Lyt til artiklen
Det foruroliger mig, at vi i stigende grad orienterer os i et spejlkabinet, hvor vi hele tiden forholder os til os selv og vores egne interesser frem for fællesskabets. Og det foruroliger mig, at vi ikke reagerer stærkere på den forsvindende solidaritet.
Vi bilder os tværtimod ind, at vi er mere sociale end tidligere, at vi hele tiden er i kontakt med hinanden, forbundne på tværs af kontinenter og sprog. For vi går rundt med hver sin skærm foran snuden, en skærm vi tror er et vindue eller en port ud til verden, der hele tiden skal holdes åben, hvorfor vi hver især glor på den. Men hvad nu hvis det slet ikke er et vindue? Hvad nu hvis det hovedsagelig er et spejl?
