Den betyder ingenting. Den er som en regnbue. Den repræsenterer ikke andet end sig selv. Den har ingen mening ud over den, du lægger i den. Alligevel kan den fylde alt. Den rykker og rokker ved de største ting i livet. Den opstår hvert forår, den indfrier de forventninger, du ikke vidste, du bar på. Den opfylder drømmene, du havde glemt. Den er der bare. På den mest selvfølgelige vis indgår den i vores verden. Det handler om cykelsporten. Igen.
Den dag, de kommer fra det ydre rum, vil de fleste af vores forehavender nok forekomme mærkelige. På listen over besynderlige menneskeskabte fænomener må sport, både selve udøvelsen af den, men måske især menneskets lyst til at se andre udfolde sig, nødvendigvis rangere højt. Og mærkeligst af alt vil de nyankomne muligvis finde de mange mennesker, der sidder og stirrer ind i en skærm, hvor andre mennesker cykler time efter time, dag efter dag. Jeg tænker, at det meget vel kan blive en dybt foruroligende, skelsættende oplevelse for de udenforstående. Hvis de kan føle rædsel, vil angsten indfinde sig her. De vil på det tidspunkt indse, at de nok aldrig vil komme til at forstå menneskene fuldt ud.
