Yes, nu gør vi det sgu! Vi gør, hvad Claus Hjort Frederiksen og andre folketingspolitikere vil have os til at gøre: Vi tager os sammen og tager ansvar for vores eget liv! Slut med at være nedslået over endnu et afslag. Det skal nok lykkes at få fat i et af de 9.000 ledige job i kampen mod de 185.699 andre arbejdsløse - bare vi lærer at lave en flottere opsætning af vores cv og husker at sikre os, at vi gør et personligt indtryk på den, der skal gennemlæse de 850 andre ansøgninger! Slut med mareridt over de 1.500 kroner, der vil blive tilovers til mad, tøj, forlystelser med videre, når vi når over på den anden side af falddatoen. Man kan sagtens leve for de penge, hvis man er lidt kreativ og glemmer, at de såkaldte eksperter engang har fastsat minimumsbeløbet til 2.500 kroner per måned for en voksen person i Danmark - pjat - siger vi! Der er aldrig nogen, der har taget skade af at spænde livremmen lidt ind, og i øvrigt kan det kun være en hjælp til at gøre en ekstra indsats for at lave et pænt cv (som man vel kan få printet ud gratis på arbejdsformidlingen, AF, ?). Hvis du er arbejdsløs og ikke lige kan finde gejsten til at modstå de ting i hverdagen, der lægger en dæmper på din livsglæde, så fat mod, thi det glade budskab er ikke et nyt 'incitamentsfremmende' indgreb fra regeringen. Ej heller er det et nyt 'tilbud' om jobsøgningskursus fra AF. Vores budskab er ikke , at du bare skal tage dig sammen for at få et job, og hvis du ikke har fundet et endnu, så er det, fordi du har det for godt og skal presses lidt mere. Vi ser ingen beviser for, at folk bliver stærkere og mere ansvarsfulde ad den vej - endsige at de bliver bedre til at finde arbejde. Tværtimod ser vi symptomer på, at folk brydes ned og mister modet og selvværdet ved disse metoder. Ja, de kan endda komme til helt at glemme, at der er masser af andre landsmænd i samme situation, og føle sig som de selvforskyldte tabere. Derfor, til gavn for alle disse mennesker, men også til gavn for samfundet, der er bedst tjent med ressourcestærke og tilfredse medborgere både som arbejdskraftreserve og til at udfylde vigtige funktioner i samfundet generelt, har vi lavet et kursus i arbejdsløshed! Ja, vi har faktisk allerede afholdt det første kursus - under titlen 'Sikke et liv!'. 24. november 2003 mødte 35 kursister op på Radisson SAS Royal i det indre København. Bl.a. for at bryde med tendensen til at afholde opmuntrende møder for arbejdsløse i triste og nedslidte lokaler ønskede vi som arrangører at henlægge kurset til en mere opløftende og fashionabel lokalitet. Vi tog derfor kontakt til Radisson SAS Royal for at høre, om vi kunne 'låne' et lokale. De var med på ideen, og vores appel til deres sociale ansvarlighed blev hørt, så lokalet blev stillet os gratis til rådighed. Ligeledes var kurset gratis for kursisterne. Til kurset havde vi inviteret en række oplægsholdere: En skulle lave arbejdsløshedsgymnastik med os for at få vores dovne kroppe i gang fra morgenstunden ved hjælp af øvelser i at bukke sig efter post og opslag i jobsektioner. En socialrådgiver viste os usentimentalt, hvilken økonomisk situation en enlig kontanthjælpsmodtager uden børn står i: 1.500 kroner tilbage til mad og tøj om måneden. Hermed var der lagt op til en praktisk gruppeøvelse: Med 1.000 kroner tilbage 9. december skulle der holdes jul, gives gaver og købes en vinterfrakke uden at undvære det daglige måltid. Til at perspektivere denne øvelser havde vi inviteret Rene og Chopper fra De Hjemløses Hus - et værested for hjemløse i København - der som eksperter i overlevelse gav tips om at leve på en sten båret af solid personlig erfaring. Efter hjemmesmurte frokostmadpakker og en powerless nap brugte vi eftermiddagen på et oplæg fra psykologen Vitha Weitemeier om, hvordan man overlever psykisk som arbejdsløs, og Finn Gemynthe delte sine erfaringer fra et langt liv på kanten af arbejdsmarkedet. Til lejligheden havde han lavet en liste med en række grunde til, at arbejdsløse er samfundsnyttige. Formålet med kurset var på denne måde dels at rejse debat om samfundets noget ambivalente forhold til sin arbejdskraftreserve, dels at gøre livet lidt lettere for dem, der er så uheldige at tilhøre denne reserve, ved at give psykologisk, rationel, økonomisk og praktisk inspiration til livet i slæbesporet. 