Karsten Thomsen er i dag afdelingschefi firmaet Chr. Hansen A/S. Men for år tilbage læste han filmvidenskab. Uden at ane hvad det kunne bruges til. I Danmark erledighedsniveauet fortsat lavt. Alligevel bringer aviserne for tiden hårrejsende historier om akademikernes grotesk høje ledighed. De humanistiske kandidater er særlig hårdt ramt. Et slag på tasken siger, at 75 procent af de nyuddannede fra humaniora er ledige. Efter ét år er der stadig en ledighed på 50 procent. Hver anden nye kandidat er altså arbejdsløs efter ét år! Deres a-kasser kan slet ikke nå at udbetale dagpenge til dem. Fem-seks års hårde studier og derefter: ingenting! Men det er ikke en nyhed. Selv er jeg cand.mag. i filmvidenskab og retorik fra 1990, indledte mit 'voksenliv' med at være arbejdsløs i halvandet år, var derefter i 'jobtilbud', som det hed, og først da kom der skred i tingene. Også dengang var der en enorm akademikerarbejdsløshed, og også dengang var det især humanisterne, der havde den højeste ledighed; så de 75 procent har vi kendt til i mere end 15 år. Er det rimeligt? For den det går ud over, for det offentlige og private arbejdsmarked, for landet som helhed, for skatteyderne? Nej, dengang og i dag er det et uanstændigt spild af samfundets skattekroner, af liv og af viden. Der er vokset en hel 'industri' op omkring de ledige akademikere. Samfundet lægger millioner af kroner i at uddanne dem, millioner i at forsørge dem bagefter og millioner til de mange sagsbehandlere, konsulenter og vejledere, som skal hjælpe de højtuddannede arbejdsløse til at forstå, hvad det egentlig er, de kan. Og tag venligst ikke fejl, jeg mener ikke, at de arbejdsløse kandidater er dumme, dovne eller ufleksible, for det er nok det sidste, de er! Skal akademikernes evigt tilbagevendende ledighedsproblem løses, så handler det hverken om at skabe nye 'isbryderordninger', nye former for jobtilbud, give flere penge til vejledning, find dig selv-forløb eller arrangere fagdisciplinerne i 'nye' og 'utraditionelle' tværfaglige mønstre på de højere læreanstalter. Og det handler slet ikke om at gentage Bertel Haarders eklatante fejlskud med de totalt ubrugelige universitets-bachelorer. Vi kan heller ikke planlægge os ud af problemet ved på sovjetisk vis at bestemme, at om fem år skal vi bruge 300 skomagere, 1.000 stærkstrømsingeniører, 900 pædagoger og 120 filmvidenskabsfolk. Nej, vi skal langt længere ned i materien, vi skal helt bag om problemet. Vi skal grundlæggende forandre de lange videregående uddannelser og deres institutioner. Jeg ved, at jeg med denne kætterske tanke er godt på vej til at blive buhet ud af ansatte både på de højere læreanstalter og i de akademiske stands-fag-foreninger, men pyt! Min egen historie samt de erfaringer, jeg har samlet siden begyndelsen af 1990'erne, siger mig, at som det er nu, har det været længe. Vi skal derfor tænke i nye baner. Mine tanker er næppe specielt fantastiske, de er måske heller ikke løsningen på problemet, men i bedste fald er de en lille idégenerator for andre, som kan tænke videre og bredere, end jeg formår. I midten af 80'erne studerede jeg på Københavns Universitet, og på ferierne i Sønderjylland blev jeg naturligt nok ofte spurgt: Hvad er det så, du studerer, unge mand? Jeg forklarede, at jeg læste filmvidenskab. Det næste spørgsmål var dog det mest forhadte, men det kom altid lige så sikkert som isen efter suppen og stegen: Og hvad kan det så bruges til? De første gange prøvede jeg ihærdigt at forklare, mens forståelsens lys stille og roligt slukkedes i spørgerens øjne. Først senere gik det op for mig, at det i virkeligheden var mig selv, der ikke forstod, ja ikke anede, hvad fem års studier i filmvidenskab egentlig kunne bruges til. I hvert fald var det svært at se, hvad faget kunne bruges til uden for den universitære osteklokke. Et sjette og ekstra studieår på faget retorik er nok det bedste og mest praktiske, jeg fik med mig. Efter et halvt års ledighed fulgte et jobsøgningsforløb hos Magistrenes Jobservice. Dér gik der mere end én prås op for mig. Jeg begyndte at se, hvordan verden uden for universitetet fungerede (jeg havde ganske vist arbejdet under studierne, men det var som ufaglært postarbejder). Der var dog stadig en lang aflæringsperiode tilbage, hvor jeg skulle finde ud af at oversætte min uddannelse til noget, som andre kunne forholde sig konstruktivt til. Efter halvandet års ledighed, et jobtilbud og 300 ubrugelige ansøgninger fik jeg job som erhvervsvejleder på arbejdsformidlingen. Efter nogle år dér var jeg meget rigere på erfaring med, hvad jeg egentlig havde talent for, nemlig at forholde mig til andre mennesker og deres problemer. Og via et job som fuldmægtig i en arbejdsgiverorganisation vendte jeg tilbage til Magistrenes Jobservice. Nu på den anden side af bordet, nemlig som ham der vejledte, trænede og rådgav ledige akademikere. Og her mødte jeg utallige ledige akademikere af alle slags, som simpelthen ikke var i stand til at svare på spørgsmålet: Og hvad kan det så bruges til? Universiteterne - og især humaniora - masseproducerede stadig kandidater, som faktisk ikke anede, hvad de kunne bidrage med på en arbejdsplads. Seks års intensive studier på højt niveau og ude af stand til at kommunikere, hvad faget havde af relevans for almindelige arbejdspladser. Ufatteligt! Efter i tre år at have følt mig lidt som den hollandske dreng, der stikker fingeren i digehullet, måtte jeg videre. Jeg blev personaleudviklingskonsulent i et stort firma inden for fødevare- og biotekindustrien. Firmaet er forsknings- og ingeniørtungt, men rummer også masser af salg, marketing, it, økonomi og produktion. Jeg er ansat her på femte år og er i dag HR-chef med ansvar for blandt andet rekruttering og ansættelsesforhold og -ophør. Jeg sidder således i aftagerrollen og møder mange forskellige jobsøgende akademikere i min hverdag. Og hvad ser jeg så i dag, når kandidater søger job? Jeg ser, at danske universiteter med jesuitisk nidkærhed holder fast i en gammel studiestruktur med latinske titler, besynderlige fag og bizarre fagkonstruktioner samt verdensfjerne studieordninger doceret af ditto lektorer. Snart møder jeg vel en kandidat, som mener sig kvalificeret til et job som personalekonsulent hos mig, fordi han/hun har læst 'komparativ litteraturhistorie' med overbygning i 'dansens æstetik'. Eller jeg kimes ned af en akademisk jobservice, der vil afsætte en kandidat med speciale i tysk ekspressionistisk stumfilm i perioden 1919 til 1928, for sådan en må vi da kunne bruge til at opbygge en informationsstruktur på vores intranet. Universiteterne opfinder små fag, som unge mennesker lokkes til som fluer til et stykke sukker. Hvorfor mener dekanerne, at det er nødvendigt at sprøjte kandidater, som ved 'noget om medier', ud, når der simpelthen ikke er afsætning for dem? Hvorfor optage 30 kandidater på teatervidenskab om året, når der måske er reelle job til en eller to? Hvorfor gøre unge mennesker til højtuddannede rengøringsassistenter og taxachauffører? For nogle år siden gik Magisterforeningen, som organiserer rigtig mange humanister, endda så vidt, at man fik foretaget en undersøgelse, som angiveligt viste, hvordan medlemmerne adskilte sig positivt fra jurister, ingeniører og civiløkonomer (det ændrede bare heller ikke på humanisternes massive arbejdsløshed, men man forsøgte da at legitimere sin eksistensberettigelse over for de ledige medlemmer). Så Magisterforeningen og dens a-kasse messer sammen med universiteterne: Vore kandidater er jo gode til at tænke struktureret, analysere, formidle, samarbejde og tænke i helheder. Ja, det er sandt! Men det kan alle med akademiske uddannelser og rigtig mange med andre uddannelser, og mange uden uddannelser kan også. Det viser erfaringerne på de danske arbejdspladser. Og hvis det må være mig tilladt at bemærke, så er det sjældent at møde en helt grøn kandidat, som rent faktisk kan formidle eller tænke i arbejdspladsrelevante helheder, for det lærer de i hvert fald ikke i universitetets 'virkelighed'. De nyuddannede kandidater i eskimologi, teatervidenskab, filmvidenskab, internationale studier, indiansk kultur, medier og kultur, dansens æstetik, religionssociologi - med mange flere - bliver stadig lange i spyttet, når man spørger: Og hvad kan det så bruges til? Spørg en ingeniør, en tandlæge, en pædagog, en tømrer, en jurist, en revisor om, hvad hans fag kan bruges til. Du får et klart svar! Spørg en humanist, og du får i bedste fald almindeligheder, der giver lige så megen mening som at sælge juletræer 25. december. Jeg sætter måsketingene mere på spidsen, end virkeligheden giver belæg for. Der uddannes selvfølgelig mange særdeles brugbare og for samfundet vigtige humanister, men tilbage står, at der også uddannes forfærdelig mange, som aldrig kommer til at beskæftige sig med deres 'fag'. Til syvende og sidst finder de et arbejde - det gjorde jeg jo selv - men hvorfor skal de så mange og lange omveje for selv at kunne tjene til livets opretholdelse? Jo, det skal de, fordi de højere læreanstalter holder fast i noget, der var engang. I 1983 blev der optaget to studerende om året på faget hollandsk, og der blev optaget måske ti på faget filmvidenskab. Begge fag var dermed i stand til at udklække kandidater, som kunne bidrage til den nationale vidensbank inden for området. De var få nok til, at nogle fandt fagrelevante erhverv. Resten fandt plads inden for forskning. Om hollandsk findes i dag, ved jeg ikke, men jeg ved, at i 1984 blev der optaget 120 studerende på filmvidenskab, og at man årene efter kun nedsatte antallet til 60. Arbejdsløsheden var garanteret. Ingeniørerne havde også massearbejdsløshed i midten af 90'erne, så derfor kan vi ikke bare beskære antallet af uddannelsespladser, for hvad nu hvis ... Ja, det er rigtigt, men den store ingeniørledighed var et relativt kortvarigt fænomen. Humanisternes består. Humanistbehovet var der ikke - og det er der stadig ikke - altså er der arbejdsløshed. Vi må kunne gå tilbage til forne tiders stærkt begrænsede optag på disse beviseligt arbejdsløshedsredne fag. Hvad med at erkende, at Danmarks 5,2 millioner indbyggere og lille geografiske areal ikke kan bære fem universiteters og næsten lige så mange handelshøjskolers produktion. Kunne vi nøjes med ét gigantisk universitetsområde, hvor vi uddannede kandidater til forskning efter den traditionelle metode? For forskning er der brug for. Og vel at mærke forskning, som udvikler sig af sig selv, som lader sig lede af, at ny viden automatisk skaber ny ikkeviden, der skal udforskes. Ikke et sted, hvor et eller andet tåget 'erhvervsliv' skal bestemme, hvad der skal forskes i - for det er en dødfødt, ufrugtbar tanke. Næ, et sted med helt fri forskning - også humanistisk. De resterende universiteter og handelshøjskoler kunne man forvandle i retning af akademiske skoler. Skoler, hvor undervisningen låner fra forskningen, hvor lærerne er fagpersoner, uddannede og ansat til at undervise og ikke fuldtidsforske ved siden af. Skoler, hvor uddannelserne varer fire-fem år og afsluttes med det kendte speciale. Dog med den fornyelse, at der som i f.eks. pædagoguddannelsen er indbygget to længerevarende praktikforløb, så den studerende indgår i en reel og lønnet praktik med reelle arbejdsfunktioner af værdi for den private/offentlige arbejdsplads. Som et mellemled burde vi have ét ph.d.-universitet, hvor alle videnskabelige grene kan udklække kandidater til enten forskervejen på forskningsuniversitetet eller til anvendelse i det offentlige eller private erhvervsliv. På ph.d.-universitetet specialiserer man så sit fag fra den akademiske skole, hvis der er behov herfor. Ph.d.-universitetet er også det naturlige sted at efteruddanne sig efter nogle år med praksis. På de akademiske skoler undervises der anvendelsesorienteret. Det kræver også et meget aktivt medspil fra offentlige og private virksomheder, som ikke har stor tradition for at have højtuddannede i praktik, så også her skal der brydes nye stier. Men det vil blive lettere, hvis man på forhånd ved, hvad praktikanten skal og kan bruges til! Uddannelserne kunne have navne (og indhold) som f.eks. informationsmedarbejder, kursusudvikler, personalekonsulent med speciale i udvikling eller lønpakker, strategiformidler, miljøbeskytter, it-integrator, vidensnavigatør, levnedsmiddelagent osv. Lad os skabe slagkraftige og anvendelige uddannelser på højt niveau. Uddannelser, hvor ingen behøver at spørge til anvendeligheden. Jeg mener ikke, at jeg har fundet de vises sten, og lige så lidt har det være min hensigt at træde nogen over tæerne (selv om jeg nok har gjort det). Jeg håber blot, at mine erfaringer kan bidrage til, at vi ikke nøjes med blot en bekendtgørelse om mere praktik i de eksisterende uddannelser og mere erhvervsvejledning til de studerende - for jeg er bange for, at det ikke batter noget som helst. Lad os i stedet - arbejdsmarked og uddannelsesinstitutioner i fællesskab - se, om vi kan skabe noget nyt og bedre end det, vi i alt for mange år har ødet penge på. Nogle uddannelsessteder vil hævde, at de allerede uddanner ovennævnte type kandidater. Til dem vil jeg sige, bliv dog endelig ved med at bilde jeres studerende det ind. Placeret i aftagerleddet, som jeg er, og med mine erfaringer fra mange facetter af arbejdsløsheden kan jeg jo kun pege på, at de nyuddannede humanister sammen med en del natur- og samfundsvidenskabsfolk stadig har en ledighed på 75 procent, og at mange nyuddannede stadig ikke kan svare på spørgsmålet: Og hvad kan det så bruges til?