Allerede for sent på den. Kun lige begyndt på det nye, friske år. Lovede mig selv under spring fra stol nytårsaften, at 2004 måtte blive anderledes. Lider af kronisk sove over-syndrom. Må være kombineret A/B-menneske for at nå alt det, jeg føler, jeg skal. Nemmere at putte sig under dynen og glemme virkeligheden, om end det er for en kort stund. Ulempen ved at bo i en storby er, at man konstant bliver mindet om, at resten af verden aldrig holder fri. Der er en evindelig brummen - tonen af en by, der aldrig hviler, aldrig sover, men bestandigt er i bevægelse. Nogle gange må man bare tude. Ikke nok med, at verden er ét kaos - krig, naturkatastrofer, fattigdom og elendighed. Ens eget liv er også i ruiner - nu, hvor det for alvor burde blomstre. Og man kan ikke tillade sig selvmedlidenhed, når så mange virkelig lider. I dette forum bliver ens svulmende identitetskrise til ingenting, men alligevel nærværende og højtråbende. Jeg nægter at tro, at jeg er den eneste. Der må være andre, der på cyklen, under føntørringen, i Kvickly, på caféen, midt i aftensmaden eller under 'Krøniken' tænker det samme. Er der ikke? Hvem er det, vi er? De unge voksne omkring 30-generationen, der er blevet opflasket med vores fantastiske muligheder, i forhold til da vores forældre var unge. Hvordan finder man sig selv på det globale landkort, når alle pejlinger er umulige, selv i en tid med GPS, elektroniske vejvisere og Kraks på computeren? Prøvede at søge på 'mig', men fandt intet. 'Din søgning gav 0 resultater, prøv igen'. Det gør jeg så hver dag, men føler ikke, at jeg kommer nærmere. Ikke at det er noget, man snakker om, denne søgen efter sit selv. Det burde jo være på plads efterhånden, det er et alt for oplagt svaghedstegn, og det er der ikke rum til. Måske godt det samme, ellers ville vi måske være flere, der skulle en tur omkring lægen og videre til psykiateren, og så ville ventelisterne forlænges drastisk. Men tilbage til spørgsmålet: Hvem er vi? Jeg kender de konkrete facts: 31, specialeskrivende, single, Frederiksberg. Ved, at jeg allerede har været for meget i solarium, har lyttet til for mange koncerter og er i overhængende fare for tinnitus, har spist for meget mad med diverse tilsætningsstoffer i og alt for stort fedtindhold, har røget for mange cigaretter til, at advarselslabels påvirker mig. Jeg ved, at jeg burde være et andet sted end her. Burde løbe en morgentur, men sover hellere den halve time længere, burde sove inden midnat, men elsker at se 'Frasier' på sofaen, burde bungeejumpe, for det er bare så fedt, burde færdiggøre mit studium, men tør ikke, fordi jeg hver dag bliver mindet om arbejdsløshed og absurde fremtidsudsigter. Burde have været karrieremindet fra gymnasietiden; valgt samfundsfag og økonomi og straks begyndt en videregående uddannelse, men havde allerede dengang for travlt med at søge efter mig selv. Vi er flere, der burde have spekuleret i studiejob, der kunne bane vejen for en fantastisk karriere, men opgav med udsigt til piccolinejob for unge under 18, job som tilkaldevikar eller til mindstelønnen i Netto. Samtidig er det vigtigt at have travlt med meningsfulde hobbyer, som kan pejle én i retning af, hvem man er - syr jeg tasker, dyrker jeg yoga, er jeg mere til rollerblades, klatreture, rappelling eller roning? Hvem fanden er jeg? Og det stresser virkelig - jagten på selvet. Det figurerer ikke i kalenderen, men tro mig, det er der hele tiden. Som underlægningsmusik - umærkeligt for andre, men som stemningsskabende tilstand indeni. Og som guideline for den vej, man vælger at gå. Før i tiden gik man bare, sådan lidt slentrende her og der. Nu har hvert eneste skridt en signifikant betydning for vores muligheder, og der skal ikke meget til, for at et fejltrins fodspor bliver hængende lidt for længe i det seje mudder, der findes i store mængder lige ved siden af den rette vej. Og i stedet for at snakke om livet og tankerne bruger vi ofte venskaber til at etablere vores sociale position, brokke os over