Nedskæring af kriminalforsorgens bevillinger rimer sløjt med øgede straffe til narkomaner og rockere. Især hvis det kriminelle mønster skal brydes, og dét kan ellers godt lade sig gøre, beretter fængselsinspektøren fra Statsfængslet i Ringe. I disse uger drøftes kriminalforsorgens fremtid. Justitsministeren taler om en øget strafferamme for narkohandel og dermed flere mennesker i fængslerne, samtidig med at regeringen har fastholdt,at en indgået flerårsaftale med dens effektiviseringskrav skal overholdes. Det betyder en nedskæring på ti procent i bevillingerne for 2003. Den konkrete nedskæring i det enkelte fængsel meldes ud nu. De strammere bevillinger kræver et øget fokus på det arbejde der udføres i fængslerne. Formålet med straffen er først og fremmest at forhindre kriminalitet i fremtiden. Det er således helt afgørende, om den måde, vi straffer på, fastlåser den indsatte i en kriminel identitet, der betyder, at han fortsætter som kriminel efter sin løsladelse, eller vi giver ham mulighed for at bryde en kriminel løbebane. Min påstand er, at vi i dag har megen viden til at bryde det kriminelle mønster. Det afgørende er, at vi får mulighed for at udvikle og bruge den. En nedskæring på ti procent er meget og særligt meget, når det er på et område, der i forvejen ikke har meget. Det er åbenbart, at fængsler ikke skal være luksuriøse steder. Mennesker, der har begået en forbrydelse, og som skal afsone en straf, skal have levevilkår, der ligger under den almindelige borgers. Men spørgsmålet er: Hvor ringe skal levevilkårene være? Hvor barske skal de miljøer, der skabes, være? Skal vi drage nytte af den viden, der findes i Danmark om, hvordan man kan støtte socialt svært belastede mennesker, under et fængselsophold, eller skal vi alene betragte et fængselsophold som den straf, opholdet er tænkt til at være, uden samtidig at give den dømte hjælp til at komme videre i livet? Når disse spørgsmål er særligt væsentlige nu, skyldes det, at der ikke i kølvandet på debatten om højere strafferammer og nedskæringer er en debat om, hvad det betyder for samfundet, hvis livet i fængslerne bliver barskere, og mulighederne for at hjælpe de indsatte tilbage til samfundet som gode samfundsborgere bliver forringet.. Ser vi tilbage på 70'erne, var udgangspunktet, at man ikke kunne påvirke indsatte under afsoning til at leve kriminalitetsfrit efter løsladelsen, fordi frihedsberøvelsen i sig selv var så belastende, at enhver indsats blev overskygget af frihedsberøvelsens skadelige virkning. Dertil kom, at man fandt, at der var så mange faktorer, der påvirkede den indsatte efter løsladelsen, at disse overskyggede indsatsen i fængslet. En sætning om, at vi skulle mindske den skade, vi forvoldte, mest muligt, gik igen og igen. Konsekvensen af vores arbejde blev, at vi som ordentlige mennesker i et humanistisk indstillet land skulle behandle de indsatte på en menneskeværdig måde. Vi interesserede os ikke for tilbagefaldstal, for dem kunne vi ikke påvirke alligevel, og vi drøftede helt naturligt ikke nye metoder til at ændre de indsattes adfærd. Begreber som 'mindst mulig indgriben' og 'normalitet' blev centrale. Vi var alle bevidste om, hvor stort et indgreb frihedsberøvelsen som sådan var, og fokuserede på retssikkerheden. De indsatte skulle vide, hvilke regler de skulle indordne sig under. Som en naturlig konsekvens af synet på vores arbejde og den viden, man havde på daværende tidspunkt, nedtonedes den behandlingsmæssige del, og de traditionelle fængselsopgaver opprioriteredes. I dag ved vi meget mere om, hvem man kan påvirke og hvordan. Vi ved, at indsattes liv ændrer sig markant under en afsoning. Alt andet ville være ejendommeligt. At afsone er en voldsom oplevelse, som sætter sine spor. Mange betragter en frihedsberøvelse som en periode med negativ påvirkning. Der tales om forbryderskole, udvikling af kriminelt netværk, tab af eget netværk, narkoproblemer og meget andet. Udtalelser som jeg kan nikke genkendende til, men behøver det at være sådan? Har vi eksempler på, at ting kan være anderledes? Oplever vi der arbejder i fængslerne, fængselsmiljøet som det beskrives i pressen? Er