Folk gider ikke gå i kirke, og det er da ikke så underligt, for præsterne er enten dybt kedelige, eller også tror de ikke på Gud. Det er nogenlunde sådan, folkekirken bliver omtalt i medierne - næsten altid negativt. Og hver gang folkekirken får negativ omtale, så popper, med pavlovsk præcision, ateisten Mikael Rothstein og den bekendende buddhist Erik Meier Carlsen op og erklærer folkekirken for død, og nu må det også snart være slut med den; og så går de ellers i gang med at arrangere dens begravelse. Sidste år var der virkelig gang i den. Først Grosbøll-sagen og bagefter en opinionsundersøgelse, der viste, at folk ikke gider at gå i kirke. Set ud fra en præsts synspunkt var Grosbøll-sagen helt klart den mest givtige. Aldrig har så mange mennesker haft brug for at høre min mening om Grosbøll implicit Gud!! Læger hader det. Man sætter sig til bords, og så bliver man spurgt af sin bordherre »nåh, og hvad laver så du?« - »ja, jeg er læge«. Og straks bliver staklen bombarderet med alle hånde spørgsmål vedrørende spørgerens eget helbred, hans mors, mosters, børns osv. - Når jeg, under normale omstændigheder, siger til min bordherre, at jeg er præst, så afstedkommer det højst mild interesse - »nej, hvor spændende« - og så snakker vi ellers om noget andet. Men under Grosbøll-debatten kan det ellers nok være, at man blev festens absolutte midtpunkt, og bølgerne gik højt hele aftenen. Folk erklærede sig - for en gangs skyld - for noget i stedet for imod - de fleste for Gud og også for folkekirken. En sætning som »jeg kommer der ikke - mine børn skal godt nok heller ikke konfirmeres - men jeg er meget glad for, at den ligger der, og at der er en præst indeni« - og andre varianter over samme tema har jeg hørt temmelig ofte. Og også den der »jamen jeg har da stadig min barnetro i behold«. Så kan det diskuteres, om ikke det er mere passende for en voksen at have en voksentro. Men det kræver enten lidt selvstudium, eller at man en gang imellem sætter sine ben i kirken, og at det, der bliver sagt dér, kan forstås af Gud og hvermand. Det kniber det ifølge den omtalte opinionsundersøgelse gevaldigt med. Altså med at komme i kirken; og hvis kirkeministerens Kertemindekonference skal stå til troende, så fatter folk heller ikke en bjælde af, hvad der foregår derinde. Nu har jeg ikke været præst så længe, men længe nok til at have erfaret, at jeg aldrig har siddet og trommet i mit skrivebord og trillet tommelfingre og sagt til mig selv: »Nåh Kirsten, hvad skal du så lave nu?«. Tværtimod er der konstant bud efter sådan en som mig fra pårørende, dåbsforældre, konfirmander, minikonfirmander; og når jeg kigger ud over forsamlingen sådan en ganske almindelig søndag, så er der da altid nogen i kirken, selv om det er sjældent, at den er stopfuld. Der er altså et misforhold mellem min oplevelse af arbejdspres, interesse og efterspørgsel og de faktiske tal fra opinionsundersøgelsen. En af forklaringerne kan være, at de fleste af dem, der sidder i kirken sådan en ganske almindelig søndag, slet ikke er til gudstjeneste. For opinionsundersøgelsen spørger ikke: »Hvornår var du sidst til gudstjeneste?«. Nej, den spørger: »Hvornår var du sidst til gudstjeneste, hvor du ikke kom, fordi du skulle til dåb eller konfirmation eller havde en anden særlig anledning?«. Man er altså ikke til gudstjeneste, når man er til barnedåb. Det vil sige, at når jeg kigger ud over forsamlingen sådan en helt almindelig søndag, så er cirka halvdelen eller mere ikke til gudstjeneste. For statistisk set må man ikke have en positiv anledning til at gå i kirke. Neej, det skal helst gøre ondt, ellers tæller det ikke. Det er altså en underlig måde at lave statistik på. Kunne man forestille sig at tælle teatergængere og fodboldtilskuere på samme måde? Du tæller ikke med, hvis du har en særlig anledning!! Nej, vel. Det paradoksale er så, at de handlinger, der beslaglægger størsteparten af en præsts tid og energi, de tæller slet ikke med statistisk set. Og derfor konkluderer man også frejdigt, at der ikke er den store interesse for kirken, og plæderer så efterfølgende for, at så kan vi lige så godt skille folkekirken fra staten og lade den fungere på linje med andre trossamfund. Det kan da godt være, at de skal skilles - personligt synes jeg, det er en dårlig idé - men så skal det ikke være på et forkert grundlag. For der er interesse for folkekirken - det viser antallet af dåbshandlinger, antallet af konfirmander, minikonfirmander og antallet af kirkegængere, der kommer, når de altså har en anledning til det. Jeg kan som præst rigtig godt lide de mennesker, der kommer, når de har anledning til det - ligesom jeg kan lide dem, der kommer i kirke næsten hver søndag, fordi de har brug for det. Jeg skal ikke bestemme, hvornår man er rigtigt til gudstjeneste, og det skal statistikken heller ikke. Hvis folkekirken skal skilles fra staten, så skal det være, fordi det er det bedste - både for folket og for kirken, og det mener folket altså ikke, at det er. Tværtimod viser det sig, at folk er godt tilfredse med den ordning, vi har nu - i hvert fald ifølge en anden opinionsundersøgelse foretaget i efteråret. Her blev folk spurgt, om de syntes, at folkekirken stadig skulle have særstatus, og 63 procent svarede ja. Mens 