New York er som en uendelig forelskelse. En by, hvor man, næsten uanset hvor mange gange man har været der og trasket gaderne tynde og taget subwaylinjerne hele vejen til den bitre og næsten altid meget fattige endestation, ikke ved, hvor man skal starte og slutte. Det er hele verden samlet på et overraskende lille sted, og fuldkommen ligesom en nyforelsket aldrig bliver træt af at udforske sin udkårne, er det endeløst fascinerende og altopslugende at gå på opdagelse i New York.
Allerede på vej ind fra lufthavnen begynder pulsen at dunke hurtigere i brystet, man får uro i benene efter at komme ud og opleve, og sanserne synes med ét skarpere end vanligt. Der er et energiniveau, som man næsten fysisk kan fornemme i byen, skabt af dens otte millioner indbyggere, hvoraf en meget stor del har kæmpet for at komme hertil fra hele verden og nu vil have så meget ud af tiden som menneskeligt muligt. Heldigvis varer det hektiske jag ikke ved – ellers ville man jo få hjerteanfald ved at bo der – men uanset hvor lang tid jeg har været der, får jeg regelmæssigt et sug i maven over, hvor fantastisk et privilegium det er at befinde sig i New York. Det kan være mange ting, som sætter suget i gang; udsigten fra en skyskraber eller Brooklyn Heights, solen, der skinner ned gennem efterårstræerne i Central Parks Sheeps Meadow, hvor folk ligger og slapper af, spiller bold og frisbee (en sport, der synes at være gået af mode alle andre steder end USA) eller fordyber sig i dagens avis eller et magasin med skyskraberne som baggrundstapet. De meterhøje dampe, der står op af gaden og giver den helt særlige Gotham-stemning, de ekstravagante vinduesudstillinger på Fifth Avenue ved juletid eller en ny über trendy bar på Lower East, der myldrer med smarte og håbefulde unge. For mig startede New York-forelskelsen for alvor i sensommeren 1999, da jeg studerede journalistik på Columbia University i Morningside Heights lige syd for Harlem og lidt nord for Central Park. Inden jeg begyndte, havde jeg været i byen to gange. En gang som teenager med min far i 1980’erne, hvor jeg mest af alt husker at være overvældet og forskræmt. Det var i slutningen af byens dystre år, og opflasket i trygge Danmark med film som ’The Warriors’ og ’Escape New York’ var jeg forvisset om, at man kunne blive sprættet op som en aborre af en stor sort mand, hvis blot man gik lidt forkert eller drejede ned ad den forkerte gade. Anden gang var som turist et par uger i foråret 1997, denne gang ikke længere skræmt, men stadig totalt overvældet og uden at have fået noget, der bare mindede om en fornemmelse for, hvordan byen hænger sammen. Så om ikke direkte New York-jomfru var jeg dog en meget uerfaren elsker, da jeg flyttede til Manhattan i 1999. Miraklet på Manhattan Men det varede ikke længe, for bedre introduktion til New Yorks endeløse krinkelkroge og myriader af etniske mindretal end Columbias Journalistskole findes næppe. Skolens tilgang til journalistik var – og er – meget hands-on, som en snedkerskole, hvor faget primært læres gennem udførelsen, og New York tjener som en lærerig legeplads for journalistspirerne. Hver elev tildeles et lille område af byen, som man skal dække som en slags lokalreporter, og mit område blev Crown Heights i Brooklyn. Et forunderligt sted, hovedsædet for den ultraortodokse jødiske Lubavicher-bevægelse, men også fyldt med latinoer og andre dele af den lavere middelklasse i New York. Her fik jeg for første gang byens komplicerede dans mellem forskellige traditioner, religioner og etnicitet ind under huden og forstod, hvordan det eksempelvis kan blive anset som ekstrem chikane – nærmest en krigserklæring – når latinoer flytter ind i de lavere etager i et højhus og dermed henviser jøderne til de højere, fordi det betyder en lang og sur trappevandring under sabatten. Eller hvordan det kan skabe særlige naboproblemer at være sofer, en jødisk skriver, der selv garver de skind, han skriver på, nede i kælderen med den dertilhørende ramme lugt. En grænseoverskridende blanding af nyt og gammelt, hvor soferen det ene øjeblik gravalvorligt forklarer, hvor svært det i vore dage er at få gode gåsefjer til at skrive med, og man det næste øjeblik sidder på vej tilbage til Manhattan i subwayen med en punker med et søm gennem øret på den ene side og en tildækket muslimsk kvinde på den anden.
