Har du tjekket kalenderen? Er der et stort kryds? Det burde der være. For i dag er det 8. marts. Det er kvindernes internationale kampdag. En dag, der er lige så vigtig som jul, påske og bryllupsdag. 8. marts er ikke bare en mindedag for fortidens store slag i kvindekampen. Det er en ligestillings- kampdag. For nej, vi er ikke i mål med ligestillingen. Ikke i Danmark. Og slet, slet ikke på verdensplan.
Løkke lukrerer på at ignorere globale ligestillingsproblemerI store dele af verden er kvinder bundet til hjemmet, til børnene, til manden, der bestemmer og betaler. Andre kvinder arbejder i den såkaldt uformelle sektor – altså jobs, der ikke anerkendes som ’rigtige’ jobs, ikke giver ret til ’rigtig’ løn eller ’rigtige’ arbejdsforhold. Globalt set kan ligestilling hjælpes godt på vej, hvis vi giver disse kvinder bedre muligheder for at forsørge sig selv. For tallene taler for sig selv: Kvinder leverer to tredjedele af verdens samlede arbejdstid. Men de tjener kun en tiendedel af verdens samlede indkomst.
Kampen for bedre arbejdsforhold for verdens sårbare arbejdere er også en kamp for ligestilling. Den føres ved, at der insisteres på internationale arbejdsstandarder, en stærk social dialog mellem parterne på arbejdsmarkedet og anstændige jobs, som man kan leve af og holde til. Det skaber ligestilling, men det skaber også mere robuste arbejdsmarkeder og dermed mere robuste lande, hvor mennesker har et håb for fremtiden. Det håb, som får færre til at flygte.
Kvinder er klar til at levere.
Og der er håb. Om godt to måneder skal Danmark være vært for den globale konference Women Deliver i København. Hvis verden skal blive et bedre sted, er det nemlig altafgørende, at begge køn er med til at levere. Alle verdens lande har i FN skrevet under på, at ligestilling er et af verdens vigtigste mål. Det er det, konferencen har fokus på.
At Danmark er vært for Women Deliver giver også god mening: Vi har masser af erfaringer. Vi har valgt en kurs, hvor vi skridt for skridt har forsøgt at indrette et samfund, et politisk system og et arbejdsmarked til begge køn. Vi har valgt de kollektive løsninger. Vi har ikke overladt det til den enkelte at blive ligestillet.
LÆS LEDER
Leder: Skub nu til de etniske kvinders frigørelseVi har skabt daginstitutioner, plejehjem, børnepenge og barselsorlov. Lovgivet om ligebehandling og ligeløn. Vi har forhandlet overenskomster, der giver begge forældre tid til familien.
Derfor er vi nået så langt. Fordi vi førte den fælles kamp for ligestilling.
Men vi er ikke i mål. Hvis vi skal være troværdige, når vi taler om ligestilling med verdens ledere, må vi selv gøre arbejdet færdigt. Tag bare en meget vigtig del af vores hverdag: vores løn. Der er over 15 procent forskel på den timeløn, en dansk kvinde og en dansk mand tjener.
Du tænker måske ikke over det i hverdagen, men lav en lille test. Tænk på fem af dine nærmeste venner eller familie. Tænk på deres valg i livet. Hvordan er det hos dem – hvem tog den lange barsel, hvem er på nedsat tid, hvem tager barnets første sygedag? Kort sagt: Hvem vælger familien frem for jobbet? Lur mig, om du ikke vil kunne lave din egen lille statistik, der fortæller, at kvinderne er i overtal. Hvis du spørger dem, vil de sikkert sige, at det var mest praktisk lige præcis for dem – lige præcis for deres familie. Men når alle træffer samme valg, er det en systemfejl – ikke et individuelt valg.
Alligevel er der mange, der mener, at det må være den enkeltes ansvar at opnå ligestilling. De tager fejl. Rigtige vaskeægte forandringer får vi kun, når vi står sammen og ændrer hverdagen for alle kvinder og mænd. Når vi retter op på systemfejlene.
LÆS KRONIKEN
For 2 år siden skrev Geeti Amiri: »Hvor fanden var alle de skide feminister 8. marts 2006, da jeg blev anbragt på et krisecenter?«Forandring kommer, når pigerne i landsbyen i Tanzania får en ordentlig skolegang, så de kan klare sig selv og har et reelt alternativ til tidligt ægteskab, alt for mange barnefødsler og livslang afhængighed af deres mænd. Og når vi i Danmark f.eks. får skabt større åbenhed om lønforskelle, så vi sammen kan gå til chefen med tal i hånden og kræve ligeløn på arbejdspladsen.
Først når vi har fjernet systemfejlene. Når vi har indrettet os på en måde, som tilgodeser begge køn. Når vi fører kampen sammen. Først da får vi ligestilling.
fortsæt med at læse
