København er tilsyneladende en grøn og frodig by, men hvor længe endnu? Kronikøren er landskabsarkitekt og medforfatter til bogen 'Gør din by lidt vildere'. København erkendt for at være en grøn hovedstad, præget af grønne områder og træer i gaderne. Det er sådan, vi kender byen fra turistbrochurer, og det er sådan, den ser ud fra luften. Men under løvtaget på byens træer, gemmer der sig et andet billede, som måske burde give os byboere anledning til bekymring. Hvis man ser på byens historie og udvikling, har planterne i byen nemlig fået trange kår. Storbyen indeholder mange kvaliteter. Smuk arkitektur. Gamle bygninger. Vidnesbyrd om forskellige tiders stilarter og kultur. Samt selvfølgelig det store udbud af oplevelsesmuligheder, aktivitetsmuligheder, job, boliger, indkøbsmuligheder, osv. Men uden planter mellem alle stenene er det, som om der alligevel mangler noget. En by kun af sten kan være flot, men den vil aldrig være rar. Den kan være flot at se på. Men det vil ikke være et sted, hvor man har lyst til at opholde sig længe ad gangen. Når vi derimod opfatter en by som rar, charmerende, behagelig, vil meget af charmen oftest bero på stenenes samspil med de grønne planter. De fleste af os kan lide grønt, og vi har en fornemmelse af, at det gør os godt. Men hvad det egentlig er, der får os til at føle os sådan, er ikke altid lige til at sætte fingeren på. De mest iøjnefaldende kvaliteter er selvfølgelig de æstetiske: glæden ved at se bladene springe ud om foråret. Synet og duften af planter, når de blomstrer. Det grønne lys under et løvtag om sommeren. Efterårets frugter og farverne før løvfaldet. Vinterens grenværk, der tegner sig i elegante mønstre mod husene. Men planterne har også andre funktioner: De forbedrer byens klima ved at modvirke stenlandskabets tendens til varm og tør luft. De hæver temperaturen om vinteren og køler om sommeren. De afgiver fugt til luften. Bladene opfanger støv og anden luftforurening, samtidig med at de optager kultveilten fra lunger og bilmotorer. Planterne giver læ for vindens turbulenser fra porte og hushjørner, og de skygger for den bagende sol på varme sommerdage. Trods ønskerne til en grøn storby, er der imidlertid mange forhold, som står i vejen for en effektiv og frodig begrønning af storbyens udearealer. En af hindringerne er byens barske klima og manglen på frugtbar jord. Selvom planterne kan moderere byens ørkenklima, skal de jo lige have mulighed for at vokse op først, og i den fase er ørkenklimaet i sig selv en barriere. Desuden er det svært at finde tilgængelige jordoverflader i byen, og den jord, som findes, er som regel både forurenet og komprimeret. I 'gamle dage' var det sjældent noget problem at få planterne i byen til at gro. Tværtimod - alle vegne spirede ukrudtsplanter og selvsåede træer frem og voksede hurtigt ud til store eksemplarer. Plantevækst var sjældent noget, man behøvede at passe på. Hvis et træ eller en busk skulle forsvinde, var der jo rigeligt, hvor de kom fra, rundt om hjørnet eller ude på fælleden. Det er, som om at denne grundholdning til plantevæksten stadig sidder dybt i os, uden at vi har lagt mærke til, at balancen i byerne er tippet over, bort fra planternes favør. Naturen er stadig »noget billigt skidt«, der kommer af sig selv, hvis man ikke luger, slider og holder skidtet nede. Men i dag forholder tingene sig i virkeligheden noget anderledes: Hvis vi vil bevare det grønne element som et frodigt indslag i bybilledet, er vi i dag nødt til at arbejde for det, forsvare det, og tilvejebringe de vækstvilkår, planterne behøver, mod byens hårde odds. Tag for eksempel gadetræerne. Dengang København for alvor ekspanderede før og efter år 1900, blev vejene bygget med makadam som underlag i stedet for stabilgrus, og trafikbelastningen var beskeden. Derfor havde gadetræerne forholdsvist nemt ved at etablere sig og trives, da rødderne kunne vokse i makadammens mange hulrum, og der sivede regnvand ned gennem fugerne i brolægningen. Men siden 1960'erne er træerne kommet under pres fra mange sider: Vejenes overflader er blevet forseglet med asfalt, trafikbelastningen er steget dramatisk, og vejenes underlag bygges i dag af stabilgrus, som er ugennemtrængeligt for planterødder. Mange gadetræer er derfor henvist til at udvikle deres rødder i et mikroskopisk plantehul, helt ude af proportion med røddernes naturlige udvikling, der normalt er halvanden til tre gange længere ude end kronens grene. Resultatet er, at de fleste af Københavns gadetræer i dag kun lever 10-20 år, fra de bliver plantet, til de dør og skal udskiftes. Og der er vel at mærke tale om træer, som under normale forhold ville blive 100-300 år gamle. Byens planterer således under angreb fra mange sider: Blæsten rusker i de fritstående, spredte planter, og de mange nøgne jordoverflader giver sol og regn fri adgang til at ødelægge jordens struktur. Disse stressfaktorer ville betyde mindre, hvis planterne til gengæld havde god adgang til jord, vand og næringsstoffer. Men byens asfalt- og flisebelægninger forhindrer regnvandet i at sive ned i jorden, og under jorden må planterne slås med dårlig, næringsfattig jord, komprimering og giftstoffer fra forurening. Dertil kommer så påkørsler fra biler, vejsalt som er giftigt for planterne, urin fra dyr (og mennesker) som også er giftigt for planterne, og den tilsyneladende almindeligt udbredte opfattelse at plantebede er til for at smide sit affald i dem. Selv i parkerne er jordbundsforholdene sjældent optimale. Græsplænerne komprimeres ved den stadige græsklipning, samt især boldspil og anden færdsel. Og busketterne er typisk præget af en enkelt eller nogle få busktyper over store arealer, hvilket giver dårlige vilkår for en effektiv mulddannelse. Byens planterigdom afhænger af muldens frugtbarhed, og denne frugtbarhed befinder sig på en stadig nedadgående spiral, af ovenstående og andre grunde. Kunstgødning er ikke nogen løsning, eftersom kunstgødningen slår store dele af jordbundens mikroliv ihjel, og stort set sætter mulddannelsen i stå. Hvis vi vil sikre fremtidens generationer adgang til frodighed, er det nødvendigt at sikre planterne adgang til de mest elementære livsfornødenheder: porøs jord, begrænset trafik, luft til rødderne, vand til rødderne, biologisk aktivitet i jorden. Beskyttelse mod slagregn, beskyttelse mod udtørring, og organisk 'mad' til jordens mikroorganismer, allerhelst ved hjælp af kompost, visne blade og et frodigt, varieret plantedække. Som om de fysiske trængsler ikke var nok, møder byens planter også modstand fra en mere uventet kant: det for tiden herskende arkitektursyn i København, som har udviklet sig i en - for planterne - uheldig retning. Uvist af hvilken grund har den etablerede designverden oparbejdet et meget sterilt og kantet ideal omkring 'det rene byrum', med rene linjer, skarpe kanter, hårde flader, og måske til nød lidt skulpturel beplantning drysset ud til sidst. Det er imidlertid et arkitektursyn, som giver problematiske resultater, når det omsættes til konkrete udformninger af vores udearealer: De skulpturelle træer når sjældent at leve mange år, før de bukker under i deres små, vindomsuste plantehuller. Og visionen om 'det rene byrum' er i virkeligheden stærkt ubehagelig for mennesker at færdes i. Dels på grund af klimaet, men også på grund af manglen på plantevækst og andre elementer til at blødgøre de hårde rum af sten og skarpe kanter. Byens planter bliver ofte behandlet som møbler på linje med lygter, bænke, affaldskurve, osv. Et fritstående træ er til at overskue, så længe det vil holde sig nogenlunde til sin plads og størrelse, og koncentrere sig om sin årstidsvariation. Men når det kommer til mere komplicerede samplantninger, og udviklingsforløb der kan ændre størrelse og udtryk på få år, så giver de fleste af arkitekterne fortabt. Man kan selvfølgelig ikke forlange, at arkitekterne med deres indsigt i bygningskonstruktion også skal kunne favne det biologiske materiale. Men den naturlige følgeslutning burde så være at trække på de faggrupper, som har denne kapacitet. Men nej. Alt for mange af vores byrum bliver i dag udelukkende formgivet af traditionelt tænkende bygningsarkitekter, der nøjes med at tegne firkantede hække og fritstående træer og bilder os ind at, de vil vokse ud til de store, frodige eksemplarer vist på tegningerne - uanset klimaet og jordbundsforholdene på det pågældende sted ... Det værste er måske, at vi vælger at tro på dem, selv om de sidste 30-40 års erfaringer kontinuert viser, at det sjældent holder stik. Et særligtsårbart element i denne sammenhæng er byens gamle træer. Ud fra en almindelig, fornuftig indstilling vil man nødig fælde et gammelt, velvoksent træ. Dels fordi det måske har været 100 år eller mere om at vokse til. Dels fordi byens gamle træer på deres helt særlige, levende måde oppebærer en betydelig del af vores fælles kulturhistorie. I de senere år har der imidlertid vist sig en stigende velvilje over for at fælde blandt de gamle træer. Disse træer kan imidlertid ikke behandles på linje med belægninger og husmure, der kan rives ned og bygges op igen mere eller mindre efter forgodtbefindende. De store træer har den fordel, at de har nået at etablere sig, inden stabilgruset, vejsaltet og trafikintensiteten gjorde sit indtog. De gamle træer kan tåle en hel del stress i kraft af deres tykke bark og rødder, men de har ikke længere ungdommens fleksibilitet og vækstkraft. Der skal i virkeligheden ikke ret meget til for at give dem det afgørende knæk. Og for de nye træer er