Der er en mangeårig og stærk tradition i Europa for at opfatte friheden som et af menneskets særkender, som et af de træk, der adskiller os fra (andre) dyr. Traditionen går tilbage til de romerske stoikere fra de første to århundreder efter vor tidsregning og herefter de tidlige kirkefædre, der lagde grundlaget for den kristne kirkes troslære. Ikke desto mindre er friheden også et nøgleord til at begribe og anskueliggøre en særligt moderne menneskelig selvforståelse. Frihed er kort fortalt det væsentligste træk ved den borgerlige subjektivitet eller selvforståelse, der opstår eller konstitueres fra og med renæssancen, senere reformationen, men vigtigst og tydeligst i det 18. århundrede, det vil sige oplysningstiden. Diskussionerne om frihed i det 18. århundrede er centrale for vores måde at forstå os selv på i dag, hvad enten interessen er eksistentiel, etisk, politisk eller noget helt fjerde. Men hvis oplysningstidens diskussioner indeholder væsentlige dele af en moderne menneskelig selvforståelse, så har de på samme tid en forankring i den tradition, der går tilbage til antikken. Frihed bliver i det 18. århundrede ikke kun forstået negativt som et fravær af enhver form for begrænsning og tvang, men også positivt i retning af selvbeherskelse og ansvarlighed. Dette sidste element i forståelsen af frihedens væsen er ofte fraværende i vor tids hurtige og slagordsagtige brug af ordet frihed. Diskussionerne i oplysningstiden kan bidrage til en dybere forståelse af, hvad reel frihed er, og det er ikke mindst aktuelt i et land og en tid, hvor friheden hævdes at være den siddende regerings vigtigste interesse, værdi og mål. Fra og meddet 18. århundrede træder friheden ind i centrum af den menneskelige selvforståelse som et grundliggende vilkår og som uomgængeligt udgangspunkt for politiske og moralske diskussioner. Siden da har vi forstået friheden på en ny måde; vi har givet den mere vægt og især draget mere vidtrækkende metafysiske, politiske, etiske og eksistentielle konsekvenser af bestemmelsen af mennesket som frit. Der kan spores en udvikling fra naturretstænkningen i det 17. århundrede frem til filosofferne Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) og Immanuel Kant (1724-1804), hvor man lægger stadig mere vægt på menneskets frihed; man tillægger den større betydning og ser nye perspektiver i den. Det enkelte menneske er muligvis skabt af (en) Gud, men det er ikke i snæver forstand bundet til eller determineret af en kosmisk orden, hvor det eventuelt blot skal udfylde en på forhånd given plads og funktion. Det er skabt som frit væsen, og det har ved sin fornuft mulighed for at handle frit og uafhængigt af andre mennesker og ikke mindst egne lave tilbøjeligheder. Den frihed, man havde diskuteret i årtusinder, bliver fra og med det 18. århundrede fundamental i forståelsen af mennesket. Samtidig med og som en del af denne udvikling ændrer friheden karakter. Det er i et vist omfang en ny frihed eller et nyt frihedsbegreb, der knyttes til den moderne forståelse af mennesket. Et overvejende negativt frihedsbegreb afløser et positivt. Denne skelnen mellem negativ og positiv frihed har i de seneste årtier især taget afsæt i den lettisk-engelske filosof Isaiah Berlins essay fra 1958 'Two Concepts of Liberty' ('To frihedsbegreber'). Berlin definerer her den negative frihed som 'frihed fra' og den positive som 'frihed til'. Den negative frihedsopfattelse rummer en forestilling om, at frihed er fravær af determination, begrænsning eller tvang. Jeg er fri, i det omfang jeg ikke i det ydre er pålagt begrænsninger og restriktioner, men kan følge min egen vilje og tilbøjelighed. Det er denne frihedsopfattelse, der eksempelvis er grundlaget for de negative frihedsrettigheder, vi ofte i det daglige identificerer med eller ser som en væsentlig og uundværlig side af vestligt demokrati: ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed og så videre. Den positive frihedsopfattelse er grundforskellig og hviler bl.a. på en antropologi eller menneskeopfattelse, som er helt anderledes end den, man møder hos de mest optimistiske liberale. Ifølge denne forestilling handler frihed især om selvbeherskelse: Jeg er fri, hvis jeg er min egen herre eller herre over mig selv; hvis jeg formår at kontrollere mit temperament, beherske mine egoistiske interesser, mine følelser eller subjektive tilbøjeligheder. Ifølge Isaiah Berlin er det negative frihedsbegreb af forholdsvis ny dato, mens det er det positive, der kan spores tilbage til antikken. Det negative frihedsbegreb dukker gradvis op med renæssancen og reformationen, men det begynder først at gøre sig gældende