De fleste gør det dagligt: går. Det er ikke noget, vi tænker nærmere over, vi gør det bare. Men at gå er ikke instinkt alene. Mennesket har op gennem historien udviklet forskellige former for gang. Der er for eksempel forskel på at flanere, marchere og gå catwalk. Den kulturelt tillærte gang er et virkningsfuldt kropsligt udtryksmiddel, og sproget rummer talrige nuanceringer til beskrivelse af måder at gå på: slentre, stolpre, strejfe, stoltsere, tulle, trave, traske, trippe, trisse, drysse og så videre. Men at gå er mere end en variation inden for gangarternes system. Det er en æstetik, undertiden med filosofisk og ideologisk overbygning. Det handler det følgende om med fokus på fodvandringens danske kultur- og litteraturhistorie. Der var engang, da håndværkssvende gik på valsen og støvede riget rundt, vel ikke så meget af lyst som af hensyn til livets opretholdelse. Studenter derimod flakkede om på fodture af ren og skær lyst. Jens Christian Hostrup udødeliggjorde dem i sit sangspil 'Eventyr paa Fodrejsen' (1847). Med hue på hovedet, grå bluser over frakkerne til værn mod støvet, bukserne stukket ned i et par langskaftede støvler, ranslen på nakken og staven i hånden travede de i tilbørligt landstrygerhumør lige ud ad landevejen og havde gjort det i århundreder. Fodvandring var mest for dem, der ikke havde råd til at holde hest, og som derfor måtte bruge benene som befordringsmiddel. At rejse var for de få. I et helt liv kom de færreste længere væk end en dags vandring hjemmefra. Men enkelte havde altså det privilegium, at de kunne rejse uden at skulle gå. Når de en gang imellem alligevel valgte at vandre, var det helt og holdent frivilligt og lystbetonet. Præsten, dramatikeren og visedigteren Hieronymus Ranchs 'Fuglevise' (fra slutningen af det 16. århundrede) begynder netop som ren lystvandring: »Jeg gik mig ud at spasere/ ved Skov og Mark og Kære/ at lytte til Fuglesang«. Litteraturhistorien er overvældende rig på belæg for vandreturen som motiv eller som tema. I 1700-tallet hyppigst som motiv. De bedst kendte eksempler herhjemme på den omkringvandrende iagttagers indtryk og overvejelser over naturen er nok danskundervisningens to gamle travere, Ambrosius Stubs digt 'Den kiedsom Vinter gik sin Gang' (ca. 1740) og Christian Tullins 'En Maji-Dag' (1758). Fra og med 1700-tallets slutning blev det at rejse og bevæge sig frit omkring mere udbredt som følge af den tekniske, økonomiske og ideologiske udvikling. I første omgang blev diligencen tilgængelig for menigmand. Og fra omkring 1850 kom togene til. Hastighederne steg og rejseudgifterne faldt. Gangen som transportform var ikke længere en nødvendighed, men et spørgsmål om valg. Gåturen kunne derfor blive et mål i sig selv, et æstetisk og filosofisk betinget tilvalg. Og det fik betydning for kunsten og poesien. Den måske mest mytologiserede gåtur i dansk litteraturhistorie er Adam Oehlenschlägers møde med Henrich Steffens i sommeren 1802. Mødet resulterede i det udbrud af kunstnerisk inspiration, der førte til 'Guldhornene' - digtet, som lancerede romantikken her til lands. I sine erindringer fra 1850 beretter Oehlenschläger om begivenheden: »Han begyndte at tale med mig Kl. 11 om Formiddagen, og saaledes bleve vi ved til Kl. 3 om Natten; altsaa i fulde sexten Timer. Imidlertid spiste vi Beefsteak og drak Viin hos Richters, spadserede til Frederiksberg, gik Søndermarken rundt, og begave os derfra til Kiøbenhavn, hvor jeg sov hos Steffens om Natten, men sprang drømmende ud af Sengen og larmede, da jeg havde slumret noget. Morgenen derpaa, efter Frokosten, gik jeg hiem og satte mig strax hen at skrive det lyriske Digt: 'Guldhornene'«. Oehlenschläger og Steffens inkarnerede med deres gåtur således idéen om, at der er sammenhæng mellem fysisk bevægelse og åndelig bevægelighed, mellem motion og mentalitet. Begivenheden viser, hvordan fodarbejde bliver til åndsarbejde. Hvordan spadsereturen bliver til en tanke gang. Omkring år 1800 blev spadsereturen både et udtryk for en nostalgisk længsel efter det naturlige liv og en utopisk frigørelse fra (by)kulturens snærende bånd. Det at vandre blev på én gang synonymt med at være naturlig og idealt fri. Ændringen i synet på gåturen knyttede sig bl.a. til ændringer i byens udseende og i det dyrkede landskab. Man begyndte at anlægge offentlige parker med panoramiske udsigtspunkter og sirlige stisystemer i overkommelig gåafstand fra byen. Frederiksberg Have blev for eksempel omlagt med snoede stier og fritvoksende træer efter engelsk forbillede. Kirkegårdene tog også form efter tidens naturdyrkelse og dannede på lignende vis ramme for den sværmeriske, romantiske vandring. Når søndagen ramte byen, blev de sociale udvekslingsformer flyttet ud i naturen. Københavnerne tog i Søndermarken, i Frederiksberg Have eller i Dyrehaven for at møde andre i ønsket om at se og blive set. Og for at promenere tidens moderigtige spadsereudstyr. Denne nye naturholdning var ikke begrænset til et urbant modefænomen, den indebar også et nyt menneskesyn. Til den frie natur svarede ideen om individet, der kunne gøre sig fri af samfundets umiddelbare tvang og derved forløse sin sande, dvs. oprindelige, ufordærvede menneskenatur. Oplevelsen af naturen kunne give det enkelte individ indsigt i disse naturgivne muligheder for at realisere sit eget ubegrænsede, åndelige potentiale. Naturen virkede med andre ord forædlende ind på den, der opsøgte den med åbent sind. Den menneskelige opdragelse i naturens lys blev således idealet for enden af spadsereturen. Derfor blev det at vandre meget hurtigt inspirationskilde for digtere, kunstnere og filosoffer. Byboere gik ud for at genopleve de naturoplevelser, den nye tids digtere beskrev, ligesom gåturen i sig selv var inspiration til kunstnerisk udfoldelse og åndelig løftelse. Man søgte enten isolationen og ensomheden i naturen, hvor man kunne give sine tanker frit løb, så de kunne følge deres naturlige bane, eller gik som Oehlenschläger og Steffens sammen i intim diskussion om diverse åndelige materier. Eventuelt med indlagte afbræk til nærmeste kro eller udskænkningssted, som for en stund kunne give anledning til mere jordnære samtaleemner. Spadsereturen blev som udbredt kulturel aktivitet fornyet under den videre byudvikling med flanøren, som byttede naturstien ud med gaden, når han mere eller mindre planløst og i blasert langsommelighed slentrede op og ned ad fortove og hovedstrøg. Senromantikkens filosofiske flanør og gadeoriginal par excellence var Søren Kierkegaard, der som lapset dandy spankulerede omkring i København, hvor man også kunne træffe ham på caféer og konditorier, poserende i sit nye skræddersyede, imens han diskuterede eksistensstadier over kaffe og kage med gud og hvermand. Fodvandringen betød i første halvdel af 1800-tallet altså andet og mere end naturnydelse eller beruselse i menneskemængdens malstrøm. Den betød også eskapisme fra nutiden og dermed drømmen om det svundne. Fortiden fik en renæssance med dyrkelse af gravhøje, dysser og smuldrende ruiner. Nogle opsøgte derfor endnu fjernere horisonter end de bynære parkers i jagten på det romantiske indtryk og fortidens spor i landskabet. Stierne og vejene ud ad byen forjættede det åbne land længere ude. I overensstemmelse med tidens ånd var tilbøjeligheden for store idealer en betydelig drivfjeder for mange. Nogle kunne således vandre i dagevis på udkig efter nye, hidtil ukendte stensætninger. Som eksempel på denne intense eftersøgning af fortidens mindesmærker bør man nævne Christian Molbechs to bind 'Ungdomsvandringer i mit Fødeland' (1811-15). Et værk, der er blevet til på fodture gennem Sjælland og Fyn, hvor Molbech noterede sig enhver historisk kuriositet, han faldt over. Molbechs middelalderstudier i marken var med til at forberede den historieromantiske digtning hos B.S. Ingemann, Johan Ludvig Heiberg, Henrik Hertz og Christian Winther. Forfattere, der i øvrigt hørte til 1800-tallets flittigste dyrkere af spadsereturs-digtet. De fleste måtte begrænse deres fodrejser til fædrelandet, men enkelte kom også ud at vandre i det fremmede. Det var mest unge videnskabsmænd og kunstneriske talenter, som Den Kgl. Particulaircasse og Fonden ad Usus Publicos forsynede med rejsemidler og legater. Det var den klassiske dannelsesrejse. Selv med penge på lommen foretrak nogle dog at rejse til fods i stedet for at lade sig spærre inde i lumre postvogne og trange kareter, hvor stanken af sved og sure tæer ikke har været behagelig. At køre med karet i begyndelsen af 1800-tallet har ikke været meget hurtigere end at gå. Selv såkaldt hurtigkørende rejsevogne kunne på de elendige veje næppe tilbagelægge mere end 5-10 kilometer i timen. De vandrende københavnske studenter kom kun sjældent til Jylland, da rejsen var lang og besværlig, og det var først Steen Steensen Blicher, som lærte københavnerne at åbne øjnene for hovedlandets tågesvøbte hedenatur. De fleste vandrere foretrak Nordsjællands landskabelige skønhed som udflugtsmål. Her holdt hovedstadens finere portion til om sommeren. Heiberg og Hertz ferierede for eksempel sammen i 1830'ernes landlige Hirschholm (Hørsholm). Heiberg selv var for mageligt anlagt til at spadsere, for som han forklarer et sted: »At gaae blot for at gaae falder mig aldrig ind, jeg maa have et Maal for min Gang, og derfor spadserer jeg aldrig«. Men adskillige fra den litterære kammeratkreds omkring Heiberg var glade vandringsmænd. Som den i dag glemte forfatter og jurist P.V. Jacobsen, der, som det fremgår af det følgende citat, forstod at sætte pris på en rask fodtur: »Det var om Morgenen Søndag d. 10. Juli, den næstsidste Dyrehavssøndag, at jeg et Par Minutter før Kl. 4 stod med min Vandringsstav i Haanden ved Østerport, begjerlig efter at see denne oplukket i Selskab med en Rejefanger fra Nyboder, en Sælgekjælling, der agtede sig ud til Jægersborg Allee, og tvende Karle, som sukkede under Byrden af en Bærebør, belæsset med Conditorievarer til Madam Hansen i Charlottenlund. Endeligen kom Soldaten med de store Nøgler, lukkede op, og inden faa Minuter var jeg ude af Byen. Jeg drog den Dag ud ad Strandveien, gjennem Charlottenlund og Christiansholm ind i Dyrehaven, hvor jeg Klokken halvsyv drak min Caffe i et Telt. Derfra vendte jeg mig imod Ermelund, gik igjennem Jægersborg over Markveien til Lyngby Kro, som tilbød mig en frugal Frokost, og da jeg havde nydt denne, vandrede jeg gjennem Brede over Sletten, forbi Eremitagen og landede endelig Kl. 1 i Udkanten af Dyrehaven, lidt Norden for Bellevue og Klampenborg. Jeg fandt der en lille, fri Plaine, hvor jeg lagde mig ned for at nyde nogen Hvile, inden jeg begav mig til Bellevue, hvor jeg agtede at spise til Middag«. Lidt af en præstation - mindst 20 kilometer. Det er vist kun medlemmer af Vandrelauget og Dansk Gangforbund, der i dag udsætter sig for strabadser af det format. Vandringen har for datidens gymnastiktrængende kroppe været kompensation for den manglende dyrkelse af idræt, der først blev almindelig herhjemme fra slutningen af 1800-tallet. Fodvandringen er i dag helt ude af trit med den teknologiske modernisme som følge af transportkulturens udvikling med tog, cykler, biler og fly. Hjulet og maskinen har i det 20. århundrede rimeligt nok fået sine besyngere i prosa og vers. Ikke desto mindre delr moderne forfattere fortsat de hedengangne kollegers bestræbelser for at fremmane fodvandringens charme. Sangeren Axel Juel lod omkring Første Verdenskrig 'Vandringsmanden synge', og siden har ikke så få skribenter dyrket gåturen som slentrende skrivekunst og inspiration til litterær udfoldelse: Johannes V. Jensen, Tom Kristensen, Knud Poulsen, H.C. Branner, Martin A. Hansen, Jacob Paludan, Per Lange, Knud Sønderby, Frank Jæger, Per Højholt, Knud Sørensen, Carsten Jensen, Thomas Boberg og mange flere endnu. Det sidste skridt er endnu ikke taget i fodvandringens lange litteraturhistorie. Og for læsere af i dag ligger fremgangsmåden lige for: Find de fodformede frem, få fat i bøgerne og gå så i gang.