'Jeg arbejder, altså er jeg' kunne være en rammende beskrivelse af et arbejdsmarked, hvor personlig udvikling, engagement og tempo går hånd i hånd. For år tilbage, hvor der stadig fandtes 'arbejdere' og 'industrisamfund', solgte man som arbejder sin arbejdskraft til arbejdsgiveren, og hvad man mente, tænkte og foretog sig i sin fritid, var - og skulle være - uden betydning for ens arbejde. I dag forholder det sig noget anderledes - på godt og ondt. Som idéhistorikeren Jens Erik Kristensen siger det: »Sat på spidsen skal man i dag, ud over sin arbejdskraft, sælge sig selv med hud og hår; på nutidens arbejdsmarked skal man være villig til at stille intet mindre end hele sit reservoir af specifikke personlige ressourcer og potentialer, sine personlige og sociale egenskaber såvel som faglige og tekniske kundskaber til rådighed«. Har man været en flittig, god og engageret medarbejder, er der intet at sige til, at man muligvis står foran den helt store nedtur, hvis man mister jobbet. For man mister jo ikke kun jobbet og lønnen, man mister også alle de relationer, man havde kørt sit engagement og personlighed ind i. Når man nu kan miste så meget, skal man så - som nyuddannet og arbejdsløs - dybest set være glad for, at man endnu ikke har haft 'held' til at sælge sig selv med hud og hår til arbejdsmarkedet? Man taber jo ingenting, så længe man ikke spiller. Så heldig har man som arbejdsløs desværre ikke lov til at være. For når nutidens arbejdsmarked alene understøtter forestillingen om, at hele ens eksistens kommer af det arbejde, man har, så er man slemt på den, når man ikke har noget job - jeg arbejder ikke, altså er jeg ikke. Men hvorfor skal man måle sit liv mod noget, man ikke har? Ja, beskæftigelsesministeren ville sandsynligvis svare, at arbejdet og de krav og forestillinger, vi har herom, skal bestemme over de arbejdsløse, fordi de så hurtigere kommer i arbejde. Eller sagt på en anden måde: Når livet som arbejdsløs gennemreguleres i forhold til det at have arbejde, bliver livet uden job ikke til at holde ud at leve - og alle ønsker sig herefter et job. Derved brydes arbejdsløshedens onde cirkel. Man tager imidlertid fejl, når man bliver ved med at insistere på, at alle kan få arbejde, hvis bare de vil det nok. Så langt tilbage som Danmarks Statistik opgiver tallene på deres hjemmeside, er lidt over 2,1 million danskere over 18 blevet forsørget gennem indkomsterstattende ydelser. Det er altså ikke nogen ny situation, vi er i. Det mest nye består måske i, at vi må erkende, at også højtuddannede bliver ramt af behovet for offentlig forsørgelse. Det synes jo logisk, at når flere får en højere uddannelse, vil deres andel af de offentligt forsørgede også stige. Samtidig udvikler det akademiske arbejdsmarked sig på en måde, så flere oplever arbejdsløshed i perioder, bl.a. fordi mange opgaver i dag tænkes som projekter og folk derfor ansættes på freelancebasis eller på korttidskontrakter. Vi mener ikke,at der er nogen grund til at begræde, at vi har en stadig mere veluddannet arbejdskraftreserve. Der er til gengæld rigtig god grund til at begræde, at vi som samfund ikke understøtter disse mennesker i at bruge deres mange ressourcer til gavn for samfundet. Ligesom alle mennesker på arbejdsmarkedet er også de i arbejdskraftreserven afhængige af et godt psykisk arbejdsmiljø (eller arbejdsløshedsmiljø) for at kunne være effektive og kreative. Det er derfor paradoksalt, at man gør alt for at gøre dette arbejdsløshedsmiljø så ufrugtbart som muligt. Ud fra devisen tillid er godt, men kontrol er bedre, er man som arbejdsløs konstant mistænkt for selv at være skyld i sin situation og i bund og grund ikke at gide arbejde. Når man har indstillet sig på, at man ikke som ene arbejdsløs kan ændre systemet, kommer tiden til at finde ud af, hvordan man vil indrette sig efter det. Hvordan man lever med det eksisterende system uden at lade sig nedbryde