Vi har hørtdet og læst det mange gange: Valget i 2001 blev afgjort af udlændingetemaet. Socialdemokratiet tabte valget på grund af uenighed om netop dette emne. Derfor er det nærliggende at slutte, at Venstre, Det Konservative Folkepart og Dansk Folkeparti vandt valget, fordi de partier netop gik til valg på en strammere udlændingepolitik og en barsk retorik, og fordi det var det spørgsmål, der blev prioriteret højest af et flertal i befolkningen. Den forklaring bruges ofte af regeringen til at forsvare hver ny opfindsom stramning. Det har givet Danmark et dårligt omdømme i udenlandsk presse, hvor danskerne nærmest er blevet karakteriseret som racister eller i det mindste fremmedfjendske. Sådan forlyder det. Der er som bekendt mange hurtige forklaringer på tidens fænomener. De kan nærmest få karakter af myter, der kan levere hurtige svar og dermed fælles forståelse af det, der sker i hverdagen. Det sjove er, at verden i virkeligheden slet ikke er, som de mytiske forklaringer vil have, den skal se ud, og som mange tror og bekræfter hinanden i. Danskerne er ikke bare på én måde, og verden er mere nuanceret end som så. Det beklagelige er, at myterne ofte bygger på et ufuldstændigt grundlag, men de holdes i live, fordi nogen ønsker at bruge dem. Risikoen er, at de mytiske og ufuldstændige forklaringer får en selvopfyldende funktion. Rockwool Fondens Forskningsenhed har netop udsendt sin seneste bog: 'Er danskerne fremmedfjendske? Udlandets syn på debatten om indvandrere 2000-2002'. Det er lektor Hans Jørgen Nielsen, Københavns Universitet, der er forfatteren. Den er ganske interessant. Udenlandsk presse er præget af negativ omtale af Danmark i den undersøgte periode. Det har provokeret Hans Jørgen Nielsen, som derfor indledte et samarbejde med Rockwool Fondens Forskningsenhed, der netop igennem årene har forsket i indvandring og integration. Billedet af Danmark var unuanceret. Zapera er et bureau, der foretager interview via internettet i Danmark, Finland, Norge og Sverige. Bureauet viste i et nyhedsbrev 26.8.02, at 34 procent af nordboerne finder Finland fremmedfjendtligt, og 38 procent finder Danmark fremmedfjendtligt. De tilsvarende tal for Norge og Sverige var henholdsvis 22 procent og 11 procent. Så Danmark opleves som det mest fremmedfjendtlige land i Norden. Samtidig mente 28 procent dog, at Danmark var et fremmedvenligt land, mens 11 procent mente det samme om Finland. Hvem er så måske egentlig mest fremmedfjendtligt i egne og naboers øjne? Eller hvem har lettest til kniven, kunne man spørge. Mange års forsøg på at nuancere opfattelserne af hinanden og komme væk fra generaliseringer af hele befolkninger eller af grupper på et endog meget tvivlsomt grundlag har åbenbart lidt skibbrud. Det ser ud til, at vi er tilbage på generaliseringernes overdrev. Nu ikke på baggrund af rejselystne forfatteres pittoreske beskrivelser, men ved hjælp af en sand skov af mere eller mindre kvalificerede målinger af befolkningers opfattelser og holdninger kombineret med ønsket om at skabe overskrifter. I 1997 fik EU-kommissionen udarbejdet en rapport, der fortalte, at en tredjedel af EU-landenes befolkninger anså sig selv for at være helt eller delvist (?) racistisk. I Danmark skulle hele 43 procent have erklæret sig selv som racist, og dermed skulle danskerne være det mest racistiske folk i EU. Gik man bag om rapportens konklusioner og så på kodningen af svarene, kunne man fagligt argumentere for en mere neutral kategorisering, der 'kun' gav 18 procent danskere, der selv erklærede sig som delvist eller helt racistiske. Svarpersonerne var blevet bedt om at placere sig selv på en skala fra 1 (absolut ikke racistisk) til 10 (meget racistisk). Spørgsmålet er, om det var det rette begreb at bruge i den type undersøgelse. Rockwool Fonden gjorde i sit Nyhedsbrev fra oktober 2001 opmærksom på skævheden i undersøgelsen, og der var da heller ikke længere nogen, der ville forsvare metoden. Men Danmark var allerede dårligt omtalt, og rapporten forblev på en EU-webside uden forbehold. Der er desuden store vanskeligheder ved alle internationale undersøgelser, der skal sammenligne lande, fordi begreber og kategoriseringer ofte opfattes og bruges forskelligt fra land til land. Men der kommer ikke desto mindre en strøm af internationale målinger, som skal kæmpe sig vej til mediernes bevågenhed, hvilket lettest gøres med slagkraftige overskrifter, der derefter formentlig 'lagres' som 'paratviden' hos bl.a. mediernes aktører. Den 'paratviden' aktiveres ikke mindst, når politikere på minister- og lederniveau bidrager til billedet. Den daværende