fra slutningen af det 17. og begyndelsen af det 18. århundrede. Det er i den forstand, at det 18. århundrede er en afgørende og helt central periode i frihedsbegrebets historie. Det 18. århundrede er en periode, hvor et nyt negativt frihedsbegreb langsomt begynder at gøre sig gældende, men hvor samtidig et ældre positivt frihedsbegreb stadig er manifest og uomgængeligt. En nærmere beskæftigelse med perioden viser både frihedens betydning for en moderne menneskelig selvforståelse og kompleksiteten i divergerende opfattelser af menneskelig frihed. Den engelske filosof John Lockes politiske hovedværk, 'Two Treatises of Government' fra 1689, er i den henseende eksemplarisk. På den ene side er den et tidligt og markant eksempel på et forsvar for en 'naturlig' frihed, der er fælles for alle mennesker, og den bliver ofte af de liberale opfattet som en grundtekst om menneskers individuelle rettigheder over for og i forhold til staten. - Hvilket den er, men den indeholder også forestillinger om et civilt frihedsbegreb, der antyder nogle interessante rødder til antikken. Locke skelner som før ham stoikerne mellem frihed og tøjlesløshed (license). Frihed er ikke frihed til at gøre hvad som helst; man bør ikke misbruge sin frihed til at skade andre og dermed indskrænke deres frihed. Loven er ikke i modstrid med enhver frihed, men er frihedens reelle mulighedsbetingelse. Mennesket er ikke bare frit af natur, men også udstyret med en fornuft til at erkende en fælles interesse i at beskytte og bevare loven. Det erdette element i den politiske filosofi, der senere bliver fremhævet af Jean-Jacques Rousseau i det politiske hovedværk 'Samfundspagten' (1762). Som konsekvens af den betydning, Rousseaus tanker og skrifter blev tillagt under den franske revolution, kommer dele af eftertiden til at identificere enhver positiv forestilling om frihed med totalitarisme og diktatur. I det 18. århundrede er skillelinjen mellem negativ og positiv frihed ikke udtalt, og de positive frihedsforestillinger er alt andet end totalitære. For både Locke og Rousseau er der en naturlig sammenhæng mellem den naturlige, medfødte (negative) frihed, der på én gang er menneskets særlige udmærkelse og dets politiske ret, og den positive frihed, som mennesket erhverver ved at indgå i et samfund og medvirke til etableringen af en almen lov på baggrund af en fælles universel fornuft. Denne dobbelte bestemmelse er fortsat nødvendig og relevant både for en generel menneskelig selvforståelse og for politiske diskussioner i særdeleshed, men inden vi kommer så langt, bør vi kaste et granskende og præciserende blik på det 18. århundrede og de frihedsforestillinger, der bliver tematiseret i perioden. Én ting er, at frihed i filosofiske og politiske diskussioner bliver et nøgleord i oplysningstiden. Noget andet er, hvordan disse teoretiske diskussioner vinder indpas i offentligheden og efterhånden bliver en del af tidens og dermed også menneskers selvforståelse. Det gør de med romanerne som medium. Romangenren har - også - rødder tilbage til antikken, middelalderen og renæssancen, men det er først fra og med det 18. århundrede, at romangenren bliver dominerende i det landskab, vi i og efter denne periode har kaldt det (skøn)litterære. Romanen afløser dramaet som den (historisk) vigtigste litterære form, og det gør den bl.a., fordi den i det 18. århundrede ikke blot formår at afspejle, men væsentligt bidrager til at konstituere eller forme den menneskelige selvforståelse, der her er tale om. I tidens romaner kan man iagttage, hvordan mennesker forstår sig selv og er indspundet i konflikter, der kan analyseres som forskellige forestillinger om og konsekvenser af menneskelig frihed. Jeg vil blot nævne tre fremtrædende eksempler. I Samuel Richardsons 'Clarissa, or The History of a Young Lady' ('Clarissa, eller Historien om en ung kvinde') fra 1747-48 tematiseres den moderne borgers frigørelse som selvstændigt individ. Men samtidig er det en roman, der rummer en manifest etisk og religiøs tematik, hvor den enkeltes frihed realiseres, ikke ved uafhængighed af enhver ydre sammenhæng, men ved overvindelsen af en egen indre natur. Jean-Jacques Rousseaus 'Julie, ou La Nouvelle Héloïse' ('Julie, eller Den nye Héloïse') fra 1761 rummer en lignende konflikt mellem absolut frigørelse og autonomi i ensomheden og kærligheden på den ene side og accepten af pligten og dyden som imperativ på den anden side. Mellem uafhængighed af henholdsvis ydre determination og indre tilbøjelighed. Endelig kan man fremhæve Johann Wolfgang v. Goethes 'Wilhelm Meisters Lehrjahre' ('Wilhelm Meisters læreår') fra 1795-96. Den er mindre