0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Et skønmaleri af Holberg

Vestsjællands Kunstmuseum har åbnet en udstilling om 'Holberg hos Marstrand'. Kronikøren er teaterhistoriker og fortæller her historien om, hvordan de gode, gamle dage blev konstrueret og sat i billeder.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Når Wilhelm Marstrands Holbergbilleder nu kan ses på Vestsjællands Kunstmuseum i Sorø, hænger det naturligvis sammen med, at Holberg er knyttet til Sorøegnen via sommerresidensen Tersløsegård, Sorø Akademi og sin grav i kirken. Måske er han det også via komedierne 'Jeppe på Bjerget' og 'Erasmus Montanus' fra 1722-1723? I hvert fald hvis man skal tro den lokale tradition.

På et tidspunkt boede jeg ved Lille Ebberup - som på ingen måde er nogen verdensstad - ti kilometer fra Sorø, på herregården Ødemark, et gods, som i sin tid var solgt fra Tersløsegårds jorder, i øvrigt ved en handel, som var i strid med de testamentariske bestemmelser.

Ødemark ligger mellem Munke Bjergby og Slagelse, og ifølge traditionen var det stedet, hvor Jeppe faldt i vandet - eller snapsen - hos Jakob Skomager. Ud til landevejen mod Slagelse lå og ligger nemlig en gammel (smug)kro, Stodderklemmen, og det var mur- og nagelfast, at her drak Jeppe, på kroen Stodderklemmen. Og ikke bare det - det var indlysende for enhver, at baronen boede på herregården Ødemark, og at det faktisk var der, Jeppe var blevet slæbt op og lagt i baronens seng. Jeg tror oven i købet, man nærmest kunne vise sengen, hvor han var vågnet.

De faktiske forhold omkring Stodderklemmen bekræftes af Carl S. Petersen i hans foredrag fra 1923 om 'Holberg i Sorøegnen', hvor han refererer til Boyes kommentar til komedierne fra 1843, der fører traditionen længere tilbage, og ifølge hvilken Bjerget i 'Jeppe på Bjerget' og 'Erasmus Montanus' altså er identisk med Munke Bjergby, og Jakob Skomagers sted identisk med Stodderklemmen.

Stodderklemmen, som altså findes, fik under dette navn licens i 1735, men det fremgår af gulnede dokumenter på Rigsarkivet, at den har drevet udskænkning for vejfarende også tidligere. Men - Holberg køber først Tersløsegård 1745 (Orebogård ved Stenlille var dog købt 1740) og ophøjes til baron 1747. Og en antaget, mulig tilknytning til egnen før Tersløsegårdtiden kan man faktisk fuldstændig afvise - som statsministeren ville have sagt. Der er altså knas i kronologien i forhold til Sorøegnen som virkelig skueplads for komedierne. Hertil kommer, at der ikke fandtes baroner på Sjælland på komediens tid; da lå alle danske baronier i Jylland, på Fyn eller Lolland. Baronen i 'Jeppe på Bjerget' var altså ikke 'virkelig', i betydningen knyttet til Sorøegnen. Det er der intet i hele traditionen, der er (om end vi må erkende, at Per Degn i 'Erasmus Montanus' faktisk dimitterede fra Slagelse Skole - altså dog måske en lille geografisk henvisning).

Det, vi har at gøre med, er med andre ord en regulær myte, en fiktiv antagelse, der handler om et diffust begreb: 'gamle dage', og som med tiden bliver sin egen sandhed, hævet over tvivl og diskussion. Jeppe og Jakob Skomager var i en vis forstand 'kendsgerninger' i egnen ved Ødemark og Stodderklemmen, dele af stedets historie og mytologi, som fortabte sig i en fabulerende fortid. At den historiske kronologi gør det umuligt, spiller ingen rolle. Tilsvarende findes der bizarre skrøner fra Munke Bjergby om, at Holberg klædte sig ud og malede sig i ansigtet og kyste bønder i skumringen og lignende. Det er tydeligvis i samme genre som de skæmtsomme Peder Wessel-historier, som i Sverige bliver fortalt om Bellman.

Holberg selv har i bredere perspektiv været med til at forme vor fælles mytologi, helt ud i sproglige dannelser som 'kandestøberier', 'erasmusmontanusseri', 'god latin her på Bjerget', 'Jorden er flad som en pandekage', '... altså er morlille en sten', 'Jeronimus', 'tal dansk, din sorte hund', 'halvstuderet røver' og så videre. Alligevel er det så som så med opmærksomheden i anledning af mærkeåret, 250-året for forfatterens død. Det Kongelige Teater har ikke Holberg på repertoiret i år. Guldalderen, nærmere bestemt H.C. Andersen, sluger og suger opmærksomheden i stride strømme. Den holbergske skarphed har erfaringsmæssigt ikke samme appel som den andersenske følsomhed.

