Et mærkeligt spørgsmål vil mange sige. Sagen er, at jeg i mange år har undervist i noget, som er usynligt. Jeg har undervist i gymnasiet i matematik, fysik, datalogi og naturfag. Og især i fysik har jeg forsøgt at lære eleverne noget om den usynlige virkelighed. Således er f.eks. tyngdeloven ikke synlig. Jeg viser mine elever følgende tabel, som viser resultaterne fra et frit fald. Faldvejen kaldes s og tiden t. Spørger man dem nu, hvad der skal stå under 5, varer det ikke længe, før nogle elever bemærker, at tallene i s-rækken vokser således: 5, 15, 25, 35 og så videre. Så er det ikke så svært at regne ud, hvad der skal stå under 5. Men problemerne bliver meget større, hvis man i stedet spørger, hvor langt en sten falder på f.eks. 11 sekunder, for slet ikke at tale om, hvor langt den nøjagtigt falder på f.eks. 4,43 sekunder. Her må læreren bistå som en sokratisk fødselshjælper og bruge pædagogiske kræfter for at få dem til at forstå, at man bare kan tage tallet t og gange det med sig selv og med 5, så får man tallet i s-rækken. Altså: 1·1·5= 5, 2·2·5=20, 3·3·5= 45 og så videre. Pludselig forstår eleverne, at der gælder en simpel lov: s=5·t², og så har de fået indsigt i faldloven. Så skal de selvfølgelig bagefter lære, at den nøjagtige værdi for konstanten ikke er 5, men kun cirka 4,91. De skal lære, at denne lov gælder på hele Jorden og måske i hele universet til alle tider. De skal også senere forstå, at hver gang et legeme udsættes for en konstant kraft, får man en bevægelse, der ligner det frie fald, men blot med en anden konstant end 5. Men pointen i denne sammenhæng er, at intet af dette er noget, man ser, men noget man indser . I øvrigt afføder én indsigt ofte andre indsigter. Newton og andre forstod, at der i universet virkede en kraft mellem alle legemer og også himmellegemer, som man kaldte tyngdekraften. I samtiden bebrejdede man Newton, at han indførte sådanne 'okkulte kræfter', altså kræfter, som man ikke kunne se! Ingen har nogen sinde set tyngdekraften eller for den sags skyld elektriske eller magnetiske kræfter. De er ikke synlige. Men vi kan indse, at de er der, at de virker, og at vi kan udnytte dem. Newtons og Maxwells love er ikke synlige. Faktisk kan man som overskrift for hele den klassiske fysik skrive: 'Find formlen eller den matematiske ligning, som beskriver fænomenet'. Her er der ikke tale om at se, men om at få indsigt i det, som ligger bagved, og som altså er usynligt. Mange tror, at indsigt er noget, som kommer næsten automatisk. Sådan er det slet ikke. Nogle indsigter er ganske vist lette at få. Det går så hurtigt, at man ikke lægger mærke til, at man får dem. Men andre kan det tage minutter eller timer at få. Og de vanskeligste indsigter har det taget videnskabsmænd adskillige år at få. I det følgende vil jeg give nogle eksempler på indsigter, som det har taget meget lang tid for de første videnskabsmænd at få, men som vi andre efterfølgende kan få del i væsentlig hurtigere, hvis vi omhyggeligt og eventuelt under vejledning analyserer de foreliggende data. På grundlag af Tycho Brahes nøjagtige målinger regnede Kepler i månedsvis og på næsten søvngængeragtig vis, indtil han pludselig indså, at Solen var i brændpunktet for ellipser, som de forskellige planeter bevægede sig i. Derefter gik der igen lang tid, inden han fandt de to andre love for planeters bevægelse. Han havde jo naturligvis ikke set lovene eller ellipserne, men fået indsigt i noget, som sanserne havde givet adgang til. Ørsted fandt i 1820 ud af, at et elektrisk felt kunne skabe et magnetisk felt, og så gik der kun 11 år, før Faraday kunne vise, at man kunne skabe strøm ved at ændre på et magnetfelt, og i løbet af kort tid fandt andre ud af, hvordan man kunne lave generatorer og maskiner. Heller ikke i dette tilfælde er der nogen, der kan se elektriske eller magnetiske felter. Man kan kun se virkningerne af dem. Mendelejev skrev de forskellige atomers egenskaber op på små kartotekskort og ordnede dem efter deres atomvægt. Pludselig indså han, at stofferne nr. 3 (Li), 11 (Na) og 19 (K) lignede hinanden, og tilsvarende var det