI stedet for at sidde til en feministisk sammenkomst havde jeg lovet at købe fem hvide døre til mit ghettobarndomshjem. De kostede 600 kr. stykket, og det var en udgift, som min mors stramme kontanthjælpsbudget aldrig har givet hende luft til. Men tiden var nu kommet til at udskifte de eksisterende døre, der alle bar tydelige præg af et hjem, der har været i stykker.
Volden, som dørene fortalte om, ville jeg ikke have til at ridse mit glansbillede. Når man er ’Politikens præmieperker-pige’ skal man fremstå perfekt både for majoritets- og sit givne minoritetssamfund, og indkøbet af døre til mit barndomshjem på kvindernes internationale kampdag oplevede jeg som et tegn på, at jeg klarede det.
Jeg – som blev fjernet hjemmefra som 17-årig og anbragt på et krisecenter pga. min storebrors sociale kontrol og æresrelateret vold – klarede det.
Mens interviewet med mig om nydanske kvinders uddannelsessucces er på vej til at blive trykt i avisen, gør jeg mit barndomshjem klar til, at min daværende kærestes forældre og familie kan komme på besøg for at anmode min mor om min hånd. Det er en hamrende traditionel bejleproces, som jeg ikke desto mindre selv har valgt. Jeg er så naiv at tro, at når man selv har valgt hinanden, kan man også vælge og vrage blandt traditionerne. Selv om vi har oprindelse i samme kvindeundertrykkende land.
Vores selvgodhed kender ingen grænserHvad jeg endnu havde til gode at forstå var, at konceptet med at blæse og have mel i munden er lige så umuligt som at skulle være et individ med egne rettigheder og samtidig tilhører en kollektivistisk kultur.
Min danskafghanske kæreste og jeg har i 6 måneder forinden svævet på en lyserød sky, mens statskundskabsstudiet er glasuren på min baklawa (traditionelt bagværk fra Mellemøsten red.). Inden længe skal jeg gå med en ring på fingeren, mens mit budskab brager igennem: Jeg er ikke længere undertrykt.
I dag griner jeg af det. Men for to år siden var det min plan at frigøre mig ved at gifte mig ind i selv samme normer, der havde undertrykt mig.
Jeg står på gangen og kaster et sidste blik på mit barndomshjem, inden jeg går i seng. Hvis de nymalede vægge kunne tale, ville de hviske om alle de gange, jeg har ønsket at være en dreng i min kultur, for så ville hele familiens ære ikke afhænge af min jomfruelighed.
Men jeg håber inderligt, at den nye maling kan male fortidens grimme ansigt over. Jeg lader hånden løbe ned ad de splinternye døre og erkender lykkeligt, at jeg for evigt har lukket døren til min ulykkelige fortid. Jeg er helt overbevist om, at der forude venter mig en ny tilværelse uden vredesudbrud som dem, jeg kender fra min storebror.
Jeg står i det nyrenoverede køkken og kigger på det nye spisebord og tjekker, om alt står, som det skal. Klokken er 5.30, og jeg har været oppe hele natten mellem lørdag og søndag, så alt kan være klar til, at min kærestes familie kommer på det første af de tre besøg for at bede om min hånd.
Jeg sætter små post-it-sedler på det af de nykøbte stel, der skal serveres te i, og hvilke af de mange fade mine hjemmebagte kager skal anrettes på. Jeg sørger for, at vandet er rent i alle vaser, som er fyldt med hvide roser og cremefarvede lisianthus, og håber inderligt, at jeg vil blive behandlet med omsorg og kærlighed.
Det sidste, jeg gør den morgen, inden jeg lukker øjnene for en stund, er at tænke tilbage på den pige, jeg var i 9. klasse, og takke hende for at holde alle de slag ud.
23. Marts 2014
Jeg kigger utålmodigt på uret på arbejdet i blomsterforretningen og venter på, at klokken bliver 13, for da vil min kommende danskafghansk forlovede og svigerfamilie ringe på dørklokken hjemme hos min mor. Men kl. 12.50 ringer min storesøster og fortæller mig, at min ekskærestes familie har aflyst besøget, fordi de ikke kan acceptere mig som den kvinde, jeg er.