På den anden side er der en kraftig kobling mellem guldalderen og Holberg. Maleren Wilhelm Marstrand (1810-1873) afbildede holbergske komediemotiver fra 1843 og i årtierne derefter. Som Italien var Holberg givetvis en projektion for ham, en tilflugt til universer, som var mere fortryllende end en umiddelbart triviel samtid. Her var et stof, der på én gang var hjemligt og, med Marstrands ord, »pittoresk«. Den dråbe af ondskab, der kan være i hans samtidstegninger, er i reglen fraværende i hans Holbergbilleder. Han nærmer sig ikke den store galskab, skarpheden, som var drivkraften i Holbergs projekt.

Litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen talte i sin bog om Marstrand, 'Holbergs Billedbog', fra 1922 om den »klassiske Realisme« i komedierne, hvor Holberg så at sige for sit indre øje har set den ydre iscenesættelse af sine komedier. Andersen er tæt på at underforstå, at disse indre billeder først virkelig forløstes i de naturalistiske opsætninger omkring år 1900, der må fortolkes i forlængelse af Marstrands blik på Holberg - hans banebrydende visualisering af dette univers. Andersen forbinder denne solide, fortrolige virkelighedsgengivelse med en særegen nordisk folkelighed, rundhed og hjertevarme. Det er klart, at Grundtvig spøger i kulissen. Denne forsonlige rundhed deles, ifølge Andersen, af Holberg og Marstrand: Holberg »drev aldrig Spot med dem, der havde Aand og Hjerte. Det gjorde Marstrand ikke heller«.

Der består kort sagt en sammenvoksning, et tæt parforhold mellem Marstrand og Holberg, som vel at mærke beror på et bestemt Holbergsyn. Marstrands billedkunstneriske tolkninger af Holberg har i generationer præget teaterfolk og publikum - og litterater har heri fundet særlige klange og toner, som svinger med en god folkelighed, båret af det særligt kernedanske: humor og hygge.

Mødet mellem Holberg og Marstrand - som i øvrigt var i familie langt ude, genetisk, spørgsmålet er, om de også var det kunstnerisk? - er et møde mellem Holberg og guldalderen. Som tilfældet var med historierne om Jeppe i Lille Ebberup, som blev en lokal virkelighed, en myte i sin egen sandhed, så er Holberg blevet transformeret til en del af guldalderen, den forsonlige og fortrolige, finurlige lilleverden, som er en grundpille i dansk selvforståelse. Gennem denne fusion er der udviklet og indarbejdet en 'rigtig' eller 'sand' Holberg, som i bund og grund er en konstruktion, en form for begejstret historieforfalskning, der har genereret sin egen virkelighed.

Holberg annekteres altså af guldalderen. Marstrands billeder får en kolossal betydning som den optik, hvormed man som dansker uvægerligt, bevidst eller ubevidst, kommer til at se Holberg. Hans påvirkning af Holberg på teatret er kolossal. Billederne har fået en næsten uudryddelig status som særligt autoritative - på samme måde som teater-'dialekten': Når de medvirkende i tv-programmet 'Så hatten passer' skulle spille noget a la Holberg, slog det aldrig fejl, at de slog over i 'sjæ-larnsk'.

Den første komedie, Marstrand iscenesatte som maleri - 'ibilledsatte', kunne man sige - var 'Erasmus Montanus', som var hans optagelsesstykke fra 1843, da han blev indbudt til at blive medlem af Kunstakademiet. Det var på én gang historiemaleri, genrebillede og folkelivsskildring. Hans til det marskandiseragtige grænsende, nærmest musealt overlæssede bondestue rummer en række komponenter i inventaret, som går igen i hans egentlige folkelivsskildringer og i hans tegninger fra 'Jeppe på Bjerget'.

Det Kongelige Teaters opsætning af komedien fra 1921, som gik frem til 1950, var en minutiøs gengivelse af Marstrands billede, ud i de mindste detaljer. Opsætningen fik karakter af autoritativt referencepunkt, om end den altså mere end noget andet er en iscenesættelse af en 'ibilledsættelse' fra 1843.

Men guldalder og Holberg er hinandens modsætninger. Holberg er robust komiker, skarp satiriker, ætsende ironiker, dreven dialektiker. Hans had til det sentimentalt følsomme, 'affektationen', er glubende. Hans syn på gammel folketro handler om åndelig formørkelse, som er at bekæmpe. Hans værdsættelse af bønderne angik deres nøgternhed og produktivitet, ikke deres tro og traditioner. Omvendt med guldalderen, der jo delvis er en provins af romantikken; den er følsomhed, varme, humor, helhedstænkning, skønhedsideal, sværmeri for folket og folkeminderne.

Som guldaldermaler var Marstrand nu mere ironiker end idylliker, uden speciel hang til det sødladne eller fade. I sit genremaleri - de lune hverdagsoptrin, københavnske, italienske, landlige - var han imidlertid ganske tæt på vaudevillens lille humoristiske biedermeierverden, modsat Holbergs store komiske, karnevalistiske kaos.

Jeg er - for at undgå misforståelser - ikke ude med riven efter Marstrand. Jeg henleder blot opmærksomheden på, at i forholdet mellem de tre størrelser - Holberg, Marstrand, Teatret - skal man være sig bevidst, at Marstrand er ét bud på Holberg, og at Teatret kunne få meget ud af at rense nethinden for de billeder, der i vidt omfang er smeltet sammen med og blevet synonyme med den 'rigtige' Holberg. I samme hug ville man så få lov og lejlighed til at glæde sig over Marstrand som den glimrende humorist og maleriske iscenesætter, han er, på hans egne præmisser, og ikke kun som det sande udtryk for en anden mands værk. Det er han ikke.

