Teknologirådet og Ingeniørforeningen i Danmark har netop afsluttet et samarbejdsprojekt, der har klarlagt, hvornår de kommende oliekriser forventes, og hvordan konsekvenserne kan reduceres. I projektet medvirkede eksterne eksperter fra erhvervslivet og forskningsinstitutionerne. Projektets resultater blev offentliggjort på konferencer i Ingeniørhuset og findes på Teknologirådets hjemmeside: www.tekno.dk. Ligeledes henvises interesserede til: www.peakoil.net. Projektets klare konklusioner kaster en mørk skygge over det danske velfærdssamfunds fremtid. Vor materielle velstand er i høj grad baseret på forestillingen om evig og ubegrænset adgang til en begrænset mængde billig olie. Men i virkeligheden er den korte og hektiske æra med billig olie ved at slutte, og vi har endnu ikke fundet et alternativt energisystem, der kan erstatte det sorte guld. Nutidens moderne industrisamfund forudsætter en omfattende persontransport og transport af varer og tjenesteydelser på kryds og tværs af planeten. Omkring 90 procent af den globale transport drives af olie. Samtidig indgår olie i de fleste af dagligdagens plastprodukter. Princippet om 'arbejdskraftens fri bevægelighed' gør benzinen og derved olieprisen til samfundets økonomiske livsnerve, hvilket er en højst ustabil udvikling, da olieprisen er uhyre følsom over for selv små ændringer i udbud og efterspørgsel. Derfor har udtømningen og ilandenes afhængighed af klodens begrænsede olieressourcer været genstand for intens debat siden den første oliekrise i 1973. I dag er debatten mere aktuel end nogensinde, da ilandene aldrig før har været så afhængige af olien, og samtidig er olieressourcernes udtømning accelereret grundet ulandenes eksplosive vækst. I dag dækkesverdens energiforbrug af cirka 40 procent olie, 25 procent kul, 25 procent naturgas, 5 procent a-kraft og 5 procent vandkraft. Olien har været drivkraften i ilandenes udvikling, fordi intet andet naturligt brændstof er så billigt at udvinde og håndtere, og verdens olieforbrug er derfor steget med over 500 procent siden 1950. OECD-landenes 1,1 milliard mennesker bruger i dag cirka syv gange så meget olie som klodens resterende 4,9 milliarder mennesker. 65 procent af verdens olie befinder sig i Mellemøsten, hvor olien produceres til cirka en tiendedel af markedsprisen. Ud fra råolien produceres bl.a. fyringsolie, diesel, benzin og flybrændstof. I verdens største lande, Indien og Kina, er der en voldsom økonomisk vækst, hvilket giver et markant øget olieforbrug de kommende årtier. Særlig det hastigt stigende antal biler øger olieefterspørgslen. I de kinesiske byer, der traditionelt har været præget af cykler, er man allerede nu begyndt at bygge parkeringspladser i fire etager. I 2003 havde Kina således en vækst i BNP på knap 10 procent og er blandt de mest fremgangsrige store økonomier. Det Internationale Energiagentur fastslår, at transportsektoren i de kommende år vil vokse hurtigere end nogen anden energiforbrugende sektor, og at væksten vil være størst i ulandene. Flere olieselskaber har allerede i dag problemer med at udvide olieproduktionen i takt med det voksende forbrug, på trods af de enorme investeringer, der hvert år lægges i olieefterforskning. Midt i januar 2004 erkendte Shell således, at selskabets kendte reserver er 20 procent mindre end hidtil fremhævet, hvilket sendte et chok gennem hele oliebranchen. Meget tyder på, at Shell af hensyn til aktionærerne bevidst har overvurderet reserverne. Mon dette også gælder andre olieselskaber? De nyopdagede olievolumener er faldet siden 1960'erne, og hver gang der opdages én ny tønde olie, så har vi brugt seks tønder. Det meste af olieproduktionen i dag er fra felter, som er over 30 år gamle. Olieproduktionen både i og uden for Mellemøsten forventes at toppe inden for de næste 10-15 år. Men mange steder er olieproduktionen allerede toppet. I USA toppede olieproduktionen således i 1970'erne, i Nordsøen toppede olieproduktionen i 2002 og i de britiske Nordsøfelter tilbage i 1999. De kommende oliekriser skyldes prisstigninger, fordi udbuddet ikke kan følge med efterspørgslen, og kriserne vil forværres af en samtidig global lavkonjunktur kombineret med politisk ustabilitet. Da billig olie kan anses for en nødvendighedsvare på kort sigt, så er efterspørgslen næsten uelastisk, hvorfor efterspørgselskurven for olie er meget stejl. Det vil sige, at blot en lille stigning i efterspørgslen giver markante prisstigninger, og når dette kombineres med et reduceret udbud af olie, så bliver der tale om væsentlige prisstigninger, hvilket vil få afgørende konsekvenser for ilandenes økonomi og de fremadstormende økonomier (Indien og Kina). Naturligvis kunne man håbe, at markedskræfterne ville sikre en glidende overgang til en økonomi, som ikke var baseret på olie; det vil sige sikre, at olieforbruget topper, i god tid