Du sidder i lyntoget og vil gerne fordybe dig i dine arbejdsnotater fra sidste møde, inden du om lidt skal til det næste. Det føles rart, men freden er kort. Medpassageren på sædet ved siden af er nemlig rastløs og føler trang til at meddele sig over mobiltelefonen med et: »Hej, hvad så? Ja ... jeg sidder i lyntoget til København og er nu ved at passere Nyborg ...«. Snakken fortsætter i næsten 15 minutter, og du fortryder undervejs, at du ikke valgte en plads i togets hvilekupe. Det er blevet en folkementalitet at kommunikere her, der og alle vegne. Men hvor nære er vi egentlig, når vi taler og skriver sammen, hvad enten det foregår ansigt til ansigt, via computeren eller mobiltelefonen? - og oftere og oftere anvender flere kommunikationsformer på samme tid. Mit indtryk er, at vi er blevet fjerne og kejtede over for at være nære - med os selv og med andre. For mig at se er det begyndelsen på en dyb længsel efter oprindeligt nærvær. Som togpendlende ph.d.-stipendiat (med et projekt om e-mail på arbejdspladsen) har jeg de seneste år haft rig lejlighed til at studere anvendelsen af mobiltelefon og computer i både praksis og teori. Gu' er det da smart, at (endnu) en forsinkelse kan meddeles ventende mødedeltagere. Men meget ofte bruges mobiltelefonen bare til at holde en kontakt gående. Det typiske mønster forekommer at være: Passager stiger ind i toget, griber straks efter sin mobiltelefon, og herefter snakkes der løs med udgangspunkt i, hvor personerne i hver ende af linjen befinder sig fysisk. Det er tankevækkende, at det netop er spørgsmålet »hvor er du henne?«, som forekommer så vigtigt i en situation, hvor det er blevet så fuldkommen ligegyldigt for selve gennemførelsen af samtalen. Nogle få passagerer taler lavt og ganske kortfattet med personen i den anden ende, hvorimod de fleste ikke finder det nødvendigt og faktisk hæver stemmen, når der er opnået kontakt. Det problematiske i at dele sit liv med tilfældige medrejsende virker ikke som et tema, og jeg har således flere gange uforskyldt optrådt som statist i diverse dramaer om boligretssager, kærestesorger, opdragelsesproblemer, fyringsforløb med meget mere. Har man modet til at påtale det ubehagelige i at være medlytter med fri adgang til private og fortrolige oplysninger, mødes man med en undren og opfattes som værende temmelig latterlig. Men som den svenske professor Bodil Jönsson i bogen 'Ti tanker om tid' så klart formulerer det: »(...) jeg er jo slet ikke interesseret i at vide alt det! Jeg vil være i fred i mit lydrum. Jeg nægter at acceptere, at andre mennesker fuldstændig unødvendigt skal krænke min personlige tid ved at tale lige ud i luften, så jeg er nødt til at lytte. Ofte forceret, aldrig naturligt. Det er jo unaturligt kun at høre den ene del af en samtale. Så unaturligt, at man ikke kan abstrahere fra forstyrrelsen, som man ellers kan fra den naturlige baggrundsstøj, der udgøres af samtaler mellem medpassagerer«. Det er således ikke uden grund, at det med tiden er blevet sværere og sværere at få plads i togets hvilekupeer (her må kun føres korte, dæmpede samtaler, og mobiltelefoner skal være slukkede), selv om det også her indimellem er vanskeligt at holde stilheden i hævd. De fleste har dog fundet en tålelig løsning og arbejder på computeren (husk lydløst tastatur) eller SMS'er på livet løs med mobiltelefonen indstillet på 'lydløs', når svarene kommer i en lind strøm. Så selv de af os, der bevidst vælger stilheden, har i væsentlig grad behov for at føle os 'forbundet' og lade tilstedeværelse og nærvær skilles. Hvorfor egentlig vælge en stillekupe, hvis man ikke har lyst til at være stille? Hvor stille er stille? Når vi hele tiden har et umådeligt stort behov for at kommunikere, er spørgsmålet, om der er tale om kontakt (og håb om nærvær) for enhver pris? Eller er vi ved at udvikle en form for kunstig intimitet ('The illusion of intimacy' - Snyder, 1998), hvor det at have kontakt i sig selv er en bekræftelse af vores eget ego? Over for modtageren, over for medlytterne, men ikke mindst over for os selv. Jeg definerer her nærvær som følelsen af at være tæt på en anden og samtidig kunne mærke, at den anden også deler denne følelse af nærvær. Jeg antager, at et bevidst eller ubevidst håb om nærvær ligger til grund for nutidens kontaktkrav. Som ønskebørn i en forvirret og kaotisk verden har vi brug for hele tiden at blive set og hørt. Samtidig er vi også bange for