Terrorangrebet 11. september var afslutningen på Amerikas opfattelse af sig selv som en unik nation. Nu bliver USA tvunget til at opgive sin selvtilstrækkelighed og slutte sig til resten af verden, skriver kronikøren, der er professor ved Johns Hopkins University. Mens vi vantro sad på vores kontor i det centrale Washington og så World Trade Center-tårnene synke i grus i fjernsynet, var der en, der pegede ud ad vinduet på den vældige røgsøjle, der steg op på den anden side af Potomacfloden. Få øjeblikke senere meddelte fjernsynet, at også Pentagon var blevet ramt. Da jeg hørte, at flyene havde ramt World Trade Center, gjaldt mine første tanker de nære venner, jeg har, som arbejder der. De næste par timer gik med at forsøge at komme i kontakt med dem og, da det ikke kunne lade sig gøre, med at prøve at regne ud, hvor deres kontorer var placeret i forhold til den del af bygningen, hvor reportagerne sagde, at flyene var eksploderet. Først da jeg havde fået vished for, at de lykkeligvis alle havde overlevet angrebet, kunne jeg begynde at tænke over, hvordan verden nu ville blive uigenkaldeligt anderledes, og hvordan denne frygtelige begivenhed ville kunne få samme betydning for min generation, som Pearl Harbor fik for min fars. 7. december 1941 betød noget særligt for min familie. Mindre end to uger efter angrebet underskrev Roosevelt et dekret, der påbød alle »folk af japansk afstamning« at melde sig til interneringscentre. Min bedstefader, som med slid og slæb havde grundlagt en isenkramforretning i Los Angeles i 1920 og havde ført den gennem Den Store Depression, blev tvunget til at sælge den for en klatskilling og sammen med sin familie flytte til en lejr i Colorado, hvor de tilbragte resten af krigen. Men jeg tror ikke, at de forandringer, der vil følge af angrebene 11. September, vil skabe et mere repressivt, intolerant, fremmedfjendsk, splittet eller isolationistisk USA. Der er tværtimod grund til at tro, at tragedien faktisk vil gøre det amerikanske samfund stærkere og mere forenet indadtil og mere konstruktivt engageret udadtil. Eftersom mistanken i øjeblikket retter sig mod muslimske fanatikere i Mellemøsten, er der naturligvis grund til at frygte en negativ reaktion rettet mod muslimerne som gruppe. Tv-billeder af palæstinensere, der jubler over ødelæggelsen af World Trade Center, bidrager ikke til at stemme amerikanerne mildere over for dem. Men trods den meget reelle frygt for yderligere terrorisme, som nu næres af mange amerikanere, tvivler jeg meget alvorligt på, at regeringen denne gang vil forfalde til at opstille etniske profiler. Der har ganske vist allerede været grimme tilfælde af repressalier mod enkeltpersoner med mellemøstlig baggrund, men interneringen af japansk-amerikanerne under Anden Verdenskrig og hele borgerrettigheds-kampen i årene derefter har skabt en bevidsthed i samfundet om farerne ved at skære etniske eller racemæssige grupper over én kam. For mange var noget af det mest slående ved tv-dækningen af angrebets efterspil netop ofrenes forskellighed: Der var hvide, sorte, spansk-amerikanere, asiater og sågar nogle, der så ud, som om de kom fra Mellemøsten, rige bankfolk og jævne stuepiger og restaurationsafryddere. De så ikke særlig forskellige ud, dækket som de var af blod og aske. De var alle i samme grad ofre for et irrationelt had, og de forventer alle, at den samme regering skal yde dem retfærdighed. Jeg tror heller ikke, at angrebene vil medføre nogen videre indskrænkning af borgerrettigheder i bredere forstand, som f.eks. obligatoriske identitetskontroller eller bemyndigelser til forebyggende politiaktioner. Det vil naturligvis blive langt mere besværligt at rejse med fly i USA, men amerikanernes troskab mod det åbne samfund er alt for indgroet til, at selv så voldsom en begivenhed som denne kan ændre noget. Det gælder for samfund som for enkeltpersoner, at modgang kan have mange positive virkninger. En varig nationalkarakter kan formes af et fælles traume, som det f.eks. er tilfældet med japanernes pacifisme i efter-krigsårene eller tyskernes monetære ortodoksi. Den moderne europæiske stat blev formet under pres fra krig og konflikter, og også i USA har konflikter været afgørende for