59 procent mente, at folkekirken stadig skulle have statslige tilskud. Det er nogle meget høje tal i betragtning af, at der formentlig har været både buddhister og ateister blandt de adspurgte. Men det er noget, som en del effektjagende mennesker ikke kan forstå. Når nu folk generelt er tilfredse med den og glade for, at den er der, hvorfor i himmelens navn har de så ikke lyst til at bruge deres søndag morgen i den? Hvorfor skal den stå der og lyse op i landskabet med en præst indeni, mens folket sidder derhjemme med morgenkrydderen og Politiken Søndag? Hvad er det, den skal stå der og være garant for, og som de fleste af os altså mener, vi dårligt kan leve uden? Er det det gode, vores samvittighed, eller repræsenterer den håbet? Folkekirken er det eneste sted, hvor vi kan komme, som vi er; hvor der ikke stilles specielle krav til hverken formåen eller herkomst. Den er et sted, hvor der skal tages imod os; for alle præster er forpligtede på missionsbefalingen og på Jesu ord om at lade de små børn komme til ham og ikke hindre nogen overhovedet i deres adgang til kirken og til Guds ord. Der er ikke nogen, der kræver én til regnskab: »Nåh, hvorfor har du så fundet vej til vores kirke i dag?«. Man kan involvere sig alt efter lyst og temperament! Ikke engang folkeskolen, som ellers på mange måder har lignende kvaliteter, har en sådan åbenhed indbygget i sig. Ofte hører man følgende argument mod folkekirken: Hvis folk selv skulle melde sig ind, så ville der ikke være nær så mange medlemmer! Jamen man skal da melde sig ind! Folkekirken er ikke en institution, man sådan automatisk bliver medlem af; ellers er der da noget, jeg helt har misforstået. Og oven i købet er det langt vanskeligere at melde sig ind end at melde sig ud. De fleste bliver døbt ind i folkekirken som spæde. Hvorfor gør deres forældre det? Modstandere af folkekirken mener, at folk døber deres børn af vane, eller fordi det er tradition, og hvis det er rigtigt, så er det da en meget god tradition og slet ikke en dårlig vane. Men det er ikke det indtryk, jeg får, når forældre kommer til mig og vil have deres barn døbt. De allerfleste virker ærlige og oprigtige i deres ønske om at give deres barn en kristen dåb. Det kan da være, de snyder mig; men så er de nogle rigtig gode skuespillere, de forældre. Og selv om det nok er de færreste, der kan forklare, hvad det helt nøjagtigt går ud på, så fornemmer de fleste, at det er noget, der gør en forskel for dem. Her er et par af de svar, som jeg får, når jeg spørger, hvorfor forældre vil have deres barn døbt: »Vi vil gerne gøre det allerbedste for vores barn«, og »det er sådan et stort ansvar, og så er det rart at kunne dele det med nogen«. En socialantropolog har givet dette svar på de kirkelige handlingers popularitet: De skaber orden i en ellers kaotisk og turbulent oplevelse. Det kan der nok være noget om, også når det gælder barnedåben, i hvert fald når vi snakker om det første barn; om det også gælder for nummer to og nummer tre, er jeg ikke så sikker på. Men faktum er, at næsten alle kristne får deres børn døbt og kommer herfra med en præsts medvirken. Over halvdelen bliver konfirmeret og en stor procentdel bliver gift i en kirke. Hvis vi altså kigger på antallet af kirkelige handlinger, så må vi sige, at folkekirken er en så stor succes, at den mange steder har svært ved at klare presset. Alligevel har det dagblad, som har taget navn efter troen, valgt at gå i brechen for en adskillelse af stat og kirke; godt hjulpet på vej af en del universitetsteologer. Nu er der så et makkerpar bestående af en af slagsen med hjælp fra en tidligere folkekirkepræst, der i en bog har luftet stærke meninger: Nedlæg folkekirken lige med det samme, så vi slipper for alle de lunkne folkekirkekristne, og lad så de sande kristne danne deres egen kirke! Jeg er ikke sikker på, at der er plads til mig i sådan en kirke. Jeg passer nok bedre blandt toldere og syndere! Er man overhovedet klar over, hvad det ville koste at skille stat og kirke? - Har man indset, hvilket omfattende demokratisk system, der skal opbygges for at give folkekirken den samme demokratiske kontrol, som den har i dag? Hvem, havde man forestillet sig, skulle gøre det stykke arbejde? De forholdsvis få, der i dag bruger deres energi på det kirkelige arbejde, som menighedsrådsmedlemmer og som frivillige i andre kirkelige sammenhænge? Det er til at blive helt træt foran i ansigtet af at tænke på! Som det er nu, kan kirken, med dens ansatte og frivillige, bruge sine kræfter på det væsentlige - nemlig forkyndelsen i alle dens mangfoldige former. Jeg håber ikke, at de to får mere magt, end de i øjeblikket har agt. Og så vil jeg plædere for, at der aldrig i vores folkekirke skal være anden sindelagskontrol end den, som den enkelte pålægger sig selv ved at synge med på trosbekendelsen og sige sit fadervor. Ved at smånynne de salmer, som virker bekendte, og skråle højt, når det er en gammel traver. Ved at gå til alters, hvis den indre trang er der, og frem for alt ved at gå i kirke, når der er anledning til det - det være sig en indre eller en ydre. Jeg tror, Vorherre er ligeglad - bare vi kommer! Kronikøren har netop udgivet 'Folkekær og dogmatisk ukorrekt - en undersøgelse af B.S. Ingemanns kristendom'.