ikkeeksisterende økonomi, sammenligne travlhed og snakke om weekendens aktiviteter. Det er en forsvarsmekanisme, en naturlig fortrængning af det uhåndgribelige. For det skal i hvert fald ikke være mig, der sænker paraderne og indrømmer, at jeg er totalt lost i mit eget liv. Hvor er Kraks, når jeg har brug for den? Magtesløs kan man hurtigt føle sig i en verden, der ikke tillader tvivlen. Gør jeg det rigtige? Er jeg den rigtige? Er det rigtigt at tænke sådan? Hvem er jeg? Jeg vil vove den påstand, at vi er mange, rigtig mange, der er periodisk ensomme - også blandt andre mennesker. For det er svært at nå ind, og det er svært at lade andre komme ind. It's all about appearance - og derfor bliver vi en generation af unge voksne, der udadtil virker, som om vi kan det hele. Derfor heller ikke underligt, at ingen aner uråd. Derfor heller ikke underligt, at mange lider af depressioner. Men faktum er, at meget allerede er for sent eller i sidste øjeblik. For sent at blive balletdanser, for sent at satse på karriere som fodboldspiller, for sent at vinde 'Popstars'. Vi kan ikke længere få ungdomsrabat, og det er absolut sidste udkald for at skabe karriere, kravle op ad diverse rangstiger, fremskaffe familie og - især - at finde sin plads i livet. Vi burde investere i huse og biler, men bruger pengene på livsstil, så vi føler, at vi hører til the fast lane, der giver os status, identitet og selvværd. Vi burde spekulere i job med gode pensionsordninger og barselsvilkår - hvis vi overhovedet kommer til samtale. Vi burde få børn, men venter desperat på, at den eneste ene ringer på dørtelefonen, mens vi får flere skeletter i skabet og gang på gang oplever følelsen af at blive forladt, selv efter one night stands, hvor reglerne er implicitte. Det er denne ukonkrete følelse af at være permanent for sent på den, der følger os som en usynlig skygge. Denne nagende bevidsthed om, at der er så meget, man burde gøre, så meget, man burde have gjort. Fornemmelsen af at løbe efter en propfyldt bus i myldretiden, der nægter at stoppe. Det lyder som en ond drøm, men er for mange et virkeligt mareridt; en permanent tilstand af dårlig samvittighed over ikke at kunne nok og være nok - over for sig selv og i øjnene på andre. Vi er en generation opdraget med ideen om den rene mulighed. Sartre sagde det - at vi er født med en ren tavle, at vi kan, hvad vi vil - og at vi er forpligtet til det. Da jeg var lille, ville jeg være prinsesse. Nu er jeg blevet lidt klogere, men har nok stadig urealistiske forventninger til, hvem jeg er, og nægter at gå på kompromis med kravene til mit liv og især til mig selv. Hvad med min ven i London, der på 10. år prøver at få en musikkarriere, hvad med min veninde, der vil være skuespiller, men er for gammel til de etablerede skoler, hvad med veninden på snart 40, der brændende ønsker at få børn, hvad med ...? Uden at ane hvordan eller hvornår er vi er landet midt i skismaet mellem drømme og realiteter, handling og konsekvens. Indeni er vi drenge og piger, men spejlet viser mænd og kvinder. Uden sikkerhedsnet og med overhængende fare for at miste fodfæstet står det identitetssøgende unge voksne menneske på jagt efter en vejviser. Vi troede, at vi havde tiden foran os, og pludselig løb den væk. Det eneste, der er tilbage, er den stille lyd af sandkorn efter sandkorn, der løber gennem timeglasset. Overalt findes opskrifter på det perfekte liv. Hvis vi bare køber lige dét tøj, dén makeup og får ordnet håret dér - ku' det så ikke være os? Vi søger desperat svar i feng shui, hos clairvoyanten, numerologen, i horoskoper. Vi former os efter trenden - går i designertøj, vi ikke har råd til, køber cd'er for at være med på det nyeste, går i biffen til de rigtige film, ser TV-avisen, så vi kan diskutere nyhederne, og får avisen ind ad døren, så vi kan segmenteres rigtigt. Vi gør alt for at putte os i kasser. Så vi kan skabe en identitet og høre til et sted. Så vi kan finde en rolle over for os selv og verden. Vi føler os for unge til selv