med stofferne nr. 4 (Be), 12 (Mg) og 20 (Ca) og med nr. 2 (He), 10 (Ne) og 18 (Ar). Det så altså ud til, at når man gik 8 stoffer frem, kom man til et stof, der lignede. Denne teori kunne hurtigt efterprøves og udvides med de øvrige stoffer, og den passede. Han havde opdaget det periodiske system. Også her er der tale om en indsigt af vidtrækkende betydning, idet den blev grundlaget for hele kemiens udvikling. Watson og Crick måtte igennem mange omhyggelige analyser af syre-base-par og bindingerne mellem dem, før det hele faldt på plads, og de kunne opstille deres model for dna-molekylet. De indså, at der måtte være tale om en dobbeltspiral holdt sammen af svage bindinger. At indse er ikke det samme som at se. Man ser jo netop bag om tingene og ind i tingene. En indsigt prøver man at udtrykke i ord og begreber, tegn eller billeder. I dette tilfælde prøvede de to videnskabsmænd at give udtryk for deres forståelse ved hjælp af kæmpemæssige molekylmodeller, men det er indlysende, at de netop kun er billeder. Dna-molekylerne eksisterer, vil man sige. Ja, men vi har kun billeder, som giver en væsentlig forståelse, men det virkelige dna-molekyle kan vi ikke se eller forestille os. Vi kan end ikke danne os et troværdigt billede af en elektron eller en anden elementarpartikel. Enhver elev - i det mindste i gymnasiet - ved jo, at det bord, vi sidder ved, i virkeligheden består af elektroner og atomkerner, som næsten intet fylder, og at langt det meste er tomt rum. Desuden ved eleven, at elementarpartiklerne både har partikel- og bølgeegenskaber, som jo ikke kan forenes i ét billede. Man kan heller ikke se Big Bang, universets skabelse, som fandt sted for næsten 14 milliarder år siden. Man ville heller ikke kunne se det, hvis man havde levet dengang, for der skulle først dannes fotoner, som vores øjne kan opfange. Men en mængde data peger på, at det er rigtigt, at hele universet på det tidspunkt var samlet på et uhyre lille område ved ekstremt høj temperatur, hvor der hverken var stof eller atomer. Faktisk gik der over 100.000 år, før de første atomer dannedes. Dette er noget, vi indser, når vi analyserer de data, som kommer til os fra universet. Når først én har fået en indsigt, er det ofte let for andre at få den samme. Da Masaccio cirka 1427 malede sit berømte billede af treenigheden i Santa Maria Novella i Firenze, var han vist den første, der havde fundet ud af, hvordan man malede med centralperspektiv. Men i løbet af få årtier mestrede kunstnere i hele Europa teknikken og udviklede den. Nu må man ikke tro, at der kun findes videnskabelige indsigter. Der findes indsigter i alle livets aspekter. Vigtigst er det, som betyder allermest for os, nemlig kærligheden. Vi kan ikke se selve kærligheden, men vi kan se kærlighedens gerninger. Vi oplever os elskede, når vi mødes med smil, kærtegn, opmærksomhed og forståelse. Vi elsker vores ægtefæller, vores børn, forældre og venner. I kærligheden finder man tryghed, glæde, ro, ømhed, medfølelse, tillid, respekt, forståelse, hjælpsomhed og tålmodighed. Alt sammen er noget, som ikke er synligt, men som vi indser, at vi er omfattet af. Mening kan vi udtrykke med noget så elementært som et smil. Når to mennesker smiler til hinanden, kommunikerer de varme følelser, og at de har det godt med hinanden, og at alt er o.k. Man kan tilsvarende kommunikere mening med et skuldertræk eller armbevægelser. Selvfølgelig kan man også kommunikere mening med ord. Men vigtigt er det også, at man kan kommunikere gennem den måde, man lever sit liv på. Sådan er der en række store skikkelser som Jesus, Frans af Assisi, Mother Teresa, Martin Luther King og en lang række andre, der med selve deres liv formidler en mening, som inspirerer os andre til at efterfølge dem i større eller mindre grad. Men uanset alt er selve meningen usynlig. Ganske vist bruger vi sanserne til at opfange meningen, men selve meningen skal vi opfatte med vores fornuft og vores evne til at sætte os ind i andre menneskers følelser. Når vi ikke forstår, bliver vi ulykkelige. Værst selvfølgelig, når vi ikke forstår dem, vi elsker. Vi får store