0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En humorist i alvorligt jakkesæt

Skagens Museum og Brøndums Hotel flagede på halv, da digteren Ole Wivel blev begravet tidligere denne måned. Hans ven, digteren Sten Kaalø skriver her nogle linjer til minde om et midlertidigt nærvær, der varede sin tid ud.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Dér kommer han gående
rank under baskerhuen
som vokser og vokser
langsommere og langsommere
kommer han elegant gående
som på vej over dansegulvet
for at inklinere
de velpudsede sko
under frakkens cylinder
spiller pingpong med fliser og jord
smiler han eller skærer han tænder
han har mappen i hånden
skal på posthuset
hente posten og tilbage igen

Bevæger sig langs himlen
mellem husene
i blufærdig myndighed
gennem Skagens Hotel
som ikke er der mere
skridter tværs over
spøgelsesgulvet i restauranten
gennem to borde
og otte stole
ud ad den vestlige bræddevæg
mens Karl Bovin
(som heller ikke er der mere)
henslængt i divaneseren
spiller en sonate af Beethoven
på støvsugerslange
for de fordrukne fiskere
hvis koner og kærester
bare kan holde deres kæft

Inde til højre
kører Skagensbanen
med sit skinneskrig
ni turister
og en indfødt imod Hulsig
den indfødte
genkender Ole Wivel
og tænker

»Han har tabt sig«
Det erfuglens fløjten
i den blå aften
det er bolden kroketkuglen
der ligger stille under træet
husene i sol
havemøblernes hvidhed
men også mågernes skrig
over det øredøvende hav
det umiskendelige
ligesom 'strakte' sind
tanken der letter
ud over ind under det vi andre ser
og rammer en stilhed
virkeligheden et øjeblik
en udsathed han tog på sig
og ikke gjorde
et stort nummer ud af
han brugte ingen store numre
i det hele taget
kun i kundskab
et af de største

En humorist i alvorligt jakkesæt
et smilende konfirmandansigt
fra den voksne bogføringsflip
de store akvariebrilleglas
lyset måtte gøres op
ligeså mørket
der måtte ganges divideres
gøres status
også i sproget
det måtte finde en form
han fandt den
det blev skyllet ned
skyllet godt igennem
og så kom ordene
venneordene
tøvende dog som en byge
af fin lysende styrtregn:

»Se nu her din dromedar
dit hykleriske dobbelte halsstik
du tilsnørede provst
over åkander og ensomhed
det hedder ikke længere
zikel men sykel
har du én
det skal være én med kædeskærm
hør nu hvad jeg siger
det går nok
jeg betaler ...«

Denne trods alt hjerteligt
imødekommende
opmuntrende hoplamusikalske
og gennemreflekterede
pas de deux i blødt formiddagslys
ovre fra den svenske kyst
hvor Tordenskjold og så videre
som et brev man har længtes efter
uden at vide det
han taler og er brevet
et af dem han har
sendt så mange håndskrevne af
trofast gennem årene

Vi sidder over for hinanden
nærværet er serveret
til brød suppe vin
og et kig ud
gennem gardinet til Skagen
»her gik Karen Blixen
her stod H.C. Andersen
her ziklede slagteren forleden
i dag er der ingen af dem
hvilken fred synes du ikke«

Han vender om
vil gå hjemad fra posthuset
men slår et smut
ned omkring havnen
blæsten river i frakke og basker
en stinkende fiskeaffaldsbil
kommer tæt på
han gør et par chassé
som i sin tid om natten ved Øresund
»her lugter af Jyllands-Posten«
mumler han
men vinker lettet i stærk sol
til den dyttende chauffør
over ikke at være kørt helt over
og beslutter resolut
at stikke indenom
på den lille café
og få lidt base
det vil sige: et glas fadøl
så kroppen får sit
og dernæst at besøge
Skagens Museum på hjemvejen

Min gamle ven
og lakridskammerat
ville aldrig ha at jeg kaldte ham det
han rystede på hovedet
kastede navnet af sig
nu krydser han
ned gennem småvejene
op mod vinden i frakkens sejl
i stedet for den lange
ligeud-tur langs stranden
som ikke er nogen strand
men en bræmme af marehalm
i grumset sand
mellem to kørebaner
i hård nordenvind
nej som sagt: de små veje
hvor hybenroser vokser i haverne
som et levn fra gammeltiden
da Krøyer og Ancher
og den fistelstemmede Drachmann
gjorde stierne usikre

Her var det
i et af husene
som ligger stille hen
at en pige engang
sprang op på køkkenbordet
uden trusser
ved nytårstid
erindrer han at jeg engang har fortalt
han tror ikke på det
men mener det må være sandt
og ser det for sig i et glimt
som en af Sergels
eller Abildgaards tegninger fra
guldaldermalernes Rom
det får ham til at tænke på
Thorvaldsens Jesus
og på Constantin Hansen
derefter på C.F. Hansen
så på H.C. Hansen og Viggo Kampmann
på en lejlighed i Århus
og et smil forleden
på posthuset eller i en sætning.

Han standser foran Brøndums Hotel
er gået for langt
drevet fremad af erindring
skulle have været ned ad den lille sti
til venstre mellem Museets have
og parkeringspladsen
han kunne selvfølgelig
drikke et glas på Brøndum
nu han er her
men nej
han går ind på Museet

Det er
» Den store busk med hvide roser
afblomstret nu.
Syrenen for længst.
Nattergalen har lukket næbbet.
Tonen fra den hvide glasskål
klinger først højt og rent,
så dæmpes den og lyd
blir til tavshed.

Et indfald fylder erindringen
som mørke med lys:
dit hele
midlertidige nærvær «.

Han iler hen til maleriet
står foran det
som en sømand foran galionsfiguren
det er Anna Anchers
'Pigen i køkkenet'
som Museet har lånt
på Den Hirschsprungske
solen flytter vinduesruderne
ind i gardinerne som gule nybagte brød
skørtet en rødt
eventyrligt rødt
som en rødmen

Han har stået foran det lærred
mindst hundrede gange
han har fortalt om det
i tidløst præcist sprog
hovedets bøjning
pigen som skulptur
den halvt åbne dør

Nu ser han noget han aldrig har set
skønt han har set det hele
en detalje
et hak i gulvplanken
et L som vender den forkerte vej
han prøver at sætte en finger for
så L'et er borte
og ser nu blot et intetsigende gulv
hele billedet falder sammen
det er altså med vilje
som alt andet med fru Ancher
som skrev 'O Røv og Hår'
som farvelhilsen til Martha Johansen
for at drille intellektet i sig selv
og dernæst for at pirke
til enhver storsnudethed
det passer ham godt
og fru Anchers billeder
er en lise for hans øjne

Måske alligevel
om lidt på Brøndum
et glas et eller andet
men først endnu et maleri
'Østerbyvej i Skagen Østerby' fra 1915
det er en skitse
men et lille mesterværk
han ser jo selv farverne hver dag
blåviolet rosa rød
slagskyggerne ved aftenstid
blot ikke i Anna Anchers koncentration

Han smiler
og kender det hele
husker det hele
elsker det hele
mappen med dagens post
er lige ved at falde fra ham
han griber fast om håndtaget
han bliver varm
åbner frakken
man får vel ikke lungebetændelse
på et museum

I det øjeblik
passerer jeg det gamle vandtårn
og slagteren på hjørnet
går videre ad vejen Karen Blixen gik
svinger ind på Brøndums Hotel
bestiller et glas
sætter mig ved vinduet
»mon ikke han kommer« tænker jeg
»mon ikke«

Og lidt efter kommer han traskende
i åbentstående frakke
ligesom på tå
træder han ind
titter forsigtigt
som om blikke kunne liste
er her nogen
før han hænger frakken
kaster baskeren op på hylden
stryger sig gennem håret
rømmer sig diskret
og smyger ind i restauranten

Han er god til
ikke at virke overrasket
virkelig god
men ler alligevel
sætter sig ikke ulig
en glad loppe eller løve
bestiller suppe brød og vin
vi bliver siddende
snakkende i enighed og uenighed
resten af dagen
pandekager vil han ikke ha
vi taler om alt

Det er moderens skrigende
sko i skabet
stormens skrål
om skarpe hjørner
slagskyggerne
Plesners huse
blafrende sejl
musikken fra væggene
sindbilleder
de to sekunders ophold
over for den anden
som bliver til en evighed
bølgeslag på bølgeslag
en opstilling af Chr. Krogh
og aftenløvet
som falder til ro om lidt
et midlertidigt nærvær
sin tid ud.