Uanstændig, æreløs, plettet til, for dansk og for ’moderne’ er nogle af de beskrivelser af min person, de bruger som forklaring på, hvorfor de ringede og aflyste mit kommende bryllup.
8. marts 2015
Feministerne optræder ligesom året før i tv’s morgenindslag og afslutter kvindekampen med at feste med de rigtige veninder i Vega.
Men modsat året før, hvor jeg kunne erklære mig enig med alle salonfeministerne, kan jeg mærke en stigende vrede, der bare ikke på nogen måde kan dulmes. Den gør ondt i marv og ben og efterlader mig endnu vredere, hver gang jeg hører dem formulere et feministisk slogan, mens de suser videre til næste elitære arrangement.
På trods af feminismen sad jeg endnu en gang i ghettoen og var slået ud. For karma viste mig, at ingen uddannelse kunne frigøre mig. Hele min kvindeværdi afhang stadig af min uudforskede seksualitet.
Pia Olsen Dyhr: Kvindekampen skal ud i Gellerup og VollsmoseJeg råber op om den nydanske kvindesag i en tv-dokumentar, men ingen af de elitære feminister hører mit opråb. For da udsendelsen bliver sendt – dagen efter at de danske feminister fra Dansk Kvindesamfund har marcheret gennem de københavnske stræder i hvide klæder, i forbindelse med 100-året for kvindernes stemmeret – bemærker ingen af dem, at jeg forsøgte at skildre, hvordan en nydansk kvindes værdi endnu afhænger af et hvidt klæde, hvad enten hun stemmer til højre eller til venstre for midten.
Salonfeministerne svigter den universelle kvindesag ved ikke at kæmpe for enhver dansk kvindes ret til at nyde de samme demokratiske frihedsrettigheder som de selv. De bebrejder mænd for alverdens synder i stedet for at tage et opgør med deres egen usolidariske feminisme.
8. Marts 2016
Jeg følger med i den danske ligestillingsdebat, og dagen i dag må være pendant til et barns juleaften, hvis man er en korrekt feminist, der ynder at referere til den franske sociolog Foucault i hver tredje sætning, når der skal debatteres ligestillingsudfordringer.
Hvis jeg var en feminist, der læste tidsskriftet Friktion og var skråsikker på min elitære bobles garanti mod at briste, kunne jeg tillade mig at tale ned om andre kvinders kvindesagsdagsordener og kalde dem ’husmuslimer’, der lader sig udnytte af højrefløjen. Men jeg har overdraget min PPP-pokal til Nazila Kivi.
Hvis jeg var en hvid kvinde som Emma Holten, ville majoritetssamfundet anerkende min kamp for at eje retten til min egen krop. Men fordi jeg er en brun kvinde og tilhører et religiøst mindretal, må min kamp for retten til egen krop være en tålmodighedssag. For mine børnebørn skal også gerne have nogen ligestillingskampe at udkæmpe.
Hvem må kritisere den syge seksualkultur i Allahs hus?Hvorfor vækker det ikke forargelse, når jeg offentligt beretter om, hvordan jeg af mit minoritetssamfund stemples som uanstændig og beskidt, fordi jeg tillader mig at være i forhold med en mand før ægteskab?
De klassiske salonfeminister bliver forargede over en mor, der bryder med ligestillingens helligste princip, institutionaliseringen af børn, og insisterer på at passe sit barn derhjemme. Men at der lever kvinder, der er underlagt en mands dominans og hverken må tage et arbejde eller gå i skole, er ikke noget, der anfægter de selvsamme feminister.
Dagen i dag må være som en herlig boble, hvis man er en feminist, der aldrig har mærket virkeligheden, som den er i ghettoen, men altid kan gemme sig bag høje mure af teorier om strukturel racisme.
På en måde ville jeg ønske, at jeg kunne holde fri fra min fortid og feste med i Vega, når alle de elitære feminister mødes i aften. Men jeg er simpelthen så mærket af mine egne erfaringer og oplevelser, at dagen i dag først og fremmest minder mig om, hvordan kvinder selv svigter den universelle kvindekamp.
fortsæt med at læse