historierne om vold og terror rigtige? Er det sådan miljøet er og må være? Med udgangspunkt i mine egne oplevelser kan jeg sige, at der er perioder, hvor disse historier er rigtige. Hvor en gruppe negative stærke indsatte får uacceptabelt megen indflydelse, uden at vi kan stoppe det. Det er ligesom ved en ny sygdom, så udvikles der ny medicin. På samme måde i fængslerne, her udvikles nye redskaber. Redskaber, der tages i brug, og som er med til at løse problemerne. Eksempler på dette er oprettelse af særlige afdelinger for indsatte med stærk negativ indflydelse på andre og begrænsningen af aktindsigt i sager om overførsel fra et fængsel til et andet. For den almindelige avislæser må fængslerne fremstå som underlige steder. Iblandet de mange rædselshistorier kommer beretningerne om enkelte indsatte, der får deres uddannelse i fængslet og dermed grundlaget for et nyt liv, indsatte der kom ud af deres stofmisbrug og andre succeshistorier. Er disse succeshistorier udtryk for enkelte indsattes personlige styrke, for en enkelt medarbejders evne og indsats eller for en bred målrettet indsats? I dag udføres der overalt en målrettet indsats i alle fængsler for at give de indsatte tilbud, der gør dem bedre egnet til at leve kriminalitetsfrit efter løsladelsen. Der er udviklet så megen viden, at fængslerne kan gøre en forskel i positiv retning, at rædselsregimerne kan brydes. Det er ikke mere så meget et spørgsmål om viden, men mere et spørgsmål om at videreudvikle og bruge den. Straf i form af frihedsberøvelse medfører altid lidelse. Dette må aldrig glemmes. Det er en politisk afgørelse, hvor høje strafferammer vi skal have for den enkelte forbrydelse. Den diskussion foregår i disse uger. Sideløbende med diskussionen bør det diskuteres, hvad der skal ske under afsoningen. Ønskes længere straffe må diskussionen om indholdet i straffen blive tydeligere. En diskussion som i mediebilledet sjældent løftes op over enkelthistorier. For nogle få år siden prægede en meget stærk negativ gruppe af indsatte livet i statsfængsel i Ringe. Meget positivt arbejde blev umuliggjort, og forholdene var vanskelige. Fængslet fik tilført ekstra ressourcer og en mulighed for at afvise de mest belastede indsatte. Fængslet har sat fokus på en opstramning i dagligdagen og en videreudvikling og udbygning af de behandlingstiltag, man allerede den gang var i gang med. Tiltag der i dag har resulteret i, at miljøet i fængslet har ændret sig markant. I dag må vi i Danmark konstatere, at et fængselsophold ikke behøver at være et skub ned på bunden af den sociale rangstige, hvor en kriminel identitet bliver cementeret. Hvor de enkeltstående succeshistorier ikke behøver at være et udtryk for tilfældighed, men et resultat af et målrettet bevidst arbejde. Hvor ensomhed kan erstattes af fællesskab. Det er fængslernes opgave at fuldbyrde straf og samtidig at tage vare på den enkelte indsatte. Den første opgave ved vi så meget om, at undvigelser fra de lukkede fængsler er sjældne. Men kan vi også tage vare på den enkelte indsatte. Har vi redskaber til at løse denne opgave? Umuliggør narkotikaens svøbe ikke dette arbejde, eller er presset fra medindsatte og stærke indsatte ikke så stort, at det er umuligt at udføre et positivt arbejde? Mit grundlæggende syn på medmennesket er, at vi alle har ressourcer, der kan bruges konstruktivt. Det afgørende for den enkelte er at finde og erkende ressourcerne og at vælge dem til. Det er dette, vi kan hjælpe de indsatte med i fængslet. Mange indsatte kender kun til nederlag i skolen, har aldrig haft nære relationer hverken til forældre, søskende eller andre. Relationer, der er helt fundamentale for eksistensen af et selvværd, der ikke er relateret til ens erhverv eller position i et kriminelt miljø. Statsfængslet i Ringe har i gennem mange år arbejdet med disse værdier. Vi fokuserer på den enkelte og dennes styrker. Vi har i otte år haft en afdeling for indsatte, der ønsker at komme ud af deres stofmisbrug. Afdelingen bygger på respekt for den enkelte indsatte og de problemer, der danner grundlag for stofmisbruget. Her støtter man hinanden og tager hånd om hinanden. Her skabes eller genskabes den enkeltes selvværd. De indsatte arbejder med livshistorier, gensidig tilbagemelding om adfærd, og frem for alt opbygges nære relationer til andre mennesker. Relationer der ikke har stoffer eller kriminalitet som fællesnævner, men respekt og fremadrettet aktivitet. Afdelingen har været fulgt og vurderet af lektor Anette Storgaard, Århus Universitet. Undersøgelserne viser, at afdelingen gør en forskel. Selv de indsatte, der ikke gennemfører et ophold på afdelingen, fortæller, at de har fået lyst til at gå i behandling efter løsladelsen. Afdelingens betydning på længere sigt kendes ikke. Yderligere forskning på området ville være ønskelig. Fængslet er præget af, at en meget stor andel af indsatte var stofmisbrugere inden indsættelsen. For 1 1/2 år siden ansattes en stofmisbrugskonsulent, der har støttet oprettelsen af en stoffri afdeling. Vi har længe anset det for umuligt at have en stoffri afdeling i et fængsel, hvor langt størstedelen af de indsatte var stofmisbrugere inden indsættelsen. I dag har afdelingen eksisteret i et år, og der er venteliste til den. En omlægning af arbejdet og en ny måde at gribe tingene an på har muliggjort dette. Men det er ikke bare nogle få afdelinger, men overalt i fængslet der tages fat. Fængslet har for nylig ansat en lærer, der har erfaringer fra indførelsen af den forberedende voksenuddannelse. Erfaringer der nyttiggøres i forhold til de indsatte, der er faldet ud af det normale skolesystem. Udgangspunktet er, at mennesker, der aldrig fik lært at læse, skrive og regne, kan lære det som voksne. Her er tale om unge, der har haft så mange nederlag i skolen, at de afviser alle former for undervisning. Før i tiden talte vi om manglende motivation og anså det for umuligt at nå denne gruppe. Det var unge, der var støjende og destruktive på enhver måde. I dag tages der udgangspunkt i den unges styrker. Har en indsat et indgående kendskab til tekniske data til brug for indbrud i biler, tages der udgangspunkt i denne viden. Hvilke indlæringsmetoder benytter den indsatte til at huske data. Disse metoder gøres der brug af til indlæring af læse- og skrivefærdigheder. Intet menneske er uden ressourcer. Det er kun et spørgsmål om at finde dem og udnytte dem i konstruktiv sammenhæng. Ingen indsatte er ens. Det kan være helt andre indlæringsmetoder, en anden indbrudsekspert benytter sig af. Fængslets stofmisbrugskonsulent har samtaler med samtlige indsatte ved indsættelsen. Samtalerne viser, at halvdelen af alle stofmisbrugerne ønsker at arbejde med deres stofmisbrug under afsoningen. Fængslet når kun de indsatte, der ønsker at indgå i en stoffri behandling. Den svageste gruppe af indsatte, der gerne vil arbejde med deres problemer, men ikke har styrke til at indgå i en forpligtende stoffri behandling, er der meget begrænsede tilbud til. Aktuelt er der søgt om støtte fra satspuljemidlerne til at hjælpe denne gruppe med deres ønske om at arbejde med egne problemer. Stofmisbrugskonsulenten, der har stor erfaring fra stofmisbrugsbehandling udenfor fængslerne, ser behandlingsmulighederne i fængslet som en særlig mulighed, for, som han siger, her er jeg sikker på at kunne tale med klienten hver dag. I ugen før jul havde fængslet besøg af en gruppe ukrainere, hvor en af gæsterne kom fra et stort lukket kvindefængsel i Chernigiv, der bl.a. modtager tidligere dødsdømte kvinder, som nu har fået konverteret deres straffe til livstidsdomme. Det stående spørgsmål var, hvorledes skal en afsoning forme sig for mennesker, der skal afsone resten af deres liv. Vores svar var: Giv de indsatte perspektiv i deres afsoning og vis dem respekt. Det er mit håb, at man samtidig med, at fængslernes bevillinger og strafferammerne diskuteres, vil inddrage indholdet af straffen i diskussionen. At man vil se fængslerne i Danmark som et sted, der bidrager til trygheden i samfundet. Et sted hvor straf fuldbyrdes, et sted, der sikrer samfundet mod indsattes fornyede kriminalitet under afsoningen og et sted, der tager hånd om de indsatte på en værdig måde, hvor der tænkes langsigtet frem mod en løsladelse, der resulterer i en genindtræden i samfundet som lovlydig borger.