før produktionen topper. Men denne udvikling er der intet, der tyder på, bl.a. fordi markedskræfterne er sat helt ud af spillet. Dette skyldes flere forhold. For det første kontrolleres de største billige olieressourcer af kartellet OPEC, der sælger deres olie til mere end ti gange deres produktionspris. For det andet er investeringer i kapacitet til olieudvinding i Mellemøsten et nationalt anliggende. Der eksisterer love, som forhindrer udenlandske investeringer i oliesektoren, og landene selv investerer slet ikke nok til at sikre en øget produktionskapacitet, der kan matche fremtidige behov. For det tredje er olien en nødvendighedsvare, som er geografisk afgrænset til få produktionssteder, og disse produktionssteder vil tjene kassen på højere oliepriser, det vil sige, de har ingen reel interesse i at holde olieprisen nede. Der er tale om sælgers marked. Endelig drives oliesektoren i Mellemøsten ikke efter almindelige kommercielle principper, så lave oliepriser kan fastholdes til umiddelbart før, priserne tager en himmelflugt. Og så længe olien er billig, er der ikke noget økonomisk evolutionspres for at udvikle alternativer. Alt i alt kan det derfor ikke forventes, at markedskræfterne kan skaffe alternativer, før oliekriserne opstår, hvorved det er alt for sent at udvikle og implementere alternativer. Netop derfor oplevede vi oliekriserne i 1970'erne, hvor markedskræfterne var hjælpeløse. Den farlige forskel til 1970'ernes oliekriser er dog, at disse oliekriser var forårsaget af politiske og økonomiske beslutninger og derfor var kortvarige, hvorimod de kommende oliekriser er permanente, da de skyldes en vedvarende øget efterspørgsel på olie kombineret med en aftagende produktion fra verdens oliefelter. Hverken krig eller handelsbarrierer kan ændre dette. Forsyningssituationen forværres yderligere af, at olie i dag udgør cirka 40 procent af verdens energiforsyning og udtømmes først, hvorefter der bliver et stort pres på naturgas- og kulressourcerne, så forbruget af disse accelereres med prisstigninger og forurening til følge. En ting er sikker, jo længere tid, der går, før oliekriserne bliver en realitet, desto større konsekvenser vil de have for verdensøkonomien. Dette skyldes, dels at økonomien hele tiden bliver mere afhængig af olien, dels at nedgangen bliver mere drastisk, jo mere olie vi bruger, inden nedgangen starter. Hvis udviklingen i EU fortsatte frem til 2030, så skulle EU importere 90 procent af olieforbruget, og olien ville primært komme fra Mellemøsten. Dette giver en række alvorlige sikkerhedspolitiske problemer, da vi så ville være 100 procent i lommen på en række ustabile regimer. Mens der er stor enighed blandt eksperter om disse problemstillinger, så er der imidlertid stor uenighed om tidshorisonten. En række fremtrædende oliegeologer mener, at oliekriserne opstår i løbet af de næste 15-20 år, mens nogle økonomer mener, at oliekriserne først opstår om 30 år. Oliegeologernes udgangspunkt er, at væksten i olieforbruget kun kan fortsætte i et begrænset tidsrum, fordi oliemængden er begrænset. Derfor har oliegeologerne gang på gang advaret politikerne om, at der ikke vil være evig og ubegrænset adgang til den billige olie, og at der derfor bør udvikles alternativer til olien. Dette har fået mange økonomer til at anklage oliegeologerne for at råbe 'ulven kommer', men ulven angreb så sandelig også USA i 1970, og dét er de aldrig kommet sig over. I 1956 beregnede den amerikanske oliegeolog M. King Hubbert nemlig, at olieproduktionen i USA ville toppe omkring 1970 - og det skete. Olieproduktionen i USA er faldet lige siden, mens forbruget er steget, hvilket har givet og fortsat giver en alvorlig belastning af den amerikanske handelsbalance. I 'Grænser for vækst' fra 1972 blev vurderet, at den billige olie ville 'slippe op' omkring år 2000. Hvorfor skete det så ikke? Svaret er, at 70'ernes oliekriser af gode grunde ikke indgik i modellerne, og da oliekriserne dæmpede olieforbruget markant og forhindrede ulandenes udvikling, er det klart, at verdens olieproduktion topper senere end beregnet. Både tekniske såvel som økonomiske modeller er 'alt andet lige' modeller, der ikke kan tage højde for uforudsete hændelser såsom oliekriserne. Det er derfor også muligt, at oliegeologernes forudsigelser om sandsynlige oliekriser inden for 15-20 år er forkerte, idet de bygger på den nuværende viden og et sandsynligt globalt handlingsforløb. Men vi må gå ud fra, at forudsigelserne er pålidelige, indtil vi har saglige argumenter for at tro andet. De internationale oliegeologer forventer, at olieproduktionen på de danske felter i Nordsøen vil toppe i 2005, og at Danmark bliver nettoimportør af olie fra 2008. Energistyrelsen forventer, at vores olie- og gasproduktion topper i 2006/07, og at Danmark bliver nettoimportør af olie fra 2011. Det vil sige alt