opbygningen af staten. Borgerkrigen skabte for første gang en centraliseret forbundsregering, og Anden Verdenskrig kastede omsider USA ud i at spille en international rolle. Fred og fremgang opmuntrer derimod folk til at bekymre sig om deres egne små anliggender og tillader dem at glemme, at de indgår i større fællesskaber. Clintonårenes lange økonomiske boom og USAs ubesværede verdenspolitiske dominans har tilladt amerikanerne at hengive sig til en selvcentreret opførsel, der f.eks. er kommet til udtryk i politiske skandaler, i identitetspolitik og i et partigængeri, der er blevet mere og mere skingert, i takt med at de bagvedliggende emner er blevet stadig snævrere. Mange amerikanere har mistet interessen for politik og offentlige anliggender og for den vide verden uden for deres lands grænser; andre har givet udtryk for en tiltagende foragt for det offentlige. Dette gjaldt i særdeleshed i finansverdenen og i den højteknologiske verden, som i 1990erne blev grebet af en slags ekstrem tekno-liberalisme. Ifølge dette synspunkt bidrog det offentlige ikke med noget som helst nyttigt, men stod tværtimod i vejen for de egentlige 'værdiskabere'. Man sagde, at nationalstaten var forældet; teknologien og kapitalen var ifølge deres natur grænseløse og i stand til at unddrage sig de nationale myndigheders forsøg på at holde dem tilbage. Den Nye Økonomis apostle erklærede alt, der var opfundet før Internettet, og alle andre færdigheder end deres egne for irrelevante. Det rystede mig, da en af mine venner, som er investeringsrådgiver, for nogen tid siden fortalte mig, at han alvorligt overvejede at fraskrive sig sit amerikanske statsborgerskab og flytte til Bahamas for at slippe for at betale skat i USA. I den henseende var angrebene på Wall Street 11. september en sund lektie. Den nye økonomis vægtløshed er ikke noget værn mod faldende betonbrokker; i sådan en krise er vort eneste håb heltemodige brandmænd og politifolk (hvoraf flere hundrede mistede livet under angrebet). Microsoft og Goldman Sachs sender ikke hangarskibe og F16-jagere til Golfen for at jagte Osama bin Laden; det er militæret, der gør det. I 1990erne voksede det økonomiske svælg mellem de Harvard- og Stanford-uddannede investment bankers og softwareudviklere, der arbejdede i tvillingetårnene, og de folk fra arbejderklassen, der kom dem til undsætning. Denne fælles ulykke er en stærk påmindelse til amerikanerne om, at de, når det kommer til stykket, alle sammen er indbyrdes afhængige medlemmer af det samme fællesskab. Angrebet på World Trade Center vil også medføre tiltrængte forandringer i USAs forhold til omverdenen. Gennem det sidste årti har både republikanere og demokrater flirtet med isolationismen: Hos republikanerne har den form af en afvisning af det globale engagement, mens der hos demokraterne har været tale om økonomisk protektionisme og manglende vilje til at betale for forsvaret. Nu, og i den overskuelige fremtid, er isolationismen fejet af bordet. Ingen bør undervurdere, hvor vrede amerikanerne er, eller hvor langt de vil gå for at straffe deres angribere. Inden 11. september var der stor uenighed om, hvorvidt USA var i stand til at øge sit forsvarsbudget med sølle 18 milliarder dollar; nu er der langt større beløb på vej, uanset om der er overskud på statsbudgettet eller ej. Man vil også prioritere anderledes: Det vil fortsat være et mål at kunne forsvare sig mod missilangreb, men det vil sandsynligvis blive prioriteret lavere i forhold til behovene for at råde over bedre efterretninger, for at kunne slå til langt fra hjemlandet og for at kunne forsvare sig mod det, der kaldes asymmetriske trusler. Men den største forandring bliver af psykologisk karakter. Ikke siden Pearl Harbor har nogen fjende været i stand til at dræbe amerikanere på amerikansk jord, og dengang var det i det fjerne Hawaii; Washington D.C. har været ukrænkelig, lige siden briterne brændte Det Hvide Hus i krigen i 1812. Dette lagde grunden til en exceptionalisme (den opfattelse, at USA på grund af sit enestående geografiske og historiske udgangspunkt har udviklet sig grundlæggende anderledes end verdens øvrige nationer, red.), der har præget amerikansk udenrigspolitik indtil nu: Amerikansk territorium har altid været et sikkert tilflugtssted; USA afvejede typisk fordele og ulemper ved at gribe ind i fremmede lande, men har aldrig været udsat for, at fremmede lande greb ind i USA. Indtil nu har det altid været USAs allierede eller amerikanske interesser i udlandet, der bar følgerne af amerikansk intervention, mens amerikanske borgere aldrig er blevet direkte ramt. I den henseende var Golfkrigen og Kosovo aldeles antiseptiske og vakte urealistiske forhåbninger om, at USA kunne forme begivenhedernes udvikling uden tab af amerikanske liv. Det er blevet anderledes nu. Det, der i dag betegnes som asymmetrisk krig, er i virkeligheden blevet symmetrisk, sådan at forstå at USAs fjender nu for første gang har udviklet evnen til at ramme USA direkte som reaktion på amerikanske handlinger. Det betyder naturligvis, at isolationisme ikke længere er muligt. Men det etablerer også en form for afskrækkelse, hvor USA for første gang vil være nødsaget til at overveje de direkte omkostninger ved sine handlinger. Dette vil ikke i sidste instans afholde USA fra at handle, men det vil påtvinge USA en vis realisme, når landet skal forholde sig til resten af verden. Det, man frygter mest i Europa, er naturligvis, at et USA opfyldt af ny handlekraft egenmægtigt vil slå til mod dem, som man opfatter som sine fjender, og vil gøre det på en klodset måde, som vil modvirke sit eget formål. Om det vil gå sådan, afhænger imidlertid af, hvordan USA og Europa fortolker det skete, og hvordan de reagerer på det. Det første spørgsmål vedrører arten af den trussel, som terroristerne udgør. Hvis angrebet, sådan som udenrigsminister Colin Powell har udtalt, ikke var en forbrydelse, men en krigshandling, så er den rigtige reaktion en militær indsats og ikke en sag for politi og domstole. USA forsøgte ikke at stille Tojo og Hitler for retten efter Pearl Harbor eller at bevise, at de japanske piloter, der udførte angrebet, havde gjort sig skyldige i en forbrydelse. Det vil skabe alvorlige problemer i forholdet mellem USA og Europa, hvis europæerne undervurderer, hvor vrede amerikanerne er, eller anlægger for snæver en fortolkning af truslens omfang. NATOs støtteerklæring over for USA giver grund til håb, men det er stadig uvist, hvilken konkret støtte der vil blive givet i de kommende måneder. Hvis man på tværs af Atlanterhavet kan nå frem til en fælles opfattelse af problemets karakter, så vil der opstå - eller rettere: der vil på ny vise sig - en ny og potentielt positiv form for internationalt engagement. En krig mod terrorismen indebærer, at man besejrer sine fjender militært, hvilket kan nødvendiggøre, at man skrider til forebyggende angreb mod dem, der truer én, sådan som Israel har gjort det, og slår til mod de stater, der støtter ens fjender. Sådan en operation kan ikke gennem-føres med nålestiksangreb med krydsermissiler affyret fra det amerikanske hjemland, den kræver langvarig militær indsats i fjerne egne af verden. Så mægtigt USA end er, kan det ikke gøre det alene. Hvis målet viser sig at være Osama bin Laden i Afghanistan, så får USA behov for hjælp fra, som minimum, Rusland, Pakistan og måske Kina, der må stille baser til rådighed. Der bliver behov for et politisk samarbejde med de moderate arabiske stater, som må stille efterretninger til rådighed, og for militær hjælp fra USAs europæiske allierede. USA vil kort sagt få brug for at skabe en koalition og indgå handler for at få koalitionen til at fungere. Det er ikke en opskrift på ensidighed, men på et fælles engagement. USA vil blive et andet land efter angrebene, mere forenet, mindre selvoptaget og med et langt større behov for sine venners hjælp til at gennemføre et nyt nationalt projekt: at besejre terrorismen. Og måske bliver det også et mere almindeligt land i den forstand, at det vil have konkrete interesser og en reel sårbarhed i stedet for at tro sig i stand til ensidigt at definere karakteren af den verden, det lever i. Oversættelse: Thomas Harder

Francis Fukuyama er professor i international politisk økonomi ved Johns Hopkins University. Hans nye bog, 'The Post-Human Future: Consequences of the Biotechnology Revolution', udkommer på forlaget Profile til foråret.