at blive forældre, men er for voksne til at være barnet, når vi kommer hjem. Vi har voksne problemer, men er ikke modne nok til at tackle dem. Vi prøver at finde et ståsted i en verden, der reklamerer for evig ungdom. Vi køber pushup-bh'er og håber, at lyset er slukket, før der er dømt falsk varebetegnelse. Der er allerede nu tøj, vi ikke bør gå i, clubber vi er for gamle til. Noget af den musik, vi dansede til i '90'erne, ved unge nu ikke, hvad er. Face it - vi bliver ældre. Vi prøver at synes mystiske og undgå spørgsmålet om alder og bør blive glade, når reaktionen er »du ser da ikke så gammel ud!«. Hvis vi bare yder lidt mere og skifter retning endnu en gang, ku' det så ikke være os? Familiens bekymrede blik, når snakken strander ved børn og kæreste. Uret tikker højlydt, æggene står i kø for at blive benyttet til noget fornuftigt, og drømmen om det perfekt planlagte liv krakelerer, i takt med at forbruget af forebyggende rynkecreme stiger. Nogle af os blev opdraget med, at der skal være plads til alle, at alle er ligeværdige. Det kræver et enormt illusionsbrydende wake up call, for verden er ikke længere rummelig, hvad det angår. Det er albuernes tid, selvsikkerhedens tid, som sagt - it's all about appearance. Og vi, der gerne vil dele og stå på lige linje, bliver gang på gang skubbet bagerst i køen, indtil vi lærer, at enhver er sig selv nærmest. Sartres visioner om eksistentialisme - individets absolutte ansvar for sig selv - føles som en uendelig tung byrde. Vi har ingen at bebrejde, ingen skæbne at råbe ad, ingen arv og miljø at skyde skylden på. Kun den evigt lokkende mulighed for den absolutte ro og harmoni, hvor utopisk det end ser ud. Og når vi ikke kan klare det, når vi bliver bange og ulykkelige, er det kun vores egen skyld. Vi har ansvaret for lykken. Den kommer ikke - man skaber den. Det er kun et spørgsmål om vilje. Man kan, hvad man vil. Hvis du kikser, og muligheden glipper, ville du det bare ikke nok! Postmodernismen erklærede, at den store fortælling er død. Så vi skriver hver især vores egen og indgår fællesskaber baseret på behov og interesse. Der er ingen fortid, ingen fremtid, kun nuet. Og derfor er vi opsatte på at skulle leve hver dag, som var det den sidste - carpe diem. Og det er sgu svært at nå både morgenløbetur, sove længe, svømning, brunch, job, tanker, økologisk indkøb, shopping, styrketræning, lave sushi, bage boller, kvalitetstid med familie og venner, udstilling, teatret, 'Deadline' på DR 2, ses på in-stederne i byen, bruge tandtråd, tidligt i seng og krydse fingre for, at vi vågner igen. Og får mulighed for at optimere vores forsøg og gøre det lidt bedre. Og når man så fortvivles en ensom søndag aften, efter filmen, Rittersporten og diverse genudsendelser med byens brummen som baggrundsstøj - hvad så? Hvem skal vi råbe til for at blive hørt i den stille nat, med sofapuden gennemvædet af resigneret gråd og snot? Nietzsche aflivede Gud for længe siden. Religion og tro af enhver art er ikke in. Vi er opdraget til at være rationelle, til at måle og veje alt. Og i det univers er en gud en alt for uhåndgribelig størrelse. Vi vil have resultater, fakta. Derfor er der ingen til at lytte til det store spørgsmål - hvem er jeg? Og ingen til at svare, eller til i det mindste at indgå i en dialog. Kun ekkoet, larmende i et overbelastet hoved - gammelt før tid af konstante eksistentielle tanker, den totale revurdering og bearbejdning af selvet, i vores så vidt muligt kontrollerede liv. Måske man bare skulle sove lidt og håbe på, at morgendagen bringer svaret? Det eneste, der vedvarende runger, er ideen om mulighederne. Vi kan alt, og derfor skal vi alt - hele tiden og altid. Kierkegaard påstod, at det drejede sig om enten-eller. I vores verden har vi forkastet dette og erstattet det med både-og. Mere vil have mere. Sandkorn efter sandkorn flyder nærmest umærkeligt gennem glasset. Vi finder nok intet svar - kun svarmuligheder. Selv Kraks giver fortabt. Hvad gør vi, når vi også gør? ANN VÆGTER