Har man bare én gang set Leni Riefenstahls æstetisk overlegne hyldest til overmennesket i nazipropagandafilmen ’Triumph des Willens’ fra 1936, ved man, at filmkunsten er et farligt redskab i de forkerte hænder.
De klassiske europæiske filmskoler blev oprettet i årtierne efter Anden Verdenskrig. De var det kulturpolitiske svar på efterkrigstidens erkendelse af, at en stærk og uafhængig kunst og kultur er et afgørende fundament for en demokratisk og humanistisk udvikling af samfundet. Og filmkunsten taler som bekendt både til forstanden og følelserne.




