Den vare, Marstrand leverer, er en konstruktion af noget, som hedder 'gamle dage'. Det er ikke en rekonstruktion. Han er ikke historisk korrekt.

På teatret havde Holberg længe nærmest været behandlet som en art samtidsdramatik - uanset periodens voksende interesse i øvrigt for det karakteristiske, det interessante, tids- og lokalkoloritten. Da Marstrand begynder at iscenesætte Holberg i sit maleri, at give sine bud på det dramatiske stof omsat til et andet medie, billedkunstens, da består en del af projektet i en moderne bestræbelse på at etablere en form for historisk korrekthed. Her skulle han bedrive et vist pionerarbejde.

Mulighederne var ikke perfekte. Det er tydeligt, at Marstrand trækker på kilder, der delvist ligger forkert i forhold til Holbergtiden: Typiske detaljer i hans bud på antræk i snit og parykker placerer sig i anden halvdel af 1700-tallet, altså et halvt århundrede efter komediernes tilblivelse. En af hans kilder er den tyske sædeskildrende kunstner D.N. Chodowiecki (1726-1801).

Hertil kommer, at det meget vel kan have spillet ind, at Holberg på teatret til dels blev spillet i kostumer fra Christian VII's tid, altså 1770'erne, af den simple grund, at teatret fra hoffet havde modtaget et antal udrangerede dragter, der således kom til at stå som synonym med 'Holbergtiden'. Man kan hos Marstrand blandt bl.a. træffe på stilforkerte hatte a la Napoleon (ofte hos militærpersoner), herrejakker, som er skåret skråt til foran, korte veste, parykker med 'kruseduller' over ørerne - der alt sammen hører senere tider til.

Disse træk, der har en tidsforskydning på et halvt århundrede i forhold til komediernes tilblivelse, er i et vist omfang blevet en stil, en form for 'rigtig' Holberg, tryg og fortrolig - som imidlertid ikke har nogen ægthedsværdi, ud over at den aflæses som 'autentisk'. Denne sprøde og sirlige senrokoko passede givetvis glimrende til Heibergtidens æstetik frem for den komplekse brydning mellem bastant og raffineret, som prægede Holbergs.

'Gamle dage' bliver altså en skønsom blanding af uforenelige detaljer. Det hele får en vis sat tyngde og troskyldighed. Marstrand dyrker gerne det solide - 'nederlandske' - i f.eks. kandestøberkomediens håndværkermiljø. Typisk for ham er en forkærlighed for tætte og lavstammede staturer: i bogstavelig forstand en lille verden.

At der er koks i kronologien, spiller ingen rolle, når først myten er indarbejdet. Vi forbinder vel stadig på en vis måde vikinger med hornede hjelme, selv om vi ved, at det havde de ikke. Således er f.eks. de forkerte parykker gået igen og igen i Holberg på teatret, som garant for stilrigtig og traditionstro Holbergfortolkning.

For atter at undgå misforståelser: Jeg argumenterer ikke for dogmatisk stilrigtighed. Jeg peger blot på, at noget, man tror er stilrigtigt, ikke er det. Og at dette noget trækker hele guldalderen med ind som tolkningsoptik, den 'poetiske realisme', en renvasket, sirlig lilleverden, udmøntet f.eks. i vaudevillens snurrige kleinkunst, med gemytlige typer og elskværdig satire, på én gang pudseløjerlig, detaljerig og overskuelig. Og dermed en form for bedsteborgerlig, sær og sat gammelkøbenhavnsk 'Welt von gestern'. Nostalgi på alle hylder. Krænkelse heraf forstås ikke sjældent som blasfemi.

Hver tid har sin Holberg. Eller tror, den har det. De senere år har bl.a. budt på en række mere eller mindre rådvilde, forkrampede eller postulerede forsøg på at bringe Holberg i dialog med vor tid. Undertiden kan de virke som had- eller hævntogter mod teksterne; for så vidt ikke uforståeligt, når man vel at mærke stirrer sig blind på Holbergtraditionen, de rodfæstede klichéer fra vaudevillen og naturalismen, dette sære overlejrede konglomerat af tvangskomiske snurrepiberier, bizarre dialekter og tandløst gammelmodige teatertumper. Mange af de angiveligt radikale opsætninger fokuserer på konventionen (og kommer derved pubertært til at bekræfte og befæste den) - og ikke på komedierne, forstået som tekster, der skal opdages og afdækkes på andre præmisser end de nedarvede.

Som sagt: Holberg er en del af vor mytologi, Marstrand er blevet en del af myten om Holberg. Som det var tilfældet med traditionen om Jeppe i Lille Ebberup, kan der ikke være noget ondt i, at den slags myter konfronteres med historiske kendsgerninger. Tværtimod er der vel noget sundt i at få skærpet sin optik.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter