Det er ikke første gang, vi taler om, at hvis der er noget, vi virkelig kan undvære hertillands, ja, så er det smagsdommere og eksperter. Heller ikke her er der noget nyt under solen, det er ikke en opfattelse, Anders Fogh Rasmussen har fundet på. Langtfra. Ser man tilbage på danmarkshistorien, vil man snart se, at den holdning er noget så kernedansk; den er en integreret, konstituerende del af den danske folkesjæl: Det var ikke den enfoldige Per Degn eller den forfjamskede morlille, der græder sine modige tårer, da hendes søn argumenterer sig frem til, at hun er en sten, Holberg hængte ud i sine komedier; nej, det var narrehoveder som Jean de France og Erasmus Montanus, der kom hjem og havde snust til lærdom og bildte sig ind, at de var noget; men den kom de ikke langt med; de blev bragt på bedre tanker i en vældig fart, og det kunne intet ordentligt menneske se på med andet end forståelse og hjerteligt bifald - de havde ikke fortjent bedre, og på den måde forblev Jorden flad. Man kunne måske have ønsket sig, at Holberg havde gjort sig opgaven lidt sværere ved at vælge sig nogle personer med lidt mere gehalt at gøre sig munter over, men går vi godt 100 år længere frem i tiden og ser på forholdet mellem de nationalliberale og Venstre, senere mellem Estrup og Venstre, ser vi den samme modsætning i nye gevandter, ingen skal lade sig kue. Vi kan se på Den Sorte Skoles ry og på, hvordan Grundtvigs ord blev brugt mod den. »Hvad Solskin er for det sorte Muld, er sand Oplysning for Muldets Frænde«, var en af de slagkraftige formuleringer, Grundtvig var ophavsmand til. Den opfattelse, vi ser her, var i bedste forstand oprørsk og oppositionel. Den var også i samklang med idealerne fra oplysningstiden; den var udtryk for, at oplysning var et gode, at folket var godt tjent med at erhverve viden. Ja, det var ikke kun godt for den enkelte borger, det var til gavn for nationen, og der blev dengang, og det er som nævnt godt 150 år siden, grundlagt en god og sund respekt for folkeoplysning her i landet. Traditionen blev som bekendt etableret på folkehøjskolerne, der mest havde bud til bøndernes sønner, lidt senere også deres døtre. Almuen skulle ud af uvidenheden for at frigøre sig og vinde selvtillid og derigennem politisk magt, den skulle gøres bevidst om egne kræfter. Det var et af Venstres hovedmål, og bevægelsen fortsatte senere på arbejderhøjskolerne, her støttet af Socialdemokratiet, og begge steder ud fra en bevidsthed om, at det gjaldt om at få skabt tillid til egne kræfter og værdier. Dette er på ondt og godt - mest godt - blevet en bestanddel af den danske folkekarakter. Selvtilliden, de successivt opstigende klassers tro på egne værdier og ressourcer og egen vurderingsevne har aflejret sig som en sund skepsis over for alle autoriteter, ja, over for alle, der kommer anstigende og hævder, at de ved bedre, en skepsis, der ofte viser sig som respektløshed og indimellem ligger snublende nær det rent anarkistiske. Lykken står den kække bi, og ikke for ingenting har Klods Hans idolstatus her i landet. Identifikationen med Klods Hans og hans kombination af frækhed og uvidenhed og mangel på lyst og evne til at lade sig imponere ligger os ikke fjernt, vi under oldermanden det inderlig godt, da han får pludder i ansigtet, ligesom vi har vældig meget tilovers for fatters metode i 'Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige'. Lykken står den kække og enfoldige bi. Nej, der er ikke nogen, der skal komme og lære os noget. Vi ved bedst selv. Det er den holdning, vi kan takke for, at vi ser ned på svenskerne, kører uden sikkerhedssele, ryger og drikker og kværulerer som ingen anden nation i verden. Det er den, der er skyld i, at det er en udbredt praksis her i landet at stemme i trods og sætte sit kryds et sted, hvor man egentlig ikke har lyst til at sætte det, men vi gør det, fordi vi gerne vil give politikerne en lærestreg. Det er derfor, både Danmarks Radio og TV 2 elsker voxpops og ustandselig bevæger sig ud på gader og stræder for at hylde danskens ret til uvidenhed. F.eks. den dag, Nobelprisen i Litteratur bliver uddelt: »Ved du, hvem V.S. Naipaul er?«, lyder spørgsmålet til den tilfældigt forbipasserende. »Nej«, siger manden på gaden og ser glad ud, fordi journalisten ser glad ud over hans reaktion, nu har han jo fået sin historie, der skal bekræfte, at hvad skal man med noget, man ikke ved i forvejen? Og hjemme i de tusind hjem kan man nikke til hinanden og bekræfte sig selv i, at man er i godt selskab med sin uvidenhed - i stedet for at blive opmuntret til at komme til at vide noget, man ikke vidste i forvejen. Vi bryder os ikke om, at nogen kommer og tror, de er noget, endsige er mere end os, endsige tror, at de kan lære os noget. Det er den indstilling, Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen kunne takke for den eftertrykkelighed, hvormed det lykkedes dem at rykke ind i dansk politik i 1973, det var den, der lå bag den lighedsfilosofi og værdinivellering, der i det hele taget kom til at præge halvfjerdserne. Og det var derfor, man kunne slippe så godt og helskindet af sted med at anvende ord som 'elitær', 'borgerlig', 'falsk bevidsthed' og 'finlitterær' som skældsord, da jeg læste litteratur på universitetet dengang i de politiserede, marxificerede halvfjerdsere. Litterær analyse gik ud på at afdække 'falsk bevidsthed', og i den henseende kunne man ikke få nogen til at sige, at der var kvalitativ forskel på Leo Tolstoj og Søndags-B.T. Her, som så ofte før, kom det kun alt for tydeligt til udtryk, at modstanden, uviljen mod alt, hvad der lugter af elite, i århundreder har været legitim over for alt, hvad der har haft med åndsliv at gøre, hvilket jo er ganske tankevækkende, al den stund ingen nogensinde har kunnet drømme om at sætte spørgsmålstegn ved nytten og betimeligheden af at have en elite i f.eks. sportens verden. Eller tænk bare på, at da man på konferencen om aktiv dødshjælp forleden weekend skulle finde på den værst tænkelige betegnelse for dem, der ikke gik ind for dødshjælp, ja, så blev det ordet 'elitær', mens dét at gå ind for det blev betegnet 'folkeligt'. Som antydet kunne det ikke falde mig ind at sige, at denne en af den danske nationalkarakters fornemste egenskaber udelukkende er af det onde, den har tværtimod hjulpet os til at ranke ryggen i trange tider, give os tro på os selv og se verden i øjnene. Men jeg bliver betænkelig, når den del af den danske folkelighed bliver dyrket og bejlet til, især når det sker fra politisk hold. Den har det med at appellere til mageligheden og de lette løsninger og den laveste fællesnævner. Det er ikke ligefrem noget, der løfter ambitionsniveau hos nogen, og jeg kunne godt fristes til at sige, at den har medvirket stærkt til at fastholde nationen i en position, der allerede har vist sig skæbnesvanger og sagtens kan nå at blive det endnu mere i fremtiden. Den fastholdt os alt for længe i en opfattelse af, at vi var de bedste, at vi havde det bedste sygehusvæsen, det bedste uddannelsessystem, det bedste socialvæsen osv. osv., længe, længe efter at den opfattelse havde vist sig at være uden hold i virkeligheden. Og nu kan vi så vende blikket imod den standende debat om smagsdommeri, ekspertvælde og værdikamp i det hele taget. Den kamp har nu været i gang i snart to år. Der blev som bekendt givet signal til den i statsministerens nytårstale 2001/02, og selv om jeg kunne undre mig over ordvalget, havde jeg en vis forståelse for, at værdikampen blev proklameret. Jeg kunne sagtens følge statsministeren i, at der kunne være en pointe i at få de ideologiske fronter trukket op, så vi kunne gøre os klart, hvor de mere overordnede skillelinjer går, så vi kunne dele os efter anskuelser, og det kunne jeg, bl.a. fordi jeg havde været vidne til den socialdemokratiske konfliktskyhed i f.eks. indvandrer- og flygtningedebatten og helt generelt til den socialdemokratiske klientgørelse af borgerne, den socialdemokratiske tyrkertro på Staten, på, at man kan få problemer af vejen ved at betale sig fra dem, inklusive få borgerne til at forholde sig i ro, hvis man sørger for, at de har til lige lidt mere end dagen og vejen. Jeg havde også måttet lægge øre til, hvordan f.eks. bønder måtte finde sig i at blive behandlet af de repræsentanter for miljømyndighederne, der skulle tilse deres bedrift, og jeg havde ikke andet end kunnet give dem ret i, at det, de havde været udsat for, var fuldstændig uacceptable ridefogedmanerer. Og bønderne var ikke de eneste, der følte sig ydmygende behandlet, behandlet som almue, udsat for en magtfuldkommenhed, der gjorde, at de følte, at nu var det tid til forandring. Det syntes jeg også selv. Og jeg vil heller ikke i dag lægge skjul på, at jeg fulgte regeringens første initiativer med en vis forståelse og sympati - og så med undren på den forargelse, ja, bestyrtelse, der i vide kredse var over, at vi dels havde fået en ny regering med et andet ideologisk fortegn end den foregående, dels at det så ud til, at den ville føre den politik, den var gået til valg på. Indimellem skulle man nærmest tro, at det var et statskup, der havde givet anledning til regeringsskiftet - og jeg følte både vrede og beskæmmelse, når jeg så velbegavede mennesker gå til angreb på f.eks. kulturministeren ved at gøre sig lystige over hans navn. Det var under niveau. Og så blæste statsministeren for alvor til kulturkamp i begyndelsen af 2003. På det tidspunkt var min undren over den måde, vores liberale regering førte kulturkamp på, for længst sat ind. Over bibliotekspengefarcen, over den centralisering, vores liberale regering indførte i kunstverdenen, ja, over den måde, hvorpå den nærmest systematisk lagde sig ud med alle, der på nogen måde kunne forvente at få betegnelsen kunstner eller intellektuel hæftet på sig. Jeg var gået ud fra, at en vigtig grund til at gå i kulturkamp var, at man godt kunne tænke sig at gå ud af den som sejrherre. Men nu så det nærmest ud, som om regeringen troede, at man kunne vinde en kulturkamp ved at skræmme alle dem langt væk, der kunne tænkes at vindes for sagen og f.eks. være med til at give den mæle. Og min undren voksede sig større og større. Jeg undrede mig f.eks. grumme meget over, at regeringen kunne blæse til kulturkamp uden at have sørget for at have tropperne klar. Jeg undrede mig over, at det var kulturministeren, der var udset til at stå i spidsen, og at han blev sendt våbenløs og som stort set ene mand i felten. Så længe det altså varede. For inden længe var scenen erobret af Dansk Folkepartis Fætter Et og Fætter To, som i årevis havde forberedt og glædet sig til at få magt, som de havde agt. De stod klar i kulissen, og inden ret længe havde de og deres Tidehverv-retorik fået overtaget og efterladt ganske mange svimle og fortumlede på valen - og skræmt mange, mange flere potentielle regeringsvenlige langt væk. Jeg vil lige opholde mig et øjeblik ved Søren Krarup og Jesper Langballe og deres debatteknik. Den har vi nu haft lejlighed til at følge i årtier, og den har ikke ændret sig en tøddel i løbet af al den tid. Den har været en af konstanterne i en ellers urolig og omskiftelig verden. Lad os bare blive lidt ved militærmetaforikken. Se, når Tidehverv-folket hører skyderi, tøver de ikke et sekund med at løbe ud i terrænet - de er sikre på, at det er dem, der bliver skudt på. Men når fætrene skal til at give igen, gør de sig sjældent den umage at finde ud af, hvem det er, der skyder, og hvor det er, der skydes fra, de løber i stedet hen og rejser de gamle målskiver op og giver sig til at plaffe løs på dem. Det har de