at kede os undervejs og efterhånden vant til at være tilgængelige hvor som helst og når som helst. At lade tankerne vandre frit i fred og ro på egen hånd forekommer derfor nu alt for kedsommeligt, ja ligefrem alt for vanskeligt. Måske burde fordybelse indføres som obligatorisk fag i folkeskolen. At vi ikke kan se og røre ved hinanden, betyder selvfølgelig noget, når vi taler i mobiltelefon. Og at vi hverken kan se, høre eller røre ved hinanden, når vi e-mailer, spiller ligeledes en stor rolle. Kommunikationsparterne interagerer - alt afhængigt af, hvor godt de kender hinanden, og hvilken kommunikationsform de har valgt - uden at kende til f.eks. hinandens køn, alder, etniske oprindelse, stemmeføring, ansigtsudtryk og kropssprog ('social cues'). Hvordan dette kommer til udtryk, er jeg ved at undersøge i forbindelse med et forskningsprojekt om e-mail på arbejdspladsen. I projektet indgår et års e-mail-kommunikation mellem udvalgte medarbejdere og kunder i et stort forsikringsselskab for blandt andet at finde sporene af det, man kunne kalde 'kompensationen for tilstedeværelse'. Der arbejdes med socialpsykologiske begreber som 'Social Presence' (Short, Williams and Christie, 1976) og 'Mediated Immediacy' (O'Sullivan et al., 2004), der begge refererer til den kommunikative opførsel, som kan reducere den fysiske og psykiske distance mellem parterne. Den implicitte antagelse, at nærvær kun optræder ansigt til ansigt synes at ignorere den computermedierede kommunikations stigende dominans og brugernes øgede erfaringer med denne. Eftersom e-mailen er kommet for at blive, er det hensigtsmæssigt at øge bevidstheden om fordele og ulemper. Der er i e-mail en række muligheder for at indbygge nærvær. Tegnsætning (...) (!!!) (*super*) betragtes som e-mailens bud på prosodi, og mange kender nu de smilende ansigter og anvender dem både privat og på arbejde. Brugen af pronomener, indskrivning af små anekdoter og personlige eksempler er andre muligheder sammen med frekvensen (svares der om to minutter eller om to uger?). Formen forhandles undervejs. Eksempelvis indledes en e-mail til en ukendt person med »Kære fornavn efternavn« og et ret formelt sprog. Afslutningsvis anvendes papirbrevsnormerne ofte, og der gives mange faktuelle oplysninger såsom adresse, telefonnummer med videre. Efter blot en enkelt e-mail fra den anden part ændres indledningen næste gang til »Kære fornavn«, »Hej« eller 'ingenting', og formalitetsniveauet får sit første store udsving i selve meddelelsen. Efter nogle gange er der hverken indledning eller afslutning. Man nærmer sig i høj grad en mundtlig samtale. Måske ville man tro, at interaktionen konstant gik i retning af det uformelle, som de enkelte e-mail strøg frem og tilbage. Men der er også eksempler på, at man kan have brug for at gå fra det uformelle tilbage til det mere formelle. Man er givetvis kommet for tæt på hinanden og finder det uhensigtsmæssigt eller ubehageligt. Dette spores i den sproglige tone såvel som i valg af indledning og afslutning. Under hele dialogen foregår denne form for forhandling om tone og indhold, og man danser sammen den ene eller den anden vej - indimellem også på kryds og på tværs af niveauerne. Små vokaliseringssignaler som »haha«, »hmmmmmm« og smilende ansigter hjælper naturligt til de steder, hvor man mangler lyd og kropssprog til at vise, at man er velmenende og også virtuelt har et glimt i øjet. Forskningsmæssigt er der inden for dette emne i grove træk to synspunkter: dem som foreslår, at fraværet af 'social cues' som konsekvens frembringer en asocial og konventionsødelæggende opførsel, og dem som argumenterer for, at reduktionen af disse 'social cues' har den modsatte effekt og gør os mere sociale. Det vil altså sige, at vi - uvidende om f.eks. modtagerens køn, alder, etniske oprindelse og humør - enten glemmer at føle os frem eller kompenserer ved at være meget åbne i e-mailen. Vi mærker det, når vi modtager en e-mail, som fremstår kærligere end forventet - der indledes f.eks. med »Kære Anette« fra en ukendt afsender, og der uddeles afslutningsvis knus og kram eller en kærlig hilsen. Nogle modtagere opfatter det som rart og venligt, hvorimod det for andre føles helt forkert og omklamrende. Når man ikke kender hinanden, kan man ikke vide, hvordan den meget kærlige henvendelsesform vil blive opfattet, og den må derfor nøje overvejes. Bag skærmen kan vi ydermere gemme vores egentlige