og små, lette og svære indsigter hele vort liv. Nogle mere vanskelige indsigter kommer ofte på de mest mærkværdige tidspunkter, når man slet ikke tænker på problemet. Det er karakteristisk, at den intelligente hurtigt og let får indsigt. Men man må ikke tro, at det kun er matematikere og naturvidenskabsmænd, der får indsigter. Der findes mange former for intelligens og mange andre former for indsigter f.eks. praktisk indsigt og indsigt i medmenneskelige forhold. Alle får bestandigt og gennem hele livet indsigter, men man overser dem, fordi sansningerne melder sig med så stor styrke og er meget hyppigere. Igennem hele livet føjes indsigt til indsigt, og langsomt bygges vores verden op, den usynlige virkelighed opbygges. Det, som virkelig betyder noget for os, er usynligt, men nås med vores intellekt. Jeg kan f.eks. se og opleve min kone, mine børn og mine venner, men det, som jeg holder af, får jeg indsigt i ved at tale med dem, ved at iagttage dem, når de viser følelser, og ved at se, hvordan de møder mig og andre mennesker, og hvordan de i det hele taget udfolder deres liv. Jeg har i tv set billeder fra verdens brændpunkter, men mere betydningsfuldt for mig er de (usynlige) analyser, som jeg har hørt og set i tv eller læst i avisen. Jeg støder på meninger, opfattelser og tolkninger af tilværelsen, som i høj grad er bestemmende for mit liv, men som altså er usynlige. Selv en vittighed bliver først morsom, når man forstår den. Hver gang jeg forsøger at løse et problem eller finde en årsag, skal jeg bruge min forstand. Jeg skal selvfølgelig først bruge mine sanser, men årsager og løsninger er usynlige og nås med intellektet. Nu må man ikke tro, at sansningerne ingen værdi har i sig selv. Al erkendelse begynder med, at vi sanser noget. Men i den æstetiske oplevelse, i oplevelsen af det skønne, kommer hertil, at man sanser for sansningens egen skyld, fordi den giver glæde og indhold. Når vi ser på kunst, når vi hører musik, når vi oplever den lyse bøgeskov om foråret, så sanser vi skønhed. I Thomas Manns bog 'Døden i Venedig' citerer han Platon, når han siger: »Thi alene skønheden, min Faidros, den er værd at elske og synlig tillige: den er, mærk dig det vel! Den eneste form for det åndelige, som vi kan udholde med vores sanser. Hvad skulle der vel blive af os, om ellers det guddommelige, om fornuften og dyden og sandheden ville åbenbare sig for vore sanser? Ville vi ikke gå til grunde? ... Således er da skønheden den følende sjæls vej til ånden«. Ofte glæder vi os over det, vi bare sanser. Det kan være dejligt at sanse. Ofte er der slet ikke brug for dybsindige tanker. Vi leger, vi bader, vi nyder børnene og hinanden, og vi nyder naturen. »For i dag skal der søreme leves!«, som Benny Andersen siger i sin 'Morgenhymne'. Imidlertid kan risikoen være, at man fylder et helt liv med dejlig mad, gode vine og raffinerede eller simple æstetiske oplevelser - uden at forstå, at man går glip af noget meget væsentligt. For livet får først fylde og mening, og vi bliver først rigtig lykkelige, når vi forstår, at alt det, som betyder noget for os, og som vi forholder os til, er: meninger, ideer, tanker, fremtidsplaner, løsninger, tegn og symboler, digte, romaner og film; følelser, vores jordiske kærlighed og Guds kærlighed kan ikke sanses, men kan kun opfattes, hvis vi bruger vores intelligens - den evne til at forstå, som vi alle har. »Men er det, vi ser, da ikke virkeligheden«, vil man igen spørge. Nej, det er kun virkelighedens spor i vores sanser. Selvfølgelig er det den virkelighed, som store dele af vores liv udspilles i. Vi kan sagtens orientere os i den og finde rundt i den, Men det er ikke den virkelige virkelighed. Den er meget større, rigere og skønnere og kan kun opfattes gennem intellektet! Ligesom videnskabsmænd skal finde mening og sammenhæng i det, som de iagttager, skal vi finde eksistentiel mening og sammenhæng i vores liv. Kun hvis det lykkes, vil vore anstrengelser ledsages af stærke og lykkelige følelser! Vi kender alle til, hvor frustrerende det er ikke at kunne forstå, men også hvor vidunderligt det er at forstå.