præget af den urgamle konflikt mellem pligt og tilbøjelighed, her knytter spændingen sig til en dobbelthed og kompleksitet i selve dannelsesmotivet, som er romanens vigtigste. Wilhelm bliver en fri og selvberoende personlighed, kun idet (eller for så vidt) han i sin dannelsesproces formår at manøvrere mellem absolut selvstændighed eller autonomi på den ene side og lige så absolut afhængighed, tilpasning eller heteronomi på den anden side. Alle tre romaner rummer således åbne konflikter eller skjulte spændinger mellem det, der kan analyseres som negative og positive forestillinger om frihed. Men de er ikke nævnt her, blot fordi de illustrerer og eksemplificerer en for perioden karakteristisk sammentænkning af et ældre og et nyere frihedsbegreb. Romanerne er det sted, hvor friheden bliver til en del af den moderne menneskelige selvforståelse. Romanerne er den kunstneriske form, der historisk former og formidler den abstrakte erkendelse af frihed, så den bliver til menneskelig erfaring og selvforståelse. Det skyldes både æstetiske og historisk-sociologiske forhold. Romanen blev en dominerende og indflydelsesrig genre i det 18. århundrede bl.a. derved, at den blev læst slet og ret. Især 'Clarissa' og 'La Nouvelle Héloïse' hørte til århundredets bestsellere, og det var selvfølgelig en nødvendig historisk forudsætning for, at de også kom til at spille en vigtig rolle for formningen af tidens selvforståelse. Mere interessant er det måske at pege på romanernes form som afgørende for den vellykkede formidling og formning af den erfaring, der blev til selvforståelse i perioden. De tre romaner rummer alle æstetiske kvaliteter, som er afgørende for fremstillingen af en menneskelig erfaringsverden i dens kompleksitet eller virkelighed, om man vil. De rummer spændinger, indimellem flertydigheder og modsigelser, og det er afgørende for deres evne til på én gang at reflektere og forme samtidens og senere tiders (det vil sige læseres) selvforståelse. Romanerne fra det 18. århundrede viser os en række mennesker, der alle forstår sig selv og hinanden ud fra forskellige, indimellem modsigelsesfyldte og komplekse, forestillinger om frihed. Romanerne viser, at friheden bliver helt central i forståelsen af mennesket, men samtidig, at friheden ikke er entydig og ukompliceret. Til sammen præsenterer de tre nævnte romaner forskellige sider af et menneskeligt individ, der historisk er 'nyt', hvis man fokuserer især på den negative frigørelse, der kendetegner menneskene i alle tre værker. Clarissa i Richardsons roman ønsker at kunne agere frit og uafhængigt af en urimelig autoritet, og hun manifesterer derved en fundamental frihedstrang, som vi er kommet til at identificere med det moderne menneske. Rousseaus hovedpersoner, Julie og Saint-Preux, vil realisere en frihed og utvungenhed i et kærlighedsforhold, som er karakteriseret ved absolut nærhed og transparens, et fuldstændigt fravær af både ydre og indre hæmning og modstand. Til grund herfor ligger en forestilling om det enkelte individ som oprindeligt og ægte, i det omfang det formår at forblive ubesmittet af omgivelserne. Goethes Wilhelm Meister skal omvendt blive en personlighed, og han realiserer sin dannelse, bl.a. ved, som før ham Robinson Crusoe og talrige andre romanhelte, at bryde op fra det fædrene hjem og den vej mod købmandsstanden, der lå udstukket for ham; det vil sige, han skal frigøre sig fra den sammenhæng, han kommer fra. Men meget i romanernes menneskeskildringer peger også bagud, og det 'nye' i et negativt ønske om frihed og uafhængighed eller i et positivt ønske om dannelse og udvikling bliver skildret i delvis overensstemmelse med en antropologi og menneskeforståelse, der går tilbage til antikken og den europæiske kulturs rødder. Det er særlig tydeligt hos Rousseau og Richardson, hvor friheden bl.a. også skal realiseres i kampen mod en syndig eller lav indre natur. I det 19. og det 20. århundrede tager man i stigende grad afsked med det sidste led i den dobbelte bestemmelse af friheden. Man kommer til at se mennesket som blot 'frit', indetermineret eller uafhængigt, hvad enten sammenhængen er politisk, moralfilosofisk eller eksistensfilosofisk (metafysisk). I den folkelige religiøsitet forsvinder forestillingen om den syndige natur gradvist; i politikken og etikken kommer rettigheder til at dominere på bekostning af pligt. Det 18. århundredes menneskelige selvforståelse er en erindring om, at frihed fra ethvert ydre bånd kan gå og bør gå hånd i hånd med et både politisk og etisk imperativ om også at handle som frit og ansvarligt individ og ikke lade friheden udarte til ansvarsløshed og tøjlesløshed.