indenrigsminister, Karen Jespersen, bidrog således markant til festlighederne med sit forslag om at anbringe kriminelle asylsøgere »på et særligt center på et øde beliggende område. Man kan f.eks. tage en ubeboet ø«. Den historie fyldte hurtigt medierne også i vores nabolande. I Dagens Nyheter: »Danske politikere siger tingene på en måde, der er utænkelig i Sverige«. Frankfurter Rundschau: »Det er helt utænkeligt, at en tysk socialdemokrat ville sige noget lignende«. Den pågældende journalist siger to år senere til Hans Jørgen Nielsen: »Hvis hun havde sagt, at de her asylsøgere fra Østeuropa, der kun kommer for at begå kriminalitet, skal fængsles hurtigt og udvises med det samme, og vi skal bygge en ekstra afdeling i Sandholmlejren og så ud med dem, så havde ingen reageret negativt. Men hvis du siger, at de skal ud på øde øer, så er det på et andet niveau, så behandler du dem, som om de er en gruppe værre end andre grupper, der findes«. Daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen kom i november 2000 lige så galt af sted, da han markerede, at der ikke var tid eller plads til bøn på danske arbejdspladser. Her klar afstandtagen fra muslimske medarbejdere. Og sådan fortsætter niveauet for diskussionerne, og under valgkampen i november 2001 accelererer det med både forslag og tone, der markant, men yderst selektivt og unuanceret beskrives i vores nabolande. Der er Socialdemokratiets pressemøde, der bliver et selvmål, i den forstand at indenrigsministeren endnu en gang peger på behovet for stramninger uden at have konkrete bud på det. Venstres pressemøde nogle dage efter handlede om bedre integration og bud på stramninger af bl.a. reglerne for asyl og for familiesammenføring med henblik på - som Venstres retsordfører Birthe Rønn Hornbech sagde det - stop for tyrkere, pakistanere og somaliere. Nogle dage senere ville Venstre have en integrationsminister, mens Dansk Folkeparti reagerede med, at det hellere ville have en hjemsendelsesminister. Endelig fremstod Venstres annonce med billedet af unge voldtægtsdømte indvandrere, der i situationen forbandt indvandrere med kriminalitet, som et bidrag til en dansk generalisering af indvandrerne i Danmark. Kampen om stemmerne skabte grundlag for en generalisering af politikerne og af danskerne, når udenlandske journalister skulle beskrive dagens Danmark. Der er mange grunde til at føle sig provokeret af det billede, som udenlandske medier skabte. Jeg blev selv provokeret, da den svenske avis Expressen 18.11.01 skrev, at det ikke ville være let at finde et anstændigt parti at stemme på, når der kun var Enhedslisten yderst til venstre, der skilte sig ud. Det var der faktisk adskillige partier, der gjorde. Da journalisterne nogle år efter blev interviewet af Hans Jørgen Nielsen om deres dækning af bl.a. valgkampen i Danmark, så var der en vis erkendelse af, at dækningen kan siges at have været ensidig - også set i forhold til de prioriteringer, som vælgerne rent faktisk havde, og som valgkampen også handlede om, nemlig velfærd. Hans Jørgen Nielsen afdækker mange af de forestillinger ved at vise, at der ikke er reelt grundlag for dem. Paradoksalt nok kommer Hans Jørgen Nielsen til selv at bære ved til en gængs forestilling, idet han fremhæver, at der var gode grunde til, at de tre borgerlige partier ønskede flere stramninger, end SR-regeringen havde præsteret. Jeg skal bare nævne to eksempler. Flere steder fremgår det, at antallet af familiesammenføringer stiger markant fra cirka 9.000 i 1998 til cirka13.000 i 2001. Kilden er her angiveligt OECD's 'Economic Surveys. Denmark' (2003). Jeg vil gerne tro, at det fremstår sådan i OECD's rapport om Danmark. Men går man til Udlændingestyrelsens nøgletal på udlændingeområdet 2001, fremgår det meget tydeligt, at springet i tilladelser til familiesammenføring fra 9.687 i 1998 til 13.187 i 2001 dækker over en teknisk ændring i statistikken: Alle børn af udlændinge - også børn født i landet - skal fra maj 2000 have en særskilt opholdstilladelse. Derfor er tallene ikke sammenlignelige. 