identitet og eksperimentere med billedet af os selv, hvilket i og for sig er godt nok, hvis vi er bevidste om, hvornår vi gør hvad. Som studerende og underviser, medarbejder og kunde, embedsmand og borger er det ikke kun positivt, at vi nu elektronisk kan komme helt op på låret af hinanden. Omvendt kan vi også blive for kølige, og har vi travlt, øges risikoen for de afstumpede 'kort for hovedet'-beskeder. Dem kan vi kun tillade os at sende til mennesker, der kender os rigtig godt, da ukendte modtagere vil få et helt forkert indtryk af vores person. Et hjørne af forskningen har ydermere i årenes løb beskæftiget sig meget med begrebet 'flaming', som kort fortalt er en fællesbetegnelse for elektroniske skænderier. Pludselig »tænder man af«. Meget kan misforstås i den elektroniske dialog. Møder jeg min chef ved kopimaskinen og ansigt til ansigt får beskeden om, at min nyligt udarbejdede rapports punkt 2 og 4 skal omskrives, føles det okay. Jeg kan med det samme stille et par opklarende spørgsmål og mærker også, at der grundlæggende er tilfredshed med min arbejdsmetode. Får jeg derimod en kort og instruksagtig e-mail fra samme chef med beskeden: »Jeg har fået din rapport, punkt 2 og 4 skal omskrives. Du hører nærmere«, føles det langt mere ubehageligt, og jeg sidder tilbage med en undren og en række spørgsmål. E-mailen er afsendt en sen nattetime fra chefens hjemmekontor, og jeg kan derfor ikke få svar nu og her. Desuden virker det underligt akavet at svare e-mailen med et: »Jamen, er mit arbejde ellers okay?«. Dagen efter sidder han i møder, og jeg bliver mere og mere bekymret over, hvad der er galt med rapporten. Vi er som e-mail-modtagere følsomme og sårbare, og det bør tænkes med, når vi skriver. Der er en række emner og beskeder, som ikke egner sig til at blive givet via skærmen. Da det kan være meget svært at træffe kollegaen eller chefen personligt eller via telefonen, øges presset i indbakken, og det er ikke udelukkende positivt. Derfor må vi øge bevidstheden om kommunikationsmåden og samtidig øge forståelsen af, hvordan vi selv virker, når vi kommunikerer i den enkelte situation. Modsat flygtige telefonsamtaler fastholdes e-mail arkiveringsmæssigt med rig mulighed for videresendelse til tredjemand og udprintning. Ikke altid en rar tanke. Som underviser kan de studerendes krav om 'forbundethed' også undre under afviklingen af en lektion. Jeg er ikke færdig med at overveje, hvorvidt fremstillingen af SMS-beskeder undervejs skal ligestilles med andre irritationsmomenter som f.eks. de studerendes langsommelige indtagelse af føde. Indtil nu har jeg frabedt mig enhver form for mobiltelefoni inklusive produktion af SMS-beskeder i mine lektioner, men egentlig er jeg kommet i tvivl, om det bare er mig, der er gammeldags i håbet om nærvær. En forsker i multitasking-begrebet sidestillede min holdning med reaktionen over for de strikkende studerende i 1970'erne og følte sig slet ikke provokeret af den simultane SMS-produktion. »Måske skriver de ligefrem til hinanden om noget af det, jeg siger, det vil da være optimalt«, pointerede han. Samtidig er der sket et skred i tolerancen over for afbrydelser. To eksempler: i vejledningssituationen, hvor en af fire studerende sidder og SMS'er, mens vi diskuterer gruppens projekt, inden de skal til eksamen. De andre gruppemedlemmer reagerer ikke på det. Eller i det ugentlige ledermøde, hvor man sidder og taler (nærværende, tror man) med en kollega, hvis mobiltelefon ringer. Kollegaen dropper uden tøven den påbegyndte ansigt til ansigt-samtale til fordel for mobiltelefonen. Begge situationer virker på en gang nærværskrænkende og overfladiske. Man er til stede, men fraværende. Jeg har i det foregående forsøgt at tegne et øjebliksbillede af nærværsituationen i vores dagligdag. Det er tankevækkende, at vi alle hele tiden er 'på' et andet sted end dér, hvor vi fysisk befinder os - og at nærvær i ordets oprindelige forstand har fået så trange kår. Mange oplever det nu som spild af tid ikke at kommunikere med andre, mens vi laver alt muligt andet. Også selv om man dermed kommer til at afbryde andre potentielle nærværssituationer. Som nævnt er det mit indtryk, at vi er blevet fjerne og kejtede over for at være nære - med os selv og med andre. For mig at se er det begyndelsen på en dyb længsel efter oprindeligt nærvær. Et nærvær, som ikke længere er tilgængeligt for os og derfor en illusion. Illusionen om nærvær.