situationen blevet en ganske anden: På trods af al deres ungdommelige vækstkraft kan deres rødder ikke presse sig igennem den komprimerede jord, og de opnår aldrig den rodudvikling, som er forudsætningen for en tilfredsstillende vækst. Det er derfor en stor fejl at tage byens eksisterende, store træer til indtægt for, at vi bare kan plante nyt, hvis der skulle ske noget med de gamle. Tiderne har ændret sig. Forudsætningerne er ikke længere de samme. Hvis vi vil bevare byens indhold af store, gamle træer, må vi være villige til at afsætte pladsen til dem. Hvis København skal bevare sin charme som værende en grøn storby, er det således nødvendigt at ændre radikalt på vores måde at håndtere byens jord og beplantning på. Det vil kræve en mentalitetsændring i forhold til de lsquo bløde værdier', som byernes planter repræsenterer. Det vil kræve, at vi aktivt indskrænker vores egen lsquo handlefrihed' og freder en større del af byens arealer til fordel for planterne og deres rodsystemer. Og det vil kræve, at vi i højere grad giver planteglæden og kreativiteten fri til at etablere slyngplanter på murene, blomsterkummer på gadehjørnerne, og plantekasser på vejene i stedet for parkerede biler. Grønne gader, grønne gårde, taghaver og græs på tagene. Det kræver blot, at vi tilvejebringer tilstrækkelige vækstbetingelser for planterne. Og i praksis vil det især betyde: villighed til at indskrænke bilernes selvskrevne 'ret' til at kunne parkere og køre hvor som helst. Det er nok tvivlsomt, om denne bys gode borgere er modne til at bringe sådan et offer, som udviklingen tegner sig i øjeblikket. Men det skyldes formentlig, at man i virkeligheden ikke har gjort sig klart, hvor store omkostninger den intensive bilisme vil medføre i de kommende år, i forhold til 'bløde' værdier som sundhed og almindelig livskvalitet. Skjult mellemalle disse betragtninger omkring planternes vilkår i byen er der en anden faktor, som kan blive lidt af en trumf, hvis den slippes løs: Det er vores egne tiltag som private borgere. I Holland findes der allerede en mangeårig tradition for, at biologer og private borgere går ind i et samarbejde med kommunen om at begrønne deres lokalområder. Det gælder både på det helt overordnede plan, som f.eks. strategier for træplantning i parker og på gader, men det gælder også for det helt nære. Et af tiltagene er, at beboere får en aftale med kommunen om at 'adoptere' et eller flere gadetræsbede. Der er jo ingen grund til, at sådan en jordoverflade ligger bar: Det er skidt for jorden, skidt for træet, og det ville lyse gevaldigt op i gadebilledet med nogle blomstrende vækster under de mange træer. Desuden kan det medvirke til, at vi som beboere får mulighed for at sætte et større præg på vores lokale omgivelser, får en større tilknytning til området, og måske får afløb for noget af den kreative energi, der ellers kunne blive til graffiti eller almindeligt kværulanteri. Som sagt, så gjort - i Holland i hvert fald. Et andet tiltag, som vinder frem i udlandet, er, at beboere overtager dele af driften af en lokal park eller andet grønt anlæg. Der er flere eksempler på grønne områder i både England og Sverige, hvor kommunen indgår aftale med beboere om således at overtage en del af driften, og dermed slår mange fluer med et smæk: Måske trues anlægget af nedlæggelse eller nedskæringer på pleje-budgettet, og kan reddes på denne måde. Måske får beboerne opfyldt et længe næret ønske om at få adgang til jord, de kan dyrke og indrette efter deres egne behov. Og samtidig opnås alle de fordele i lokalmiljøets netværk, som opstår, når borgernes interesser og aktiviteter integreres med forvaltningen af de konkrete områder. Hvis vi kunne komme bort fra den meget ensidige forvaltning, hvor borgerne overlader alt det grønne til 'kommunen', kunne vi måske opnå mange fordele i kraft af borgernes interaktion med deres lokale nær-miljø. Hvem ved, hvor mange finurlige projekter der kunne blomstre op, hvis vi som privatpersoner kunne få lov at slå os løs inden for nogle fornuftigt tilrettelagte rammer? I virkeligheden er den største barriere for et fremtidigt, grønt København måske at finde en videre udvikling bort fra det velordnede, men også meget anonyme præg, der er en følge af, at »kommunen står for alt det grønne«. Anonymiteten og den kommunale forvaltning har selvfølgelig været en bekvem løsning på de interesse-konflikter og uhensigtsmæssige arealanvendelser, der nemt kunne opstå i en tid, hvor København bredte sig voldsomt over nye arealer. Men i dag er al jorden i København blevet fordelt og taget i anvendelse. Og i mellemtiden har vi mistet charmen, intimiteten ved alle de små private hjørner og projekter rundt omkring. Mon ikke det var på tide at invitere dem tilbage på scenen igen?