i alt en bred enighed om, at den danske olieproduktion topper inden for få år. Danmarks energiforbrug er fordelt på cirka 45 procent olie, 23 procent kul, 22 procent naturgas og cirka 10 procent vedvarende energi (vindmøller, affaldsforbrænding). Cirka 65 procent af olien går til transport, cirka 20 procent til erhvervene, cirka 10 procent til husholdningerne og cirka 5 procent til andet. Den borgerlige regering satsede på vedvarende energi og energibesparelser i 1980'erne, hvilket blev fortsat af den socialdemokratiske regering op gennem 1990'erne. Derfor er Danmarks energiforbrug næsten ikke vokset de sidste 35 år på trods af omfattende økonomisk vækst. Samtidig dækker vedvarende energi i dag en ikke uvæsentlig del af landets energiforbrug. Men i samme periode er de relative benzinpriser styrtdykket, hvorfor vores velfærdssamfund i dag er fuldstændig afhængig af 'arbejdskraftens fri bevægelighed' i egen bil, og derved styres den danske velstand direkte af udviklingen i olieprisen, der er tæt koblet til udviklingen i Mellemøsten. Er dette politisk ansvarlig håndtering af vores velfærdsstat? Begrænsningen af de kommende oliekrisers konsekvenser er velfærdsstatens sande udfordring, og i den forbindelse er bekymringer om fremtidens ældresamfund og folkepension det rene vand. Velfærdskommissionen skulle snarere overveje, hvordan velfærden sikres i et samfund baseret på billig olie, når der ikke længere er billig olie. Ud over forsyningssikkerheden vil et reduceret olieforbrug forbedre handelsbalancen og reducere forureningen fra produktion, distribution og anvendelse af olie. Danmark har via EU ratificeret Kyotoprotokollen, der sætter loft over forureningen med CO -2 . Godt en tredjedel af CO -2 -forureningen er forårsaget af transportsektoren, og Danmark er ifølge Det Europæiske Miljøagentur det land i EU, der er længst bagud med at opfylde sin internationale klimaforpligtelse. Derfor er det nærliggende både at løse forsyningsproblematikken og forureningen på en gang ved at lave en energiplan, der satser på at nedbringe transporten og derved olieforbruget f.eks. ved at bygge flere boliger i de bynære områder kombineret med udbygning af den kollektive transport. Samtidig kan afgifter og tilskud anvendes som omkostningseffektive virkemidler for at fremme en energirigtig transportkultur og desuden give et incitament til at effektivisere transporten og fremme anvendelse af el og brint fra vedvarende energi. Endelig har rugbrødsmotoren et overset potentiale i transportsektoren, hvilket desuden ville afhjælpe den fedmeepidemi, der har ramt ilandene. Denne strategi ville samtidig skabe danske arbejdspladser og dansk erhvervskompetence inden for et område, der bliver en guldgrube fremover, når resten af verden tvinges til lignende tiltag. Desværre har regeringen gjort det stik modsatte i sin klimastrategi fra februar 2003, der lægger op til køb af forureningskvoter, energieffektiviseringer og udbygning af vedvarende energi i udlandet. De danske skattekroner bruges derved på at sikre udlandets forsyningssikkerhed, og med stigende CO -2 -priser, der allerede har rundet det dobbelte af, hvad der er forudsat i regeringens klimastrategi, så bliver det en dyr fornøjelse. Er dette mon en velovervejet investering af danskernes skattekroner? Der erbehov for visionære politikere, der står fast på 1980'ernes og 90'ernes langsigtede satsning på vedvarende energi, energieffektiviseringer og energibesparelser, så den danske økonomi og velstand fremover bliver løsrevet fra olieprisen og de ustabile regimer i Mellemøsten. Men vi har fået præcis det modsatte, nemlig et hold politikere, der har erstattet hele den traditionelle danske indsats på energiområdet med kortsigtede populistiske republikansk-amerikanske værdier: billig sprut og højere hastighed på motorvejene. Sådan. Værdikampen er vundet. Genvalg er sikret. I udlandet forskes derimod i at udvikle vedvarende energiteknologier til fremstilling af brint og el som alternativ til olien. Erhvervspotentialet er enormt. Men regeringen lukkede desværre Danmarks brintprogram i 2002. Brint alene kan dog slet ikke dække transportsektorens enorme energibehov, men brint kan understøtte den mest nødvendige transport. Fremtidens energisystem skal opbygges nu, hvor vi har et økonomisk råderum, og ikke når stigende oliepriser om 15-20 år har skabt flere oliekrige og en langvarig global lavkonjunktur. Og da det tager mindst 20-30 år at afkoble den danske økonomi fra afhængigheden af billig olie, så er det ved at være på høje tid at begynde. Oliekriserne er ikke problemer, der kan eller skal løses under pres og med krig, men problemer, der skal forebygges ved rationelle langsigtede energipolitiske beslutninger - beslutninger i forlængelse af dem, som et bredt flertal i Folketinget var i stand til at træffe indtil for et par år siden.