Engang var Amsterdam indbegrebet af den hollandske tolerance: den stolte hovedstad i et land, der betragtede sig selv som symbol på åbenhed. Indtil for nylig anså man Amsterdam for en lykkelig undtagelse i forhold til tendenser andre steder: Der var anderledes her end i resten af landet, her havde de mistroiske endnu ikke opfordret til oprør. Samme sted ligger der nu et lig på åben gade, dækket af et hvidt lagen og med en slagterkniv i ryggen. Alle ved, at vi har stukket os selv blår i øjnene. Theo van Gogh er død, myrdet, og det kan intet ændre på. Der er sket noget, ingen havde forestillet sig. Van Gogh var et stilfærdigt menneske, men havde provokerende og ofte barske holdninger. Han efterstræbte ikke magt, men ville netop ene mand tænke, skrive og lave film, der gik mod strømmen. Han var en ener og derfor uerstattelig. Der var uden tvivl mange, der opfattede hans holdninger som sårende og fornærmende, men den slags hører med til et demokrati. Den, der vil tale frit fra leveren, træder andre over tæerne og skaber modstand, og sådan vil det formentlig altid være. Efter mordet på højrefløjspolitikeren Pim Fortuyn er Holland nu igen blevet skueplads for et politisk motiveret attentat. Det er svært at få styr på tankerne og fordøje det hele. Også dette nye mord udgør en traumatisk erfaring, som vil bekræfte mange i den opfattelse, at et eller andet er gået helt galt her i landet. Denne terrorhandling bringer alting i uorden, gnaver i vores selvtillid og udvisker endnu en bid af det selvbillede, vi havde engang - billedet af et fredeligt og tolerant samfund. Begreber som mangfoldighed, respekt og dialog blegner på baggrund af dette mørke, rituelle mord. I sin tale foran rådhuset i Amsterdam talte borgmester Job Cohen dystert om »had og angst mellem befolkningsgrupperne i vores by« og fortsatte: »Ja, jeg vil for en gangs skyld generalisere og formulere, hvad mange her i byen tænker og føler. Der er had og angst på begge sider, overalt. Og hvis De tror, at det kun er 'hollænderne', der er bange, kan jeg forsikre Dem for, at det ikke er tilfældet«. Jeg var godt klar over, hvad Cohen ville udtrykke, men jeg følte alligevel ikke, at han talte til mig. Jeg hader ikke bestemte befolkningsgrupper, og jeg bryder mig heller ikke om, at den frie debat om islams intolerante sider bliver forvekslet med 'angst'. Det er byens overhoved, der taler her. En leder, der vil virke beroligende, og som egentlig er en lille smule bange for sine borgere. Men at kunne stille spørgsmål offentligt er nu engang en forudsætning for, at et samvær præget af tolerance bliver muligt. Med sin karakteristik af stemningen i byen gør Cohen truslen fra ekstremistiske muslimer så bred, at den bliver utydelig. Desuden er jeg ikke sikker på, at beskrivelsen af atmosfæren i byen er korrekt. Det har netop slået mig, hvor roligt Amsterdams indbyggere har reageret. I første omgang var ro og afmagt mere fremherskende end had og angst. Samme reaktion kunne man i øvrigt iagttage i New York og Madrid, selv om begivenhederne her var af langt større omfang end mordet i Amsterdam. Heller ikke disse forbrydelser udløste voldelige aktioner mod den muslimske befolkning. Når muslimerne siger, at »de blot er blevet gjort til skydeskive«, må man pege på den nøgterne iagttagelse: En ekstremistisk muslimsk aktivist har myrdet en islamkritiker. Det er forfærdeligt, og det er bedst, at vi gør os denne nøgne kendsgerning helt klart. Selvfølgelig bærer muslimerne ikke en kollektiv skyld, men nok et vist ansvar. Efter mordet på Theo van Gogh sidste tirsdag kan muslimerne ikke længe frasige sig dette ansvar. Tragedien er i al sin gru en invitation til borgerne til at sige: »Dette land er nu også vores land«. Det er der også mange, der gerne vil, men de forholder sig afventende. På et eller andet tidspunkt lider den evige splittelse mellem oprindelseslandet og indvandrerlandet skibbrud. Man taler ofte om loyalitet over for begge lande, men i virkeligheden er den kun halvt eller ikkeeksisterende. Folk tænker alt for tit: Jeg vil drage nytte af mine rettigheder i flere lande, men jeg føler mig ikke egentlig forpligtet over for nogen af landene. Jeg hører til alle steder og derfor ingen steder. Frihed kan bare ikke opnås, uden at man føler en vis form for forpligtelse. Der er kun få samfundsgrupper, der er så uhomogene som de en million muslimer, som bor i vores land. Der hersker stor uenighed blandt dem, og der er mange subkulturer. Dét, vi kalder det muslimske samfund, er i virkeligheden en splittet etnisk gruppe, stridende generationer og trosretninger, som er meget uforsonlige over for hinanden. Der findes altså reelt ikke noget muslimsk samfund, og de ansvarlige politikere burde ikke så indædt forsøge at opretholde denne forestilling med overfladiske taler. Der er nødt til at være langt mere debat, også blandt de herboende muslimer. Deres tavshed har i høj grad medvirket til dannelsen af fordomme, for hvordan skal udenforstående kunne skelne mellem konservative og fundamentalistiske muslimer, når ingen af dem er villige til at tage afstand fra den vold, der hver dag og over hele verden - og nu altså også hos os - udøves i islams navn? Det er blevet umuligt at afvise disse kendsgerninger med en skuldertrækning, der signalerer: Hvad har det med os at gøre? Vi bliver daglig konfronteret med vold begået i islams navn. De tider er endegyldigt forbi, da man kunne sige: De er ikke ægte muslimer, de misbruger troen, de er ikke rigtige troende. Der er ikke flere bortforklaringer tilbage. Angrebene i New York, Madrid, Beslan og nu også mordet i Amsterdam vil for altid være en del af islams historie. Vi troede længe, at Holland ville gå fri af volden. Også denne formodning vidner om den mentale afsondrethed i et land, der har en lang tradition for neutralitet. De seneste dages begivenheder har bevist, at den globale konflikt mod den politiske islam også er rykket ind i vores gader, men hvor stor er truslen egentlig? Der er næsten ikke lavet nogle undersøgelser af, hvor stærk denne ekstremistiske tendens er. De fleste vurderinger lyder på, at mellem 4 og 5 procent af den muslimske befolkning vil være parat til at gribe til våben i en konfliktsituation. Det er på én gang mange og få. Få, fordi man altså kan udlede, at det overvældende flertal ønsker at leve i fred. Og alt for mange, fordi hundrede potentielle terrorister i et miljø med tusinder af sympatisører stiller samfundet over for et presserende problem. På mange måder minder det om Baader-Meinhof-gruppen, der i årevis terroriserede det tyske samfund med sine angreb på fremtrædende tyskere. Der skal ganske få voldelige mennesker til at slå et helt land ud af kurs. Olivier Roy sammenligner i sin bog globaliseringen af islam med den ekstreme venstrefløjs terror: »Den store forskel er, at den islamistiske radikalisme har en potentiel social grobund, som marxisterne manglede: den rodløse muslimske befolkning«. Faren er helt reel, men Roy er alligevel overbevist om, at vores samfund ikke vil blive ved med at være truet af denne terror. De muslimske fundamentalisters vold er, når det kommer til stykket, afskyelige, men kraftesløse handlinger. Retsstatens livskraft, som er en af de væsentligste grunde til, at så mange indvandrere flytter hertil, er for stærk til at blive undergravet af et fanatisk mindretal. Det afhænger meget af omverdenens reaktioner, om det kan betale sig at udøve politisk vold. Mordet på Theo van Gogh kan blive et vendepunkt til det bedre. Vi må af al kraft forsøge at gøre en dyd af nødvendigheden. Fællesskab opstår af fælles erfaringer - af en fælles skæbne som det forfærdelige mord, begået ved højlys dag. Alle de samtaler, vi fører lige nu, kan bidrage til et nyt 'vi'. Et 'vi', som omfatter alle dem, som uanset herkomst føler sig knyttet til dette land; som er parate til at forsvare det åbne samfunds principper, og som vil praktisere borgerens kritiske loyalitet og føle sig ansvarlige for det, der sker i samfundet. Vi må ikke lade vores land glide os af hænde, sådan som vi allerede har mistet flere bydele, der i dag er styret af volden. Det vil kræve større anstrengelser, end nogen af os har kunnet forestille os. Der er nemlig ingen garanti for, at man på lang sigt kan sikre et fredeligt samliv i et samfund, hvor så mange forskellige mennesker bor sammen på så lille et område. Det kan lige så vel være, at vores samfund udvikler sig yderligere i retning af en inddeling i etniske grupper, at der opstår endnu flere ghettoer i storbyerne, som er domineret af en islamisk modkultur. Foreløbig tager segregationen i de store byer yderligere til, hvad der må betragtes som dårlige nyheder. Dermed fungerer overbevisningen om mangfoldighed, dialog og respekt ikke mere. Tolerance kan kun eksistere inden for nøje definerede grænser: Uden fælles retlige normer kan vi ikke have forskellige opfattelser på konstruktiv vis. Derfor kræver vores ønske om at 'holde sammen på huset' først og fremmest, at vi ikke giver efter for terrorisme, ikke ligger under for hverken terroren på gaden eller den voldsomme politiske terror, og ikke holder fast i en tålmodighedskultur, der er blevet synonym med den stærkes ret. Den selverklærede magtesløshed i denne politik, som ser sig ude af stand til at opretholde den offentlige orden, er en voldsom trussel mod tolerancen. Ingen ønsker, at vi skaber en politistat. Tværtimod: Alle ønsker, at ytringsfriheden og dermed religionsfriheden bliver bevaret. Der er kun én grundregel, som vi i vores land systematisk har forsømt at overholde: Den, der kræver religionsfrihed, må forpligte sig til også at forsvare denne frihed på andres vegne, uanset om de andre har en anden tro, er hæretikere eller ateister. Hvis moskeen bliver et sted, hvorfra der bliver prædiket had mod alle, der ikke praktiserer islam, er ytringsfriheden i fare. Det er vigtigt at fastholde, at kritik af religion aldrig må forveksles med adskillelsen af stat og kirke. Alle har ret til at afvise religion som et uretfærdigt og autoritært system, der undertrykker mennesker, men den principielle konflikt mellem ateisme og tro er noget helt andet end diskussionen om den rolle, religionen skal spille i vores samfund. Adskillelsen af kirke og stat betyder jo netop, at man vil sikre plads til troen. Debatten om islam kan kun føre til et acceptabelt resultat, hvis den er forankret i religionsfriheden. Et samfund, der ikke vil forpligte sig til religiøs pluralisme, som også tæller islam, vil altid fremmedgøre muslimerne. Muslimerne må på deres side tage afstand fra en islamisk tro, der absolut skal fungere som retssystem og flertallets religion. Det, vi oplever i Europa, er enestående i islams historie: Det er aldrig tidligere forekommet, at så mange muslimer har levet som mindretal i sekulære stater. Situationen kræver en gennemgribende reformering af en religion, der vil pålægge de troende tvang og indtage det offentlige rum. Den må ændres til en religion, som appellerer til den enkelte troendes samvittighed. Sidstnævnte er en religion, der kan forsvare sig selv med ord og ikke terror. De hellige skrifter står ikke over eller uden for demokratiet, men skal kunne være genstand for såvel kritik og hån som fortolkning. Uanset hvilken baggrund de har, må muslimerne lære at leve med kritikken. Den sørgelige konsekvens af mordet på Theo van Gogh bliver sandsynligvis, at vi aldrig vil få en fortsættelse af 'Submission' at se. I filmen forholder det somalisk-hollandske parlamentsmedlem Ayaan Hirsi Ali og Theo van Gogh sig yderst kritisk til islams kvindeundertrykkelse. Hvilken filminstruktør vil nu turde støtte Ayaan Hirsi Alis projekt? Og vil hun selv turde løbe den risiko at spørge en anden, om han eller hun vil samarbejde? Det er dét, der står på spil nu, og det har intet med van Goghs sprogbrug at gøre. Theo van Gogh blev udelukkende myrdet, fordi han havde været med til at lave denne film og ikke var under samme personlige beskyttelse som Ayaan Hirsi Ali, som var angrebets egentlige mål. Attentatet var mordet på en stedfortræder. Jeg kan tydeligt huske, da Ayaan Hirsi Ali besøgte mig for nogle år siden. På daværende tidspunkt havde hun endnu kun fået få dødstrusler fra ekstremistiske muslimer. Hun trådte ind ad døren til mit hus, og skyggen af en truende borgerkrig fulgte lige i hælene på hende. Først da han havde undersøgt bagdøren nøje, stillede hendes livvagt sig op i stuen. Udenfor stod to skudsikre biler. »Synes du ikke, at det er helt forfærdeligt«, spurgte jeg nærmest lamslået, »altså, situationen, du befinder dig i, truslerne, mændene, der er omkring dig konstant ?«. Hun så udforskende på mig og sagde: »Jeg har ofte følelsen af, at livet er på min side. Jeg har oplevet borgerkrige, og det her er det rene vand ved siden af. Det er ikke engang halvt så slemt«. Det kan godt være, tænkte jeg, men jeg har aldrig oplevet en borgerkrig på nært hold og ønsker aldrig at komme til det. Og er hele ideen med at komme her til landet ikke opstået af ønsket om, at volden aldrig skal gentage sig? Ikke desto mindre er det, der tidligere var umuligt at forestille sig - politisk vold i Amsterdams gader - pludselig blevet til tydeligt mærkbar virkelighed. Alligevel må vi ikke tvivle på vores åbne samfunds livskraft. Nu må modstandskraften sættes ind. Jeg kan ikke forestille mig en bedre måde at mindes Theo van Gogh på. Oversættelse: Nina Skyum-Nielsen