Dér kommer han gående rank under baskerhuen som vokser og vokser langsommere og langsommere kommer han elegant gående som på vej over dansegulvet for at inklinere de velpudsede sko under frakkens cylinder spiller pingpong med fliser og jord smiler han eller skærer han tænder han har mappen i hånden skal på posthuset hente posten og tilbage igen Bevæger sig langs himlen mellem husene i blufærdig myndighed gennem Skagens Hotel som ikke er der mere skridter tværs over spøgelsesgulvet i restauranten gennem to borde og otte stole ud ad den vestlige bræddevæg mens Karl Bovin (som heller ikke er der mere) henslængt i divaneseren spiller en sonate af Beethoven på støvsugerslange for de fordrukne fiskere hvis koner og kærester bare kan holde deres kæft Inde til højre kører Skagensbanen med sit skinneskrig ni turister og en indfødt imod Hulsig den indfødte genkender Ole Wivel og tænker »Han har tabt sig« Det erfuglens fløjten i den blå aften det er bolden kroketkuglen der ligger stille under træet husene i sol havemøblernes hvidhed men også mågernes skrig over det øredøvende hav det umiskendelige ligesom 'strakte' sind tanken der letter ud over ind under det vi andre ser og rammer en stilhed virkeligheden et øjeblik en udsathed han tog på sig og ikke gjorde et stort nummer ud af han brugte ingen store numre i det hele taget kun i kundskab et af de største En humorist i alvorligt jakkesæt et smilende konfirmandansigt fra den voksne bogføringsflip de store akvariebrilleglas lyset måtte gøres op ligeså mørket der måtte ganges divideres gøres status også i sproget det måtte finde en form han fandt den det blev skyllet ned skyllet godt igennem og så kom ordene venneordene tøvende dog som en byge af fin lysende styrtregn: »Se nu her din dromedar dit hykleriske dobbelte halsstik du tilsnørede provst over åkander og ensomhed det hedder ikke længere zikel men sykel har du én det skal være én med kædeskærm hør nu hvad jeg siger det går nok jeg betaler ...« Denne trods alt hjerteligt imødekommende opmuntrende hoplamusikalske og gennemreflekterede pas de deux i blødt formiddagslys ovre fra den svenske kyst hvor Tordenskjold og så videre som et brev man har længtes efter uden at vide det han taler og er brevet et af dem han har sendt så mange håndskrevne af trofast gennem årene Vi sidder over for hinanden nærværet er serveret til brød suppe vin og et kig ud gennem gardinet til Skagen »her gik Karen Blixen her stod H.C. Andersen her ziklede slagteren forleden i dag er der ingen af dem hvilken fred synes du ikke« Han vender om vil gå hjemad fra posthuset men slår et smut ned omkring havnen blæsten river i frakke og basker en stinkende fiskeaffaldsbil kommer tæt på han gør et par chassé som i sin tid om natten ved Øresund »her lugter af Jyllands-Posten« mumler han men vinker lettet i stærk sol til den dyttende chauffør over ikke at være kørt helt over og beslutter resolut at stikke indenom på den lille café og få lidt base det vil sige: et glas fadøl så kroppen får sit og dernæst at besøge Skagens Museum på hjemvejen Min gamle ven og lakridskammerat ville aldrig ha at jeg kaldte ham det han rystede på hovedet kastede navnet af sig nu krydser han ned gennem småvejene op mod vinden i frakkens sejl i stedet for den lange ligeud-tur langs stranden som ikke er nogen strand men en bræmme af marehalm i grumset sand mellem to kørebaner i hård nordenvind nej som sagt: de små veje hvor hybenroser vokser i haverne som et levn fra gammeltiden da Krøyer og Ancher og den fistelstemmede Drachmann gjorde stierne usikre Her var det i et af husene som ligger stille hen at en pige engang sprang op på køkkenbordet uden trusser ved nytårstid erindrer han at jeg engang har fortalt han tror ikke på det men mener det må være sandt og ser det for sig i et glimt som en af Sergels eller Abildgaards tegninger fra guldaldermalernes Rom det får ham til at tænke på Thorvaldsens Jesus og på Constantin Hansen derefter på C.F. Hansen så på H.C. Hansen og Viggo Kampmann på en lejlighed i Århus og et smil forleden på posthuset eller i en sætning. Han standser foran Brøndums Hotel er gået for langt drevet fremad af erindring skulle have været ned ad den lille sti til venstre mellem Museets have og parkeringspladsen han kunne selvfølgelig drikke et glas på Brøndum nu han er her men nej han går ind på Museet Det er » Den store busk med hvide roser afblomstret nu. Syrenen for længst. Nattergalen har lukket næbbet. Tonen fra den hvide glasskål klinger først højt og rent, så dæmpes den og lyd blir til tavshed. Et indfald fylder erindringen som mørke med lys: dit hele midlertidige nærvær «. Han iler hen til maleriet står foran det som en sømand foran galionsfiguren det er Anna Anchers 'Pigen i køkkenet' som Museet har lånt på Den Hirschsprungske solen flytter vinduesruderne ind i gardinerne som gule nybagte brød skørtet en rødt eventyrligt rødt som en rødmen Han har stået foran det lærred mindst hundrede gange han har fortalt om det i tidløst præcist sprog hovedets bøjning pigen som skulptur den halvt åbne dør Nu ser han noget han aldrig har set skønt han har set det hele en detalje et hak i gulvplanken et L som vender den forkerte vej han prøver at sætte en finger for så L'et er borte og ser nu blot et intetsigende gulv hele billedet falder sammen det er altså med vilje som alt andet med fru Ancher som skrev 'O Røv og Hår' som farvelhilsen til Martha Johansen for at drille intellektet i sig selv og dernæst for at pirke til enhver storsnudethed det passer ham godt og fru Anchers billeder er en lise for hans øjne Måske alligevel om lidt på Brøndum et glas et eller andet men først endnu et maleri 'Østerbyvej i Skagen Østerby' fra 1915 det er en skitse men et lille mesterværk han ser jo selv farverne hver dag blåviolet rosa rød slagskyggerne ved aftenstid blot ikke i Anna Anchers koncentration Han smiler og kender det hele husker det hele elsker det hele mappen med dagens post er lige ved at falde fra ham han griber fast om håndtaget han bliver varm åbner frakken man får vel ikke lungebetændelse på et museum I det øjeblik passerer jeg det gamle vandtårn og slagteren på hjørnet går videre ad vejen Karen Blixen gik svinger ind på Brøndums Hotel bestiller et glas sætter mig ved vinduet »mon ikke han kommer« tænker jeg »mon ikke« Og lidt efter kommer han traskende i åbentstående frakke ligesom på tå træder han ind titter forsigtigt som om blikke kunne liste er her nogen før han hænger frakken kaster baskeren op på hylden stryger sig gennem håret rømmer sig diskret og smyger ind i restauranten Han er god til ikke at virke overrasket virkelig god men ler alligevel sætter sig ikke ulig en glad loppe eller løve bestiller suppe brød og vin vi bliver siddende snakkende i enighed og uenighed resten af dagen pandekager vil han ikke ha vi taler om alt Det er moderens skrigende sko i skabet stormens skrål om skarpe hjørner slagskyggerne Plesners huse blafrende sejl musikken fra væggene sindbilleder de to sekunders ophold over for den anden som bliver til en evighed bølgeslag på bølgeslag en opstilling af Chr. Krogh og aftenløvet som falder til ro om lidt et midlertidigt nærvær sin tid ud.