2001-tallet skal korrigeres med 2.237. Her kan man også se, at der er udsving i antallet af tilladelser fra år til år, og at der er en stigning i antallet af tilladelser til herboende dansk/nordisk ansøger fra 3.893 i 1998 til 4.362 i 2001. Stigningen i de 'farlige' tilladelser kan efter min mening ikke bruges til at forklare de borgerlige partiers hårde fremfærd, som Hans Jørgen Nielsen gør. Beskrivelsen af den førte udlændingepolitik under skiftende regeringer har til formål at vise, at de udenlandske journalister ikke tager højde for, at stramningerne sker i forhold til en nærmest »altruistisk« integrationspolitik, som det udtrykkes i bogen. Jeg er ikke enig i den beskrivelse. Sagen er, at der er flere af de såkaldte stramninger, der ser ud af mere, end de er i virkeligheden, og som jeg ikke vil bruge kræfter på at ændre. Det gælder f.eks. udskiftningen af begrebet 'de facto' med begrebet 'beskyttelsesstatus'. De to begreber dækker stort set det samme i virkeligheden, nemlig de tilladelser til asyl, der ikke er dækket af FN's flygtningekonvention, men af andre konventioner. Sagen er jo, at der igennem mange år er ført en stram udlændingepolitik i Danmark. Til gengæld har vi så nu fået en lovgivning i Danmark, der gør forskel på statsborgeres ret til at bo i Danmark med deres familie. Værdien af statsborgerskabet er udhulet af det højreorienterede borgerlige Danmark. Hvor mange er mon klar over det? Men andre undersøgelser trækkes ind i Hans Jørgen Nielsens opgør med generaliseringerne af danskerne. Og det er velgørende, for det er med til at punktere mange myter og forklaringsmodeller, der i sig selv har en tendens til at fastholde de fire største partier i Folketinget på nogle bestemte positioner, hvilket er til skade for løsningen af de reelle problemer. Der er en tendens til, at grovheden i sprogbrugen er steget. Påstanden fra bl.a. politikere er, at det er befriende, at der ikke er tabuer i Danmark, som der er i andre lande, for så kan vi omsider få diskuteret problemerne (som om man ikke kan diskutere problemer i et ordentligt sprog!). Sagen er, at der har været en åbenhjertig diskussion i flere årtier i Danmark om udlændingepolitikken. I serien om Magtudredningen, som Folketinget gav penge til i slutningen af 1990'erne, kom der allerede i 2000 en udgivelse af Jacob Gaarde Madsen: 'Mediernes konstruktion af flygtninge- og indvandrerspørgsmålet'. I B.T., Jyllands-Posten og Politiken tælles antal artikler og indlæg i en lang række år, og de inddeles efter forskellige emner som kriminalitet, udvisninger med mere. De analyseres kvalitativt for årene 1970, 1984, 1985, 1993 og 1997/98. Fra 1984-85 nærmest eksploderer antallet af artikler, og rekorden nås i 1993. Analysen viser, at man kan finde de samme overordnede temaer, hvor aviserne fokuserer på de samme typer problemer, men der er forskellige 'forklaringspakker' i aviserne, det vil sige forskellige måder at fremstille problemerne på. Avisernes 'forklaringer' opbygger skel mellem 'dem', der giver anledning til problemer, og 'os'. Det er den dominerende 'forklaring' i B.T. og Jyllands-Posten. I Politiken giver 'forklaringen' også skel mellem 'dem' og 'os', men der er mere fokus på 'os', det vil sige dels befolkningen, der skaber problemer med negative holdninger, og dels politikernes og myndighedernes dårlige håndtering af sagerne. Analysen viser, at de 'forklaringspakker' stadig er gældende. Det er dem, der konstruerer flygtninge- og indvandrerspørgsmålet på ganske bestemte måder. Undersøgelser af holdningerne hos befolkningen viser, at der er et fald i fordommene og en stigning i tolerancen, men der er også svingninger, der indikerer, at der kan være en sammenhæng mellem mediernes behandling af spørgsmålene og holdningerne i befolkningen. Politikere har selvfølgelig i særlig grad et ansvar for deres bidrag til den offentlige diskussion. Ministre ikke mindst. Derfor er det ikke sært, at sagen om 'den øde ø' interesserede journalister i ind- og udland. Østrigsagen fyldte meget på det tidspunkt, og der var en højredrejning i Europa. Indenrigsministeren kunne have talt med sin regeringspartner om problemet og have fremsat forslag til ændringer, eftersom der gennem Udlændingestyrelsen var kommet en opfordring fra Dansk Røde Kors. Men ministeren vælger en dramatisk medie-event mindre end to uger før Dansk Folkepartis landsmøde i september 2000. Det var meningen, at det skulle give genlyd. Som man råber i skoven, får man svar. En analyse af folketingsvalget 2001 viser i øvrigt, at medierne gik i selvsving på udlændingespørgsmål. I medierne indgik emnet med dobbelt så stor vægt (42 procent), som det gjorde hos vælgerne (20 procent). Og blandt vælgerne var det med en næsten ligelig fordeling af såvel positivt som negativt fortegn. Det egentlig nye og afgørende ved valget var, at velfærdstemaerne var absolut højest på vælgernes dagsorden, og at det var lykkedes Venstre at bryde forestillingen om, at Socialdemokratiet var bedst til at sikre velfærden. Venstre vandt valget på sygehusenes ventelister. Det gode spørgsmål er så, om vælgerne ved næste valgkamp vil lade sig nøje med symbolpolitik.