ejendommeligste følger. På den konto nød jeg for nogle måneder siden - senere er der kommet illustre venstrefolk til, bl.a. Britta Schall Holberg, for ikke at tale om Uffe Ellemann-Jensen - den sjældne og ganske overrumplende ære at blive tituleret 'kulturradikal' af Søren Krarup, i den krarupske optik altså et typisk tilfælde af 'falsk bevidsthed'. Jeg nævner dette for at vise, hvilken absurd og bizar debat vi er havnet i, og det er vi, ikke mindst fordi vi har et par toneangivende meningsmagere, der adskiller sig radikalt fra tidligere tiders. Og det gør de nye meningsmagere især ved, at de virkelig har magt. Politisk magt. Og hvornår har vi haft det? Har det store spøgelse De Kulturradikale, hvis rædselsregimente vi hører så forfærdelig meget forfærdeligt om for tiden, nogensinde haft politisk magt? Har Georg Brandes, Poul Henningsen, Elias Bredsdorff, Klaus Rifbjerg, Leif Blædel, og hvem der ellers har måttet lægge krop til betegnelsen kulturradikal, nogensinde haft politisk magt? Har de nogen sinde kunnet sætte magt bag deres ord? Nej, det har de ikke. De har været henvist til at lade høre fra sig fra sidelinjen. Det har aldrig forhindret dem i at råbe højt, men de har aldrig haft mulighed for at sætte magt bag deres ord. Det har Søren Krarup og Jesper Langballe derimod. Og de tøver ikke med at gøre brug af den, gerne - som sagen om Langballes hjælpepræst og forskningsprojektet om den kolde krig viser - uden om al god parlamentarisk og administrativ skik og brug og som oftest under påberåbelse af at have intet mindre end et 'systemskifte' i ryggen, det 'systemskifte', de hævder skete med valget i 2001, og som de mener har givet dem mandat til med Dansk Folkepartis 12 procent af stemmerne at tale på hele det danske folks vegne. Og hvad ligger der dybest set bag Krarups og Langballes fremfærd? Ressentiment og hævntørst, aggressiv fremmedfjendskhed, forgræmmet uforsonlighed, en hæmningsløs sammenblanding af de to regimenter, af politik og religion, en overbevisning om, at det nu er deres soleklare ret at komme til fadet, en overbevisning om altid at have ret, om pr. definition at have ret, og om, at alle andre er idioter, moralsk anløbne eller oftest begge dele, og at det er på høje tid at få dem bragt til tavshed. Og bag dette og værre endnu: en generel, altomfattende mistro, for ikke at sige: et had til alt, hvad der hedder frisind og oplysning og højt til loftet. Det er ikke noget tilfælde: For Søren Krarup er oplysningstiden det store skel, et syndefald, han mener, vi lider under endnu; for ham er oplysning Djævelen selv, den skinbarlige Antikrist, og det er den, fordi den kan risikere at lede 'hans' folk på afveje, nemlig bort fra det luthersk-nationale og i retning af sympati for f.eks. globalisering og internationalisering. Det er her, vandene skiller. Det er her, Dansk Folkeparti adskiller sig radikalt fra regeringspartierne og deres tradition for oplysning og åndsfrihed. Når jeg læser, hvordan Søren Krarup i tide og utide hylder sig selv og sin danskhed og sin indsats for det af ham påståede 'systemskifte' i 2001, kan jeg godt forestille mig, at han i løbet af meget kort tid kan få sig en forskrækkelse, og ud fra de aktuelle gallup- og andre tal er jeg vældig spændt på, hvad han vil sige, hvis det skulle vise sig, at hans 'systemskifte' ikke var stort andet end en forlænget weekend. Én ting er jeg dog sikker på: Han vil mene, det er nogle andres skyld. Jeg nærer ingen som helst illusioner om, at Søren Krarup og Jesper Langballe vil kunne bringes til at forstå, endsige indrømme, at det sagtens kan gå hen og blive deres og Dansk Folkepartis adfærd, deres mangel på respekt for oplysning, sagkundskab og almindelig parlamentarisk skik og brug, der gør, at det projekt, det borgerlige Danmark for to år siden gav Anders Fogh Rasmussen mandat til at realisere, kuldsejler.