af det? Her er et af kursets budskaber, at man skal erkende og lære at insistere på, at man ikke nødvendigvis er mindre værd for samfundet, fordi man er arbejdsløs. Det kan være nyttigt dagligt at spørge sig selv og andre om, hvem der gør størst gavn: den arbejdsløse, der arbejder frivilligt som besøgsven hos ensomme, eller tobaksfabrikkens direktør? Nej, det er ikke så enkelt, som det ofte fremstilles, vel? Et andet budskab er, at man skal forsøge at give arbejdsløsheden en plads i hverdagen på lige fod med den plads, arbejdet har, når man er så heldig at have sådan et. Ganske vist fylder arbejdet meget i folks liv, men helst ikke meget mere end 37 timer om ugen. På samme måde mener vi, at man skal være arbejdsløs 37 timer om ugen. Resten af tiden har vi lov til at være ganske almindelige mennesker, som tilfredsstiller vores behov ligesom alle andre. Det lyder som en selvfølge, men hvis man har prøvet at møde op til en familiefest eller taler med sin familie eller venner, vil man hurtigt opdage, at arbejdsløshed får man ikke bare sådan fri fra. Der bliver spurgt og pirket eller gået om den varme grød på tidspunkter af døgnet, der ligger klart uden for normal arbejdstid, og som for en almindelig ansat ville udløse dobbelt overtidsbetaling. Vi bør simpelt hen indføre arbejdsløshedstidsregulering. Vi bør som arbejdsløse have lov til at have fri efter en lang og hård arbejdsløshedsdag. Vi bør have lov til at afspadsere lang tids intensiv jobsøgning med perioder med fritid. Men hvad kan vi selv gøre for at give systemet, hvad systemets er, og samtidig beskytte os selv? Hvordan får man en rar hverdag med gode oplevelser? Man insisterer på at nyde de privilegier, som arbejdsløshed trods alt giver - uden dårlig samvittighed. Vi omsætter vores overskud af tid til forøget livskvalitet. Vi giver os god tid i køkkenet til retter med billigt kød og bønner. Som regel vil man, når man spiser sin mad, forinden have tilbragt mindst en til to behagelige timer (billigt kød og bønner skal koge længe) i selskab med potter og pander. Vi tager på skovtur med vores børn - på en tirsdag. Vi går på biblioteket, låner og får læst 'På sporet af den tabte tid'. Vi engagerer os i den lokale beboergruppe og starter vigtige samfundsdebatter. Alt sammen godt brugt tid, der ikke kommer dårligt tilbage. Vi siger ikke, at alle skal give sig i kast med f.eks. at blive fritidskokke. Hvad vi mener, er, at de fleste har nogle ting, som de går op i, og som de kan lide at beskæftige sig med. At være arbejdsløs udelukker ikke, at man kan beskæftige sig med ting, man godt kan lide. En god måde at få hverdagen til at fungere og bevare livskvaliteten på er således ved at få oplevelser af glæde hver dag. Selv arbejdsløse skal ikke gøre sig fortjent til livsglæde; de må faktisk gerne have det godt, selv om de ikke tjener penge til samfundet. Eller hvad? Vi har et godt samfundssystem, der tillader, at vi kan opretholde et fornuftigt velstandsniveau, men vi har også en kultur, der kræver af os, at vi bruger al vor energi og al vor tid på at jagte et arbejde, der i nogle situationer slet ikke er der. Kurset 'Sikke et liv!' blev rigtig godt modtaget af kursisterne, og ideen med at afholde et kursus i arbejdsløshed vakte også en del opmærksomhed i medierne - selv landets finansminister blev sur. Kursisterne var glade for, at kurset blev arrangeret og afholdt af tre personer, der selv har meget arbejdsløshedserfaring i rygsækken, og at der blandt oplægsholderne ikke var en eneste smart jobkonsulent, men derimod folk med megen livskvalitet, skønt arbejdsløsheden var tæt på. Men mest af alt var kursisterne glade for, at de for en enkelt dag fik lov at opleve, at de ikke levede et uheldigt og midlertidigt liv - for selv om man midlertidigt er uden job, kan man jo ikke leve livet midlertidigt. At skabe denne oplevelse hos kursisterne var kursets vigtigste formål, og vi som arrangører - og som arbejdsløse - håber, at man politisk og samfundsmæssigt vil blive bedre til at fokusere på de livsbekræftende aspekter, når der fremover skal laves love og regler for de arbejdsløse.